Kommentar:

ET PJALTEPROLETARIAT

120.000 pensionister er så hårdt klemt på økonomien, at de må undvære de mest almindelige forbrugsgoder

Af Inga Skjærris, bestyrelsesformand for Videnscenter på Ældreområdet

Hanne Reintoft, den tidligere redaktør af DRs sociale brevkasse, sagde engang, at fattigdom var, når der ikke var råd til en søndagssnaps, og når et hul på strømpen var en økonomisk katastrofe. Og det har ikke ændret sig. For 120.000 pensionister har ikke penge til de mest almindelige forbrugsgoder.

En interviewundersøgelse foretaget af Capacent Epinion for Ugebrevet A4 har stillet skarpt på pensionisternes økonomi, og hvor seks ud af ti har en god økonomi, er der en restgruppe med økonomiske forhold, der er alt for ringe.

I undersøgelsen indgår husstandsindkomsten, og alt er regnet med – folkepension, atp, ældrecheck, arbejdsmarkedspension osv. Den fattigste gruppe (20 pct.) har mellem 5.000 og 10.000 kr. om måneden efter skat, typisk en formue på under 100.000 kr. og ingen friværdi i deres bolig. Kun 11 pct. har en arbejdsmarkedspension. Blandt de fattigste pensionister bor 55 pct. alene, hele 53 pct. har fravalgt et eller flere forbrugsgoder, fordi de ikke har råd til det, og for 35 pct. har den manglende økonomi betydet, at de er forhindret i at gøre de ting, de drømte om, da de blev pensioneret.

Der er tale om en skjult fattigdom eller et egentligt pjalteproletariat, hvor hovedparten er enlige – oftest kvinder – med meget lille eller slet ingen opsparing, høj husleje og ingen at dele udgifterne med. Ifølge Danmarks Statistik lever i alt 197.000 pensionister, hvilket svarer til 23 pct., for mindre end 100.000 kr. om året efter skat. Det giver 8.333 kr. om måneden til husleje, mad, tøj, transport, tandpleje, briller mv. Selv med en lav husleje skal der ikke meget til for at vælte budgettet.

De førnævnte 120.000 pensionister har ikke råd til nyt tøj og sko, har fravalgt aviser og blade. Hver tiende kan ikke længere betale medlemskabet til badminton- eller bridgeklubben, og lige så mange har ikke råd til at gå i biografen. Der er ikke penge til gaver til familie og venner eller til at invitere gæster til fødselsdag. Hver femte i undersøgelsen har ikke kunnet tage på ferie. Pengene slår ikke til til fysioterapeut og fodterapeut, og der er ofte ikke råd til frugt og grønt. Kun udbyttet af nyttehaven, tilbudsaviser og hjemmestrikkede gaver holder økonomien sammen. 16 pct. af denne gruppe pensionister opfatter selv deres økonomi som dårlig eller meget dårlig, hvilket ikke kan undre. Men – skal det tilføjes, dette er ikke en gruppe, der brokker sig. Måske fordi denne restfattigdom i så høj grad er et ’kvindeproblem’.

Faglig medarbejder på Videnscenter på Ældreområdet, Annette Johannesen, siger, at mange af de ting, som de fattigste ældre må vælge fra, netop er det, der er med til at sikre en vellykket aldring: Selvværd og identitet.

”Det, der hører med til en god aldring for de fleste, det er at kunne fortsætte med det, man har været vant til før: Have et årskort til Tivoli eller nyde god mad. Byde børnebørnene på en middag. Give gaver. Ting, som har været betydningsfulde for en selv. Det, at kunne vedligeholde sin krop og sundhed, tænder, frisør og tøj betyder også meget for selvværdet. Det er ting, statistikkerne ikke så nemt fanger, men som betyder allermest for livskvaliteten”.

Den armod, der præger de allerfattigste pensionister udgør et dobbeltproblem: Ikke blot er en relativ stor gruppe pensionister reelt fattige, men de udgør samtidig et mindretal på 14 pct. Derfor er der ifølge professor i statskundskab, Jørn Henrik Petersen, fra Syddansk Universitet, en stor risiko for at de kommer i klemme. De kan ikke satse på store stigninger i folkepensionen, da det ifølge professoren vil virke som en ’straf’ for dem, der selv har sparet op til pensionen gennem et langt arbejdsliv. Dertil kommer, at flertallets incitament til at hjælpe de dårligst stillede bliver mindre, efterhånden som antallet af og størrelsen på arbejdsmarkedspensionerne vokser.

Ikke desto mindre står denne gruppes forhold i skærende kontrast til den store gruppe af pensionister med en god økonomi. Seks ud af ti pensionister har ifølge deres egen vurdering en god økonomi, og et stort set tilsvarende antal oplever ikke noget væsentligt fald i levestandarden, efter de har forladt arbejdsmarkedet. Hele syv ud af ti siger, at de har råd til at leve livet, som de har lyst til. Og næsten hver anden pensionist (44 pct.) har ligefrem lettere ved at få økonomien til at løbe rundt, end dengang de havde lønindtægt og hjemmeboende børn. De golfspillende luksuspensionister udgør kun en mindre del (7 pct.), idet det store flertal – 600.000 pensionister – har en personlig indkomst på op til 20.000 kr. om måneden efter skat og en formue på under 1 mio. kr., fremgår det af tal fra Danmarks Statistik.

Og ser man på tilfredshedsgraden, er den da også langt højere, og afsavn er langt mindre såvel hos denne gruppe som for de rigeste ti pct.

Selv om flertallet af folketingspolitikere vægrer sig ved at fastsætte en fattigdomsgrænse, har man klart valgt et eksistensminimum for de fattigste pensionister. Den danske pensionspolitik er præget af en klassedeling, for ganske vist har med Grundtvigs ord få for meget og færre for lidt, men for de færre er det lidet, de får, et så alvorligt problem, at et velfærdssamfund som det danske ikke kan være det bekendt.

Inga Skjærris er formand for Videnscenter på Ældreområdets bestyrelse og forhenværende borgmester (V) i Ramsø Kommune.

Kilde: Ugebrevet A4, nr. 19, 2.6.2009.

Kommentaren har været bragt i Politiken den 15. juli 2009.

Til toppen