Kommentar:

DEN STORE GENERALPRØVE

Af Inga Skjærris, bestyrelsesformand for Videnscenter på Ældreområdet

Uanset om konflikten på det offentlige arbejdsmarked trækker ud eller hurtigt afsluttes ved enten forhandlingsbordet eller ved et regeringsindgreb, har velfærdsminister Karen Jespersen på forventet og hurtig efterbevilling fået sin store generalprøve på de pårørendes offervilje. Ministeren bebudede nemlig umiddelbart før store dele af FOA’s medlemmer nedlagde arbejdet på ældreområdet, at hun i Serviceloven ville have indskrevet de pårørendes forpligtelse til at medvirke til at sikre omsorgen for de ældre.

Det udtalte hun uagtet en lang række undersøgelser – bl.a. interviewstudiet i Videnscenter på Æl­dreområdets trilogi ‘Samarbejde mellem plejehjemsbeboere, pårørende og personale – en tre­klang med mislyde?’ – men også fra SFI, Ældre Sagen m.fl. igen og igen har påvist, at de på­rørende i stor stil hjælper familiens ældre med alt fra stort til småt. Det er ikke blot noget, man kan læse sig til. For hvor mange med ældre i familien har ikke prøvet at rengøre et toilet eller et køleskab, gribe en støvsuger, tørre af øverst på møblerne, sætte en vask over, slå græsset, måske klippe hækken, fore­tage indkøb og gå på posthuset, sørge for at regninger blev betalt, køre en tur med den gamle mor eller far – ja, sådan kunne man blive ved. Og godt for det! For sådan er det at være familie og have det lille ekstra overskud til at hjælpe ud over, hvad det offentlige kan yde i praktisk hjælp, omsorg og pleje.

Men – for der er et stort men derved – ikke alle pårørende har muligheden for at yde denne hjælp. Dertil bor man i dagens Danmark ofte for geografisk spredt. I andre tilfælde kan der være ufred mellem generationerne; det ses jo i selv de bedste familier. Og i de allerfleste familier kniber det for ’sandwichgenerationen’ at få tid, når både deres egne børn rykker i dem for at få passet børne­børn­ene og ønsket om at være noget for deres egne forældre hiver i dem, samtidig med at de selv stadig er på arbejdsmarkedet. Det kan kun give dårlig samvittighed og gøre, at man rykker ned fra den så prestigefyldte placering som ’stærk familie’ til sådan nogen, der lidt forsømmer familiens gamle, ikke? Eller rettere forsømmende kvinder, for det er i høj grad de ældres døtre, der – også her –  pålægges at varetage disse små og mere dagligdags funktioner.

”Man kan ikke lovgive om samfundssind”, lød det fra Socialdemokraterne, mens direktøren for Ældre Sagen, Bjarne Hastrup talte om, at ”tvang lægger gift ud for den gode omsorg i familien”. Han pegede på, at ældre slægtninge søger den menneskelige kontakt med familie og venner. Vi ønsker ikke, at vore pårørende skal stå for den personlige hygiejne og al praktisk hjælp, når vi ikke længere kan selv. Vi ønsker værdighed og respekt også inden for familien og vil ikke belaste vore pårørende mere end højest nødvendigt.

Karen Jespersen berømmer det enestående, danske velfærdssamfund og fastholder, at pleje og om­sorg til de ældre er offentlige kerneydelser, men hvordan har hun tænkt sig ikke at umyndiggøre de ældre, som måske slet ikke ønsker, at de pårørende skal inddrages og takker nej til tilbuddet? Eller den/de pårørende, der ikke ønsker at få deres frivillige og spontane hjælp protokolført som en pligt i kommunen?

Ministeren fastholder, at det ikke handler om tvang (for den ældre), og hvis den ældre ikke har lyst, skal de pårør­ende holde sig væk. Men hun siger samtidig, at der, når den ældres livssituation ændres, og der vi­siteres praktisk hjælp derhjemme, eller når den ældre skal flytte i ældre- eller plejebolig, så vidt muligt skal være en pårørende med. ”I den proces kan du tage med, hvem der gør hvad, og så få de pårørende med ind i et samlet billede. Lægge fast, hvad gør de pårørende”. Ministeren medgi­ver dog, at det er en ”hårfin balance”, og at den ældre ikke skal føle et pres. ”Men jeg tror, man kan flytte nogle hegnspæle ved at tage denne debat”.

Heri er en del af det kommunale bagland enig med ministeren. 36 ud af 57 kommunale ældrechefer, svarende til 64 pct. af de der har besvaret et spørgeskema for Politiken, mener, at de pårørende en­ten i høj eller i nogen grad kan inddrages mere i plejen og omsorgen af de ældre familiemedlemmer. Kun 9 er i mindre grad eller slet ikke enig heri. 19 pct. er helt eller delvist enig i, at ministerens for­slag er et led i afviklingen af velfærdssamfundet. Eller med filosoffen Arno Victor Nielsens ord, har velfærdsstaten udviklet sig til et forsikringsselskab, hvor ”rent spontane livsytringer nu indkalku­le­res i statens regnskab”.

Alligevel er der noget, der tyder på, at Karen Jespersen har større held med sit forehavende end par­tifællen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Han kom i sommer for skade og spørge, hvorvidt man selv tager malerkosten frem, hvis man synes, der er noget galt på ens gamle mors stue på plejehjemmet. Dette udsagn kom i forbindelse med Ministerudvalget om Personligt Ansvar, som han var formand for, og som afslutter sit arbejde til sommer. Det, han den gang sigtede til, var, sagde han, søndagskøreturen, besøg hos familien eller at tage sin gamle mor til middag – og i øvrigt afvis­te han, at der var tale om et spareprojekt. ”Det er slet ikke tanken, at det skal medføre en eneste kro­ne i besparelser”, sagde han. Men det er åbenbart fortsat en problematik, der optager regeringen me­get.

Besparelser eller ej så er sidste nyt fra det politiske teater, at generalprøven allerede har haft den ønskede virkning: De ældre modtager mange flere besøg under konflikten, end de ellers plejer at gøre. Og hvis det, som Karen Jespersen påpeger, handler om at give ældre mere livskvalitet, så kan man sige, at det har hun så p.t. opnået i form af flere besøg, men også at de pårørende altid har været med til at sikre netop de ældres livskvalitet på en lang række områder.

Inga Skjærris er formand for Videnscenter på Ældreområdets bestyrelse og forhenværende borgmester (V) i Ramsø Kommune.


Artiklen har været bragt i Dagbladet Ringsted, Roskilde og Køge den 7. maj 2008.

Til toppen