Kommentar:

BÆRER ARBEJDET LØNNEN I SIG SELV?

Hverken fagbevægelsen eller de offentlige arbejdsgivere har kendt deres besøgelsestid endsige udvist rettidig omhu, når det drejede sig om plejepersonalets løn- og arbejdsvilkår.

Af Inga Skjærris, bestyrelsesformand for Videnscenter på Ældreområdet

Det hele begyndte med en fabrik, der fremstiller vinduer. For plejepersonalet i Holstebro fandt ud af, at de ufaglærte arbejdere på den lokale virksomhed tjente mere end dem. Og så strejkede de. Si­den har de overenskomststridige strejker bredt sig til halvdelen af landets 98 kommuner.

Disse strejker er nu ved at ebbe ud. Men hvorfor greb sosu-erne til det ulovlige konfliktvåben syv måneder før de kommende overenskomstforhandlinger skal være afsluttet? Fordi der netop nu er opmærksomhed rettet mod omsorgspersonalets løn- og arbejdsvilkår. Midt under trepartsforhandlingerne mellem regeringen, kommuner og regioner og fagbevægelsen, der som led i regeringens kvalitetsreform gav de offentligt ansatte over otte milliarder til bl.a. efteruddannelse og seniorordninger – også kaldet Danmarkshistoriens dyreste valgkamp - valgte plejepersonalet at gå på gaden. Med krav om lønstigninger på 3000-5000 kr. om måneden.

Konflikten er som sagt ulovlig og betyder bøder for de aktionerende. Samtidig er der som i alle arbejdskampe dem, der tages som gidsler: De ældre på plejehjem og dem, der har måttet undvære deres hjemmehjælp. Samfundsmæssigt er det beklageligt, men ifølge medierne har de ældre vist en stor forståelse for de aktionerende. Efter devisen: Gode forhold for de ansatte, giver bedre forhold for de ældre selv.

Opsparede frustrationer
Man må se konflikten som mange års opsparede frustrationer. For problemet har rødder helt tilbage til 1960’erne, hvor kvinderne gjorde deres indtog på arbejdsmarkedet. Det er så at sige en del af ”kvindernes gamle sociale arv”, som det er blevet udtrykt. For indtil da havde pleje- og omsorgsopgaverne ligget hos de hjemmegående husmødre. Disse opgaver kom denne kvindegruppe til at varetage inden for den offentlige sektor. Som ufaglærte og tilsvarende lavtlønnede. Arbejdet blev aldrig anerkendt som ’rigtigt’ arbejde, men nærmere et kald, der bar lønnen i sig selv. Også sammenlignet med andre kvindefaggrupper ligger hjemmehjælpere, social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter lønmæssigt lavt. På trods af at der ikke længere er tale om en ufaglært gruppe – om end uddannelsen kunne blive endnu bedre - er lønnen ikke fulgt med op. Her har hverken de ansattes fagforbund, FOA, eller de offentlige arbejdsgivere kendt deres besøgelsestid endsige udvist rettidig omhu.

Lønspørgsmålet er vigtigt. For heri ligger den anerkendelse og prestige, som arbejdet savner i dag. En sosu-hjælper med et års uddannelse har en startløn på 18.300 kr. Efter 11 års ansættelse ligger lønnen på 20.400 kr. Og med en timeløn på 110-130 kr. kan det offentligt ansatte omsorgspersonale se vikarlønninger på 156-280 kr. i timen. Alene i Københavns Kommune brugte man i 2006 200 mio. kr. til vikarer og søger nu arbejdskraft i Polen. Mange bureauer kan ikke længere skaffe vikarer, og der er kommuner, der søger ferieafløsere helt ned til 16 års-alderen.

Men selv om lønnen står højest på listen til de kommende overenskomstforhandlinger, er også arbejdsforholdene helt utilfredsstillende. Minuttyrani og kontrolmekanismer gennemsyrer ældreomsorgen, hvor der hverken levnes tid eller initiativ for de ansatte. De må fare fra det ene ældre menneske til det andet uden at de som ansatte føler, at arbejdet bliver gjort ordentligt. Der er ikke tid til den lille snak, at gå en tur med den ældre, gøre lidt bedre rent osv., osv. Dertil kommer, at der mangler hænder, og at situationen bliver værre. Frem til 2015 går hver tredje medarbejder i ældreplejen på pension, svarende til at 25.000 af de 68.000 ansatte forsvinder. Flere ældre betyder ifølge LO, at der til den tid vil være behov for 35.000 nye ansatte. Så det drejer sig om fastholdelse i og rekruttering til et fag, hvis omdømme i medierne er ringe. Frafaldet fra sosu-skolerne er højt, og den nødvendige tilførelse af arbejdskraft kan ikke udelukkende ske gennem indslusning af indvandrekvinder og importeret arbejdskraft.

Alt dette på et tidspunkt med samfundsmæssig velstand, en bugnende statskasse og hvor der er sket pæne lønstigninger på det private arbejdsmarked.

Problemer forude
Så noget må ske. For plejepersonalet har også taget det politiske system som gidsler. Løsningen, som flere kommuner med Allerød i spidsen har grebet til, er lokalt at give plejepersonalet lønstigninger på op til 1.000 kr. om måneden med tilbagevirkende kraft. Og kom-munerne har penge til rådighed: For kun 0,6 pct. af den resultatløn, der blev aftalt ved den seneste overenskomst, er blevet udbetalt af kommuner og regioner. På Christiansborg har Venstrefløjen og Dansk Folkeparti i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger krævet en større pose penge – op til 1 mia. kr. – til forbedring af omsorgspersonalets lønninger. Men umiddelbart er det en hård nød at knække, for det griber ind i den danske aftalemodel, der overlader lønspørgsmål til overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. Her igen melder flere problemer sig: Fagbevægelsen har ikke tradition for lønmæssig skævvridning til fordel for en enkelt faggruppe – hvis det er sket har lønstigningerne kunnet tælles i promiller og ikke procenter. For hvad med andre lavt lønnede grupper som sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere? Disse faggrupper vil øje-blikkelig kræve tilsvarende lønninger. Det kan hurtigt blive skabt en dominoeffekt, hvor store forventninger og lønkrav ikke kan indfries.

Regeringen har hidtil afvist at røre ved lønnen, og den indgik da heller ikke i trepartsforhandlingerne. I selvsamme forhandlinger blev dog inddraget spørgsmål om bl.a. efteruddannelse og seniorjob, der normalt er overenskomstspørgsmål. Men skal det kunne betale sig at strejke? Og kan vi se frem til massive strejker blandt de offentligt ansatte til foråret? Ingen forventer nemlig, at frustrationerne dør ud med regnvejr og sommerferie. Så spørgsmålet er, hvad regeringen vil gøre i en tid, hvor trommen lyder for et efterårsvalg?

Inga Skjærris er formand for Videnscenter på Ældreområdets bestyrelse og forhenværende borgmester (V) i Ramsø Kommune.

Artiklen har været bragt i Dagbladet Ringsted, Roskilde og Køge den 20. juli 2007.

Til toppen