ÅRSBERETNING 2003
Evalueringen
Fire-årig bevilling
Ny formand
Aktiviteter
For fremtiden kommer der ikke en trykt årsberetning fra Videnscenter på Ældreområdet.
Årsberetningen vil være at finde her på hjemmesiden.
De gode nyheder fra Videnscenter på Ældreområdet er mange: Vi fik i 2003 økonomisk dækning for en sammenhængende arbejdsperiode på fire år, fik afviklet flere succesfyldte arrangementer, udsendt publikationer i større mængde end nogensinde, fik ajourført vor hjemmeside o.m.m. Men trods det kom året - desværre - i høj grad til at stå i evalueringens tegn. En periode, hvor videnscentret måtte bruge en utrolig mængde energi og mange, mange arbejdstimer på den tredje evaluering inden for en kort årrække.
Evalueringen
Efter det knap halve års lukning af centret i 2002, efterfulgt af en foreløbige overlevelse ved tilførelse af penge uden for Satspuljen, modtog vi senere samme år en et-årig bevilling på 3.0 mio. kr. fra Satspuljen. Dette var noget mindre end det ansøgte beløb, og var fra Socialministeriets side tilknyttet en betingelse om, at videnscentret skulle gennemgå endnu en evaluering. Denne evaluering skulle udføres af Deloitte & Touche.
Selve evalueringsforløbet strakte sig over flere måneder, hvor dokumenteringskravet til os steg til næsten uoverkommelige mængder. Den endelige evalueringsrapport, som centret - trods mange indsigelser - ikke havde ret stor indflydelse på, er hele vejen igennem præget af en negativ undertone, hvor selv åbenlyse succeser for centret enten slet ikke omtales eller nævnes i neutrale vendinger. Der var store problemer forbundet med evalueringens design, metodevalg og datagrundlag, således at det i evalueringen fremstår, som om der sammenlignes æbler og pærer. Det vil sige, at vi sammenlignes med organisationer med helt andre formål - Styrelsen for Social Service, KL og ÆldreForum - og for fleres vedkommende med en helt anden volumen og med langt større økonomiske ressourcer. Mens centrets dokumentation skulle være ganske nøjagtig, hvilede de andre organisationers på udokumenterede udsagn og målsætninger. Men måske værst af alt: Sammenligningerne omfattede forskellige perioder - et år for centret, hvor der reelt ikke blev taget hensyn til, at centret havde været lukket og efterfølgende var under rekonstruktion - mod tre-seks år for de andre, der ikke har været udsat for lukning eller langvarig usikkerhed om deres eksistens.
Trods denne ulighed i opgørelsesgrundlaget viste det sig alligevel, at centret klarede sig overordentligt godt. Det viste sig, at centret har en bred berøringsflade - hvilket vi dog blev kritiseret for i evalueringsrapporten, hvor man mener, at vi spreder os for meget. At vi har velbesøgte arrangementer, er kendt i brugerkredsen, og vore publikationer, hjemmeside, nyhedsbrev og e-mail-fora er til glæde for brugerne. Der tages i evalueringen ikke højde for den synenergieffekt, der viser sig ved, at publikationer, konferencer, temanumre af nyhedsbrevet og emner på hjemmesiden er afspejlinger af og supplementer til hinanden.
Selv er vi ikke i tvivl: Videnscenter på Ældreområdet yder en uafhængig og interessefri formidling, der ikke findes andre steder, og centret er enestående i sin uafhængige status og enestående i sin åbne invitation til alle med interesse for ældreområdet.
Dette havde ikke nogen vægt i evalueringen, der udelukkende var irrellevant tælleri, som f.eks. om en bogliste indeholdte bøger fra før bestemte årstal. Den gav ikke de kvalitative bud, der kunne betyde, at vi kunne lære noget af en så bekostelig evaluering. Evalueringen gav heller ikke svar på det helt centrale spørgsmål om, i hvilket omfang videnscentret udfylder en rolle, som ikke dækkes af andre enheder på området. Det havde nemlig krævet en grundig evaluering af de enheder, vi blev sammenlignet med.
Videnscentret har nu eksisteret i næsten ni år, og er et center til indsamling, bearbejdelse og formidling af viden om både belastede og velfungerende ældre - en viden, der også er til gavn for de ældre og dermed for samfundet. Vi arbejder for de ældres ligestilling, ligebehandling og ligeværd samt for at styrke ældres mulighed for aktivitet, deltagelse, synlighed og indflydelse i samfundet - og samtidig forebygge negative konsekvenser af sygdom, svækkelse og isolation.
Læs mere om videnscentrets opgaver.
Fire-årig bevilling
Satspuljepartierne lod sig heller ikke overbevise af evalueringen. I slutningen af oktober 2003 bevilgede de videnscentret en fire-årig bevilling med 4,5 mio. kr. for 2004, 3,5 mio for 2005, 2,4 mio. for 2006 og 1,4 mio. for 2007.
Ikke blot giver bevillingen arbejdsro over en årrække, men som noget nyt vil der blive nedsat et fagpanel, der løbende skal holde os orienteret om, hvad der sker på ældreområdet. Samtidig vil der ske selvstændig opfølgning af aktuelle emner - den første blev iværksat i 2003 af seniorforsker Merete Platz, der året efter udkom med sin vidensopsamling ‘Folkepensionister - et fattigt liv?’.
Publikationen kan downloades som pdf-fil, og der findes også referat fra det tilknyttede debatmøde.
Som noget nyt startede vi debatmøder, og det første fandt allerede sted i september 2003 i København og havde emnet ‘Ældre! Byrde? Generationskonflikt...’. Heri deltog ikke færre end tre fhv. socialministre som oplægsholdere, nemlig Bent Rold Andersen, Palle Simonsen og Aase Olesen samt de tre ‘unge politiske løver’ Morten Bødskov, Anders Thomsen og Villy Dyhr. Der var ca. 250 deltagere til debatmødet. Til disse møder er der gratis adgang, idet det er et af flere tiltag fra videnscentrets side for yderligere at skabe tilbud til vore brugere. Som led i denne ‘markedsføring’ er der i 2003 også sket gratis udsendelser af nyhedsbrevet Alderens nye sider til kommunernes hjemmepleje, plejehjem, sosu-skoler m.fl., og dette initiativ fortsætter i 2004.
Ny formand
2003 bød også på en ny bestyrelsesformand. Det er Inga Skjærris Nielsen, som har siddet i bestyrelsen siden 2000. Hun afløste på formandsposten Tina Voltelen, der trådte ud af bestyrelsen, fordi hun ophørte som formand for Ergoterapeutforeningen og flyttede til Frankrig. Tina Voltelen var formand i et par år og har ydet en stor indsats for videnscentret i en meget vanskelig tid. Inga Skjærris Nielsen er fhv. borgmester og nuværende kommunalbestyrelsesmedlem valgt for Venstre i Ramsø Kommune. Gennem årene har hun varetaget en række tillidshverv og bestyrelsesposter såvel lokalt som på landsplan. Hun er bl.a. formand for Helsefonden og medlem af KLs social- og arbejdsmarkedsudvalg.
Bestyrelsen fik også fire nye medlemmer. Det er Per Thestrup, der senere blev formand for Ældre Sagen, Anton Johansen, der er næstformand i Faglige Seniorer og medlem af Ældremobiliseringens formandsskab, og som erstatter Hans Jørgen Jensen, Lisa Dahl Christensen, der er forbundssekretær i FOA og tidligere formand for Ældreboligrådet og næstformand i Sosu-uddannelsesrådet, samt Ove Christiansen, der er formand for Sammenslultningen af Ældreråd og formand for ældrerådet i Christiansfeldt.
Yderligere om bestyrelsen.
Aktiviteter
I 2003 blev centrets hjemmeside ajourført og havde i april sin debut i nyt design og med større brugervenlighed. Hjemmesiden opnåede samme år fire ud af fem mulige stjerner i ‘Bedst på nettet’ under IT- og Telestyrelsen. Som noget nyt tilbød vi fra nr. 3, 2003 adgang til downloading af nyhedsbrevet som pdf-filer, og vi lancerede flere interaktive muligheder bl.a. forespørgsler via hjemmesiden.
Selv om centret har færre medarbejdere end før lukningen, er vore øvrige aktiviteter fortsat. Det drejer sig om vore konferencer, hvoraf vi havde to i 2003 henholdsvis 29. april i København og 30. oktober i Odense begge med emnet ‘Hjemmehjælp - puslespil med mange brikker?’, og hver med ca. 250 deltagere.
Konferencen kom vidt omkring over uddannelsen til hjemmehjælpere, belysning af hjemmehjælpsmodtageres oplevelse af hjælpen og behovet for den, personalets arbejdssituation og nye former for tilrettelæggelse af hjemmehjælpen ikke mindst i et offentligt/privat samspil. Oplægsholdere var tidl. vicedirektør Jesper Maarbjerg, Københavns Kommune, docent Eigil Boll Hansen, AKF, antropolog Marie Lilja Jensen, Ældre Sagen, generalsekretær Kristian Riis, Omsorgsorganisationernes Samråd, seniorforsker Merete Platz, Socialforskningsinstituttet, ergoterapeut Jette Thuesen, undervisningskonsulent Henrik Friediger, Undervisningsministeriet, udviklingsmedarbejder Birgitte Højlund, Social- og Sundhedsskolen i Herning, forbundssekretær Lisa Dahl Christensen, FOA, diretør Pia Baun Hansen, PBH Hjemmehjælpsservice, adjunkt, ph.d. Ulrik Kjær, Syddansk Universitet og lektor Charlotte Egeblad, Aalborg Universitet. Formanden for Folketingets socialudvalg, Tove Videbæk, åbnede den første konference, hvor formanden for Socialchefforeningen Ole Pass, afrundede den. Åbningen af Odense-konferencen blev foretaget af borgmester Anker Boye, Odense Kommune. Referatet fra konferencen kan læses på hjemmesiden.
Som optakt til konferencerne udgav videnscentret en bog med samme titel. Den er kommet i et oplag på 1.000. I 2003 blev der solgt nyhedsbreve og publikationer for godt 70.200 kr.
Nyhedsbrevet Alderens nye sider, der nu kommer i et oplag på 2.500, er tematisk opbygget. I nr. 1, der kom i forbindelse med den første af årets konferencer, var temaet ‘Hjemmehjælp’, i nr. 2 ‘Magtanvendelse’, i nr. 3, der kom efter det første debatmøde, var temaet ‘Ældre! Byrde? Generationskonflikt…’ og i nr. 4, der lagde op til det andet debatmøde, var temaet ‘De svageste ældre’. Artiklerne fra nyhedsbrevet kan læses i vores database ‘Alderens nye sider’, og referater af vores bøger kan ses på hjemmesiden.
Desuden fortsatte vore e-mailfora ‘Noter’ og ‘Forebyggelsesforum’ med henholdsvis ca. 1.500 og ca. 300 brugere. Indholdet kan læses i databaserne under menupunktet ‘Søg i databaserne’. Flere fora er på vej. Også vor direkte telefonservice på 3940 5847, hvor en erfaren medarbejder besvarer spørgsmål og henvendelser, og som blev etableret lige efter genåbningen, fortsatte. Sammen med mulighederne for bestillinger via hjemmeside og mails er den udtryk for den stadige tilpasning til brugernes behov.
Til toppen
|
|