|
Fra to til en
- livet efter den andens død
Af Eva Bonde Nielsen og Merete Platz
Videnscenter på Ældreområdet, 2008

Foto: Mads Jensen/Biofoto
Tab af ægtefælle medfører for de fleste ældre mennesker sorg og savn. For nogle i en sådan grad, at de bliver nedtrykte, deprimerede og ensomme. Det er dog de færreste. Ud over sorg og savn medfører tabet af ægtefælle ikke andre væsentlige ændringer i den daglige tilværelse for flertallet. Den tilværelse, man var to om at dele, fortsætter næsten uændret, når man bliver alene. Det gælder både enker og enkemænd.
Men der er flere mænd end kvinder, der lider under tabet af ægtefællen, og som har svært ved at leve videre alene. Hjemmets ’trygge arne’ synes at være mere tryg for mændenes vedkommende. Så længe man er to, har de fleste mænd det fysisk og psykisk godt. Men når de bliver alene, føler mange mænd, at deres tilværelse forringes. Værst ser det ud for de enkemænd, der både savner det følelsesmæssige forhold til ægtefællen, og som samtidig er ensomme, nedtrykte og deprimerede, og som ikke gør brug af de muligheder, de rent faktisk har, for støtte i deres nære sociale netværk.
Der er derfor brug for flere forskelligartede og mere målrettede tilbud til ældre, som bliver alene og især til enkemændene.
Det er nogle af resultaterne i rapporten, som er baseret på statistiske analyser af to store spørgeskemaundersøgelser og suppleret med kvalitative interview med et mindre antal enker og enkemænd samt forebyggende medarbejdere.
Pris: 125 kr. + 40 kr. eksp. I alt 165 kr.
|