Videnscentret – VpÆ
|
Årgang 7 · nr. 4 · december 2004 TEMA: Eksperterne skriver Indhold: Præsentation af fagpanelet Videnscenter på Ældreområdet har gennem flere år ønsket at samle et ekspertpanel. Panelmedlemmerne skal give os her på centret inspiration, gode ideer og forslag, der sikrer den bedst mulige vægtning og dækning af området. Derfor har vi helliget dette udvidede nummer af ’Alderens nye sider’ til en præsentation af panelet med deres egne artikler. Fagpanelet har fået tildelt følgende ansvarsområder:
Redaktionen. Temaet er fotograferet af Nina Lemvigh-Müller. Danskerne bliver ret længe på arbejdsmarkedet Efterlønnen giver muligvis ikke blot en tilskyndelse til at trække sig tilbage, men også til at blive ved lidt længere. Og tilsyneladende er arbejde sundt! Af Jørgen Goul Andersen Men omvendt skal man nok ikke gøre sig urealistiske forhåbninger om, hvor langt man på kort sigt kan nå, og det er nok tvivlsomt, om f.eks. en afskaffelse af efterlønnen ville gøre den helt store forskel. I hvert fald er det værd at bemærke, at danskerne i forvejen hører til dem, der bliver længst på arbejdsmarkedet. Fordi en stor del af de gifte kvinder i de ældre generationer i mange lande ikke har været ude på arbejdsmarkedet, er det kun tallene for mænd, der lader sig sammenligne. De viser til gengæld, at Danmark ligger i den udpræget ’gode ende’, jf. tabel 1. Mens mindre end 40 pct. af de 55-64-årige belgiere og franskmænd er i beskæftigelse, gælder det hele 68 pct. af danskerne. Inden for EU overgås det tal kun af svenskerne, der når op på 71 pct. Selv i USA, der ellers er kendt for at være et meget arbejdsomt samfund, er der lidt færre 55-64-årige mænd i arbejde end i Danmark. Danmark hører tilmed til de lande, der har haft den største fremgang. EU arbejder ud fra en fælles målsætning om at hæve tilbagetrækningsalderen, og for EU under ét er det da også lykkedes at øge andelen af 55-64-årige, der er i arbejde, med fem procentpoint fra 1999 til 2003. Forbedringen er størst i lande som Holland og Finland, men i begge tilfælde fra et meget lavt udgangspunkt. Faktisk finder man også Danmark på en tredjeplads, når det gælder forbedringer: Andelen af beskæftigede er øget med hele otte procentpoint. I Belgien, Frankrig, Østrig og Italien, der forvejen lå lavt, er der derimod ikke sket de store ændringer. Når det går fremad i Danmark, skyldes det bl.a. afviklingen af overgangsydelsen, hvor der var en stor hamstring i de allersidste måneder frem til lukningen i januar 1996. I løbet af 2006 vil ordningen være helt afviklet. Samtidig har det berømte indgreb i efterlønnen i 1998 vist sin effekt. Men dermed er man også ved at nå derop, hvor ’konkurrenterne’ bliver få. Nordmændene ligger en smule højere med 73 pct., japanerne og schweizerne ligger på 77-78 pct., og i Island er hele 90 pct. af de 55-64-årige i arbejde. Det tyder i øvrigt på, at arbejde er sundt! I alle disse lande er levealderen nemlig ualmindelig høj. Og det tyder på, at man godt kan komme endnu højere op. Men når vi lige ser bort fra Island, er det omvendt karakteristisk, at forskellen til Danmark ikke er særlig stor. Ydermere ses det, at det i alle disse lande er gået en anelse tilbage. Derfor skal man nok ikke gøre sig urealistiske forhåbninger. Snarere må man spørge, hvorfor andelen af danskere i arbejde er så høj, når efterlønnen vitterligt er den mest fordelagtige tilbagetrækningsordning i Europa. Det viser sig i øvrigt også, at det navnlig er de 55-59-åriges erhvervsdeltagelse, der er ekstraordinært høj i Danmark, mens tallene for personer over 60(62) år er mere ’normale’.
Hvis efterlønnen ikke var der... Men det kan måske tyde på, at arbejdet er forholdsvis tillokkende for danskerne. Og så kan det nok også tænkes, at efterlønnen ikke blot giver en tilskyndelse til at trække sig tilbage, men også til at blive ved lidt længere. Hvis efterlønnen ikke var der, må man forestille sig, at der ville være flere, der søgte førtidspension. Og samtidig er det meget nærliggende at forestille sig, at nogle af dem ville søge førtidspension lidt tidligere. Det er næppe urealistisk at forestille sig, at nogle lønmodtagere med lidt svigtende helbred bider tænderne sammen og tager et par år mere for at kunne gå af med efterløn frem for at skulle søge førtidspension. I hvert fald ved vi, at de fleste langt foretrækker dén vej ud af arbejdsmarkedet. I de nærmeste år står vi over for, at de store årgange skal til at forlade arbejdsmarkedet. Til gengæld nærmer vi os også de årgange, hvor uddannelseseksplosionen er slået igennem. Det bliver spændende at se, om det kan give erhvervsdeltagelsen et ekstra pift. Samtidig kan det faktisk godt tænkes, at de stærke politiske signaler om, at man gerne vil have folk til at blive noget længere, kan spille en rolle. Det er ikke så mange år siden, folk følte, de gjorde samfundet en tjeneste ved at trække sig tilbage og åbne en plads for en ung, der gerne ville ind. I dag er det ved at være trængt igennem, at der snarere er tale om, at ’arbejde skaber arbejde’, og at der bestemt ikke ligger noget samfundssind i at trække sig tilbage. Det ville i hvert fald være rart, hvis udviklingen kunne gå i den retning. For efterlønnen er ikke kun et skattet gode, og det er ikke en ordning, der ret ofte benyttes af golfspillere (som billedsiden på TV ofte lader ane!). Det er en ordning, der benyttes af dem, den var tiltænkt – godt og vel. Kan dette ’godt og vel’ holdes nede, er det til gengæld en ualmindelig u-bureaukratisk og værdig måde at forlade arbejdsmarkedet på, som ikke kun er værdsat af den enkelte, men også på mange måder er en fordel for samfundet. Tabel 1
Jørgen Goul Andersen er professor, cand.scient.pol. ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet.
For at få fuld nytte af ældres stærke sider, er det nødvendigt, at man ikke belaster deres svage.
De kommende årtiers ældre vil leve og være fysisk raske længere, end ældre er i dag. Om 20 år er 80 ingen alder. Mange vil opleve deres 100-årsdag, og de fleste vil kunne fungere på arbejdsmarkedet 10-15 år længere end i dag. Den påstand kan med nogenlunde sikkerhed fremsættes på baggrund af udviklingen i danskernes middellevetid. Men det er ikke sikkert, at de nuværende ældre vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet, selv om de kan. Ikke alderen, men derimod arbejdet, bliver afgørende. Hvis ældre skal bidrage til samfundsøkonomien efter 60-årsalderen kræver det tre ting – plus en fjerde:
Fire forudsætninger For det første at de får mulighed for at bruge deres stærke sider, dvs. de kompetencer, som alderen tilfører det enkelte menneske, hvilket især vil sige sociale kompetencer. Man erhverver med alderen overblik og menneskeforståelse, og jobbet kan derfor med fordel drejes i retning af instruktion, undervisning eller koordinering. For det andet at ældre medarbejdere på linie med yngre får nye udfordringer; personlige, faglige eller ledelsesmæssige. Det kunne f.eks. ske i form af særlige opgaver i projektform eller overgang til særlige funktioner som f.eks. konsulent eller ’forbindelsesofficer’. Også forberedelse af nye projekter kunne være en mulighed. Og for det tredje at det bliver helt åbenbart, at det betaler sig at følge med fagligt og personligt, forstået på den måde, at benytter man sig af uddannelses- og træningsmuligheder, opnår man en klart forbedret arbejdssituation. Men som den fjerde – og måske vigtigste – forudsætning for at ældre reelt skal have mulighed for at bidrage til samfundsøkonomien efter 60-årsalderen, må rammebetingelserne, dvs. arbejdsvilkårene, tilpasses. For at få fuld nytte af ældres stærke sider, er det nødvendigt, at man ikke belaster deres svage. Der er behov for, at man tager hensyn til reduceret fysisk formåen og eventuelle skavanker, som er opstået over årene. Det vil først og fremmest sige individuel tilpasning af arbejdstiden på dags-, uge- eller månedsbasis. Ofte vil det dreje sig om reduceret tid, men der kan også blot være tale om at flytte f.eks. mødetidspunktet. Dernæst er det vigtigt, at ældre gives indflydelse på deres egen arbejdssituation. Får de mulighed for selv at bestemme arbejdstempo og pauser, kan deres produktivitet holde trit med yngres. Endelig finder ældre det krænkende at få noget trukket ned over hovedet; organisationsændringer eksempelvis.
Nødvendig tilbagemelding De vil tages med på råd og i hvert fald som minimum orienteres i god tid, så de har mulighed for at vælge til – eller sige fra. Det er endvidere en vigtig del af arbejdsvilkårene, at man også som senior får præcise og konkrete tilbagemeldinger fra den overordnede om, hvorvidt indsats og resultater svarer til præstationsforventningerne. Og ikke som det sker nogle steder hensynsfuldt holdes i hensynsløs uvidenhed! Endelig kræver det, at virksomhedskulturen inkluderer arbejdspladsens ældste – positivt og ligeværdigt. Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt at job, person og arbejdsvilkår tilpasses individuelt og smidigt; kolleger og ledere, unge som gamle må positivt inddrage arbejdspladsens seniorer i såvel faglige som personlige sammenhænge. Seniorerne må være med, hvor der sker noget – og de skal kunne mærke det. I modsat fald bliver resultatet en tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet – til skade for samfundsøkonomien, men til glæde for den enkelte, som uden de store problemer kan finde mange fornuftige og berigende måder at bruge sin tid og sine kræfter på. Det er først og fremmest familien, vennerne og naboerne, der får glæde af de frigjorte kræfter. Der bliver tid til børnebørnene. Der bliver tid til at hjælpe en ven eller en nabo med at fælde træer, at bygge hønsehus eller male vinduer. Så spørgsmålet om, hvordan tilværelsen som 60- til 70-årig skal tilbringes, afhænger i høj grad af arbejdspladsernes og virksomhedernes evne til at opretholde, udvikle og udnytte de ansattes ressourcer fleksibelt og indsigtsfuldt lige til det sidste. Skal det lykkes, må man fra den første dag på arbejdspladsen holde sig det seniorpolitiske mål for øje: at medarbejderen efter et langt arbejdsliv kan forlade virksomheden af hoveddøren, med rank ryg og med liv, ære og velfærd i behold. Jesper Wégens er cand.merc., ph.d. og seniorforsker på Gerontologisk Institut. Livet efter arbejdslivet Store spørgeskemaundersøgelser er nødvendige, hvis man vil have fyldestgørende billeder af, hvordan forskellige befolkningsgrupper har det. En sådan undersøgelse viser f.eks., at folk som har forladt arbejdsmarkedet senest som 62-årige har tættere sociale netværk, end dem som fortsætter i arbejde. Af Merete Platz De fleste mennesker har brug for social forankring og tryghed, at have nogen at tale med, udveksle erfaringer med og dele sorger og glæder med. Langt de fleste mennesker indgår da også i flere sociale relationer som familie- og vennekreds, arbejdsplads- eller foreningskontakter. Familien har traditionelt været – og er stadig – det centrale element i ældres sociale netværk (Platz, 2000) og gode familierelationer er stadig en af de vigtigste livsværdier for den danske befolkning (Kjøller m.fl. 1993, Gundelach 2002). Men i debatten om at fastholde ældre på arbejdsmarkedet har der ikke været megen fokus på, om det styrker eller svækker ældres sociale netværk at gå på arbejde – det være sig familierelationerne og alle andre sociale relationer for den sags skyld.
Råd til at være social? Tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet kunne tænkes at være skadeligt for det sociale liv. Den daglige omgang med kolleger falder bort, og der er da også et ikke så lille mindretal, som savner samværet med kollegerne (Leeson 2004). Dertil kommer, at 53 pct. oplever en væsentlig indtægtsnedgang i forbindelse med arbejdsophøret. For nogle er livet efter arbejdslivet forbundet med økonomisk betingede sociale afsavn. 6 pct. har hverken råd til at invitere familie eller venner på besøg én gang om måneden eller til at dyrke de fritidsinteresser, de gerne ville. Yderligere 10 pct. må afstå fra enten den ene eller den anden af disse sociale aktiviteter. Flertallet (84 pct.) af de, der har trukket sig tilbage, har dog stadig råd til at dyrke familie, venner og fritidsinteresser (Platz 2004).
Pensionistchokket som udeblev En af de hyppigst nævnte grunde til at forlade arbejdsmarkedet er at få mere tid til familie og venner (Bunnage & Bruhn 1999), og det er ikke kun ønsketænkning eller tom snak. Personer, som har lagt arbejdslivet bag sig, har væsentlig flere kontakter med familie og venner end dem, som stadig er på arbejdsmarkedet. De ser oftere både børn, anden familie eller venner mindst én gang om ugen. Modsat er der flere af dem, som er på arbejdsmarkedet, der hverken ser børn, anden familie eller venner på ugebasis (Platz 2000). Ses alene på dem, som har trukket sig tilbage som 62-årige, er det især vennerne og børnebørnene, som dyrkes flittigt. 51 pct. ser således deres venner og 50 pct. deres børnebørn en eller flere gange om ugen. Blandt de, som stadig er i arbejde, drejer det sig kun om 39 pct. henholdsvis 35 pct. Arbejdsophør og farvel til kolleger og det sociale liv på arbejdspladsen medfører således ikke en svækkelse af de sociale netværk. Tværtimod. Pensionistchokket, der betyder, at livet mister indhold, og man ikke ved, hvad tiden skal gå med, er derfor ikke en realitet for mange mennesker! Dette bekræftes af Ældre Sagens Fremtidsstudie, hvoraf det dog også fremgår, at det også i denne sammenhæng er vigtigt, at folk får lov til selv at vælge, hvornår de holder op (Leeson 2004).
Merete Platz er mag.scient.soc. og seniorforsker ved Gerontologisk Institut.
Litteratur Gundelach, P. (red.) (2002): Danskernes værdier 1981-1999. København. Hans Reitzels Forlag Kjøller, M., Thomsen, L.K. og Rasmussen, N.K. (1993): Befolkningens forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme. København. DIKE Leeson, G.W. (2004): Arbejde og tilbagetrækning. København. Ældre Sagens Fremtidsstudie: Rapport nr. 2 Platz, M. (2000): Danskere med livserfaring – portrætteret i tal. København. Socialforskningsinstituttet. Rapport 00:8. Platz, M. (2004): Folkepensionister – et fattigt liv? Analyser af antal og afsavn. Hellerup. Videnscenter på Ældreområdet. Velfærdskommissionen og de ældre Alle ældre mennesker forventes at holde af Billedbladet, Dansktoppen, Matador, Madam Blå på bordet, svinekam med rødkål, brun sovs og citronfromage, mens ældre, der holder af opera, kvalitetsfilm, rødvin, politik, litteratur, historie eller andet, hverken høres eller forstås. Af Karen Sjørup I Velfærdskommissionens debatoplæg er der en forunderlig illustration: Et fotografi af to hjemmehjælpere, der er travlt optaget af at pudse og polere nipsgenstande og mahognimøbler i en ældre persons stue, mens den ældre ikke er til stede. Jeg har som pårørende aldrig set flere hjemmehjælpere i gang samtidig, med mindre det altså har handlet om at hjælpe den ældre i seng eller på toilettet. Nipset gror ofte til i støv eller bliver stillet ind i et skab, og gulvtæpper rullet sammen og afløst af praktisk linoleum, fordi det er i vejen for det arsenal af medicin, hospitalsseng, hospitalssengebord, rollator, hejse og kørestole, der rykker ind i den ældres stue, og langsomt og sikkert får denne til at ligne en hospitalsstue mere end et hjem. Tidsnormeringerne er meget sjældent indrettet sådan, at der er tid til at polere nips og møbler endsige gøre rent, uden at den ældre sidder midt i menageriet. Velfærdskommissionen tager udgangspunkt i det nuværende velfærdsniveau og synes at mene, at vi lever i den bedste af alle verdener, og at visionen for fremtidens velfærd blot kræver debat og beslutning om, hvordan vi med et stigende antal ældre formår at fastholde dette himmerige. I betragtning af den kritik, der regner ned over de offentlige serviceydelser, ikke mindst over omsorgen for de ældre, forekommer det besynderligt, at de faktiske serviceydelsers kvalitet og karakter slet ikke sættes til debat af en velfærdskommission. Især det paradoks, at den del af de sociale serviceydelser, der er allermest udgiftskrævende, og hvor udgifterne vokser allermest, nemlig ældreplejen, også er den del, som hyppigst udsættes for kritik.
De nye gamle Ældregenerationer forandrer sig over tid, og forskellen mellem nutidens gamle og fremtidens gamle er kolossal. Den nuværende typiske plejehjems- eller hjemmehjælpsbruger er en kvinde over 80 år, der har en baggrund som husmoder og ingen eller kun en kortvarig arbejdsmarkedskarriere. Hun er opvokset med mellemkrigstidens nøjsomhed, har en kortvarig uddannelsesbaggrund og lever stort set af folkepensionen. Hendes sønner og døtre af efterkrigstiden, der nu nærmer sig de 60 år, har typisk en uddannelse, har en arbejdskarriere, og navnlig har mange af dem en pensionsopsparing i pensionskasse m.m., der tager udgangspunkt i at fastholde det samme økonomiske niveau som før pensioneringen. Mandlige pensionister har i dag en væsentligt bedre økonomisk formåen end kvindelige pensionister, og den økonomiske situation for ældre i de kommende år bliver mere og mere ulige. Ikke kun mellem kvinder og mænd men mellem de, som har pensionskassemedlemskab eller anden opsparing og de, som ikke har – og mændene har meget mere opsparing end kvinderne. De serviceydelser, som den ældre i dag modtager, er til gengæld standardydelser, hvor behov og ønsker nøje afpasses efter, hvad der aktuelt anses for ret og rimeligt i den pågældende kommune, hvor man bor. Hvis kommunen mener, at den ældre kan klare sig med bad en gang om ugen, så er det sådan. Hvis kommunen mener, at man kun kan gøre krav på rengøring hver 14. dag, så er det sådan. I dag er servicen til de ældre genstand for alvorlig kritik, hvordan vil det ikke blive, når den store generation af ungdomsoprørere fra 1970erne bliver gamle? Mange har hævdet, at denne 68-generation er forkælet med velstandsstigning og gode jobs, og det er da også langt hen ad vejen rigtigt. Men de er også både flittige og fornuftige, har udbetalt lån i boligen og indbetalt 9-18 pct. af lønnen gennem et langt liv i en pensionskasse, og har derfor også kreeret en ældretilværelse for sig selv, hvor de for manges – og stadig fleres – vedkommende hverken er afhængige af folkepension eller gratis hjemmehjælp. Det undrer mig såre, at Velfærdskommissionen ikke så meget som nævner denne problemstilling i debatoplægget. Den repræsenterer jo helt nye grundvilkår for velfærdssamfundet og i det mindste en mulig del af løsningen på det finansieringsproblem, som Velfærdskommissionen beskæftiger sig med uden rigtig at kunne finde frem til løsninger, der er politisk og socialt holdbare. Det er sandsynligt, at folkepensionen fremover vil blive gjort endnu mere indkomstafhængig, end den er i dag, og at kun et mindretal med tiden vil få folkepension. Det er en stor udfordring for solidariteten i samfundet, hvordan man forvalter de stadig mere forskellige vilkår for pensionister.
Ældre betaler også skat Der er yderligere det element i udbetalingen af pensioner, at de ældre faktisk betaler skat af den. Når der er tale om en pensionsudbetaling, der ligner en almindelig lønindkomst, betaler de både bundskat, mellemskat og topskat. Velfærdskommissionen kæder entydigt skat sammen med arbejde, ’de erhvervsaktive betaler – via skatterne – til de andre’. Allerede i dag er det sådan, at en gennemsnitlig mandlig pensionist får væsentlig mindre end halvdelen af sin månedlige indkomst fra folkepensionen, mens en kvindelig i gennemsnit lige knap fordobler sin folkepension med andre indtægter bl.a. fra pensionskassen. Når de store pensionsopsparinger udbetales, beskattes disse udbetalinger, som om de var arbejdsindkomster, dog uden arbejdsmarkedsbidrag. De kommende ældre vil selv betale deres del af gildet, også over skatten, og vil derfor også naturligt kunne kræve at få større indflydelse på de ydelser, der bliver dem til del. Noget andet er så serviceydelserne til de ældre: Hjemmehjælp, pensionistboliger og plejehjem. Det er for mig lige så indlysende, at dette stadig primært bør være en offentlig opgave, som at tilbuddene bør gøres langt mere differentierede og personligt tilpassede for at kunne leve op til de ældres krav. Der bør med de nye, rigere ældre indføres øget egenbetaling, og denne bør naturligt kædes sammen med, at man får ydelser på mere markedsmæssige vilkår. Men der er vel intet til hinder for, at det offentlige tilbyder en sådan differentieret ydelse. Der bør være et differentieret kulturtilbud, differentierede tilbud om hjælp til husarbejde, havepasning, sundhedspleje, motion, personlig pleje med mere. Den aldrende, forkælede efterkrigsgeneration vil ikke stille sig tilfreds med den gennemsnitlige standardydelse, og navnlig vil den kunne betale for en mere individuelt tilpasset service. Allerede i dag er det universelle tilbud f.eks. på plejehjem et problem, fordi mennesker, der gennem et langt liv har udviklet deres personlighed, personlige præferencer, livsstil og materielle niveau, underlægges et universelt niveau, hvor ældre mennesker forventes at holde af Billedbladet, Dansktoppen, Matador, Madam Blå på bordet, svinekam med rødkål, brun sovs og citronfromage, og hvor ældre, der holder af opera, kvalitetsfilm, rødvin, politik, litteratur, historie eller andet, hverken høres eller forstås. I de europæiske lande, hvor familien traditionelt har taget sig af plejen af ældre, børn og syge, er kvinderne også kommet på arbejdsmarkedet, og plejen bliver i stadig større udstrækning varetaget af østeuropæiske kvindelige ’husslaver’, der tager sig af de ældre i stadig konflikt med disse. Hvis vi ikke skal havne i den samme situation, er det nødvendigt at videreudvikle det offentlige tilbud. Og det skal være et offentligt tilbud, også fordi de ældre i deres sårbarhed ofte ikke tør entrere med private selskaber, men foretrækker det offentlige opsyn og kvalitetskontrol. Velfærdskommissionen hævder, at øget valgfrihed mellem offentlige og private tilbud skaber mere velfærd. Jeg undrer mig over, hvad dette bygger på? Det er ikke den iagttagelse, man har gjort sig af privatiseringen af rengøring i det offentlige. Gid det var så vel, men det er det ikke.
Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet Velfærdskommissionen mener, at problemet med den aldrende befolkning kan løses ved, at vi alle arbejder længere. Alligevel fastslår man, at antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder: Med 350.000 personer frem til 2040. Men dette er en statisk betragtning om, at den nuværende faktiske pensionsalder på ca. 60 ikke ændrer sig. Og det er nok en temmelig usikker antagelse. For de nuværende gamle, som måske har været på arbejdsmarkedet fra de var 14, og måske har været beskæftiget med hårdt fysisk arbejde, er det vel rimeligt at trække sig tilbage som 60-årige, sådan som gennemsnittet gør i dag, men for de, som har været i uddannelse til de er langt op i tyverne eller måske trediverne og været beskæftiget med ’åndsarbejde’, er dette en meget tidlig alder. Jeg er optimistisk nok til at tro, at vi vil blive på arbejdsmarkedet længere, hvis blot jobbene er der, og de er attraktive nok, hvis det kan betale sig for den enkelte, og hvis helbredet holder. For de, som er blevet gamle de seneste 30 år, har efterlønnen været et attraktivt alternativ til et måske ikke så spændende job, mens ældre med en længerevarende uddannelse bliver nogle år længere på arbejdsmarkedet. Desværre er det jo hyppigt kvinder, bl.a. de, der i et langt liv har arbejdet i social- og sundhedssektoren, som går på efterløn, og begrunder dette med voksende tidspres og mangel på tid til at gøre arbejdet ordentligt. Derfor er der yderligere en problemstilling, som Velfærdskommissionen overser, nemlig den vanskelighed, der allerede er og fremover vil være med at rekruttere personale til hjemmepleje og sundhedspleje. Velfærdskommissionen fastslår: »at med flere ældre vil udgifterne til pensioner, hjemmepleje, sygehuse og plejehjem vokse markant«. Det forekommer mig at være en overordentlig statisk betragtning, der forudsætter, at alt vil være i de kommende ældregenerationer, som det er i den nuværende, og det er der meget, der tyder på, at det ikke vil. Nutidens ældreomsorg i Danmark er ikke fremtidssikret. Dels er den ’individualitets-undertrykkende’ i sin forståelse af de ældres behov, dels vil kommende ældreårgange med væsentligt mere kræsne velfærdsforbrugere stille krav om differentieret og individualiseret omsorg. Jeg mener ikke, at løsningen er mere privat organisering af ældreomsorgen, men snarere, at det offentlige system skal blive langt bedre til at afspejle de forskellige behov. Fremtidens ældre vil også blive nødt til at være med til selv at betale for serviceydelser, som ikke er standardiserede knaphedsydelser men derimod ydelser, der faktisk opleves som velfærd.
Karen Sjørup er cand.scient.pol. og centerleder for Center for Ligestillingsforskning ved Roskilde Universitetscenter. Der bliver stadig flere pleje- og ældreboliger Færre plejehjem er ikke ensbetydende med færre boliger til ældre. Af Steffen Hougaard
I den offentlige debat møder man nu og da den påstand, at politikerne i Folketinget har begået en række alvorlige fejl, fordi der er meget færre plejehjem nu end i gamle dage. Denne påstand er forkert! Ganske vist er der meget færre plejehjem og dermed meget færre plejehjemsboliger end tidligere, men til gengæld er der blevet så mange flere ældreboliger, at det samlede antal pleje- og ældreboliger er steget markant. Derudover er hjemmehjælpen udbygget. Denne udvikling er resultatet af en bevidst politik og af en række beslutninger i Folketinget såvel som i landets 271 kommunalbestyrelser. I 1987 var der 59.000 pleje- og ældreboliger, og nu er der 72.100. Alene i det seneste år er der blevet næsten 2.000 flere af disse boliger end året før. I samme periode er der oprettet 4.800 nye ældreboliger, dels ved nyopførsel, dels ved ombygning af bestående institutioner (plejehjem og beskyttede boliger). I årets løb er antallet af plejehjemsboliger faldet med 2.500, mens antallet af beskyttede boliger er faldet med 300. Dermed fortsætter tendensen gennem mange år til, at der bliver flere og flere ældreboliger og samtidig stadig færre boliger på plejehjem og beskyttede boliger. Tallene i tabel 1 (og tabel 2) er forbundet med en vis usikkerhed, idet nogle kommuner indberetter betydelige udsving mellem boligkategorierne fra år til år. Tal for den enkelte kommune kan ses på internettet i www.statistikbanken.dk. Ældreboliger blev indført ved lovgivning i 1987. Siden er der i alt blevet oprettet 47.600 ældreboliger, hvoraf 3.400 allerede var omfattet af loven fra starten i 1987, mens der er forsvundet 27.800 plejehjemsboliger og 3.300 beskyttede boliger siden 1987. I alt er der 13.100 flere pleje- og ældreboliger i marts 2004 end i 1987. Boligerne opgøres af den kommune, der ejer eller har overenskomst med plejehjemmene og ældreboligerne, mens antallet af beboere opgøres af den kommune, der betaler for opholdet udover den andel, der betales af beboeren. I den enkelte kommune vil tallene for antal beboere, der også kan ses i statistikbanken, derfor afvige fra antal boliger. En anden grund er, at der kan bo to i nogle boliger, ligesom der på tidspunktet for tællingen kan være ledige boliger. I enkelte kommuner er det blevet oplyst, at en del boliger var midlertidigt tomme på grund af ombygning af andre boliger i samme bebyggelse. Antallet af beboere i pleje- og ældreboliger er 71.700. I alt bor 47.300 i ældreboliger, 21.000 i plejehjemsboliger og 3.400 i beskyttede boliger. 3.500 beboere i pleje- og ældreboliger er 95 år og derover. Det svarer til 54,2 pct. af hele aldersgruppen, der udgør 6.500. Ud af i alt 27.400 personer i alderen 90-94 år bor 10.400 i pleje- og ældreboliger. Procentvis udgør de 38,0.
Steffen Hougaard er cand. polit og fuldmægtig i Danmarks Statistik. Kilde: Ud i det fri! En tur i det fri betyder også for syge og handicappede ældre et afbræk i den daglige, indendørs trummerum. Man tager ud – og kan vende hjem igen til det trygge og kendte; fornyet og alligevel sig selv. Af Christine E. Swane
Der findes ingen undersøgelser af hvor meget – eller måske rettere hvor lidt – syge og handicappede ældre mennesker kommer uden for i frisk luft i Danmark. Og vi ved ikke, i hvilket omfang naturen inddrages i professionelt pleje- og omsorgsarbejde og aktiviteter. At dømme ud fra omfanget af rapporteret forskning og udviklingsarbejde forekommer udendørs samvær og aktiviteter for disse grupper af ældre ikke i nævneværdigt omfang. Undtagelserne er udvikling af sansehaver i tilknytning til demensplejeboliger gennem 1990’erne (Lynderup 2002) samt Friluftsdagcenteret i Skanderborg (Hyldegaard & Silvére 2001). Men hvorfor skal de gamle jages udenfor (i kulden)? Svaret er: For at øge deres glæde og velbefindende og stimulere deres sanser og erindringer gennem bevægelse og samvær i det fri. For at give dem mulighed for at føle sig i live. Argumenterne for at udnytte naturen i det professionelle arbejde med ældre mennesker ligger lige til foden, hvis man samler resultater fra hidtidig forskning i reminiscens, fysisk aktivitet og sociale relationers betydning for ældres liv og helbred.
Kontakt i naturen En tur i det fri betyder et afbræk i den daglige, indendørs trummerum. Man tager ud – og kan vende hjem igen til det trygge og kendte; fornyet og alligevel sig selv. Naturen byder på bevægelse af kroppen – ikke i en fast struktur, men forskelligt afhængig af årstid og vejr, om der er fast grund under fødderne eller mudder, sol eller regn. Og afhængig af hvad der taler til sanserne, ’lokkes’ man i naturen til at betræde forskellige stier, således at det genkendelige kan fremtræde varieret fra gang til gang. Når man følges med nogen ud i naturen, kan det give anledning til at tage hinanden under armen. Selv om man måske ikke kender hinanden så godt, kan man hjælpe en, der er dårligt gående eller måske usikker på, hvor man skal gå hen – og man kan selv have nogen at støtte sig til, når det kniber med bentøjet. Mens man går tæt sammen eller skubber en kørestol, opstår ofte gensidigt nærvær og ubesværede samtaler med udgangspunkt i det, man ser, hører og oplever. Walk and talk – er blevet en strategi i behandlings- og ledelsesmæssige sammenhænge til at skabe gunstige vilkår for dialog.
’Grøn omsorg’ i Norge I Norge er igangsat projektet Nasjonalt støtteapparat for grønn omsorg – grønt samarbejde, med tiltag på nationalt plan inden for landbruget. I dette regi gennemfører Nasjonalt kompetansesenter for aldersdemens projektet ’Landbruget som ressource for personer med demens’, der forløber 2002-04 i fem norske kommuner. Et forprojekt viser, at dagtilbud inden for rammen af grøn omsorg kan være en ressource for hjemmeboende med demens og deres familie (Strandli 2001). Tilbud tilrettelagt i ’naturlige’ omgivelser er kærkomne blandt brugere, familie og professionelle. Brugerne er blevet mere aktive hjemme, tager mere initiativ til at komme op om morgenen, viser mere glæde gennem smil og sang, er mere selvhjulpne ved påklædning og har større lyst til at spise. Desuden er det blevet lettere at finde på samtaleemner for familien (Fjalestad et al. 2002, Strandli 2004). Lignende perspektiver ses i et tilbud organiseret ved Plejecentret Kirsebærbakken i Hillerød hvor mennesker med en demenssygdom, som bor hjemme, en dag om ugen kommer i Skovdagcentret Eghjorten. Erfaringerne herfra er dokumenteret i en ny forskningsrapport (Swane 2004).
Naturens stimulation til reminiscens Reminiscens er et fagligt begreb for den psykologiske proces, det er at erindre, at mindes. Genkaldelse af oplevelser og begivenheder, der er betydningsfulde i den enkeltes liv, kan både ske i tankerne og gennem kommunikation med andre mennesker (Bruce et al. 2001). Reminiscens virker således, at forskellige stimuli i form af lugte, lyde, kulde, varme, farver, genstande mv. sætter gang i erindringsprocessen. Reminiscens er en sund proces i menneskers liv, der ser ud til at tage til i den senere del af voksenlivet, ikke mindst når sociale og udadrettede aktiviteter indskrænkes – og livet mest leves indendøre i hjemmet. Mange ældre mennesker er vokset op eller er kommet hos familie på landet, hvor de har været vant til at følge årstidernes synlige skift. Erindringer om livets gang på landet, arbejde, familie og skolegang vækkes let til live ved genoplevelser af træer, havudsigt, anemoner, fuglesang, solens spil i grønne blade, duften af muld og græs.
Fysisk aktivitet og sociale relationer Der har siden 1990, da demens blev tildelt forskningsmæssig og socialpolitisk opmærksomhed i Danmark, ikke været rettet fokus mod demenslidendes fysiske velbefindende og på hjernen som en del af kroppen. Nyere epidemiologisk forskning viser, at fysisk aktivitet er en forebyggende faktor i forhold til udvikling af demens. Et studie med over 2.000 mænd i alderen 71 år og derover viser, at de mænd, der gik mindst, havde dobbelt så stor risiko for at udvikle demens som de, der gik mest (Abbott et al. 2004). Fysisk aktivitet virker dæmpende på depression og uro, samt stimulerer mavens funktion, således at man opnår et generelt øget velbefindende. Et epidemiologisk studie i Kungsholmen i Stockholm har vist, at et omfattende socialt netværk – i kraft af de socialt og mentalt stimulerende aktiviteter, det medfører – kan nedsætte risikoen for at udvikle en demenssygdom (Fratiglioni et al. 2000). Ældre på 75 år og derover, som jævnligt har socialt samvær med andre og som deltager i fritidsaktiviteter eller på andre måde ’træner’ deres hjerne, har en nedsat risiko på mere end 40 pct. for at udvikle demens i f.t. deres inaktive jævnaldrende (Gilles 2003). Det er endnu ikke kortlagt, hvordan fysisk aktivitet og sociale relationer indvirker på en igangværende demensproces. Men social og fysisk aktivitet må antages at spille en rolle også gennem demensforløbet, sådan som det har vist sig at have betydning for andre sygdomme (Pedersen & Saltin 2003).
Naturen er forudsætningsløs Naturen kan spille en væsentlig rolle i de professionelle bestræbelser på at skabe rammer for et godt liv for syge og handicappede ældre, som ikke længere selv kan skabe skift mellem ude og inde. Naturen tilbyder mulighed for at overvinde barrierer for kommunikation. Naturen rummer sansestimulation, samtalestof, muligheder for bevægelse og for oplevelser af glæde, frihed og af at være i live. De kropslige sanseoplevelser kan være med til at styrke identitetsfølelsen hos den enkelte gennem oplevelser af at være et menneske med en historie. Naturen rummer mangfoldige kilder til at styrke ældre menneskers ressourcer. At gå en tur, eller blot at betragte naturen – hav, sø, marker, skov, himmel – er noget man forudsætningsløst kan gøre sammen. Information om Skovdagcentret i Hillerød kan fås ved henvendelse til plejecenterleder Gerd Johnsen, gjoh@hillerod.dk, tlf. 4822 0530.
Christine E. Swane er kultursociolog, ph.d. og studieleder for Masteruddannelserne i Gerontologi og i Rehabilitering, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet. Litteratur Bruce, Errollyn, Sarah Hodgson, Pam Schweitzer 2001. At mindes sammen – en idébog i omsorgen for mennesker med demens. København: Munksgaard Danmark. (engelsk udgave fra 1999). Fjalestad, Elin, Jorunn Heier, Tove Kleiven. ”Så bra at eg trefte på døkk”. Grøn omsorg.- dagsenter for personar med demens. Sem: Nasjonalt kompetansesenter for aldersdemens 2002. Fratiglioni, Laura et al. ”Influence of social network on occurrence of dementia: a community-based longitudinal study.” Lancet 2000; 355 (9212): 1315-9. Gilles, Gary. ”Study: Keeping an Active Mind May Help You Ward Off Dementia as You Age.” Yale New Haven Health 18.7.2002. Hyldegaard, Lisbeth, Marianne Foss Silvére. ”Friluftsdagcentret”. Frederikshavn: Dafolo Forlag 2001. Lynderup, Poul. Den røde tråd i den grønne have – portrætter af syv sansehaver for mennesker med demens. Aalborg: Formidlingscenter Nord 2002. Pedersen, Bente Klarlund, Bengt Saltin. Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. København: Sundhedsstyrelsen 2003. Strandli, Elin H Aarø. Grønn omsorg – et tilbud til personer med demens. Demens 2004; 8, 1: 8-11. Strandli, Elin H Aarø. Landbruket som ressurs for personer med demens. Sem: Nasjonalt kompetansesenter for aldersdemens 2001. Swane, Christine E. Skovdagcentret Eghjorten i Hillerød – naturens betydning sat i relation til eksisterende forskning. Hillerød Kommune 2004. Strukturreformen og de ældre Kommunerne har skabt en kommunalreform II fra 1985 frem til i dag. I 2007 står vi altså i virkeligheden ved kommunalreform III. Af Roger Buch
Danmark står over for en strukturreform, som vil blive gennemført fra 2007, men som allerede har udløst stor aktivitet i kommuner og amter, der er i fuld gang med forberedelsen af reformen. Reformen vil reducere landets 14 amter til fem regioner og antallet af kommuner fra 275 til omkring 100. Inden nytår 2004 skal kommunerne meddele indenrigsministeren, hvilke af deres nabokommuner, de ønsker sammenlægning med eller alternativt hvilke af naboerne, der indgås samarbejdsaftaler med. Så snart der er givet grønt lys fra Folketinget, kan de nye kommuner begynde de egentlige forberedelser. Kommunalvalget den 19. november 2005 er en vigtig milepæl, for her vælges politikerne til de nye kommuner, og de har så et år til planlægning af sammenlægningen. De gamle kommunalbestyrelser får samtidig forlænget deres valgperiode med ét år. Mange borgere vil altså i 2006 have to kommunalbestyrelser: Den nye planlæggende og den gamle, som vil stå for den daglige drift i 2006 på baggrund af de budgetter, som vedtages før valget i 2005.
Konsekvenser for de ældre De nye kommuner vil få konsekvenser for alle borgere – også ældre borgere. De 275 forskellige skatte- og serviceniveauer skal harmoniseres til 100. Nogle vil altså opleve stigende skat, mens andre får glæde af det modsatte. Nogle vil få mere og bedre service end før, mens andre vil mærke forringelser. Eksempelvis bruger de kommuner, som betaler mest til hjælp til ældre over 65 år mere end 65.000 kr. pr. ældre, mens de, som giver mindst, anvender omkring 30.000 kr. Hvis to sådanne kommuner skal lægges sammen, skal der findes ét fælles niveau, hvilket bliver et stort politisk slagsmål. På samme måde giver kommuner, der tildeler mest hjemmehjælp, mere end 10 timer pr. uge i gennemsnit pr. ældre, mens de kommuner, som tildeler mindst hjemmehjælp, giver to en halv time i gennemsnit pr. ældre. Når to, tre eller fem kommuner sammenlægges, vil der altså være vidt forskellige serviceniveauer i forhold til de ældre borgere. Den samme type ældre behandles ikke ens i kommunerne, men efter reformen skal behandlingen være ens. Også institutionsstrukturen vil komme i søgelyset: Skal alle plejehjem bevares? Skal der være en integreret ordning, som nogle kommuner har valgt, eller en ikke-integreret ordning, som andre har valgt? Der venter altså store politiske slagsmål i de nye kommuner, og her kan alle ældre – og alle andre borgere – godt ruste sig, hvis ikke løsningen skal blive laveste fællesnævner.
Den lyttende kommune Strukturreformen vil også i bredere forstand være en anledning til at revurdere hele den måde, som kommunerne fungerer på, og det kan føre til både forbedringer og forringelser. Formentlig vil linjen fra de seneste 15 års reformer blive fulgt. Den såkaldte New Public Management-bølge har blandt andet bygget på decentralisering til institutionerne/brugerbestyrelserne, bruger- og borgerundersøgelser, kontraktstyring osv. Disse mange delreformer har ændret kommunernes funktionsmåder i så stort et omfang, at de samlet set har skabt en kommunalreform II fra 1985 frem til i dag. I 2007 står vi altså i virkeligheden ved kommunalreform III. Det fremherskende ideal i kommunalreform II har været den ’responssive stat’, som det blev formuleret i midten af 1980’erne: Et ideal om at den offentlige sektor skal lytte til borgerne og tilpasse ydelserne til borgernes ønsker. Idealet om den lyttende kommune lyder meget demokratisk og tiltalende, men spørgsmålet er, hvor godt mange ældre passer ind i mangement-guruernes moderne systemer?
Passer ikke til de ældre For forudsætningen for, at kommunen kan lytte er, at der bliver sagt noget. Og mange ældre er for svage til at sige noget eller til at sige det særligt højt. Her passer unge, ressourcestærke, højtuddannede, internetbrugende, bilkørende ... mennesker langt bedre ind i den moderne offentlige sektor. Nogle ældre har ingen problemer: De kan bruge tast-selv systemerne på internettet, de kan forhandle deres servicekontrakt med kommunen, de kan benytte frit-valg-mulighederne, de kan deltage i brugerundersøgelser osv. Men mange ældre kan ikke alt dette og ej heller gå ind i brugerbestyrelsen eller ældrerådet. Det er et af de mest oversete problemer i velfærdstaten: At store grupper af borgere ikke passer ind i de moderne modeller og ikke kan benytte de mange muligheder. Og hvem vinder så kampen om ressourcerne? De højtråbende og aktive? Eller de tavse og passive? Dette er en stor udfordring ikke mindst for ældreområdet. Kommunalreform II er på mange måder en lige så stor udfordring, som den kommende reform III. Og problemet med ’de tavse borgere’ er også yderst relevant i forhold til de mange politiske slagsmål, som strukturreformen udløser i 2006 og årene fremover. Også her kan det vise sig at være en fordel at være ung, ressourcestærk, højtuddannet, internetbrugende, bilkørende osv. – en fordel både for at vinde kampen, men også en fordel i forhold til at leve med konsekvenserne af både reform II og III. Roger Buch er ph.d., cand.scient.pol. samt lektor ved Danmarks Journalisthøjskole, Århus. Intet at gøre koster mest Tidlig indsats ved begyndende funktionstab hos ældre forebygger sværere funktionstab og betyder, at hjælpebehov udskydes. Af Marianne Schroll Den eneste virkelig udgiftskrævende handling samfundet kan gennemføre i forbindelse med svækkede ældre er – intet svækkelsesforebyggende at foretage sig. Det fører nemlig til, at gamle plejekrævende mennesker ikke får udredet de basale årsager til svækkelsen, men flyttes rundt og sættes på ventelister, hvorved man producerer tungt plejekrævende klienter i hjemmeplejen og beboere på plejehjem. Vi vil som mennesker gerne tilbringe ’lang tid med at leve og kort tid med at dø’. Meget tyder på, at vi som enkeltpersoner og samfund har været i stand til at øge andelen af mennesker, som opnår dette. Det er også fokus for fremtidens ældreforskning. Euroforum er et netværk for aldringsforskere i Europa, som er støttet af midler fra EU’s 5te Biomedicinske Rammeprogram, hvori ældreforskning var ret højt prioriteret i modsætning til det nuværende 6te Rammeprogram, hvor ældreforskere har opnået meget få bevillinger. Derigennem har netværket kunnet gennemføre to seminarer inden for hvert af disse tre områder: 1. livskvalitet, 2. social og sundhedsvæsen, 3. genetik og muligheder for at øge levealderen. Euroforum-projektet fokuserede på forskningsfelter, som kun kan løftes på et samlet europæisk niveau. Formålet var at bringe førende europæiske forskere sammen for at: • Identificere mangler i nugældende viden. • Diskutere prioritering og anbefalinger af fremtidens forskning. • Identificere barrierer for tværfagligt europæisk forskningssamarbejde. Sundhed og sygdom blandt ældre mennesker i Europa må på samme tid sikre tre formål (Commission Communication of December 2001): • Adgang for alle uanset indkomst. • Høj kvalitet af behandling og pleje. • Finansiel holdbarhed.
Fælles udfordringer De fremtidige udfordringer i det aldrende Europa vil være mange, og tilsvarende vil der være ubesvarede spørgsmål. Eksempelvis hvor mange gamle europæere er vi, og hvor mange bliver vi? Vil flere gamle mennesker føre til, at social- og sundhedsvæsenet i en række europæiske lande går fallit? Vil udgiften per person øges eller mindskes? Samtidig ved vi, at der bliver færre mennesker i arbejdsdygtig alder til at forsørge os, og at der bliver færre kvinder til at fungere som personale i behandlings- og plejeinstitutioner. Vi må også forvente øget polarisering mellem flere ’unge gamle’ ved bedre helbred end tilsvarende aldersgrupper nu – og en lille andel meget skrøbelige ’gamle gamle’, hvor de enkelte mennesker i gruppen lever endnu længere end nu, så gruppen bliver større end nu. Allerede i dag er det karakteristisk for ældre mennesker, at de præsenterer sig med funktionstab frem for organsymptomer, når de bliver syge. Men det er fejlagtigt at tro, at de derfor kun skulle behøve pleje af deres funktionstab (gangbesvær, svimmelhed, intellektuel reduktion osv.). Forudsætningen for genvundne færdigheder er udredning og behandling af de sygdomme, der ligger bag. Ældre mennesker vil selv i højere grad, end det nu er tilfældet, forlange lige så vidtgående adgang til højteknologisk sygdomsbehandling som resten af befolkningen. På trods af disse udfordringer må finansiel bæredygtighed forudsætte, at vi alle sørger for at vedblive at være aktive og uafhængige af hjælp længst muligt. De yngre gamle bliver med al sandsynlighed mindre svækkede, end samme aldersgruppe fremtræder nu. Det vil frisætte betragtelige ressourcer – fordi der er så mange gamle, der hver især behøver lidt mindre hjælp. Nye kohorter vil måske ældes på en anden måde, hvor de forventer andre indsatser fra det offentlige; indsatser som ikke nødvendigvis er mere udgiftskrævende (boformer, teknisk og personlig hjælp). Der bliver mindre brug for den helt tunge pleje. I hvert fald hvis tendensen fra de seneste tiår opretholdes. Det understøtter, at pleje i institution i Europa ændres – som tendensen er aktuelt – i retning af hjemmepleje. Men også, at hospitalerne bliver ’udgående’, så de varetager tung hospitalslignende behandling og rehabilitering i hjemmet. I de seneste tiår har sygeligheden ikke ændret sig det mindste. Vi må intensivere sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, så det tidspunkt, hvor sygeligheden sætter ind i de europæiske befolkninger, også forskydes mod højere alder. For fortsat at nedbringe svækkelsen har vi brug for øget viden om, hvad der har medvirket til at europæere med samme sygdomshyppighed igennem de seneste årtier er mindre svækkede. Svækkelseskurven er nemlig forskudt mod højere alder, som det ses af sygeligheds-, svækkelses- og overlevelseskurverne fra Frankrig. Det synes at have sammenhæng med bedre uddannelse af befolkningerne, men især med forbedret behandling af kroniske sygdomme. Derfor må vi sikre, at gamle menneskers sygdomme diagnosticeres fuldstændigt og i tide. For der er ofte flere sygdomsproblemer i spil samtidig, og man bliver ikke raskere end den dårligst behandlede sygdom tillader. Adskillige undersøgelser viser, at tidlig indsats ved begyndende funktionstab forebygger sværere funktionstab, så hjælpebehov udskydes. Desværre har det altid været nødvendigt, at nye tiltag for ældre mennesker både var en forbedring og samtidig billigere end hidtidig indsats. Vi bliver nødt til at være fremsynede for at sikre længere og sundere liv. Beslutninger af betydning for livsstil, arbejdsforhold og adgang til behandling og pleje skulle ideelt hvile på evidens, men på mange områder er evidensen mangelfuld eller ringe. Der er brug for øget forskning som anbefalet i EU. (European Commission: Survey of the Current Status of Research into “Ageing” in Europe, 1999). Danmark er så lille et land, at vore muligheder for ældreforskning er begrænsede. Men vi har bidraget til betydelige europæiske, sammenlignende studier og samarbejde. Vi er så småt sammen med Europas andre aldringsforskere ved at opbygge et murstensløst ’European Institute of Ageing’. Læs mere på www.shef.ac.uk/ageingresearch
Marianne Schroll er professor, dr. med. og klinikchef på Bispebjerg Hospital. At blive gammel i fremmed land Gruppen af etniske ældre udgør på mange måder en usynlig gruppe både i forhold til den generelle ældredebat og indsats samt i forhold til etniske minoriteter generelt. Af Charlotte Egeblad
Den danske ældrebefolkning er som så meget andet under forandring. Således er der i løbet af de senere år blevet en voksende gruppe af etniske ældre – det vil sige ældre med en anden etnisk baggrund end den danske. Ifølge Danmarks Statistik lever der i dag omkring 42.689 indvandrere og flygtninge over 60 år i Danmark og 41.342 i alderen 50-59 år. Gruppen af etniske ældre vil med andre ord stige betydeligt inden for en forholdsvis kort årrække. På trods af dette udgør gruppen af etniske ældre på mange måder en usynlig gruppe både i forhold til den generelle ældredebat og indsats samt i forhold til etniske minoriteter generelt. Imidlertid bliver det stadig mere vigtigt med en større viden om den særlige livssituation, som denne gruppe af ældre befinder sig i. Ikke kun fordi antallet af ældre med anden etnisk baggrund vil stige støt i årene fremover. Men også fordi de ældres livssituation adskiller sig både fra de etniske unges livssituation og fra de ældre etniske danskeres. Der er tale om en meget differentieret og mangfoldig gruppe af ældre med forskellig baggrund og forskellig historie i Danmark. En del er kommet hertil som indvandrere for at arbejde blandt andet fra Tyrkiet, Pakistan, Marokko og det tidligere Jugoslavien, men også fra de nordiske lande samt lande i EU og Nordamerika. Andre er kommet som flygtninge fra lande i Mellemøsten, Asien, Afrika og Østeuropa, mens atter andre er kommet hertil som familiesammenførte forældre til herboende indvandrere og flygtninge. Denne artikel vil især sætte fokus på de etniske ældre, som kommer fra lande uden for Norden, EU og Nordamerika. Fælles for denne gruppe af etniske ældre er, at de kommer fra en hverdag, som er meget anderledes end hverdagslivet i Danmark, og hvor familiemønstret og forholdet mellem generationerne adskiller sig fra det danske. Selv om der vil være store variationer blandt de ældre afhængig af deres sociale og kulturelle baggrund i hjemlandet gælder det generelt, at de ældre indvandrere og flygtninge kommer fra samfund, hvor de ældste i familien besidder stor autoritet og respekt, og hvor det er et udbredt ideal, at børnene tager sig af forældrene, når de bliver gamle. For de fleste ældre er det derfor forbundet med store, ofte smertefulde forandringer at blive ældre her i Danmark.
Ensomhed og usikker fremtid Når indvandrere og flygtninge fortæller om tilværelsen som ældre her i landet, er oplevelsen af ensomhed og social isolation et helt gennemgående træk i deres fortællinger. I de ældres beskrivelser af hverdagslivet er følelsen af ensomhed og isolation sjældent knyttet til konkrete oplevelser af at være fysisk alene, men snarere til en oplevelse af at være fremmed, af ikke at kunne genkende sig selv eller føle sig genkendt og anerkendt i de forskellige sociale relationer, de indgår i i hverdagen. Alt sammen udtryk for, at de har svært ved at fastholde en meningsfuld identitet som ældre her i Danmark. De ældre føler sig splittede mellem den sociale og kulturelle forankring, de har i hjemlandet og den faktiske hverdag, de lever i Danmark. De er derfor meget usikre på, hvordan fremtiden og deres alderdom skal forløbe. Dette forstærkes af, at mange ældre kun taler lidt eller intet dansk og kun har meget begrænset kontakt til danskere i dagligdagen. De manglende danskkundskaber betyder, at etniske ældre ofte er afhængige af familiens hjælp og støtte for at kunne mestre mange af hverdagslivets praktiske opgaver. Ligesom de manglende danskkundskaber forhindrer de ældre i at deltage i danske fællesskaber, ikke mindst fordi de er utrygge over for at skulle formulere sig på dansk og bange for at blive misforstået. De ældres usikkerhed overfor fremtiden kommer klarest til udtryk i bekymringen for, hvad der skal ske, hvis de en dag ikke længere kan klare sig selv. De ældre oplever, at forholdet til deres børn og deres egen sociale rolle og position i familien har ændret sig ganske betydeligt her i Danmark. De er vant til, at familiens ældre har stor autoritet, at de yngre lytter til dem og viser dem respekt. Men de ældre har ofte et meget begrænset kendskab til det danske samfund, og de erfaringer, de kan videregive fra et langt liv, er ikke altid anvendelige i en dansk sammenhæng. De ældre oplever derfor, at de yngre generationer har mistet respekten for dem og ikke længere lytter til deres råd og vejledning. Omvendt er de ældre selv blevet meget afhængige af børn og børnebørn både praktisk, sprogligt og følelsesmæssigt for at kunne mestre hverdagen her i Danmark. Som de ældre ser det, er de yngre generationers liv blevet individualiseret her i Danmark. Børnene har fået et mere dansk familiemønster, er blevet mere selvstændige og har ikke så meget tid til samvær og omsorg, som de ældre kunne ønske. De ældre er derfor blevet meget i tvivl om, hvorvidt børnene kan og vil kunne tage sig af dem, hvis det skulle blive nødvendigt. Selv om mange ønsker det, opfatter de det ikke længere som en realistisk mulighed. De ældre står på mange måder i et virkeligt dilemma: På den ene side opfatter de det ikke som en realistisk mulighed, at børnene vil kunne tage sig af dem, hvis det bliver nødvendigt. På den anden side kan de ikke forestille sig andre alternativer til dette end at komme på plejehjem. En løsning som hverken de ældre selv eller deres børn finder acceptabel. At de ældre har svært ved at forestille sig alternative muligheder til deres nuværende situation skyldes blandt andet deres manglende kendskab til den danske ældreomsorg og de tilbud, der gives her. Det skyldes dog også, at de ældres viden og forestillinger om alderdommen er tæt knyttet til hjemlandet. De har derfor ingen kulturelle forudsætninger for at kunne forholde sig til et dansk ældreomsorgssystem. Dette forstærkes imidlertid af, at mange ældre kun har fået sporadisk information og sjældent har personligt kendskab til, hvordan dette system fungerer og hvilke tilbud, der generelt gives til ældre her i landet. Generelt udtrykker etniske ældre et stort ønske om aktiviteter, der kan bryde den daglige ensomhed og isolation samt medvirke til at skabe en mere meningsfuld hverdag. De efterlyser steder, hvor de kan mødes med andre ældre i samme situation. Gerne et sted, hvor der både er mulighed for social kontakt, aktiviteter og for at få råd og vejledning om de spørgsmål, der måtte melde sig vedrørende det at blive gammel i Danmark. De ældre udtrykker generelt et stort behov for at kunne mestre hverdagen bedre ved for eksempel at få lidt bedre kendskab til det danske samfund og blive lidt bedre til dansk, så de ikke er så afhængige af deres børn og børnebørn i dagligdagen.
Fremtidige udfordringer En af de vigtige udfordringer for den fremtidige ældreomsorg må således være, at den i højere grad bliver i stand til også at omfatte ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Virkelighedens mangekulturelle samfund – forstået som et samfund, der rent faktisk består af flere kulturelle grupper (ikke kun etniske, men også kønsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og politiske kulturer) – stiller krav om en velfærdsmodel, der kan yde en service ’på lige fod’ til mange forskellige grupper af borgere, heriblandt etniske ældre. En vigtig forudsætning for dette er imidlertid, at man udvikler tilbud, som imødekommer de etniske ældres egne ønsker og behov, og at disse tilbud opfattes som relevante af de ældre. At udvikle sådanne relevante løsningsmodeller kræver en dialog mellem de ældre og de kommunale initiativtagere. En sådan dialog vil endvidere kunne ruste de ældres muligheder for at udvikle nye og meningsfyldte livsmønstre og identiteter som ældre her i Danmark.
Charlotte Egeblad er forsknings- og undervisningsassistent ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet. Anvendt litteratur Egeblad, Charlotte (1996): De kommunale indsatser på ældreområdet for etniske minoriteter. Nævnet for Etnisk Ligestilling. København: Forlaget Thorup Egeblad, Charlotte (2004): At blive gammel i fremmed land – En undersøgelse af ældre tyrkeres, palæstinenseres og iraneres hverdagsliv i Danmark. Aalborg Universitet: Upubliceret. |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Søg i videnscentrets database over artikler i Alderens nye sider Her kan du søge i alle numre og alle artikler i vores nyhedsbrev Alderens nye sider fra 1997 til nu. |
| Data lægges ind løbende, og man kan søge 'på tværs' af numrene og på alle ord i teksten, ex. emner og personer. |
Sidst opdateret