|
ALDERENS NYE SIDER
Årgang 8 · nr. 2 · juni 2005
TEMA: Gamle, nye danskere
Indhold:
Minoriteternes minoritet
Et skred er på vej
Unge hjælper ældre
Rejsen tilbage? drøm eller virkelighed
Hverdagsliv – indenfor og udenfor
”Gæstearbejdernes tid er slut”
Ghetto
En smertefuld proces
Familien – tradition og brud
”Man må begynde tidligere”
Medborgerskab – information og inddragelse
Pluk fra debatten
Ældrebilleder – forestillinger og fortællinger
Litteraturhenvisninger
Minoriteternes minoritet
Debatlysten var stor på Videnscenter på Ældreområdets debatmøde ’Gamle, nye danskere’ om ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Mødet fandt sted den12. maj i Eigtveds Pakhus i København.
Af Anne Brockenhuus-Schack
Debatmødet indledtes med et længere oplæg af konsulent, mag.art. Susanne Posborg. Oplægget var en opsummering af det skriftlige materiale, hun forud for mødet havde udarbejdet for videnscentret, og bringes i sin helhed her i bladet. I panelet sad konsulent Lars Holmboe, Interkulturel Rådgivning, Århus, projektkoordinator Malik Hussain, Etniske Ældre I Fokus, København, forsknings- og undervisningsassistent Charlotte Egeblad, Aalborg Universitet og konsulent Lis Vidkjær Hjorth, Ældre Sagen, København.
Betegnelsen ’minoriteternes minoritet’ er Susanne Posborgs og går på, at blandt den minoritet som ’nydanskerne’ eller danskere med anden etnisk baggrund udgør i det danske samfund, er de ældre en minoritet. I 2005 er der således 9.627 gamle, nye danskere i alderen 65-80+ år. I 2021 vil denne aldersgruppe udgøre 25.966 eller 3,1 pct. af befolkningen. Ser man på den lidt yngre aldersgruppe er der i 2005 ca. 20.000 i alderen 50-59 år. De vil i 2021 udgøre 55.000.
Men ét er de talmæssige størrelser. Noget ganske andet om den ’kommende generation’ af ældre med anden etnisk baggrund vil være så forskellig fra os ’gamle, gamle danskere’. Flere plæderede på mødet for, at ’nydanskerne’ har aftjent deres værnepligt som netop ’nydanskere’ og ønsker at blive betragtet som danske (stats)borgere. På dette møde drejede det sig først og fremmest
om de etniske ældre, der er gamle nu – og som måske er blevet ældre tidligere, end vi normalt mener, at alderdommen indtræder. Men i øvrigt er de etniske ældre lige så forskellige som alle andre ældre på dette som på andre punkter.
Emnerne, der var oppe på debatmødet, var mange, og dette blad vil ud over Susanne Posborgs materiale rumme udpluk af debatten.
Referenten er Anne Brockenhuus-Schack og fotos er – hvor ikke andet er nævnt – taget af fotograf Nina Lemvigh-Müller.
Et skred er på vej
Af Susanne Posborg
Her i år 2005 lever der 9.627 ældre etniske borgere i alderen 65-80+ år fra tredjelande i Danmark. Dette tal forventes at stige til 25.966 i år 2021. Set i forhold til den samlede ældrebefolkning vil de ældre etniske borgere udgøre 3,1 pct. Samtidig viser statistikken, at personer i alderen fra 50 år til 59 år fra ikke-vestlige lande vil stige markant i denne periode. Fra godt 20.000 til omkring 55.000. 1
Gamle nydanskere vælger i stigende grad at tilbringe deres alderdom i Danmark. Selv om mange oprindeligt havde forestillet sig at skulle rejse tilbage til deres hjemlande, når de blev gamle, er udsigten til at skulle leve adskilt fra børn og børnebørn ikke ønskværdig. Samtidig har livet derhjemme også forandret sig, og tilknytningen er gennem årene blevet svækket.
Gennem mange år har ældre med etnisk baggrund været en minoritet blandt minoriteter i den forstand, at de knap har været synlige i det danske samfund. Selv om mange har boet i Danmark i flere årtier, har deres primære kontakt udadtil været som modtagere af pensionsydelser eller anden form for kontanthjælp, eller som patienter i sundhedsvæsenet. Kun få har benyttet sig af kommunale tilbud om hjemmehjælp, omsorg og pleje, fordi dette har været børnenes ansvar, således som familietraditionen byder dem. En forestilling kommunerne også har haft, hvorfor man ikke har fundet det nødvendigt at have fokus på de ældre etniske medborgere.
Men der er et skred på vej. De traditionelle familiestrukturer forandrer sig, og de ældre er begyndt at vænne sig til tanken om, at de kan få brug for hjælp uden for familien. Og flere og flere kommuner er på deres side begyndt at indse behovet for politiske målsætninger og handleplaner på området, som kan imødekomme et stigende antal brugere af ældresektorens tilbud.
Nogle kommuner med en større koncentration af etniske borgere har gennem årene opsamlet viden og erfaringer om de ældres egne ønsker og behov, som er blevet beskrevet og videreformidlet i undersøgelser og evalueringer. Dette er blevet opfanget på centralt hold, og Socialministeriet har igangsat et omfattende projekt om ældre etniske borgere. Indtil videre har det resulteret
i en række oplysende pjecer til kommunerne, som kan forbedre og fremme ældresektorens planlægning og indsats i forhold til de ældre.
Så langt, så godt
Men hvordan kommer vi videre? For lige så vigtigt det er med viden om de ældres ønsker og behov i forhold til den kommunale indsats, lige så vigtigt er det at få øget vores viden om deres livsvilkår og daglige liv. Vi ved temmelig meget om de barrierer, der gør livet i en dansk sammenhæng svært, men vi mangler indsigt og viden om mennesket bag.
Hvad kan vi gøre ved det?
Videnscenter på Ældreområdet håber at kunne være med til at sætte fokus på gamle nydanskere. Ikke med et blik på dem som ’brugere’ eller ’modtagere’ af sociale tilbud og ydelser, men som mennesker og medborgere der – med deres specifikke livssituation på godt og ondt – kan finde en vej til en værdig og god alderdom her i landet.
1 Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, Befolkningsudviklingen 2001 – 2021 – mulige udviklingsforløb, 2001, og Styrelsen for Social Service, Ældre etniske borgere i Danmark – i dag og i fremtiden, 2005.
Unge hjælper ældre
Af Anne Brockenhuus-Schack
»Vi har lært vigtigheden af at have en genkendelig ramme og blive mødt af nogen fra ens eget sprogområde. Opdeling i sprogfælleskaber og det, at man møder folk, man kender, er helt afgørende for succesen«, sagde konsulent Lars Holmboe, Interkulturel Rådgivning i Århus. Han har stået for projektet ’Tid til familien’, der havde til formål at skabe bedre vilkår for ældre indvandrere og give dem varige netværk til andre ældre, til familien og til danskere i det frivillige sociale arbejde i en del af Århus. Projektet varede i to år og har kostet 200.000 kr.
Mens projektet kørte, involverede det 300 etniske ældre – iranere, somaliere, irakere, tyrkere og arabisk talende – 50 unge, frivillige mentorer og tre lokalcentre i det vestlige Århus. Gennem nøglepersoner i indvandrermiljøet og deres foreninger blev der iværksat forskellige kursus- og aktivitetstilbud som café-dage og motion for de ældre. Allerede det første tiltag var en succes: Til det første møde kom der 50 iranere – »fordi det var unge iranere, som inviterede«. Man valgte at lave aktiviteterne sprogvist og med krav om, at mentorerne skulle kunne tale dansk.
»For mange af de ældre var det første gang, de satte deres ben på et lokalcenter. Og her var det vigtigt, at de mødte et kendt ansigt. Det skabte en gensidig tryghed og respekt, at de yngre arrangerede noget for de ældre. De unge respekterer de ældre, og generationsrelationerne har skabt en åbenhed, varme og mange udfordringer. Det har givet en anerkendende og dynamisk stemning, og det var en meget lærerig proces. Samtidig har de unge fungeret som døråbnere for de ældre til det offentlige system. Hermed er de blevet rollemodeller for andre unge og bindeled til lokalcentrenes medarbejdere«.
Lars Holmboe har i projektet samarbejdet med en indvandrervirksomhed i Århus, men formålet var, at ejerskabet til projektet er de ældres og de frivilliges. Resultatet er, at de fire mentorgrupper har dannet en paraplyorganisation, der skal fortsætte arbejdet. Den seneste udvikling er, at de somaliske mænd, der var meget markante i projektet, har dannet en ny forening, ’Somalisk ældregruppe’ med 40 ældre somaliere. »Det interessante er, at de for første gang har gjort det sammen med de somaliske kvinder. Og ud over at tage sig af de ældres interesser og vilkår vil gruppen også tage sig af de unge, og hvordan de opfører sig i lokalsamfundet. Hermed får de ældre en rolle i ghettoiseringen«.
Læs hele rapporten på www.interkultur.dk
Rejsen tilbage?
Drøm eller virkelighed
Af Susanne Posborg
Det bliver en sindstilstand at leve med længslen efter sit eget land, vel vidende at man måske aldrig vender tilbage. Det bliver en del af ens identitet, og et dilemma man må leve med.
Da de gamle indvandrere i sin tid kom til Danmark for at arbejde, hidkaldt som gæstearbejdere, eksisterede dette dilemma ikke. Selv ikke da man efter nogle år fik sine hustruer og børn til landet, eksisterede det. Tilværelsen i Danmark var en fase i ens liv, der handlede om at arbejde; og arbejde hårdt for at tjene penge og spare op til et bedre liv for sig og sine derhjemme i landsbyen. For flygtninge var Danmark en tilflugtshavn, men også for dem var tilværelsen et intermezzo. Når det politiske regime, man var flygtet fra, faldt, og muligheden bød sig, ville man vende hjem. Det skete også for nogle.
Men de fleste er blevet, og andre er kommet til. Forudsætningerne for deres liv her i landet er ganske forskellige, men at ældes i et fremmed land er for alle en svær proces.
Det er kommet som lidt af en overraskelse for det danske samfund. For vi har haft forestillingen om, at man ville vende hjem, om ikke før, så når man blev gammel. Forestillingen er ikke grebet ud af den blå luft. Taler man med ældre indvandrere, er det en drøm, mange har næret gennem mange år. Men undervejs har der hele tiden været gode og fornuftige grunde til at udskyde hjemrejsen. Først og fremmest børnene, som var faldet til. De skulle have muligheden for en god skolegang og en god uddannelse. Siden har de stiftet familie, og drømmen om at tilbringe sin alderdom i hjemlandet er ved at fortone sig i er erkendelsen af, at de unge ikke vil med tilbage. De har slået rod i Danmark.
De ældre slår aldrig rødder her i landet, men for dem vil det være utænkeligt ikke at være, hvor børn og børnebørn er. Samtidig er det heller ikke så ligetil at vende tilbage. Selv om man har familie og venner derhjemme, kommer hjem på feriebesøg og måske endda har bygget sig et hus i landsbyen, forandrer livet sig også i hjemlandet. Nogle har prøvet at rejse hjem for at bo, men er vendt tilbage til Danmark igen.
For også de ældre forandrer sig. De lever deres hverdagsliv i Danmark, som udfordrer deres holdninger, normer og værdier. Sådan er det at leve i et fremmed land, og man bevæger sig i større eller mindre grad mod en tilpasning alt efter ens habitus og sindelag. Selv om billedet af de ældre udefra synes at være statisk, så er de i bevægelse. Det er beslutningen om at blive her i landet et tegn på. En proces er i gang, som kan åbne for nye refleksioner om en alderdom i Danmark.
Vi ved ikke meget om dette. Men en undersøgelse blandt tyrkiske mænd og kvinder 1 peger på nogle interessante forhold, som viser at de ældre ’bevæger sig’. En tilpasningsproces ikke blot præget af afmagt, men som også tyder på, at de ældre aktivt begynder at foretage sig valg, der handler om deres virkelighed i Danmark. Små, men vigtige skridt. Det fremgår, at næsten alle uanset køn og alder faktisk ønsker at blive boende her, og at ingen af de adspurgte over 60 år ønsker at rejse tilbage til Tyrkiet. Det er klart, at tryghed i nærheden af familien spiller en hovedrolle, men samtidig vælger man også Danmark til, fordi man har vænnet sig til at bo her på godt og ondt, og oplever den tryghed som hverdagslivets netværk, sundhedssystemet og sociale ydelser giver.
Udenlandsk forskning fra USA, Sverige, Norge og Holland har en lang tradition for at forske i aldringsprocesser, etnicitet og køn, som lader os møde mennesket bag alle etiketterne. I Danmark mangler der forskning på dette område. Men vi har brug for den, blandt andet for at vi kan få øjnene op for de ressourcer, som de ældre også har.
Og det er en ressource at kunne bevæge sig fra drøm til virkelighed.
1 Memed Demirtas, Myten omkring ældre etniske minoriteter, Social Kritik 65-66.1999, og Myra Lewinter, Ældre indvandrere i Danmark, Social Kritik 86, 2003.
Hverdagsliv
Indenfor og udenfor
Af Susanne Posborg
Hverdagslivet er det liv, vi lever hver dag. 1 Det både er, og vi skaber det hver eneste dag af vores små daglige rutiner, vaner og trivielle gøremål, som vi ikke reflekterer over, men bare gør. Det strukturerer vores liv og skaber sammenhæng, genkendelighed, tryghed og overskuelighed i en evig vekslen med vores omgivelser. Og hver dag sker der noget, som gør, at vi bevidst eller upåagtet reviderer vores strategier, så vi kan takle udfordringer og brud og på ny finde balance i tilværelsen.
De fleste ældre indvandrere kommer fra traditionelle landbrugssamfund med en hierarkisk familiestruktur, hvor alle altid har haft en nøje defineret rolle og funktion at udfylde. Også når man blev gammel. Når kræfterne begyndte at svigte, blev stafetten givet videre til den unge generation. Men der var stadig brug for de gamle på grund af deres erfaring og viden om livets små og store spørgsmål. De blev respekteret, og de blev rådspurgt. Mændene om deres verden, kvinderne om deres.
Med deres baggrund og livssyn er det i Danmark en daglig udfordring for de ældre at skabe et hverdagsliv, som giver mening og sammenhæng. De lever med migrantens grundvilkår: At få tingene til at hænge sammen i grænselandet mellem hjemlandets kultur og den, man lever i her og nu. Hvis man undervejs har mistet mulighederne for at holde fast i den vigtigste krog, der kan give status som medborger og følelsen af at være et værdifuldt menneske: Nemlig et normalt arbejdsliv, og tværtimod lever i en dagligdag, der konstant er en påmindelse om, at man ikke er indenfor men udenfor, lukker man sig omkring sig selv, og ens egne traditioner, vaner og skikke bliver i stærkere grad omdrejningspunkter for tryghed og sikkerhed.
Vi har en forestilling om, at det også er sådan, de ældre ønsker at leve. Familien kommer tit på besøg, ofte hver dag. De ældre kvinder fortsætter med det, de altid har gjort. Passer hjemmet og yder følelsesmæssig omsorg. Mændene går ud hver dag og mødes med landsmænd, måske i et nærliggende cafeteria, måske i en lille klub, hvor man drøfter dagen og vejen. Som man altid har gjort.
”Livstilfredshed hænger sammen med tætte sociale kontakter, overskud til at dyrke interesser og forfølge personlige mål i livet, en oplevelse af at have en vis kontrol over sit liv, et optimistisk syn på fremtiden og en følelse af personlig værdifuldhed”4
Men mange føler sig ensomme og vil meget gerne deltage i aktiviteter uden for hjemmet og meget gerne sammen med jævnaldrende landsmænd. Derfor kunne man forestille sig, at de ville engagere sig i aktiviteter inden for deres egne etniske foreninger. Her er der ikke kulturelle eller sproglige barrierer, der skal overvindes.
Undersøgelser fra England og Sverige 2 viser, at førstegenerationsmigranter først og fremmest engagerer sig i egne sociale netværk. Ud over familie og venner er det ofte i forbindelse med moskéen og kirkens kulturelle og sociale arbejde. Det er velkendte rammer at udfolde sig i, som man er fortrolig med hjemmefra, og som man naturligvis fortsætter med i det fremmede. Det giver den enkelte selvtillid, bryder isolation og ensomhed, og styrker følelsen af fællesskab. Det øger kvaliteten i hverdagslivet og – nok så væsentligt – giver en bedre sundhedstilstand.
Danske undersøgelser 3 viser, at der er et hav af forskellige etniske foreninger. Det være sig politiske og religiøse foreninger, sportsforeninger eller foreninger der henvender sig med tilbud om socialt samvær. Men generelt er billedet, at det kun er forholdsvis få, som er medlemmer af disse foreninger.
Og hvad holder de ældre tilbage fra at engagere sig i dette regi?
Behovet for at vide mere om det danske samfund og ikke mindst om, hvilke tilbud og muligheder social- og sundhedssystemet kan tilbyde ældre mennesker, er påtrængende. Lysten til at vide mere om Danmark og dansk kultur er til stede.
De ældre kan godt formulere deres behov. De ved godt, hvad de har brug for. Og vi kan støtte ved at medvirke til at skabe rammer og indhold.
Hvor og hvordan kan vi komme dem i møde?
Hvordan kan vi være med til at skabe tilbud, som de ældre finder vedkommende og relevante, og som kan øge deres livskvalitet i hverdagen?
1 Birte Bech-Jørgensen, Nye tider og usædvanlige fællesskaber, Socialpædagogisk Bibliotek, 2001.
2 Se bl.a. Madhavi Bajekal et al., Ethnic differences in influences on quality of life at older ages, Ageing and Society, 24, 2004.
Sandra Torres, Understanding of successful ageing in the context of migration: the case of Iranian immigrants in Sweden, Ageing and society, 21/2001.
3 Flemming Mikkelsen, Indvandrere og civilsamfund, AMID Working Paper Series 19/2002.
Lise Togeby og Birgit Møller, Oplevet diskrimination. En undersøgelse blandt etniske minoriteter, Nævnet for etnisk ligestilling, 1999.
4 Pia Fromholt i Anne Leonora Blaakilde et al., Aldring og ældrebilleder, Munksgaard, 1998.
»Gæstearbejdernes tid er slut«
Af Anne Brockenhuus-Schack
»Vi taler hele tiden om de unge 2. generationsindvandrere og om beskæftigelse. Det er vigtigt. Men de ældre kan også spille en vigtig rolle i integrations-processen. Gæstearbejdernes tid er slut. De ældre bliver her og rejser ikke tilbage. Eller som en gammel inder sagde: ’Jeg føler mig fremmed i Indien’«, sagde projektkoordinator og journalist Malik Hussain, Etniske Ældre i Fokus, København. Det er en multikulturel forening med både kvinder og mænd, hvor »vi var nødt til at sætte os sammen for at arbejde for integration«. Da Malik Hussain også er formand for Rådet for frivilligt socialt arbejde, er der et stort element af frivilligt arbejde i projektet, der nu har kørt i to år med støtte fra Socialministeriet.
»Der er tale om en svag gruppe ældre, der føler sig ældre, end de er rent aldersmæssigt. Det skyldes, at de altid har arbejdet hårdt. Også før de kom til Danmark. Det er en gruppe, der oftest har en begrænset skolegang, ikke behersker dansk og har manglende viden om det danske samfund. Mange har et dårligt helbred, de føler sig ensomme, og som bedsteforældre kan de ikke rigtig tale med deres børnebørn, der er født og opvokset her i landet. Så der er et stort behov for at tale deres eget sprog.
I projektet prøver vi på at give dem et netværk og samvær med andre i samme situation. Vi forsøger at give dem viden om Danmark samt information, vejledning og rådgivning. Eksempelvis fortæller vi dem om sundhedstilbud og tager en snak om deres fremtid her i landet. Via informationsmøder, samvær og forskellige arrangementer giver vi dem mulighed for at møde danskere samt unge og ældre indvandrere«.
Eksempler på aktiviteter er bl.a. følgende: ’Mad og mennesker i Nordvest’, hvor kvarteret laver mad, spiser og tager opvasken sammen, eller ’Rejsen fra fortid til nutid’, hvor projektet har besøgt H.C. Andersens fødeby Odense, været i Jelling for at høre om danske konger og været i Dybbøl for at høre om de dansktyske krige. »De oplever Danmark som et smukt land«. Men de ældre har også været i Vejle for at mødes med repræsentanter for et lignende projekt, i Folketinget og på Københavns Rådhus – »borgmesteren var overrasket over, at der var så stor politisk interesse hos de etniske ældre«. Gymnastikholdene for kvinder er så stor en succes, at kvinderne ønsker at gå til gymnastik hver dag, hvilket der dog ikke er ressourcer til. Lidt trægere er det gået med motionshold for mænd – »for mænd går ikke til gymnastik« – men nu er et par hold godt i gang.
»At vi kan lave så meget, skyldes vort netværk med bl.a. Ældre Sagen og Folkesundhed i København. Eller med et par citater fra vore årsrapporter: ’Sidder jeg hele dagen derhjemme, føler jeg mig mere syg’ og ’Når jeg er sammen med andre mennesker, bliver jeg mere glad. Det er derfor, jeg kommer her’«.
Ghetto
Trussel og tryghed
Af Susanne Posborg
Ghetto. Ordet har en lang tradition knyttet til indvandring og fremmedhed. Lige fra jøderne, der i middelalderen blev påtvunget at bo i afspærrede bydele rundt omkring i europæiske byer, til de moderne ghettoer, som vi kender dem fra storbyer i USA, England og Frankrig. Nedslidte bydele beboet af etniske minoriteter, hvor arbejdsløshed, fattigdom, vold og kriminalitet sætter sit triste præg.
Ordet er også gledet ind i den danske offentlige og politiske indvandrerdebat. Sig navnet og vi ser store boligområder for os med en meget høj koncentration af indvandrere og flygtninge – næsten tømt for danskere – hvor stort set alle er på en eller anden overførselsindkomst. Ordet har en umiskendelig negativ klang og er ladet med billeder af hårdt belastede områder med mange sociale problemer, som tillægges overvægten af etniske minoritetsfamilier. Det billede næres godt og grundigt af medierne, som ’tikkende bomber’ eller ’drivhuse’ for islamisk fundamentalisme.
’Ghettoisering’ har siden begyndelsen af 90’erne stået højt på den politiske dagsorden, hvor flere kommuner beklagede sig over den høje koncentration af indvandrere og flygtninge. Ikke blot medførte det et pres på budgetterne, men nok så vigtigt var det, at man også så den høje koncentration som en barriere for integration og fremmende for segregation. Noget måtte gøres for at bryde dette bosætningsmønster. Man ønskede en mere retfærdig fordelingspolitik og at gøre de pågældende boligkvarterer attraktive igen for (danske) familier med stabile indkomster og således skabe et bedre nærmiljø, der kunne fremme integration.
Men på trods af gode initiativer gennem Byudvalgspuljen, som på mange måder har givet udsatte boligkvarterer et både fysisk og mentalt løft, og på trods af integrationslovens boligplaceringsbestemmelser fra 1999, har bosætningsmønstret tilsyneladende stort set ikke ændret sig. Tværtimod synes tendensen mod en større social og kulturel opdeling at fortsætte. Den etniske boligsegregation vil fortsætte, og denne udvikling opfattes som en trussel mod det danske samfunds sammenhængskraft. 1
’Ghetto’ er ikke en betegnelse ældre indvandrere selv forbinder med deres boligområde. Tværtimod tager de afstand fra ordet. Da indvandrerne for 30 år siden begyndte at få deres koner og børn til landet, blev de tilbudt lejligheder i de sociale boligområder. Og når nye kom til, var det naturligt dér, man søgte hen. Det har været dér, man har kunnet finde støtte og hjælp, viden og information om det fremmede land, man skulle finde fodfæste i. De har ikke valgt at bo i en ghetto, men ønsket at bo sammen med landsmænd! Og at det er en myte, at de fremmede gerne vil bo i ghettoer, vidner en ny undersøgelse om. Her har Catinét spurgt 1.007 indvandrere, flygtninge og deres efterkommere, hvilken type beboersammensætning de ville foretrække, hvis de skulle flytte. Næsten halvdelen ønsker at bo i et område, hvor de fleste beboere har dansk baggrund, mens kun omkring fem procent ønsker at bo i et boligområde, hvor der er flest beboere med indvandrer- eller flygtningebaggrund. 2
Der findes kun nogle få danske undersøgelser, som har fokus på ældre indvandrere selv i forhold til deres boligsituation, men billedet viser, at folk er tilfredse både med deres lejligheder og deres kvarter. De fleste har boet det samme sted i flere årtier med familien tæt omkring sig og det sociale netværk lige uden for døren. Mændene har deres klubber, hvor de mødes, og kvinderne kan opretholde en ’landsbyradius’, hvor de kan bevæge sig frit uden at overskride traditionelle normer. De ældre bor måske ikke sammen med børnene længere, men så bor børnene som regel lige i nærheden med deres familier.
”Vi har en stor familie, og familien er tæt bundet til hinanden. Vi er vant til at have mange gæster, og derfor er det godt at vi har store boliger, så vi har plads til familien.” 3
De ældre og gamle får opfyldt et fundamentalt behov ved at bo i nærheden af familie, venner og bekendte, at bo et sted hvor man ikke føler sig fremmed, men netop ’hjemme’. Det giver en grundlæggende tryghed og sikkerhed at leve i kendte fællesskaber præget af ens egen kultur, traditioner, værdier og normer. Og – ikke mindst – hvor man kan kommunikere på sit eget sprog.
Sproglig og kulturel isolation er en skræmmende tanke. Ingen ønsker at bo alene, men man er ikke blind for, at de unges valg at bo for sig selv er et signal om forandring, man må forlige sig med, men som også skaber bekymring for egen fremtid. For hvad vil der ske, hvis børnene ikke kan træde til, når man har behov for hjælp? Mange frygter for at skulle flytte væk, hvis de kommer i den situation, at de ikke kan klare sig selv længere og må på plejehjem.
Hvis de ældre og gamle indvandrere skal sikres en livskvalitet på lige fod med danskere, må man tage udgangspunkt i deres egne behov og deres egne holdninger om trivsel i alderdommen. Måske skulle man derfor se på, hvorledes man kunne bruge de gode sider, som ghettoerne også rummer? 4
Set med danske integrationsøjne udgør ghettoerne en trussel for integration, men måske skulle man fremme en voksende gruppe af ældre og gamle nydanskeres medborgerskab ved at tage udgangspunkt i trygge og velkendte omgivelser. Der er mange veje til integration. En af vejene går gennem indvandrernes egne netværker og fællesskaber. Hvorfor ikke bygge bro herfra?
Interessen og lysten til at være med er til stede, hvis man tager udgangspunkt i etnisk tilhørsforhold. Der er initiativer rundt omkring, som tager højde for dette og har formået at fange de ældre, lige fra gymnastik til IT og studiekredse om det danske samfund.
1 Sølvi Karin Børresen, Boligmæssig segregering. AMID Working Papers Series 14/2002
2 Catinét Research, Indvandrerne vil ud af ghettoerne, www.catinet.dk, 2005.
3 Hayriye Abay, Ulla Moulvad, Boligforhold, ønsker og behov blandt ældre fra de etniske minoriteter, Boligtrivsel i Centrum, 2002.
4 Op.cit.
En smertefuld proces
Af Anne Brockenhuus-Schack
»1. generationsindvandrerne er pionerer. De har ingen kollektive ældrebilleder at støtte sig til. At blive ældre i et fremmed land er en smertefuld proces. De etniske ældre lever nok i en mere foranderlig verden end os. Individualiseringen er et livsvilkår for dem«, sagde forsknings- og undervisningsassistent Charlotte Egeblad, Aalborg Universitet. Hun har gennemført interviewundersøgelsen ’Gammel i fremmed land’ med ældre tyrkere, iranere og palæstinensere. For, som hun udtrykker det, er der tre grupper etniske ældre: Indvandrerne, der kom tidligt i voksenlivet, flygtningene, der kom senere og de familiesammenførte, der kom meget sent for at tilbringe deres sidste år sammen med deres børn.
Selv om de etniske mænd og kvinder oplever det at blive ældre herhjemme på meget forskellig vis, har de dog flere ting til fælles: Oplevelsen af tab af nye, meningsfulde måder at blive ældre på, ensomheden og den sociale isolation.
»Her skal ensomhed forstås bredere. De er ikke nødvendigvis alene, men de føler sig ikke genkendt, er uden fælles livserfaring og kan ikke sproget – de færreste har brug for dansk i hverdagen. De har ingen dansk omgang og føler sig som anderledes. Eller som én udtrykker det: ’Om jeg så var sammen med tusind danskere, ville jeg stadig føle mig ensom’. De kan heller ikke identificere sig med billederne i tv eller i aviserne af etniske minoriteter, og en 60-70-årig mand fortalte, at han følte, at når han går ind i en forretning, ser folk på ham, som om han ville stjæle hele butikken«.
Charlotte Egeblad kom også ind på et familiemønster i forandring. Selv om kvinderne længere kan fastholde den traditionelle rolle i hjemmet, oplever også de, at børnebørnene bliver større og ikke længere har brug for dem. Mange af mændene klager over, at manglen på arbejde betyder noget for deres rolle i familien. De taber autoritet. »Her skal autoritet forstås bredere end magt, idet det i relation til deres børn også betyder rådgivning og vejledning om uddannelse, arbejde osv. Omvendt er de selv blevet afhængige af børnene følelsesmæssigt, kulturelt, sprogligt og økonomisk«.
Og hun fortsatte:
»Billedet af den gode alderdom, ældrerollen og forholdet mellem generationerne er kulturelt betinget og svært foranderligt. Det er en erkendelsesproces med utallige udfordringer, hvor der hele tiden stilles smertefulde spørgsmål. For de skal ikke finde en dansk måde at blive ældre på. Det stiller krav om nye sociale netværk uden for familien, hvor målet er at blive medborgere«.
Læs også Charlotte Egeblads artikel i Alderens nye sider, nr. 4, december 2004.
Familien
Tradition og brud
Af Susanne Posborg
Traditioner og værdier i etniske minoritetsfamilier er til konstant forhandling blandt deres egne medlemmer. Det kan vi især få noget at vide om i forskning, der har fokus på de unge generationer.
Gennem de unges fortællinger om deres liv og problemstillinger får vi et indblik i den dynamik, der er i spændingsfeltet mellem forældrenes traditionelle opdragelsesstrategier og de unges forsøg på at finde balance mellem de ældres krav og forventninger og deres egne ønsker om selvstændighed. Det resulterer ikke sjældent i hårde konflikter og svære opgør for begge parter. 1
Men der er også traditionelle værdier og holdninger fra deres egne kulturer, som de unge ønsker at værne om og gerne vil fastholde. Dette gælder for eksempel spørgsmålet om, hvordan man skal tage vare på de ældre i alderdommen, og hvem der bør gøre det.
I en undersøgelse, hvor man har spurgt 700 nydanskere fra Pakistan, Eksjugoslavien og Tyrkiet, som alle har boet mindst 20 år her i landet, fremgår det, at omkring to tredjedele med oprindelse i Eksjugoslavien og Tyrkiet og knap fire femtedele med oprindelse i Pakistan mener, at ældre bliver bedre behandlet i hjemlandet end i Danmark, og at de dér nyder stor respekt ikke mindst inden for storfamilien. Samtidig mener man, at danskere ikke passer særlig godt på deres gamle, og flere giver udtryk for, at de anser det for naturligt, at deres forældre bliver boende hos dem som ældre. 2
Her hersker der harmoni mellem generationerne. I hvert fald på ønskeplanet.
Også de ældre vil gerne blive boende med deres børn, for beslutningen om at tilbringe alderdommen i Danmark har alt andet lige været knyttet til forestillingen om dette, men de har heller ikke længere urealistiske forhåbninger om den intakte storfamilie under samme tag. De unge flytter ud, og de ældre begynder at erkende den virkelighed, de lever i. Storfamilien med al den tryghed og sikkerhed, som de kender, er under afvikling. De ældre forliger sig med at bo alene, og ikke så få opdager undervejs, at det også har sine fordele. Man har fået sit eget og behøver ikke at dele værelse med børnebørn, og de små dagligdags gniderier kommer på afstand. Men det skaber også usikkerhed og tvivl om børnenes muligheder og vilje til at leve op til deres omsorgsforpligtelser.
”Det er ikke nødvendigt, at generationerne bor under samme tag. Men unge må vide, at man har behov for dem. En families opgave er at støtte de ældre.” 3
At de unge familier vælger at bo for sig selv, har der ikke kunnet forhandles om. Her har forældrene mistet kontrollen. Men det tvinger de ældre til – med al den frygt, uro, skepsis og tvivl der hører med, når eksistentielle værdier er på spil – at revidere deres opfattelse af familien, og indse at der er andre frugtbare måder at organisere et hverdagsliv med børn og børnebørn på. Man kan godt være tæt på – på afstand.
Man er begyndt at se i øjnene, at man i højere grad selv må tage hånd om, hvordan ens liv som gammel skal forme sig, og at man ikke kan lægge ansvaret for alderdommen i de unges hænder.
Fra undersøgelser gennem de seneste mange år ved vi, at tanken om at skulle leve sin sidste tid på et plejehjem står som noget af det værste, der kunne ske. Mange frygter for at blive endnu mere sprogligt og kulturelt isolerede og miste det familienetværk, som er deres tråd til livet.
Alligevel er der også her bevægelse i deres holdninger. Mange indser, at det kan blive nødvendigt med pleje og omsorg uden for familien, men i så fald vil man gerne bo sammen med andre landsmænd og have tilknyttet medarbejdere, man kan kommunikere med. Men der er et kolossalt behov for information og konkret viden om hvilke boformer, der findes. For selv om man har hørt om plejehjem, ældreboliger eller bofællesskaber, ved man ikke rigtigt, hvad det er.
Hvorledes kan vi fra dansk side være med som igangsættere og formidlere til at give dem andre billeder af et liv som ældre, der kan imødekomme deres egne ønsker og medvirke til, at de får et gedigent grundlag for at træffe deres egne valg, når de har brug for det?
I et samarbejde mellem flere aktører lavede man i København et studiekredsforløb for ældre tyrkisk-kurdiske kvinder og iranske mænd. 4 En lang proces, hvor man i dialog og tæt samarbejde med de ældre selv forberedte og tilrettelagde besøg i et par private hjem, et plejehjem og seniorboligfællesskaber. Besøgene skabte diskussioner og stof til eftertanke. Som en kvinde udtrykte det:
”Først var vi bange, nu er alt ændret. Nu har vi fået et billede”.
1 Yvonne Mørck, Bindestregsdanskere: fortællinger om køn, generationer og etnicitet, Forlaget Sociologi, 1998.
Magnus Berg, Seldas andra bröllop, Göteborg, 1994.
2 Garbi Schmidt og Vibeke Jacobsen, 20 år i Danmark: En undersøgelse af nydanskeres situation og erfaringer, Socialforskningsinstituttet, 2000. Refereret i Garbi Schmidt,
Betydningen af familieformer og familietraditioner for integrationsprocesserne, AMID Working Papaers 21/2002.
3 Hariye Abay, Ulla Moulvad, Boligforhold, ønsker og behov blandt ældre fra etniske minoriteter, Boligtrivsel i Centrum, 2002.
4 Op.cit.
»Man må begynde tidligere«
Af Anne Brockenhuus-Schack
I sommeren 2002 begyndte Ældre Sagen og Dansk Flygtningehjælp et fælles projekt, som satte fokus på at igangsætte frivillige aktiviteter sammen med ældre flygtninge og indvandrere. Formålet var at støtte dem i at skabe netværker. Konsulent Lis Vidkjær Hjorth fra Ældre Sagen, København, siger om erfaringerne:
»Vi fandt, at vi måtte begynde tidligere – dvs. før man i en dansk sammenhæng er ældre. Så projektet var åbent for alle 50+ årige, men henvendte også lidt yngre sig, var de ligeledes velkomne. Forankringen var lokal og frivillig, idet det frivillige arbejde lever af lyst og dør af tvang. Endvidere skal det give mening at komme. Derfor er det vigtigt, at der er dialog og respekt. Aktiviteter som motion og svømning handler også om samvær og sociale relationer. Vi har også lavet træning i det danske sprog. Her er det vigtigt at kende deltagernes forudsætninger. Nogen er analfabeter, andre har en høj uddannelse. Derfor må vi mødes i øjenhøjde. Mange, især dem der skulle til sprogeksamen for at blive danske statsborgere, var interesserede i egentlig danskundervisning, men det yder vi ikke.
Vi søger også at give dem viden om det danske samfund. Det gør vi gennem at lave ture og give dem mulighed for at stille spørgsmål. Et emne kan være sundhedsoplysning, idet der i nogle etniske grupper er en overrepræsentation af visse sygdomme. Alt i alt et netværk, som de ellers ikke ville kunne trække på. Vi oplever også, at nogle forlader aktiviteterne, fordi de har fået så megen selvtillid, at de kan vælge andre aktiviteter til«.
Som eksempel på det frivillige arbejde nævnte Lis Vidkjær Hjorth 23 kinesiske flygtninge, der i 2002 kom til tre landkommuner i Odsherred. Femten var over 50, og otte var over 60 år. Efter syv-otte måneders ophold tog Ældre Sagens lokalkomiteer fat og arrangerede et møde med kineserne. Herigennem lærte de andre at kende og kunne nu hilse på folk på gaden. De var ikke længere fremmede. De kom med til de aktiviteter, Ældre Sagen i øvrigt laver, »og fik hermed en utrolig platform, når sprogskolen hører op. Det har også udviklet sig til venskaber mellem kinesere og danskere«. Så hun kunne kun opfordre til, at der bliver samarbejdet på tværs af grupper og organisationer.
Medborgerskab
Information og inddragelse
Af Susanne Posborg
Skal de ældre fra etniske minoriteter inddrages og sikres en tryg og værdig alderdom her i landet på lige fod med ældre danskere, har systemet brug for at vide, hvilke ønsker og behov de ældre har. Og de ældre har på deres side brug for viden og information om, hvilke tilbud den danske ældreomsorg har. Men de har også brug for at vide, hvor de skal henvende sig om hjælp og at kunne gøre rede for hvilken hjælp, de har brug for.
Der mangler ikke skriftligt informationsmateriale om ældre indvandreres muligheder og rettigheder i Danmark. Både socialforvaltninger, sundhedsvæsenet og frivillige organisationer har udgivet pjecer i et kommunikationsvenligt sprog, der på overskuelig vis giver oplysninger om temaer, som de ældre interesserer sig for og gerne vil vide mere om. Det være sig om pension og økonomi, hvilke muligheder de har for at få hjælp i hverdagen, hvorledes man kan få sig en aktiv hverdag, ældreboliger og meget mere. Pjecerne er som regel oversat til de forskellige modersmål, som er repræsenteret blandt de store grupper af etniske minoriteter.
Pjecer kan være vigtige for nogle, og bliver det måske især for de yngre, når de bliver ældre. Men for dem der er ældre nu, er det ikke en særlig brugbar informationskilde. Mange kan ikke læse, og de kommer fra miljøer, hvor den mundtlige formidling er den vigtigste kilde til viden om verden omkring dem.
Det har man forsøgt at tage højde for gennem informationsmøder, hvor man har gjort brug af tosprogede medarbejdere, der kunne fortælle om tilbud, muligheder og rettigheder. Men det har tilsyneladende ikke været tilstrækkeligt.
Motiverede
For undersøgelser viser, at de ældre generelt stort set ikke ved noget om den danske ældreomsorg, og hvilke sociale tilbud kommunerne har. Men samtidig står det også klart, at de ældre selv i stigende grad begynder at efterspørge information og er meget motiverede for at få konkret indblik i og viden om, hvilke muligheder og rettigheder de har i forbindelse med aktiviteter, omsorg og pleje.
Det er en holdningsforandring og samtidig et vigtigt signal om de tanker og overvejelser, de gør sig i et forsøg på at finde andre veje, der kan erstatte en omsorgsforventning inden for familien. Men ét er tanker og refleksioner, noget andet er, hvorledes man kan sætte ord på sine behov og ønsker over for systemet, som for mange er en uigennemskuelig og diffus størrelse, og som betjener sig af fagsprog og begreber, man – selv når det oversættes – dårligt kan sætte billeder på. 1
Hvordan kan man skabe den gode kommunikation og det gode samvær, som kan rumme kulturel forskellighed i al sin mangfoldighed?
Hvordan kan man skabe fora, hvor de ældre ses og høres og kan tale for sig selv – ikke som den stigmatiserede masse: Ældre, etnisk og minoritet, men som mennesker med en livshistorie med vigtige erfaringer om livet i det fremmede og med ressourcer, der kan foldes ud og anvendes aktivt?
Rundt omkring i landet 2 er der spændende initiativer i gang, både i kommunalt og frivilligt regi. Her arbejder man med at formidle information om ældretilbud i lokale og konkrete sammenhænge, om de ældres muligheder og rettigheder og med at etablere rammer, netværk og metoder, der aktivt inddrager de ældre selv og sigter mod at gøre dem bedre i stand til at vurdere, vælge og handle ud fra deres egne ønsker og behov.
Ringene breder sig langsomt i vandet
Og i takt med at man nu har fået øje på, at der bliver flere og flere ældre fra de etniske minoriteter, som vælger at tilbringe deres alderdom i Danmark, er der også kommet større fokus fra det offentlige system. Det interessante i denne sammenhæng er ikke en udmelding om en social og sundhedsmæssig ældrepolitisk målsætning, men derimod en erkendelse af, at man har med mennesker at gøre, som fordrer en skærpet opmærksomhed på betydningen af den dynamiske kulturelle forskellighed, der altid kommer i spil i mødet mellem ’os’ og ’dem’. Men at der skal to til at danse tango, vidner følgende udtalelse fra en 40 årig pakistansk kvinde om. Hun er med i en kvindegruppe i frivilligt regi, hvor et antal pakistanske kvinder, både yngre og ældre, mødes en gang imellem:
”Jeg har stadig børn i skolealderen og har siddet i skolebestyrelsen i 13 år. Vi er en gruppe pakistanske mødre, der mødes fire-fem gange om året for at tale om hvordan det går med ungerne i skolen. Men hvis ikke jeg ringer rundt til alle inden mødet og fortæller, at de skal komme, og hvor vigtigt det er for deres børn, så kommer de ikke. Så det kan være svært at få tag i folk. Det kræver en god personlig kontakt.”
• Århus Kommune, Omsorgsmønstre blandt ældre flygtninge og indvandrere.
Erfaringer fra forebyggende hjemmebesøg til flygtninge og indvandrere mellem 60 og 75 år. Århus Kommune, 2003.
• Vejle Kommune, Gode råd om ældre etniske minoriteter, 2003 og Indsats for ældre etniske minoriteter, 2001-2003.
• Københavns Sundhedsforvaltning, En sund og værdig alderdom – dialogmøder
med ældre flygtninge og indvandrere i København, 2004.
• Socialministeriet v/Styrelsen for Social Service, Projektet ’Ældre etniske
borgere og kommunerne’, 2005.
1 Se bl.a. Suzan Tugcu, Viden og informationsbehov blandt ældre fra etniske minoriteter, Boligtrivsel i Centrum, 2002.
2 Se bl.a. Helsingør Kommune, Flygtninge og indvandrere bliver også ældre. Anbefalinger til kommunal indsats, 2001.
Pluk fra debatten
Af Anne Brockenhuus-Schack
Mens videnscentrets bestyrelsesformand, Inga Skjærris Nielsen, i sin velkomst stillede spørgsmålet, om der skal tages særlige hensyn til specielle boenheder eller særlige afdelinger på plejehjem for etniske ældre, greb dagens ordstyrer, Jesper Maarbjerg, der også er medlem af videnscentrets bestyrelse, til egne erfaringer:
»Der er kommet lidt mere realisme i forventningerne. Jeg oplevede i sin tid at sidde i en arbejdsgruppe i Københavns Kommune, hvor indvandrerens repræsentant sagde, at det bedste ville være, hvis de gamle indvandrerne fik et tilskud, så de kunne flytte hjem til det land, de kom fra. Men der er jo ikke meget at vende tilbage til«.
I debatten blev der spurgt, hvad man ønsker politikerne skal gøre. Hertil svarede Lars Holmboe, at det er vigtigt at skabe direkte kontakt til toppen af det kommunale system. Hans projekt skal fremover være selvkørende med supervision fra medarbejdere i lokalcentrene og fra det stedlige videnscenter. Men det kan være vanskeligt fortsat at få penge, når kommunerne skærer ned på hjælpen til de ældre. Malik Hussain oplevede interesse hos staten, men også at flere kommuner trækker deres støtte tilbage. »Og så er der ikke store chancer for, at projekterne overlever«. Samtidig medgav han dog, at indvandrergruppen skal blive bedre til at stille krav, og formulere deres behov.
Ghettoland
En deltager protesterede mod at kalde visse bebyggelser for ghettoer. Han ville ikke bo i ’ghettoland’! Han ville heller ikke kaldes ’nydansker’. »Vi vil være danskere. Giv os en chance!«, bad han. Malik Hussain var enig. »Se på Mjølnerparken«, sagde han. »Vi har selv isoleret området med en jernbane til den ene side, et hegn på den anden og en lukket ejendom på den tredje. Hvor meget gør vi selv for at ændre billedet af ghettoområderne? Og når indvandrerne køber villa i Brøndby, så vil danskerne heller ikke bo der«.
På et tidspunkt udspandt der sig en mindre diskussion om, hvorvidt muslimske mænd nægter at gå i dialog med eksempelvis sundhedsplejersker. Det var Malik Hussain afvisende over for:
»Problemerne skal ikke gøres større end de er. Magtstrukturer blandt muslimske mænd og rollerne i familien ændrer sig. Mange har boet i Danmark i 30-35 år«.
En dansk-bosnisk kvinde ville gerne vide, hvem der taler de ældre etniskes sag herhjemme. Mange, der kommer eksempelvis fra Bosnien, kan ikke sproget og har posttraumatisk stress som konsekvens af krigen. Men det er der ingen, der spørger til. Ingen på hospitalet fortalte hendes far, at han kunne få genoptræning. I dag er han syg, kan ikke det danske sprog og bor på plejehjem, hvor han aldrig lærer at tale dansk. Og hun fortsatte:
»Jeg skulle helt til 6. semester i socialrådgiveruddannelsen, før jeg fik besked om min fars rettigheder. Skal alle etniske unge læse til socialrådgivere for at få deres ret?«, spurgte hun.
Hertil sagde Lars Holmboe, at de, der skal hjælpe de etniske gamle, er de unge, der kan dansk. De skal være deres talsmænd, gå med på de offentlige kontorer, hvor hjælpen er. Det skal danske med gamle forældre også. Forskellen er, at de kan dansk, men flygtninge og indvandrerne skal vide, at de har ret til en tolk. Lis Vidkjær Hjorth mente dog også, at ’majoritetssamfundet’ har et ansvar, men henviste også til de pjecer på 10 sprog, som Ældre Sagen har udarbejdet om de ældres rettigheder. Charlotte Egeblad syntes, det er fint med pjecer – men det kan ikke stå alene, og Malik Hussain mente ikke, at familien skal være hjemmehjælpere og plejere. »Det er systemet, der skal have passende tilbud – det har hovedansvaret for at uddanne hele familien«, sagde han. I salen var der en, der mente, at det var utilstrækkeligt og urimeligt, at vi overlader det til de yngre. Ældre indvandrere skal have de samme, forsvarlige tilbud som andre danskere.
Herefter drejede han diskussionen ind på uddannelserne. Hvordan får vi uddannet noget personale til de etniske minoriteter? Det førte videre til en drøftelse af, hvorfor ikke flere bliver mellemledere – »på mellemniveau sidder danskerne på stillingerne, og det er en lang, sej proces, hvor man både møder modstand og racisme. Det er politikerne, der skal banke den politik på plads«, sagde Lars Holmboe. En anden spurgte, hvorfor så mange falder fra undervejs i uddannelserne. Malik Hussain henviste til Stockholm, hvor man har mellemledere fra indvandrergruppen på plejehjemmene. Men også andre er opmærksomme på, hvad der sker i udlandet. I Københavns Kommune har der således for nyligt været afholdt en konference med et oplæg af en hollandsk plejehjemsleder. Han repræsenterede en institution med 32 forskellige nationaliteter blandt beboerne og 39 nationaliteter blandt personalet. Denne leder påpegede, at netop diversiteten gav ressourcer og var en dyd frem for et problem. »Ingen er så forskellige, at nogen er anderledes«, sagde han.
Sprogfattigdom
Og så var vi tilbage ved sproget: Flere etniske ældre medgiver, at de kan tale sproget, men når de ikke gør det, ’så er det, fordi det lyder rigtig grimt’. Myra Lewinter kom bl.a. med et eksempel på, hvad en kortbølgeradio stillet ind på en polsk station og et polsk ugeblad, på hendes opfordring, kunne gøre for en sprogligt isoleret, polsk kvinde på et dansk plejehjem. »Da jeg foreslog det, troede de ansatte, at jeg var en mirakelmager, men at de ikke selv tænkte i de baner er udtryk for en holdning. De knap 26.000 med anden etnisk baggrund, der i 2021 vil være i alderen 65-80+, vil være nogen helt andre. Danskerne vil til den tid heller ikke kun spise frikadeller og stuvet hvidkål. Jeres begreb om gamle nydanskere er meget snævert, og man kommer langt med en anden holdning«.
Det, at holdninger er altafgørende, gav flere udtryk for. At der kun skal en lille indsats til for at få eksempelvis to bosniske kvinder på hver sit plejehjem i samme kommune flyttet til det samme plejehjem. Eller i Rødovre Kommune, hvor man eksempelvis har en integrationspolitik, men ingen særlig ældrepolitik for de etniske ældre. I stedet indtænkes det etniske i alle dispositioner. Holdninger spiller også ind på anden vis: Er det eksempelvis en god idé, at etniske ældre, der måske aldrig eller i hvert fald ikke i de seneste 20 år har været på arbejdsmarkedet, nu skal tvinges til det, som et led i regeringens knap 600 mio. kr.’s integrationspakken? Det kom der ikke svar på, idet den eneste inviterede politiker i panelet, folketingsmedlem Kamal Qureshi, SF, havde måttet melde forfald til mødet – netop fordi integrationspakken var til behandling i Folketinget samme dag.
Måske er der håb, men ifølge ordstyreren »er hele området så højpolitisk, at det gør det frygteligt svært at diskutere det uden at melde sig som part på den ene eller anden side i diskussionen«.
Malik Hussain manede dog afslutningsvis til eftertanke: »De etniske ældres fremtid skal blive bedre end deres fortid. Vi har før glemt dem, da de kom. Det skal vi ikke gøre igen«.
Ældrebilleder
Forestillinger og fortællinger
Af Susanne Posborg
Hvornår er man gammel? Hvad betyder det at være gammel? Hvad er alderdom?
Det er spørgsmål, som gennem årene har optaget gerontologer både i Danmark og i udlandet, for der findes ikke noget entydigt og klart svar, hvilket blandt andet afspejler sig i sproget. Her i landet kalder vi dem for mange ting: De ældre, de gamle, de unge ældre, de ældre gamle, det grå guld og så videre. Det er vanskeligt at definere fælles træk og fælles karakteristika, der følger med vores kronologiske alder. 1
Men vi jonglerer rundt med begreberne i alle mulige sammenhænge og har ikke har spor besvær med at forstå, hvad vi mener, når vi bruger dem. Begreberne er udtryk for et sæt af ’ældrebilleder’, som instinktivt indgår i vores forestillinger om, hvad det vil sige at blive gammel. Forestillinger, som vi hele tiden reproducerer og fortæller videre i ord og billeder, der passer ind i en kulturel konstruktion om alderdom, og som er med til at afgrænse og udgrænse mennesker alene på grund af deres alder.
Vi har svært ved at rumme virkelighedens nuancerede og komplekse billeder, som alderdom nu om dage også bærer i sig. Derfor er det lettere at ty til stereotype billeder, der skarpt stillet op enten er meget negative eller meget positive. Enten er de forbundet med sygdom, fysisk og mental svækkelse, tab af roller og funktioner i sociale sammenhænge, eller det er ’hopla-generationen’, hvor vi overraskes og forundres over, at mennesker på trods af deres alder fortsat er i fuld vigør.
Men selv om vi hver dag møder og ser raske og rørige mennesker omkring os som levende beviser på, at kronologisk alder og aldring ikke automatisk fører til svaghed i ånd og ben, har vi svært ved at demontere vores negative ældrebilleder. Og dog. Alene det, at positive billeder også indgår i vores billedgalleri, kan forhåbentlig åbne for mere nuancerede billeder af alderdommens væsen og ikke mindst det enkelte ældre menneske.
Vores forestillinger om ældre etniske minoriteter er om muligt endnu mere entydige. De falder ind i den negative kategori. For det første er de ’ældre’, for det andet er de ’etniske’, og for det tredje tilhører de gruppen af ’minoriteter’. Alle tre kategorier indeholder betydningslag, der fremmer overfladiskhed, fordomme og stigmatisering og lukker for en forståelse og indsigt i de gamle nydanskeres livssituation her i landet.
Indtil nu har vi primært interesseret os for gamle nydanskere for at få noget at vide om livskvalitet set i forhold til bolig, sundhed og sociale tilbud. Det er vigtigt og relevant, men er det nok?
Hvis vi vil fremme et mål om at forbedre livskvaliteten for ældre etniske medborgere, må vi inddrage dem selv og bede dem fortælle om deres subjektive opfattelse af, hvad livskvalitet er for dem. Vi må bede dem fortælle om deres hverdagsliv, om betydningen af at leve i to kulturer eller mellem to kulturer, om deres tanker og holdninger, om deres håb og forventninger, og hvilke muligheder de ser for sig selv som gamle, der tager hånd om deres eget liv.
Kan man forestille sig erindringsværksteder og fortælledage, hvor mennesker mødes, og hvor de fortæller, og vi andre lytter?
Hvilken rolle kan de unge nydanskere spille for at være med til at synliggøre deres forældre og bedsteforældre?
Hvilken rolle kan de etniske foreninger og organisationer spille?
Hvordan kan kommuner og lokale frivillige organisationer spille sammen?
1 Se bl.a. Ellen Rhoads Holmes et al., Other Cultures, Elder Years, SAGE, 1995.
Daniel Thursz et al., Empowering Older People, Auburn House, 1995.
Anne Leonora Blaakilde og Christine Swane, red., Aldring og ældrebilleder – mennesket i gerontologien, Munksgaard, 1998.
2 Op.cit.
Litteratur
Abay, Hayriye, Moulvad, Ulla
Boligforhold, ønsker og behov blandt ældre fra de etniske minoriteter
Boligtrivsel i Centrum, 2002
Almajid, Fahmy, Grøndal, Malene
Get a life – Ghetto life
Alfabeta, 2004
Bajekal Madhavi, red.
Ethnic differences in influences on quality of life at older ages
Ageing and Society, 24/2004
Bech-Jørgensen, Birte
Nye tider og usædvanlige fællesskaber
Socialpolitisk bibliotek, 2001
Blaakilde, Anne Leonora
Den store fortælling om alderdommen
Munksgaard, 1999
Blaakilde, Anne Leonora, Swane, Christine, red.
Aldring og ældrebilleder – mennesket I gerontologien
Munksgaard, 1998
Bygholm, Lise Meilandt
Omsorgsmønstre blandt ældre flygtninge og indvandrere
Århus kommune, Mag. 3. afd., 2003
Børresen, Sølvi Karen
Boligmæssig segregering
AMID Working Papers Series, 14/2002
Christiansen, Connie Carøe, Schmidt, Garbi, red.
Mange veje til integration
Socialforskningsinstituttet, 2002
Dermitas, Memed
Myten omkring ældre etniske minoriteter
Social Kritik 65-66/1999
Hjære, Mette, Balslev, Mille
Frivillighed – blandt etniske minoritetsforeninger
Center for frivilligt socialt arbejde, 2001
Holmes, Ellen and Lowell
Other Cultures, Elder Years
SAGE, 1995
Københavns Sundhedsforvaltning
En sund og værdig alderdom – dialogmøder med ældre flygtninge og
indvandrere i København, 2004
Lewinter, Myra
Ældre indvandrere i Danmark
Social Kritik 86/2003
Mikkelsen, Flemming
Indvandrere og civilsamfund
AMID Working Paper Series, 19/2002
Mørck, Yvonne
Bindestregs - Danskere
Forlaget Sociologi, 1998
Schmidt, Garbi
Betydningen af familieformer og familietraditioner for integrationsprocesserne
AMID Working Papers Series, 21/2002
Socialministeriet v/ Styrelsen for Social Service
Ældre etniske borgere og kommunerne, 2005
Thursz, Daniel, red.
Empowering Older People
Auburn House, 1995
Togeby, Lise, Møller, Birgit
Oplevet diskrimination. En undersøgelse blandt etniske minoriteter
Nævnet for etnisk ligestilling, 1999
Torres, Sandra
Understandings of successful ageing in the context of migration: the case of
Iranian immigrants in Sweden
Ageing and Society, 21/2001
Tugcu, Suzan
Viden og informationsbehov blandt ældre fra etniske minoriteter
Boligtrivsel i Centrum, 2002
Kan ældre mænd holde hus – og gør de det?
Af Merete Platz
Lige som i mange andre vestlige lande vil antallet af gamle mennesker stige de næste 20-30 år. Man kan derfor frygte, at der vil komme et stigende behov for hjemmehjælp til gamle mænd, fordi de ikke selv kan klare de huslige gøremål af den simple grund, at det ikke er noget, de har praktiseret.
I rapporten belyses, om den gammelkendte kønsfordeling i familierne med hensyn til de huslige gøremål er generations-specifik. Vil de mænd, der i dag er midaldrende, være så meget mere vant til husarbejde end de nuværende gamle mænd, at de selv vil være i stand til at klare de nødvendige huslige gøremål? Således at de/familien vil være selvhjulpne i tilfælde af, at de bliver alene, eller at deres ægtefælle af helbredsmæssige grunde ikke længere er i stand til at klare opgaverne.
Først ses på, hvilke huslige gøremål mænd og kvinder i seks fødselskohorter kan udføre. Hvis man ikke kan udføre de huslige gøremål eller eventuelt ikke ved, om man kan udføre dem, betyder det dog ikke nødvendigvis, at man aldrig har lært det. Ved at inddrage et spørgsmål om, hvad man tidligere har gjort, bliver det belyst, om manglende evne skyldes, at det er noget, man aldrig har gjort og derfor ikke har færdighederne, eller om man ikke længere har færdighederne, fordi man har undladt at praktisere opgaverne eller er holdt op af helbredsmæssige grunde.
Det er også undersøgt, hvad man rent faktisk gør. Hvilke huslige gøremål bliver udført af mænd og hvilke af kvinder, og hvem af de to har hovedansvaret for deres udførelse? Selv om begge har samme færdigheder, er der måske i praksis en skæv kønsrollefordeling i familien?
Videnscentrets rapport koster 65 kr. inkl. moms + 35 kr. i forsendelse. Kan fås ved henvendelse på mail@aeldreviden.dk
Til toppen
|
|
|
Videnscentret – VpÆ