ALDERENS NYE SIDER

Årgang 7 · nr. 2 · juni 2004

Indhold:
Hvad er kvalitet i ældrepleje?
En del modsigelser og løse ender
Bed en bøn
Så kalder vi det dårlig samvittighed...

HVAD ER KVALITET I ÆLDREPLEJE?

Den danske ældrepleje under forandring' - En kontrolleret, randomiseret interventionsundersøgelse i 36 kommuner', Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, i samarbejde med Center for Forskning og Udvikling på Ældreområdet, H:S Bispebjerg Hospital.

Af Chresten Højlund

Kvaliteten er over os, kan man med god grund sige. Alle kommuner med respekt for sig selv implementerer kvalitetsprogrammer i deres organisation. Med kvalitetsudviklingen formes nye selvbeskrivelser af velfærden. Selvbeskrivelserne har forskellige funktioner i organisationen. De skaber synlighed i velfærden, så politikerne kan prioritere skattekronerne, borgerne kan vælge udførere, og personalet kan levere en høj service. Der afsættes mange ressourcer til kvalitetsarbejdet. Fra tid til anden må man overveje om det er sliddet - og ressourcerne - værd at indføre kvalitetsinstrumenterne: Lever de op til ambitionerne og hvilken retning fører de den offentlige organisation i?

Sådanne spørgsmål, og en hel del andre har undersøgelsen 'Den danske ældrepleje under forandring' sat sig for at afdække. Undersøgelsen er en ambitiøs evaluering af den kvalitetsudvikling, der blev sat i gang på ældreområdet i slutningen af 1990'erne under Socialministeriets projekter 'Den gode pleje og Styring af Fremtidens Hjemmepleje'.

Analyserne i undersøgelsen afdækker konkrete konsulentunderstøttede udviklingsprocesser på ældreområdet. Hensigten er at sige noget om betydningen af kvalitetsarbejde: Gør det en forskel at kvalitetsudvikle og i så fald hvilken? Et andet formål med undersøgelsen er at udvikle nye metoder til at beskrive og måle kvalitetsudviklingen i ældreplejen.

Eksemplarisk gennemført
Undersøgelsen er strengt videnskabelig i sin tilgang. Undersøgelsen måler kvaliteten i ældreplejen, som den opleves af personale, ledelse og borgere/brugere, og som den udtrykkes i tidsanvendelsen i hjemmeplejen. Alt sammen sker det ud fra håndfaste metodiske krav og et detaljeret undersøgelsesdesign. Undersøgelsen er eksemplarisk gennemført, og resultaterne danner et godt input til kvalitetsdiskussionerne rundt i kommunerne, man sidder med fornemmelsen af et velgennemført studie. Den stærke metodiske fundering gør endvidere, at resultaterne kan bruges af forskere og praktikere til videre udvikling af kvalitetsmål og kvalitetsbegreber inden for ældreområdet.

Kigger man nærmere på undersøgelsens design, er det tydeligt udviklet i en naturvidenskabelig kontekst. Der er tale om et kontrolleret forsøg med systematisk opdeling af en forsøgspopulation og kontrolgruppe. I dette tilfælde gennemføres forsøget blandt 36 kommuner, hvoraf 18 får 'medicin' i form af en konsulentunderstøttet kvalitetsudvikling, mens 18 kommuner lades urørte. Alle kommuner, herunder personale, ledelse og brugere, får målt deres tilfredshed på forskellige kvalitetsdimensioner før og efter interventionen. Undersøgelsens intervention løber over ca. et år.

Spørgsmålet, undersøgelsen stiller sig, er, om der kan opnås en bedre kvalitet i ældreplejen, forstået som en bedre styring af ressourcerne (tiden) samt tilfredse ansatte og velfungerende ældre.

Undersøgelsens målinger er bundet op på tre forskellige typer af dataindsamlinger. Der foretages dels minutiøse observationer af tidsanvendelsen, 1.659 vagter undersøges, fordelt på forskellige faggrupper og vagttyper. Dels indhentes spørgeskemaer hos ledere og ansatte i kommunerne, i alt 9.739 skemaer, hvori indgår personalets egne vurderinger af kvaliteten i ældreplejen. Endelig er for det tredje gennemført 598 interview med borgere.

Først beskrives kvalitetsarbejdet og dets ændringer af den ældrefaglige organisering, dernæst gennemføres komplekse statistiske multivariate analyser med det formål at antyde, hvilke forklaringer der er på de kvalitetsforskelle, man finder frem til. 

Hvad viser undersøgelsen om kvalitetsudviklingen?
Undersøgelsens analyser og resultater kan samles under tre overskrifter: 

• Kvalitetsudvikling medfører et øget tidsforbrug til administration
• Kvalitetsudvikling øger medarbejdernes oplevelse af kvalitet
• Kvalitetsudvikling betyder ikke noget for brugernes oplevelse af kvalitet.

Øget tidsforbrug til administration
Den del af analyserne, der vedrører tidsforbrug, giver et nuanceret indblik i de forskellige aktiviteter, som præger ældreområdet i dag. Undersøgelsen afdækker tidsforbruget fordelt på opgavetyper, udførelse, vagttyper, personalekategorier med henblik på at vise betydningen af kvalitetsarbejde på fordelingen af de forskellige aktiviteter. I forhold til hjælpens udførelse og organisering viser undersøgelsen, at personlig pleje og omsorg er de ydelser, der vejer tungest i dag. Dernæst viser undersøgelsen, at den direkte tid (ansigt-til-ansigt-tiden eller ATA-tiden)  er stort set den samme for alle kommunerne, nemlig 68 pct. af det samlede tidsforbrug. Den strukturbetingede tid (vejtid) er 13 pct. Endelig lægger møder, planlægning, frokost, pauser, vurdering og administration beslag på omkring 19 pct. af tiden. Undersøgelsen viser, at tidsanvendelsen ikke varierer signifikant mellem kommunerne.

I forhold til spørgsmålet om kvalitetetsudvikling viser undersøgelsen at andelen af 'direkte tid' ikke er hævet i de kommuner, hvor der er foretaget intervention. Disse kommuner blev med andre ord ikke bedre til at anvende tiden til direkte brugertid hos borgerne. Snarere var der en tendens til, at vejtiden blev øget lidt i de kommuner, der gennemførte kvalitetsudvikling. Undersøgelsen viser endvidere, at i kommuner, der anvender 'Fælles sprog' er den direkte brugertid 3,3 pct. lavere end i de øvrige kommuner.1

Samlet set peger resultaterne i tidsstudiet på, at standardiserede og regelstyrede arbejdsgange i ældreplejen medfører, at andelen af tid anvendt på administrative opgaver stiger - også for det udførende personale.

Dette resultat kan i udgangspunktet overraske, idet 'Fælles sprog' og andre af de styringsredskaber, som implementeres i kommunerne, jo netop har til formål at hæve effektiviteten og dermed den tid, der bruges på borgerne. Her bør man dog være forsigtig med forhastede konklusioner. Således kan resultatet skyldes flere ting. Dels kan en forklaring være, at 'Fælles sprogs' opgavekatalog giver en strammere opgavestyring i hjemmeplejen på kerneopgaverne, således at brugerne får relativt set mindre hjælpetid, dels at tiden, som bruges på administration, forbliver den samme om end på et højere kvalitetsniveau end tidligere, når det gælder opfyldelsen af borgerens retssikkerhed, fastholdelsen af et ensartet serviceniveau og synlighed i hvilke opgaver, der løses. 

Øget medarbejder-oplevelse af kvalitet
Undersøgelsen måler kvaliteten, som den udtrykkes af det udførende personale, på fire dimensioner. Helt overvejende vurderer personalet kvaliteten i ældreplejen som positiv. Undersøgelsen afslører dog én kvalitetsdimension som problematisk, nemlig overensstemmelsen mellem de politiske mål og muligheder for at leve op til målene. Her mener mellem 30-40 pct. af medarbejderne, at der er et misforhold mellem de politiske mål og de faktiske muligheder for opfylde disse mål.

Det spændende er, at der på dette punkt kan påvises en væsentlig ændring i de kommuner, som modtager konsulentunderstøttet hjælp til kvalitetsudvikling. Andelen af utilfredse medarbejdere falder med 10 pct. i de kommuner, der arbejder systematisk med kvalitetsudvikling. Der er også færre, som er utilfredse med kvaliteten af eget udført arbejde i disse kommuner. I forhold til brugen af 'Fælles sprog' ses en lignende effekt. Her ses, at en anvendelse af  'Fælles sprog' til at synliggøre kvaliteten gennem opstillingen af politiske mål og kvalitetsstandarder, øger oplevelsen af kvalitet blandt medarbejderne.

Undersøgelsens positive resultat peger i retning af, at det kan lade sig gøre at ændre oplevelsen af kvalitet, herunder skabe en sammenhængende kvalitetsopfattelse blandt personalet omkring politiske mål og organisatoriske kvalitetsmål. Undersøgelsen viser også, at der er stor sammenhæng mellem de kvalitetsbeskrivelser, som indføres i kommunerne i dag og de ansattes oplevelse af kvalitet. Dette er et kvalitetsstempel til kvalitetsstandarderne. Indførelsen af kvalitetsstandarder i kvalitetsudviklingsprocesser giver en højere oplevelse af kvalitet blandt de ansatte - hvilket kan have en afsmittende effekt på arbejdsglæde og oplevelsen af, at levere noget værdifuldt.

Undersøgelsen viser altså, at der er sammenhæng mellem kommunernes kvalitetsbeskrivelser og det kvalitetsudviklingsarbejde, som understøtter indførelsen af samme kvalitetsbeskrivelser og så de ansattes oplevelse af kvalitet.

Undersøgelsen viser samtidig, at det er muligt at skabe en sammenhængende oplevelse af kvalitet i en hierarkisk opbygget organisation. Det ser ud til at kvalitetsarbejde fjerner personalets oplevelse af, at der er et gab mellem det politikerne beslutter og fastlægger som kvalitet og det arbejde, som faktisk udføres. Hvilket må siges at være positivt.

Undersøgelsen viser, at politikernes indførelse af kvalitetsstandarder på ældreområdet - med de mulige ændringer i kulturen som det måtte medføre - ikke skaber  lavere kvalitet men højere organisatorisk kvalitet.

Hvordan oplever de ældre kvaliteten?
Undersøgelsen kan ikke bekræfte, at forandrings- og udviklingstiltag påvirker de ældres oplevelse af kvalitet i plejen og omsorgen. Tilfredsheden med hjælpen var ikke påvirket af, om man i kommunerne implementerede nye kvalitetsstyringsredskaber.

Undersøgelsen stiller dermed grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvad der styrer modtagernes  oplevelse af kvalitet, og hvordan denne kan måles. Den giver ikke selv svar på dette spørgsmål.

Kritik
Hvis man afslutningsvis skal rette en kritik mod undersøgelsen, kan man trække følgende forhold frem: Undersøgelsen er opbygget metodisk stringent, dvs. at udvælgelseskriterier, design, dataindsamling og analyser følger en klar og gennemskuelig systematik, hvor målet er validitet dvs. troværdighed og muligheden for, at resultaterne kan efterprøves. Alle disse præmisser til trods forbliver det dog en smule dunkelt, hvilke internventioner kommunerne egentlig udsættes for. Det virksomme stof i 'interventions-pillen' beskrives kun meget kort, og det beskrives ikke nærmere, hvordan de enkelte kommuners medarbejdere og ledere oplever interventionen.

En højere grad af triangulering af metoderne i undersøgelsen kunne ønskes, hvor kvalitative interviews og registerdata blev inddraget til belysning af de statistiske analysers resultater. Undersøgelsens design opererer med tre forskellige typer af undersøgelser. Dette bindes sammen i en samlet teoretisk kvalitetsmodel. Spørgsmålet er, om den teoretiske kvalitetsmodel er virkelighedstro, således at de årsags- og virkningskæder, som den forudsætter, rent faktisk også finder sted i virkeligheden.

Undersøgelsen peger til eksempel på, at processer i organisationen (f.eks. det at anvende kvalitetsstandarder) har en effekt på de ældres funktionsniveau og tilfredshed. Der kan dog ikke peges på nogen ændring overhovedet i de ældres tilfredshed i den konkrete undersøgelse. Diskvalificerer det den teoretiske kvalitetsmodel? I undersøgelsen gør man klart, at det er svært at måle brugertilfredshed herunder at vide, hvad man måler. Hvilket peger i retning af udfordringerne ved at måle tilfredshed. Undersøgelsen mangler at samle delundersøgelserne og målingerne af samme i en samlet kvalitetmodel.

I forhold til undersøgelsens konklusioner vedrørende tidsanvendelse er det vanskeligt at fortolke resultaterne, fordi der ikke foreligger nærmere præcisering af kommunernes målsætninger: Man kan ikke af undersøgelsen se, hvilke forudsætninger de forskellige kommuner (de intervenerede og de ikke-intervenerede) har sat sig før og efter undersøgelsen.

Vedrørende forandringstanken i undersøgelsen er det spørgsmålet, om det går an at måle forandringer i en organisation

praktisk talt samtidig med, at man forandrer organisationen. Mange af kommunerne er ved at implementere kvalitetsstandarder i undersøgelsesperioden, og dette gælder også for mange af kontrolkommunerne i undersøgelsen. Undersøgelsen diskuterer ikke denne bias nærmere.

Undersøgelsen viser, at processen med at beskrive og synliggøre de opgaver, som leveres i ældreplejen i dag, er lykkedes, således at de fleste ansatte oplever, at kvalitetsstandarderne og 'Fælles sprog' faktisk beskriver den kvalitet, som leveres.

Det er væsentligt, at undersøgelsens resultater tages alvorligt, således at der i kommunerne gøres alt for, at kvalitetsstandarder, 'Fælles sprog', servicedeklarationer og andre selvbeskrivelser, som kommuner formulerer, implementeres forsvarligt i organisationen. Hvis kvaliteten skal sikres, er det altså ikke nok, at den beskrives; den skal også kommunikeres ud i organisationen. Undersøgelsen viser, at tilfredshed med arbejdet i høj grad hænger sammen med kendskab og ejerskab til organisationens kvalitetsbeskrivelser. 

Undersøgelsen viser også at 'Fælles sprog' tilsyneladende er en udmærket fælles ramme at diskutere kvalitet indenfor. Redskabet beskriver kvalitative aspekter ved ældreplejen, som personalet oplever den.

Undersøgelsen giver anledning til mange spørgsmål hos læseren, hvilket er vigtigt i en tid, hvor man fokuserer kraftigt på administrativ udvikling. Kvalitetsudvikling skaber et tiltrængt fokus på opgave- og tidsstyringen af den direkte brugertid, men fjerner måske samtidig den lige så vigtige opmærksomhed på betydningen af at planlægge sine opgaver med fokus på helheden. Dels internt i administrationen, hvor det handler om at planlægge forskellige typer vagter, personalegruppers opgaveportefølje mv., dels i forhold til borgerens samlede plejeforløb og fulde livssituation.

Chresten Højlund er cand. scient. soc. og projektmedarbejder i Sundhedsforvaltningen Købehavns Kommune.

Seneste nyt: Socialministeriet, der har betalt 11 mio. kr. for undersøgelsen, er utilfreds med resultaterne og truer med at kræve erstatning fra Københavns Universitet. I skrivende stund er der i fl. DR TV forhandlinger mellem parterne for at finde en løsning på problemet.  

Red.

13 udfordringer til den danske velfærdsstat.
Red. Jørn Henrik Petersen & Klaus Petersen, 208 s., kr. 198,
Syddansk Universitetsforlag, 2004

Af Viggo Jonasen

Bogens titel lover noget konkret. 13 udfordringer til den danske velfærdsstat. Men: Hvad er egentlig 'velfærd' og hvad er 'velfærdsstat'?

I lovgivning helt tilbage i 1800-tallet kan vi se den betragtning, at en persons velfærd er afhængig af, at hun/han får dækket sit behov for føde - klæder - husly - varme - kur og pleje i sygdomstilfælde - samt undervisning. Behovet kan dækkes ved, at personen kan tjene til at købe disse ting, eller ved at lovgivningen forpligter enten andre personer eller staten til at dække disse behov. Andre personer? Ja, i Danmark er forældre ved lov forpligtet til at forsørge deres børn under 18 år, og ægtefæller er forpligtet til at forsørge hinanden. De, der ikke kan tjene det fornødne, forsørges af staten gennem dagpenge, kontanthjælp eller pension. Stat og kommune sørger for uddannelse og til dels opdragelse i institutioner og skoler, hovedsagelig betalt via skatter. Sådan har vi i Danmark indrettet os. Velfærdsteoretikere siger somme tider, at de enkelte stater har hver sit 'velfærdsmix' af ordninger - velfærdsstater er karakteriseret af hver sit 'mix' - og socialpolitiske reformer kan bestå i ændring af denne 'velfærdsmix'.

Man forventer ud fra bogens titel, at forfatterne bidrager med beskrivelser af, hvilke ordninger der skal være anderledes og af hvilke grunde. Skal borgerne købe uddannelse som i USA? Skal borgere med bevægelseshandicap have tilbudt mere transport eller bedre hjælpemidler? Skal de syge betale mere for medicin og behandling? Eller skal skatteyderne betale mere af behandlingsudgifterne? Skal de rige betale mindre, det samme eller mere i skat? Skal de fattige ...? Skal pensioner finansieres via skat eller via bidrag? Skal ydelsessystemerne bidrage til lighed eller fastholde ulighed?

Bidrager bogens forfattere med en klar, stringent akademisk præsentation af, hvilke problemer velfærdsstaten står over for, og viser de, hvilke mulige løsninger - evt. alternative løsninger - forfatterne kan levere? Hvilket anderledes 'velfærdsmix', de forestiller sig?

I bogens indledning karakteriseres velfærdsstaten som »en gigantisk forsikringsordning, der dækker os alle - uden at ret mange af de enkelte ordninger i øvrigt har karakter af forsikring i teknisk forstand. Denne alle omfattende ordning har indlysende fordele...risikospredning - tryghed - billigere forsikring for de fleste - en ikke ringe risikovillighed til fx at tage uddannelse. Velfærdsstaten er ... en civilisationens triumf, men det betyder ikke, at den er uden problemer«. Svært at indvende noget til.

Hvilke værdier og normer?
I forordet fremhæves, at forfatterne er enige om, at velfærdsstaten i én eller anden forstand skal bevares. Samt om at den bygger og skal bygge på værdier og normer. Bidrager forfatterne med en klar, stringent præsentation af disse værdier og normer og af hvilke personkreds-, tildelings- og udmålingsregler, der skal indbygges i lovgivning for at fastholde disse værdier og normer? Bidrager forfatterne med klare og stringente bud på, hvordan regler om finansiering af velfærdsydelser kan indrettes, så værdier og normer fastholdes?

Til første spørgsmål om en stringent præsentation er svaret: Tjah - enkelte, men ikke mange stringente præsentationer. Til de øvrige: Stort set ikke.

Det fører for vidt at nævne alle bogens artikler - jeg skal i det efterfølgende hovedsagelig behandle de bidrag, der vedrører ældrepolitik.

Biskop Kjeld Holms bidrag handler om Velfærdsstat og religiøsitet. Interessant nok påpeger biskoppen, at den nuværende danske velfærdsstat er af sekulær, ikke-religiøs oprindelse (til dels i modsætning til Jørn Henrik Petersens opfattelse). Han ender med at udtale det håb, at en religiøst baseret etik må blive vejledende i valg vedr. indretning af velfærdsstaten.

Jørn Henrik Petersens (JHP) bidrag har titlen Velfærdsstatens krav til dig! Han indleder med en historie om en ung kvinde, der har gjort, som samfundet ønsker: Hun har færdiggjort sin uddannelse (som pædagog), og hun har straks derefter søgt og fået job som pædagog. Ikke noget med sabbatår eller anden løsagtighed her, nej det er den lige vej. Hun har levet af SU (det bliver få fede af!) og står så uden midler indtil lønudbetaling. Hun søger kommunen om kontanthjælp, får afslag, og føler sig uretfærdigt behandlet: "Jeg føler, der er uretfærdigt, at jeg som nuværende og kommende skatteyder ikke kan få hjælp i én sølle måned. Det er jo ikke rart, at man som 24-årig skal regne med sine forældres penge". Debatten i avisen - og JHP's pointe - er, at »Problemet er .. hendes mentalitet, måden .. en stor del af det danske samfund tænker på: Jeg betaler skat - ergo skal jeg også modtage service fra staten«. Jamen, jo men - er DET en udfordring for velfærdsstaten? Kan det tankesæt ikke indgå modsætningsfrit i et system af normer og værdier? Jeg kunne have ønsket mig en smule argumentation for, at tankesættet er et problem. Argumentation gives ikke! For resten: Var afslaget til den 24-årige overhovedet lovligt? Hvis hun både retsstridigt er blevet afvist OG har fået en ydmygende behandling, er det så ikke en udfordring til velfærdsstaten?

Gør din pligt, kræv din ret
JHP præsenterer to 'udfordringer til velfærdsstaten': 1) »abstrakte og upersonlige forpligtelser er man fristet til at smyge sig uden om, mens man omvendt har en ikke ubetydelig tilskyndelse til at pukke på sin ret til konkrete og personlige rettigheder«, 2) »Hovedproblemet for den danske velfærdsstat ligger i den øgede efterspørgsel efter fritid i alle dens former: Sen entré på arbejdsmarkedet, tidlig tilbagetrækning og reduceret arbejdstid«.

Den første modsiges ganske vist af hans indledningsvis præsenterede unge kvinde. Hun siger jo netop "... jeg som nuværende og kommende skatteyder .." - altså ingen 'smygen sig udenom'. Og den anden postuleres blot - som om udbuddet af arbejdstimer var uafhængigt at efterspørgslen efter arbejdstimer. Det ser nærmest ud som om, JHP mener, at det gamle slogan "Gør din pligt - kræv din ret" ikke bør fastholdes i en kommende velfærdsstat. Det var ellers temmelig fremherskende i 1970'er socialreform - hvorfor så ikke nu?

JHP hævder, at »værdier og idéer bag den danske model« kan forklares via K. E. Løgstrups filosofi. Det er tænkeligt, at der er mere forklaringsværdi at finde i f.eks. Søren Kolstrups historiske afhandling 'Velfærdsstatens rødder' - hvori ikke mindst værdighedsaspektet af, at skole, skolebespisning, børnetandpleje, ældreomsorg osv. stilles til rådighed som et tilbud til alle, fremhæves.

Christoffer Green Petersen (CGP) ytrer, at »Reformer af velfærdsstaten (er) politisk kontroversielle men dog politisk mulige«. CGP sætter tilsyneladende reformer lig med offentlige udgiftsreduktioner. Dermed ser han bort fra indførelse af efterløn, indførelse af orlovsordninger, indførelse af ret til arbejdsløshedsforsikring for selvstændige m.v. En lidt vel snæver tilgang til emnet.

Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard skriver om Velfærdsstaten i forhandlingsdemokratiets skygge. De analyserer forskellige reformer, både reformer der udbygger velfærdsordninger, og reformer der beskærer velfærdsordninger. Artiklen er særdeles interessant set fra en beslutningsteoretisk synsvinkel. Derimod er det svært i artiklen at finde antydning af, hvilke velfærdsstatslige ordninger der evt. bør laves om og af hvilke grunde.

Udfordring og udfordrer
Jørgen Goul Andersen (JGA) spørger: Danskernes opbakning om velfærdsstaten - urokkelig, påvirkelig eller skrøbelig? Han gengiver to synspunkter om danskernes holdninger: 1) Danskerne kræver (flest mulige) ydelser og er uvillige til at betale skat, og 2) danskerne søger hver for sig at få den størst mulige del af kagen og våger nidkært over hver eneste lille ordning, de evt. kan få glæde af. Derefter afviser han de to udsagn, og hævder: Borgerne er lydhøre og ræsonnable (i betydningen eftertænksomme), og borgernes holdninger kan påvirkes. Han underbygger sine påstande med tabeller fra egen forskning bl.a. om 'opinionsbalance', dvs. antallet der mener, der bruges for lidt på sundhedsvæsen (hjemmehjælp, plejehjem, folkepension mv.) minus antallet der mener, der bruges for meget. Tankegangen er enkel og praktisk: Hvis flest synes, der bruges for lidt snarere end for meget, ja - så er udfordringen for politikerne at tage stilling til, om de vil efterkomme opinionen. Det er bogens første eksempel på et meningsfuldt svar på, hvad en udfordring er, og hvem der udfordrer. JGA's første delkonklusion er: »Forestillinger om, at alle reformer af velfærdsstaten støder mod en mur af modstand, er ganske enkelt forkerte. Spørgsmålet er i stedet, om der er tilstrækkeligt overbevisende argumenter for nødvendigheden eller hensigtsmæssigheden af reformer. .. og om der kan udformes socialt afbalancerede reformer«. De nævnte synspunkter er altså forskningsmæssigt underbyggede.

Derefter går JGA videre med overvejelser, der er mere teoretiske men ikke mindre interessante. Et hovedsynspunkt er, at de velfærdsstatsmodeller, hvor ydelser målrettes til de fattigste, er dem, der giver de fattigste de ringeste ydelser, mens de velfærdsstater, der leverer ydelser til alle, er dem, der giver de fattigste den bedste sikring. Hvis man kobler 'de rige' eller 'dem over gennemsnittet' af ydelsesordningerne, vil man undergrave ordningerne som helhed - og dermed vil man netop forringe forholdene for de ringest stillede.

Torben M. Andersen (TMA) spørger: Internationalisering - en trussel mod den danske velfærdsmodel? Han fremhæver for det første, at internationalisering ikke er noget nyt. Han vurderer, at arbejdskraftsmobilitet kan blive et problem i fremtiden. Og han nævner, at skattemobilitet (det at beskatningsobjekter flyttes) kan udgøre et problem for (skatte)finansieringen af velfærdsydelser. Han diskuterer ikke muligheden for ændring af skattestrukturen: Beskatning af immobile ressourcer (ejendom, råstoffer, f.eks. den tilbageværende rest af Nordsøolien, arv, pensionsopsparinger).

Tiden og arbejdsmarkedet
Nina Smith og Klaus Petersen (NS/KP) skriver om Tiden, arbejdet og børnefamilien i den moderne velfærdsstat. Deres udgangspunkt er, at den unge familie mangler tid til at være familie - på grund af arbejdslivets krav. Deres eksempel-familie er ivrige tilhængere af velfærdsstaten »Vi betaler vores skat hhv. med glæde og uden brok - for vi synes, at velfærdssamfundet giver os noget igen«" Men, siger NS/KP, »når den enkelte afkorter sin arbejdstid .. fravælger (hun) også en del af sin individuelle skattebetaling«. Vi ser altså her fuld overensstemmelse mellem JHP og NS/KP: Efterspørgslen efter fritid er en udfordring for (finansieringen af) velfærdsstaten. NS/KP argumenterer også med behov for, at »arbejdsmarkedet i langt højere grad tilpasser sig familiernes og de ældres behov«. Her kunne det have været drønspændende med et bud på, hvad der skal få arbejdsmarkedet (dvs. arbejdsgiverne) til at gøre det. Det får vi ikke. NS/KP konkluderer, at velfærdsstaten først og fremmest har behov for et større arbejdskraftudbud, og at dette må findes uden for børnefamilierne. NS/KP nævner ikke, gennem hvilke mekanismer den allerede til rådighed stående arbejdskraft kan blive efterspurgt.

Bogen slutter med to kapitler med fælles overskrift: Velfærdsstat og fordeling mellem generationer. Jørn Henrik Petersen (JHP) om: Befolkningsudviklingen som udfordring for velfærdsstaten. Jesper Jespersen (JJ) om: Vækst, fordeling og pensioner i et fremtidsperspektiv.

JHP tager udgangspunkt i befolkningsfremskrivningen og noterer, at en voksende andel ældre i forhold til andelen i den erhvervsaktive alder kombineret med længere uddannelsestid og ønsker om mere fritid vil presse den erhvervsaktive befolkningsdel - samt at den forventelige vækst i effektivitet og produktion ikke vil være nok til at dække forbrugsefterspørgslen. Derfor, mener han, bør de ældre efterspørge mindre pension/efterløn og udbyde mere arbejdskraft.

JJ anerkender selve befolkningsfremskrivningen. Han analyserer produktivitets- og velstandsudviklingen frem til 2040, og vurderer, at »en stigning på 0,25 procentpoints pr. år i skattetrykket på erhvervsindkomster ville frem til 2040 i et roligt tempo frigøre 9% af BNP, som pensionisternes øgede private og offentlige forbrug vil udgøre«. Det er fuldt foreneligt med en betydelig vækst i de erhvervsaktives privatforbrug. Med andre ord: JJ's konklusion er, at »fremtidens forsørgerbyrde ikke er et økonomisk problem men derimod, om overhovedet, et fordelingspolitisk problem. Ydermere et af de mere luksuriøse fordelingsproblemer - set i et globalt perspektiv«. JJ tilføjer: »Mere offensivt ville det dog være, hvis det var beskæftigelsesfrekvensen blandt de 18-64 årige, der i stedet for skatteprocenten blev bragt i vejret«. Der er ca. 300.000 at tage af, ledige, aktiverede, kontanthjælpsmodtagere m.fl.  Og JJ nævner ændring af skattestrukturen som mulig metode til løsning af finansieringsproblemet: Forhøjelse fra 15 pct. af afkast på pensionsopsparing, forhøjelse af ejerboligbeskatningen. Han nævner ikke beskatning af skattefrie internationale selskaber, der tjener godt i Danmark, og han nævner ikke beskatning af (den sidste rest af) Nordsøolien.  

Reform = ydelsesnedskæring
En underforstået fælles norm for de fleste af forfatterne synes at være, at indkomstoverførsler hhv. serviceydelser via skattefinansiering og  det offentlige er for store - 'reform' sættes lig med ydelsesnedskæring (særlig tydeligt hos PEM og CGJ). Undtagelser herfra er Jesper Jespersen og Kjeld Holm. Der ses ikke nogen argumentation for standpunktet: Skat kan ikke øges/ændres. Det ville dog, ikke mindst på baggrund af Jesper Jespersens fordelingspolitiske redegørelse, have været på sin plads med en vis diskussion herom.

En fælles undladelse er at stille spørgsmålet: Gennem hvilke mekanismer kan efterspørgsel efter arbejdskraft øges? Jesper Jespersen nævner det ønskelige i at øge efterspørgslen, men angiver ingen mekanismer. Ligeledes beskæftiger ingen sig med, om øget efterspørgsel efter arbejdskraft kan medvirke til øget udbud af arbejdskraft - vi ved jo, at en meget stor del af nye efterlønsmodtagere kommer fra ledighed.

Løftet i bogens titel bliver i ringe omfang indfriet.

Bortset fra artiklerne af Jørgen Goul Andersen, Peter Abrahamson/Anette Borchorst, og Jesper Jespersen, finder jeg mangel på stringens og begrebsklarhed i forhold til bogens titel og en del indre modsigelser og løse ender inde i artiklerne. Hvis det så havde været Liberalt Oplysnings Forbund, der havde udgivet den som debatbog, så måske OK. Men universitetsforlaget!!! 

Læs også Palle Bruus' anmeldelse af Jesper Due og Jørgen Steen Madsens bog 'Fra magtkamp til konsensus. Arbejdsmarkedspensionerne og den danske model' på vor hjemmeside: www.aeldreviden.dk

BED EN BØN...
Om livsværdier, religion og helbred hos ældre

Af Peter la Cour

I nogle religiøse samfund lever medlemmerne op til seks år længere end normalbefolkningen, og de har langt mindre risiko for at få kræft og hjerte-kar-sygdomme. Måler man livstilfredshed og glæde, scorer medlemmerne også højere end normalbefolkningen, især scorer de ældre medlemmer højere. Disse religiøst meget aktive mennesker har altså statistisk set et langt og lykkeligt liv, og selv om det vel er de færreste, der ville bytte med dem - så er spørgsmålet vel, om vi ikke alligevel kan lære af det? 

Jo, en hel del, mener jeg. For hvad er det mere præcist, der kendetegner det lange og lykkelige liv? Fra de undersøgelser om sammenhænge mellem religiøsitet og helbred, der kommer i stadig stigende strøm i disse år, springer to ting i øjnene. Det ser for det første ud til at have stor betydning, at livet bliver ved med at være meningsfuldt at leve trods omskiftelser - det vil sige, at personerne har en tillidsfuld forestilling om noget meningsfuldt, der er større end dem selv. Og det ser for det andet ud til, at en religiøs grundindstilling følges ad med en levevis, hvor personerne gennem lang tid passer nogenlunde på sig selv og f.eks. ikke ryger eller drikker så meget. Det er på den ene side selvindlysende, på den anden side en række overvejelser værd.

Livstilfredshed
Psykologen C.G. Jung skrev i 1932, at han ikke kendte nogen person over 35 år, hvis endegyldige problem ikke var af religiøs art. Med dette mente han naturligvis termen religiøs forstået i en meget bred forstand af ordet, nærmest som en underliggende eksistentiel spekulation. Næsten samtidig beskrev psykiateren Viktor Frankl, at den hyppigste årsag til psykisk lidelse hos det moderne menneske er mangel på mening og eksistentiel frustration. De nye amerikanske undersøgelser synes at underbygge disse to påstande med hårde facts. Aktiv religiøsitet er simpelthen en ressource. 

Nogle eksempler: En nyere undersøgelse har fundet, at livstilfredshed hos ældre hænger mest sammen med indkomst og egen oplevelse af helbred, og på tredjepladsen kom den religiøse

aktivitet. I en anden undersøgelse blandt ældre, hvor man undersøgte såvel kirkelig som ikke-kirkelig religiøsitet samt de ældres religiøse indstilling, fandt man, at religiøsiteten hang statistisk stærkt sammen med tilfredshed og kampånd hos de ældre, selv når man tog højde for en række andre faktorer såsom fysisk helbred, social støtte og god økonomi. Sammenhængen var en smule tydeligere for kvinder end for mænd, og tydeligst var den, når det gjaldt personer over 75 år. I en tredje undersøgelse foretaget på et plejehjem fandt man, at den 'indre' religiøsitet, dvs. en personlig religiøs indstilling, hang sammen med livstilfredshed, selvagtelse og følelse af mening i livet.

Tro?
Det synes nemt at drage den konklusion, at man bare skal blive religiøs, hvis man ikke er det i forvejen. Men så enkelt er det naturligvis ikke. Andre undersøgelser viser lige så klart, at skelner man mellem den førnævnte 'indre' religiøsitet og en 'ydre-styret' religiøsitet - dvs. en religiøsitet, der er betinget af andres forventninger og krav om eksempelvis kirkegang og bibellæsning - så er det alene den 'indre' religiøsitet, der påvirker helbredet positivt, mens den 'ydre' i nogle undersøgelser nærmest virker negativt. Og for de fleste mennesker vil religiøsitet sikkert også være et område, som de ikke synes, de kan kontrollere. Enten tror man eller også tror man ikke, synes mange at mene.

Men er det nu rigtigt? Det kommer vel an på, hvordan man opfatter sit eget verdensbillede. Er det en fast og uforanderlig størrelse, kan det jo være svært at lade sig påvirke af andre tanker. Men anerkender man, at vi dybest set ikke er klar over, hvordan vi er kommet til live, og at vi oftest skal herfra uden egentlig at ønske det, er der måske grund til at overveje vores egen eksistens nysgerrigt igen og igen. Vi kan jo ikke andet end at tro noget om den - det er kun fundamentalister, som tror, de ved noget om den. 

Psykologen William James beskriver i sit hovedværk 'Religiøse erfaringer' fra 1902, hvordan menneskers religiøsitet bestandigt forandrer sig og nyformulerer sig, og han opdeler religiøsiteten i to grundtyper. Der er den religiøsitet, der er umiddelbar, optimistisk og glad, måske lidt barnagtig, men først og fremmest ubekymret. Og så er der den religiøsitet, der er mere realitetsorienteret, pessimistisk og som måske mere modent ser livets grusomme sider i øjnene og formulerer sig selv nærmest som en modreaktion - som en evne til netop at klare en verden, hvor døden er det eneste sikre. Begge former er lige reelle og gyldige udtryk for religiøsitet. For James er religiøsiteten først og fremmest en følelse, og denne følelse, mener han, hører til menneskets standardudrustning. Han har ondt af de mennesker, der er 'mangelfuldt følelsesmæssigt udrustede på dette område', for han finder, at de må leve et fattigere liv end andre. På denne måde er religiøsitet helt at sammenligne med f.eks. musikalitet. Nogle mennesker har meget af den fra naturens hånd, andre har mindre, men folk helt uden glæde ved musik er sjældne, og man kan kun beklage, at de åbenbart er afskåret fra dette livsudfoldelsesområde. 

Men tingene er jo ikke statiske; man kan faktisk godt selv gøre noget både fra og til. Musikalsk glæde både får og udfolder man ved at være aktiv: Lytte til musik, gå derhen hvor musikken spiller, tale med andre mennesker, der også hører musik,  læse om musik og følge med i aviser og blade. Man kan også lade være, og så vil det livsområde langsomt visne. Hvorfor skulle det ikke være på samme måde med religiøsitet?

Gør det!
Så denne artikels afslutning bliver en opfordring: Der er masser af liv og glæde forbundet med at være sin eksistentielle søgen og nysgerrighed bevidst, og livsværdier, der rækker ud mod en større sammenhæng kommer vel især, når man er aktiv på området. Så læs bøger om livsanskuelser og religioner, tag et meditationskursus, vær kreativ og besøg f.eks. alle amtets kirker, prøv at deltage i et frelsermøde eller undersøg en anden trosform, hør radio og se fjernsyn. Hver enkelt må aktivt finde den form og det sprog, der passer bedst. Og hvis man allerede er religiøst aktiv, så bed trygt en bøn til for verden. Det er på alle måder gavnligt, om ikke andet, så for den der beder.

1200 undersøgelser om religion og helbred - bl.a. de ovenfor refererede - er samlet i 'Handbook of Religion and Health' af Harold Koenig m.fl., der blev udgivet i 2001 på Oxford University Press.

Peter la Cour er cand. psych. og har tidligere arbejdet i voksenpsykiatrien og som højskolelærer. Han arbejder nu som adjunkt ved Institut for Folkesundhedsvidenskab bl.a. med feltet religionspsykologi.

SÅ KALDER VI DET DÅRLIG SAMVITTIGHED....

Hvordan udvikles et godt pårørendearbejde i leve- og bomiljøer for ældre, og hvilke værktøjer kan anvendes hertil? Dette uddyber konsulent Knud Erik Jensen og områdechef Trine Petersen i dette interview.

Af Anne Brockenhuus-Schack

»Der er behov for at 'modernisere' det faglige syn på familien og de pårørende. Er personalet ikke klædt ordentligt på til at imødekomme de pårørendes forventninger og evt. kritik, skyder de det fra sig og vil være tilbøjelige til at antage, at kritikken er udtryk for familiens dårlige samvittighed. I stedet for at vige udenom og fastholde et stigmatiseret pårørendebillede skal personalet forholde sig til, hvad kritikken handler om og være bedre til at gå i dialog«. 

Konsulent Knud Erik Jensen (KEJ), Konsulent- og formidlingsenheden Udvikling og Dokumentation, kommer i dette interview sammen med assisterende områdechef Trine Petersen (TP), Hjortshøj-Sønderskovhus lokalcenter i Århus, ind på et vigtigt aspekt i leve- og bomiljø-problematikken, nemlig pårørendearbejdet og hvilke værktøjer, der kan anvendes i den anledning. Knud Erik Jensen har stået for naboskabsprojektet om 'Leve- og bomiljøer', der er udgivet i samarbejde med Videnscenter på Ældreområdet, og som var emne for en konference 8. juni i København. 

TP: »Personalet hverken kan eller skal smutte væk. Det handler om at være åben og klar samt parat til at forklare sig som en naturlig del af ens arbejde. Noget sådant kræver kompetenceudvikling  og øget viden om kommunikation, hvilket må erhverves under  uddannelsen, i efteruddannnelsen eller ved coaching fra nærmeste leder. Hos os har vi med stort udbytte brugt supervision. Herved undgår vi, at personalet føler sig underlegne og underprivilegerede i forhold til de pårørende«. 

Det nye i leve- og bomiljøer er, at det handler om beboerens eget hjem; et suverænt domæne, hvor de er hjemme og kan mødes med deres kære. Tidligere var det opfattelsen som arbejdsplads, der dominerede det gamle plejehjem, hvor de gamle 'kun' var beboere. Det giver en helt anden situation og fordrer samarbejde såvel mellem de ældre, personalet - og de pårørende. 

Spontan reaktion
TP: »Jeg har siden 1988 været ansat i Hjorthøj, dengang da det stadig var et plejehjem, og efter at vi i 2000 flyttede til de nye plejeboliger, sagde de pårørende helt spontant, at de følte, at de besøgte deres gamle far eller mor i deres eget hjem. De kunne fortsætte rollen som en privat familie i den nye bolig. Det viser da den afgørende ændring, der er sket. Men vi har også satset meget på, at personalet skulle arbejde mere bevidst og med øget fokus på pårørendesamarbejdet, så de pårørende blev betragtet som aktive medspillere. De inddrages allerede i samtaler ved indflytningen, så gabet, mellem det, de pårørende forventer, og det, vi kan tilbyde, ikke bliver urealistisk stort. Det opnår vi ved at være åbne, nysgerrige og afventende i med- og modspillet med de pårørende og ikke som tidligere ryge ind i en forsvarsposition. Grundlaget er gensidig tillid«.

 KEJ: »Der har ikke tidligere været tradition for lange holdningsorienterede samtaler, idet personalet har været vant til blot at orienterere de pårørende. Men forventningssamtalerne breder sig, idet flere og flere leve- og bomiljøer sætter fokus på dem. De er et godt afsæt for samarbejdet, og man undgår, at der senere 'kommer slør' i samspillet. De pårørende skal bl.a. forholde sig til, hvordan de bedst varetager interesserne for den, de er pårørende til, og hvad de forventer, at de ansatte laver. Således er de pårørende nødt til at forholde sig til spørgsmål som personlig soignering, deltagelse i fælles arrangementer, omgangsformen i beboernes eget hjem mv. Disse forventninger eksisterer samtidig med det dilemma, at de pårørende på én og samme gang gerne vil have alle fordelene ved at de ældre bor i eget hjem og så nærheden, trygheden og måske ansvarsfriheden ved 'institutionen'. Hermed kommer personalet nemt til at stå i en dobbeltrolle«. 

TP: »Ja, vi kan komme til at stå skoleret, hvis de pårørende formoder, at vi har styr på det hele. Omvendt må vi sige, at i og med de pårørende betragtes som aktive medspillere ligger der en forventning om, at de involverer sig i de nødvendige valg i dagligdagen. Det er der nogle der gør, andre gør ikke. Vi inviterer, så ofte vi kan. Eksempelvis har vi haft succes med at få  de pårørende med på en gåtur i skoven, hvilet gav dem en aha-oplevelse - sådan noget kan man også gøre med familiens gamle - eller de kan være gæstekok, bage kager til jul eller komme og læse højt«. 

KEJ: »Når det drejer sig om beboerens eget hjem, ligger der en større bevågenhed om involvering af de pårørende og forventning om, at de hjælper til. Det kan være forskelligt, hvad de er vant til. Bl.a. afhængigt af hvor langt børnene har boet fra deres forældre. Her er det igen vigtigt at afstemme forventningerne«.

TP: »Der er pårørende, der gør meget ud af indretningen med, hvor møblerne skal stå og sætter krukker på terrassen. De er typisk pårørende, der har haft en jævnlig kontakt med deres forældre eller ældre familiemedlemmer. Andre, der måske kun har været vant til at være sammen til familiefester, fortsætter deres hidtidige, lavere kontaktmønster og involveringsgrad«. 

Oplever I de pårørende som gode advokater eller formynderiske kontrollører? 

TB: »Personalet kan godt opfatte dem som kontrollører, men det er næppe bevidst, at de pårørende ønsker at påtage sig den rolle. Nogle pårørende viser megen omsorg for deres gamle far eller mor og har været vant til at komme og hjælpe dem meget i deres eget hjem. Det kan være svært at give slip på. Mange stiller også høje kvalitetskrav og synes ikke, at personalet lever op til dem, at der er for få timer eller for lav normering. Derfor må vi få dem i tale, og er der reelle mangler, må vi se, om de kan afhjælpes. Ressourcerne kan vi ikke gøre noget ved, det er et politisk anliggende, men hvordan vi anvender dem er op til os. Generelt synes jeg dog, at det kan være en god hjælp, at de pårørende gør os opmærksom på evt. problemer«. 

Voldsommere konflikter
KEJ: »Spændvidden er nok større i dag, og flere involverer sig mere end tidligere. Men jeg tror, at meget skyldes, at de opponerer mod et langt mere tydeligt personale, hvorved konflikterne kan blive mere voldsomme. Men med de mange klageorganer inviteres vi jo også ligefrem til at fremkomme med kritik!« 

TP: »Det hele er noget tydeligere nu med kun 10 beboere og få ansatte på arbejde til at varetage alle opgaver. Tidligere var der en klar arbejdsdeling ...« 

KEJ: »...ja, tidligere klagede de pårørende enten til forstanderen, hvis der var noget galt med plejen eller til økonomaen, hvis maden ikke var god nok. Man klagede opad i systemet. Dilemmaet er jo, at jo mere folk føler sig hjemme, jo mere magter de at tage stilling til. Eller: Jo bedre det går, jo mere kan personalet blive udsat for kritik. I dag må de ansatte tage ansvar for flere beslutninger, og det kan ramme dem både fagligt og personligt«. 

TP: »Og jo mere er dialogen nødvendig. Vi har tidligere haft et projekt med cafémøder, hvor pårørende og personale har kunnet drøfte dagligdagen. Det blev en stor succes. Viden skaber tryghed. En måde at synlig- og tydeliggøre dagligdagen på, og som vi har benyttet os af, er, at vi har lagt engangskameraer frem til dokumentation af små, gode hverdagssituationer. Det har været en god oplevelse - også for de pårørende«. 

KEJ: »En anden måde er, hvis de pårørende ind i mellem bor to-tre dage hos den gamle mor eller far. Så oplever de dagligdagen på en helt anden måde og får i højere grad fingeren på pulsen«. 

Af projektrapporten fremgår det, at de fleste pårørende er ret tilbageholdende med at involvere sig i naboskaberne. Hvad skyldes det?

TP: »De færreste har lyst til at involvere sig med de andre beboere, idet det er mere forpligtende end det private besøg. Tidligere gik de jo heller ikke over til forældrenes naboer og drak kaffe, når de var på besøg i barndomshjemmet«. 

I var inde på, at den ændrede situation kræver, at personalet i højere grad skal kunne forklare sig. Kan I give eksempler på det?

KEJ: »Personalet møder mange spørgsmål som f.eks. 'hvorfor nu lige det?' Det kræver en ordentlig socialfaglig indsats at kunne gøre rede for, hvordan det sociale liv er i fokus. For mange ansatte er det noget meget fremmed at skulle argumentere for deres praksis, og de kan derfor føle sig set over skulderen«.

Et af 'konfliktpunkterne' er ofte aktivitetsniveauet. De pårørende kan føle, at der skal ske en masse for og med deres gamle forældre eller familiemedlemmer, mens beboerne måske ikke har de samme behov. Måske især fordi mange af de ældre har vigende evner til at tage vare om egne forhold. Og da leve- og bomiljøerne hviler på selvbestemmelseretten, overlader personalet det til beboernes egne afgørelser i det omfang, de magter det«. 

TP: »For mange af beboerne er det alt nok, hvad der sker i naboskabsbebyggelsen, mens de pårørende måske forventer, at de både skal til banko, gymnastik, over i aktivitetsafdelingen, på udflugter mv. Ofte prøver de ansatte at henvise til beboerens behov, men det er faktisk ret vanskeligt at argumentere ud fra en løsrevet antagelse om behov. Eller at stå fast på beboerens selvbestemmelse. Et eksempel kan være, at den pårørende mener, at beboeren skal oftere i bad, selv om han eller hun ikke ønsker det. I den situation er det et overgreb, hvis vi skal tvinge den gamle i bad, mens det er i orden, hvis den pårørende gør det«. 

Ikke de samme behov
KEJ: »Behov opstår i sociale sammenhænge. Tidligere kunne det være godt, at beboeren kom til en eller anden aktivitet. Men i et naboskab med andre, hvor man læser, ser tv og taler sammen, er der ikke nødvendigvis det samme behov. Og når man nærmer sig livets afslutning, er man måske ikke lige så interesseret i alle mulige aktiviteter som tidligere. Det kan være vanskeligt for de pårørende at forstå, hvis de ikke kender den gode hverdag«. 

Kan den reducerede lyst til at fare ud til alt muligt hænge sammen med, at der er tale om mere svækkede ældre end tidligere?

TP: »Ja, nogle af vore beboere kan ikke tåle at komme i aktivitetsafdelingen med 20 andre. De bliver trætte og forvirrede. Derfor skal vi lytte og atter lytte til beboerne, idet de pårørende kan tro, at deres kære kan mere, end de magter. De ser ikke svækkelsen

I andre tilfælde kan det give beboerne et løft at komme lidt ud, spille en anden rolle, få nogle nye oplevelser. Igen: De ældre er meget forskellige«. 

I rapporten hedder det, at omsorg forudsætter beskedenhed. Hvad mener I med det?

KEJ: »Hvis alle pårørende regner med, at de skal have flest mulige ydelser til deres kære, bliver det en kamp om personalets tid. Det må være i orden, at naboen får lidt mere hjælp i dag, og det så er omvendt i morgen. Kravet om ensartede ydelser vil medføre oprettelsen af et ydelseskatalog. Det er ikke meningen, men derimod at dette her skal være indlevende miljøer, hvor man skal have øje for at kunne træde til side og se andres behov. Vi skal passe på, at det ikke bliver en ren servicekultur, der fratager personalet muligheden for nærhed og omsorg«. 

Der er forskel på privat og offentlig omsorg, idet der ikke kan stilles de samme krav til intimitet i omsorg udført som lønarbejde. Er der forståelse for det hos de pårørende?

TP: »Det er en hårfin balance, og de nye leve- og bomiljøer kræver noget andet af personalet end den gamle plejeinstitution. Personalet skal også kunne være personligt - ikke at forveksle med privat - og have mange sociale kompetencer«. 

KEJ: »Dertil kommer, at personalet skal kunne rumme samtlige beboere. Det er ikke et krav, som alle familier kan eller skal opfylde«.

Hvad omfatter den kritik, som I oftest møder? 

TP: »Jeg kan jo kun tale for min tid på Hjortshøj-Sønderskovhus, og her kan kritikken gå på, at der er for mange uerfarne afløsere, hvis der er sygdom og ferie, eller at vi har for travlt. Det er ikke en kritik, der møder den faste stab, idet kendte ansigter giver større tryghed. De pårørende har svært ved udtalelser som 'jeg er ny' eller 'dagvagten er lige gået'. Det er da helt forståeligt, og det må vi arbejde med«. 

KEJ: »Det er svært at være uerfaren, og problemerne viser sig typisk, når det er ved at køre skævt«. 

TP: »Det er en proces over tid, og vi er gradvis blevet bedre til at tage dialogen op samt ajourføre aftaler. Det er nødvendigt for at undgå, at personalet kommer ned med nakken og føler sig fagligt trådt ned for fode«. 

KEJ: »Det er et vigtigt led i projektet at få fagliggjort hverdagslivet og det sociale liv. Men mens der findes kilometervis af litteratur om pleje, er der ikke ret meget om den sociale dimension«.

Til toppen