De gamle må vente
Af HENRIK DØRGE

Artiklen har tidligere været bragt i Weekendavisen 14.6.2002


Populisme
Kampen mod ventelisterne er regeringens sundhedspolitiske slagnummer. Men læger har dårlig samvittighed over det, der foregår. De ekstra penge burde ikke gå til kirurgiske behandlinger.

Regeringens løfte om at bekæmpe ventelisterne til behandlinger mod folkesygdomme som grå stær, brok samt dårlige knæ og hofter hviler på et tvivlsomt fundament. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har sat næsten 1,5 milliarder kroner på højkant til at få bugt med ventelisterne. Dertil kommer, at han den 1. juli åbner sluserne for, at patienter på venteliste får ret til at vælge at lade sig behandle på private hospitaler og klinikker, hvis de offentlige sygehuse ikke kan klare operationerne inden for to måneder. Skal man tro såvel de offentlige som private sygehuse vil udspillene imidlertid ikke for alvor få has på de forkætrede ventelister.

Samtidig anklager fremtrædende læger nu regeringen for at føre en populistisk sundhedspolitik, som der ikke er fagligt belæg for: i stedet for at koncentrere indsatsen mod de cirka 15 procent af venteliste-patienterne, der i dag må vente mere end to måneder på at komme under kniven, burde Lars Løkke Rasmussen sætte ind over for sundhedsvæsenets største problem overhovedet: de medicinske patienter, der fortrinsvis er ældre mennesker, og som tegner sig for næsten 40 procent af alle indlæggelser på sygehusene. I lægeverdenen har mange længe haft dårlig samvittighed over, at de ældre patienter på de medicinske afdelinger døjer med kummerlige vilkår på overfyldte gange, mens pengene er gået til andre patientgrupper.

Ifølge Per B. Thomsen, administrerende overlæge på Holstebro Sygehus og formand for Dansk Ortopædisk Selskab indtil for nylig, har regeringen med sine seneste initiativer mod ventelisterne imidlertid ladt de medicinske patienter afgørende i stikken. Umiddelbart skulle han ellers ikke have grund til at beklage sig. Ortopædkirurgien er et af de specialer, der står til at få størst udbytte af regeringens prioritering.

Men faktisk har Per B. Thomsen nu fået nok af, hvad han betegner som en urimelig forskelsbehandling af patientgrupperne: »Jeg er ortopædkirurg med hud og hår og kender naturligvis alt til generne med at have en dårlig hofte og et dårligt knæ. Men der er altså mange medicinske sygdomme, som at have et dårligt hjerte eller lunger der ikke fungerer godt, som er væsentlig farligere og værre. Så set ud fra et strikt fagligt synspunkt må man sige, at størsteparten af dem, der venter på en kunstig hofte eller et kunstigt knæ, sagtens kan vente længere tid end mange medicinske patienter. Påstår man det modsatte, taler man mod bedre vidende, og det siger jeg gerne, selv om jeg skal leve af at indsætte kunstige knæ og hofter. Den store fokus der i øjeblikket er på de kirurgiske ventelister, er helt urimelig. En væsentlig del af de penge, man nu afsætter til det formål, burde gå til de medicinske patienter, som er blevet sorteper. Men sagen er jo nok, at det ikke er et område, der trækker de store overskrifter for politikerne.«

Kassetænkning
Som formand for Dansk Selskab for Geriatri - det videnskabelige selskab for behandling af alderdomssygdomme - er overlæge Finn Rønholt Hansen fra Amtssygehuset i Glostrup også stærkt kritisk over for regeringens prioritering. For eksempel har Lars Løkke Rasmussen bremset en arbejdsgruppe bestående af folk fra flere ministerier, amterne og kommunerne, der skal komme med bud på, hvordan indsatsen over for de ældre medicinske patienter kan forbedres. Det arbejde er nu sat i bero, fordi ventelisterne har fået forrang.


Som Finn Rønholt Hansen siger: »Den ressourcetildeling, der sker til ventelistesygdommene, er ikke lægefagligt, men udelukkende politisk begrundet. Samtidig er der heller ingen konsekvens. Regeringen sætter for eksempel penge af til, at der bliver indsat flere hofter, men ikke til at genoptræne patienterne bagefter. Tværtimod lukker man i øjeblikket genoptræningspladser flere steder. Så sagt populært: Det kan godt være, at operationen lykkes, men patienten kan ikke gå på benet. Dertil kommer, at de ekstra penge udelukkende går til de planlagte operationer, og ikke til akutte. Så hvis sygehusene kan overtale de akutte patienter til at komme igen næste dag, kan det blive registreret som en planlagt indlæggelse, man kan få penge for. Så grotesk er det blevet.«

At Lars Løkke Rasmussens pulje på knap 1,5 milliarder er øremærket til de planlagte operationer betyder for eksempel, at sygehusene kan få ekstra penge for at behandle patienter med dårligt knæ, der selv kommer kørende i bil for at lade sig indlægge til det aftalte tidspunkt. Derimod vanker der ikke en krone ekstra for at behandle den ældre, der bliver kørt ind i ambulance til den samme afdeling med et brækket lårben efter en faldulykke. Spørger man lægerne, om de vil lade sig påvirke af kassetænkning på bekostning af de akutte patienter siger de nej.

At det imidlertid ikke ligger hospitalsvæsenet helt fjernt at tænke i pekuniære baner er for nylig blevet demonstreret på Hørsholm Sygehus. Her indførte ledelsen en ulovlig praksis, der indebar, at patienter fra andre regioner med en pose penge i hånden fra deres eget amt kunne komme hurtigere under kniven end de lokale patienter i Frederiksborg Amt. Dem var der ikke ekstra penge for sygehuset i at behandle. Faren for at der også går kassetænkning i regeringens pulje har Dansk Ortopædisk Selskab søgt at tage højde for. Det videnskabelige selskab anbefaler, at som hovedregel bør de akutte patienter med lårhalsbrud højst vente 48 timer på at blive behandlet. Dødeligheden blandt ældre patienter, der bliver kørt akut ind på sygehusene, øges simpelthen væsentligt, hvis man tøver for længe med at behandle dem.

På den baggrund advarer selskabets ny formand, overlæge Erik Tøndevold fra Rigshospitalet, mod, at sygehusene falder for fristelsen til at indrette operations-aktiviteterne efter, hvilke patienter der er penge i at behandle: »Risikoen er jo, at man prioriterer venteliste-patienterne før de akutte. Det er op til de administrerende overlæger på afdelingerne at afgøre, hvem der skal til først. Men selvfølgelig bliver de presset af sygehusenes ledelser og sygehuspolitikerne.«

Hvad de færreste avislæsere formentlig ved, er at ventetiden på at blive indlagt til kirurgiske behandlinger faktisk er faldet i forhold til 1998, hvor den gennemsnitlige ventetid toppede. Dertil kommer, at det er usikkert, om regeringens forstærkede kamp mod ventelisterne vil øge antallet af operationer så markant, at det sætter ventetiderne yderligere ned. Der mangler læger og sygeplejersker. For amterne står der ellers store ting på højkant. Kampen mod ventelisterne er ifølge regeringen en lakmusprøve for sygehusejerne. Mislykkes indsatsen, kan amternes eksistensberettigelse blive draget alvorligt i tvivl. Foreløbig har kun tre amter præsteret så mange ekstra planlagte operationer, at det giver dem penge fra puljen. Faktisk skal sygehusene øgeantallet af operationer med 17 procent i år, hvis hele summen på knap 1,5 milliarder kroner skal udløses. På de ortopædkirurgiske afdelinger på Rigshospitalet, i Køge samt i Holstebro - der er blandt de største - har man på forhånd så godt som opgivet at nå op på så mange ekstra behandlinger. Afdelingerne har effektiviseret i de senere år, og herfra lyder beskeden, at det bliver vanskeligt at sætte kadencen yderligere op.

Så spørger man for eksempel Christian Gjerløff, administrerende overlæge på Køge Sygehus, om hans afdeling vil kunne klare at få nedsat ventetiden til de ønskede to måneder, lyder svaret: »Nej, ikke så langt vi kan se frem.« Omtrent samme melding kommer fra Per B. Thomsen: »Ser man på landet som helhed, vil vi - når året er omme - ikke være nede på to måneder. Men i virkeligheden er det også helt hen i vejret at sætte sig for, at ventetiderne absolut skal bringes så langt ned. For eksempel er menisklidelser en af de hyppigste behandlinger i kongeriget i dag, men i masser af tilfælde heler de sig selv i løbet af nogle måneder.« Hos forskerne på DSI Institut for Sundhedsvæsen er vurderingen også, at ventetiderne næppe kan blive bragt ned på omkring to måneder. Som projektchef Henrik Hauschildt Juhl siger: »Det er formodentlig optimistisk at tro. Det basale problem er, at hvis man vil holde et låg på sundhedsudgifterne, så får man ikke for alvor bugt med ventelisterne. Det viser erfaringerne fra alle andre lande med Frankrig som den eneste undtagelse.«

Strid om takster
Om den ny frit-valgs regel til behandling på private sygehuse vil batte, er et af sagens helt dunkle punkter. Amtsrådsforeningen har fået henvendelser fra cirka 25 private hospitaler og klinikker i Danmark samt omkring ti private behandlingssteder i Tyskland og Sverige. Foreløbig er det blevet til fire aftaler - med tre danske behandlingssteder og et i Tyskland. Hos Danmarks største privathospital, Hamlet på Frederiksberg med 53 sengepladser, oplyser Mogens Bahnsen, cheflæge og konstitueret direktør, at aftalen faktisk kun gælder en begrænset del af hospitalets behandlinger. For eksempel er Hamlet og amternes interesseorganisation ikke blevet enige om, hvad privathospitalet skal have for at indsætte kunstige hofter og knæ. I det hele taget forudser han, at regeringens prestige-projekt vil få svært ved at sejle i land: »Regeringen vil få et stort problem, fordi den samlede kapacitet i det offentlige og det private ikke er stor nok til løse opgaverne inden for otte uger.«

I nabolandene har kun Tyskland senge og personale nok til at tage sig af ventende danskere. Men rejselysten vil formentlig være behersket. I dag er det således kun knap ti procent af danskerne, der gør brug af den eksisterende ret til at blive indlagt på et offentligt sygehus uden for eget amt. Langt de fleste foretrækker at vente på, at der bliver plads på det lokale. Derfor har Erik Tøndevold ikke den store fidus til, at de udenlandske hospitaler kan gøre kål på ventelisterne:»Med mit kendskab til danske patienter tror jeg ikke på, at fru Jensen i Glumsø vil rejse til Düsseldorf for at få indsat en ny hofte. Det er de færreste danskere, der føler sig så fortrolige med sproget, at de gerne vil rejse ned for at blive opereret på et tysk sygehus. Og med den begrænsede kapacitet, der er i Sverige, har jeg også svært ved at se, at svenskerne kan løse problemet for os.«

Barriererne
Inden patienterne på ventelisterne begynder at glæde sig til, at de med den nye to måneders regel kan se frem til at blive forkælet med rødvin og tre retters menuer på de private hospitaler for det offentliges regning, bør de nok også vide, at der er et par væsentlige forbehold bag retten til det fri valg. For det første indgår perioden, hvor man venter på at få resultatet af forundersøgelserne, ikke i den officielle ventetid. Om end Indenrigs- og Sundhedsministeriet agter at holde øje med sagen, har de offentlige sygehuse med andre ord mulighed for at holde på patienterne ved at forhale den del af processen. For det andet gælder retten til at komme under kniven på de private hospitaler kun, hvis ventetiden efter de to måneder er kortere, end hvad det tager at komme til behandling på sygehuset i hjemamtet. Den forudsætning kan ifølge vicekontorchef Kirsten Jørgensen fra Amtsrådsforeningen begrænse de private alternativer: »Man kan ikke afvise, at det vil begrænse mulighederne for at vælge de private hospitaler og klinikker i Danmark, fordi kapaciteten dér er så beskeden med cirka 200 senge.«


Til toppen