• Arrangør: Kirsten Amstrup, sygeplejerske, MA i social forskning og gerontologi
• Stikordsreferat ved Annette Johannesen, Videnscenter på Ældreområdet
  
  

Naomi Feil og Kirsten Amstrup


Om humaniseringen af demensomsorgen
Når et menneske med demens reagerer enten voldsomt, malorienteret eller desorienteret, kan det hænge sammen med, at der som medvirkende belastning ved siden af hjerneskaden findes ubearbejdede konflikter og /eller uforløste sorger.

Naomi Feils faglige grundsyn er, at mennesker hen imod livets afslutning søger at opnå integritet i aldringen, dvs. søger at komme til ro og afklaring.

Mennesker med demens har - ligesom alle andre - flere bevidsthedslag: Inderst inde ved de godt, at deres forældre er døde. Derfor bliver de ikke hjulpet af ”terapeutiske løgne”, hvor man for at berolige nævner, at deres far og mor er lige i nærheden og kommer lige om lidt. Det hjælper, ifølge Naomi Feil, blot personalet til at undgå at overvære den sorg og lidelse, som den gamle har brug for at komme af med. De gamle taber tiltro til personalet eller forvirres blot yderligere, for dybt nede ved jo man godt, at far og mor er døde.  Man har været med til deres begravelse og har det liggende et sted i hukommelsen.

Naomi Feil fortæller videre, at mennesker mister hjerneceller på grund af stress – omvendt kan man bevare hjerneceller – hvis man kan håndtere stress. Det er i øvrigt vist, at hvis det f.eks. var sådan, at 90 % af os blev 90 år, ville vi have Alzheimer-lignende plaques i hjernen – hvilket dog ikke er ensbetydende med, at man faktisk har haft Alzheimers sygdom. I de såkaldte nonnestudier fandt man 100-årige med masser af tangles og plaques - uden at de pågældende nonner havde vist symptomer på Alzheimers sygdom. Derimod er det ikke normalt ved obduktion af mennesker, der dør i 50- og 60-års alderen, at finde sådanne forekomster.

Validering
Naomi Feil fortæller videre, at hun har arbejdet med gamle mennesker hele sit liv. Naomis far var psykolog og leder af et hjem for mennesker med demens,  hvor familien boede i samme hus. I sin undervisning bruger Naomi Feil ofte rollespil og forklarer: ”Hvis jeg ikke kunne spille rollespil, ville I gå herfra alene med en teknisk opfattelse af validering. Nu håber jeg, at I også går herfra med en empatisk oplevelse”.

Empati er at føle, hvad den anden føler. Man føler med dem – ikke for dem. Hvad der gør validering anderledes end andre hjælpemetoder er, at den der arbejder med den syge har empatisk forståelse – som er noget helt andet end blot sympati.

Naomi Feil betoner, at metoden validering er startet som praksis, men senere er der opbygget en sammenhængende teori. Feil nævner bl.a., at den schweiziske psykolog Piaget fandt ud af, at bevægelse kommer før tale. Når mennesker regredierer, tager man bevægelser i brug fra forskellige perioder i ens liv. Det, kroppen har lært, glemmer den ikke så nemt.

Naomi Feil gennemførte herefter dagens første rollespil og gennemgik trinvis, hvorledes man forholder sig validerende til den gamles til tider aparte adfærd:

1. Læg følelserne til side – validering tager ikke lang tid – men kræver koncentration
2. Centrering – dvs. at samle sig sammen: Vi ’tømmer os’ for de følelser, den gamle vakte i os
3. Gøre sig stærk, så vi kan indoptage det gamle menneskes følelser i op til fem minutter - ikke meget længere ad gangen
4. Kalibrering – som er en omhyggelig observation af den gamle fra øverst til nederst. Man tager en slags følelsesmæssig temperatur: Hvordan ser øjnene ud? Hvordan er åndedrættet?
5. Mød vedkommende på bølgelængde – ”Du kan ikke lide det her?” Prøv at opbygge tillid
6. Når man deler følelsen med en anden, kan man føle sig mere tryg.

Man kan se, hvilken fase udadreagerende personer er i ved at se på deres bevægelser. Typisk lyder beskrivelserne i ’Cardex’: ”Hun var vred”.

Naomi Feil anbefaler, at man medtager i beskrivelsen, at øjnene f.eks. var smalle, læberne stramme, og kinderne og hagen strammet hårdt op.

Naomi Feil

1. fase af desorientering
Naomi Feil spiller herefter en ’malorienteret kvinde’: Hele livet har hun slugt sine følelser. Jeg håber, I kan få et empatisk og tillidsfuldt forhold til hende, så hendes anklager imod andre tager af i kraft, og så hun forbliver velorienteret længst muligt. Hvis vi bruger validering i forhold til en sådan kvinde, kan hun klare sig længe i eget hjem og undgå anden fase af demens, som er præget af desorientering:

2. fase af desorientering – forvirring i tid
Hvis man ikke kan klassificere tiden, bliver livet, ifølge Naomi Feil, klassificeret efter ”min livstid” – ikke efter klokketid. En kvinde husker ikke Sofia som hjemmesygeplejerske men som et menneske, kvinden kendte tidligere. Ofte kan man opnå empati med gamle, som er styret af deres livstid, når man forstår dét.


3. fase af desorientering
I tredje fase vil hjernen være endnu mere ødelagt, og man har sværere ved at tale.

Eksempel: Ordet ”helven” kan dannes af  ”help & heaven” (mother in heaven), og ”fendula” betyder ”memorable friends from the past”. Nu huskes ikke ord fra ordbogen, men ordene bestemmes ved deres bevægelser gennem munden. 


4. fase af desorientering
Fjerde fase er et stadium med gentagne bevægelser.

Der benyttes bevægelser, der erfaringsvis giver tryghed, kys, kys (mor), sutte, sutte. Det kan også dreje sig om at være nyttig, og her kan bevægelserne være en illustration af de bevægelser, vedkommende plejede at bruge.


Sidste fase: Vegeterende mennesker
Validering indeholder også nonverbale kommunikationsteknikker: Rytme og sang. Hvis det anvendes over for mennesker med repetitive bevægelser, kan de blive mindre vegeterende. Se et eksempel herpå i et filmklip: http://www.thereisabridge.com/

Se filmklip med rollespil fra de fire faser fra filmen 'The Four Phases of Resolution' af Naomi Feil.

Valideringsteknikker er lytteteknikker: En ældre dame, som ’ser syner’, kan man  tolke som, at hun er ved at reparere sine følelser og få udtrykt dem for at kunne dø i fred.

Naomi Feil viste filmklip med realitetsorientering, som med sine korrektioner og afledninger er det modsatte af validering. Naomi Feil understregede, at vi alle benytter metoder som at re-dirigere, aflede og adfærdsregulere gennem fysiske indretninger. Måske bruger vi også de såkaldte ”terapeutiske løgne”: ”Mor er lige om hjørnet..” Ideen er ment terapeutisk for at lindre – men det lindrer ifølge Naomi Feil ikke. Ifølge hendes teori trænger kvinden, der mindes sin mor, til at få taget afsked for at kunne dø i fred.

Når en kvinde siger: ”Jeg ville ønske, jeg var død” – hvordan adskiller empati sig så fra:

1. Sympati: Her trøster vi og giver kaffe, hvorefter kvinden taber mælet og bliver tavs. Hvis nogen havde lyttet empatisk, havde vi, ifølge Naomi Feil fået dyrebar viden om hendes situation, og kvindens selvværd var vokset i stedet for. Måske havde hun ligefrem kunnet score bedre på MMSE test!
2. Konfrontation: Her reagerer man med at sige: ”Og du skulle klage, du, som er så heldig at leve i Danmark – tænk, hvis du var i XX land, hvor der er så meget fattigdom...”  Nu får hun blot dårlig samvittighed.
3. ’Insight’-orientering
4. Patronisering – Her går vi ind som forældre og minder om det etisk problematiske i at tale om at dø.
5. Adfærdsregulering
6. ’Re-direction’ - d.v.s. afledning: Vi tilbyder kaffe, kage og bingo ... men hun får det ikke bedre – for børnene kommer ikke, og ingen hører på hende.
   
   

• HV- spørgsmål: Hvem? Hvad? Hvorhenne? Hvornår? Hvordan?
• Gentagelse af de sidste ord eller sætninger er en god måde at begynde på (efter at man har centreret sig, dvs. samlet sig). Naomi Feil kaster som øvelse i dette en bold til en af deltagerne – siger en udtalelse, og man skal så øve sig i at reagere med samme rytme og tonefald. 
• Brug menneskets foretrukne sanser for at skabe tillid. Lyt til ordene: Er det se-ord, høre-ord, smagevendinger... Eksempel med en kvinde, som ser en mand, vi andre ikke kan se. Spørg: ”Hvordan ser han ud?” (til en seende person) eller: ”Hvad siger han?” (til en hørende person).
• Polaritet: Spørg til det værste? Det bedste? Hvor tit? Hvor slemt?
• Reminiscenser – Prøv at få minder frem. Spørg ind til dem.
• Find ud af, om der tidligere har været held med mestring af svære situationer.

Teknikkerne kommer fra Carl Rogers ikke-dirigerende kommunikation og fra NLP- teknikkerne, der benytter sig af at kommunikere i forhold til folks foretrukne sans. Men teknikkerne er alligevel anderledes end Carl Rogers’. Hans formål var, at folk skulle ændre indsigt. Det er ikke det, man skal med gamle mennesker med demens. Man kan ikke få gamle indtryk væk - men man kan lave nye forbindelser. Som gammel holder man fast i sine forsvarsmekanismer.

Vi kan alle se og høre med sindet alene. Vi kan aktivere gamle følelser. Vi kan bruge vores ’indre øje’: Kvinden der ser sine børn klart, manden der ser sin gård.


Evaluering
Naomi Feil anbefaler brug af en udviklingsskala, der går fra 0-4:

• 0: Hun ser aldrig sin fraværende mand eller børn.
• 4: Hun ser hele tiden sin fraværende mand eller børn.

En måde at teste på om validering virker er f.eks. at vurdere, hvor tit det er nødvendigt for en gammel person at se en bestemt mand (ham, som vi andre ikke kan se i rummet). Måske bliver det gennem seks uger mindre nødvendigt at gå igennem den seance med at se manden. Følelsen aftager. Jeg behøver ikke se ham så meget – men jeg er ikke kureret. Helt dybt nede – et eller andet sted – kender det gamle menneske godt sandheden.

Naomi Feil illustrerer vores ængstelse, som gør, at vi afleder og forsøger at bestemme over en desorienteret person. Valideringsarbejderen respekterer, at der er en god grund til, at den gamle gør, som hun gør og bevæger sig derfor i samme takt som hun. Valideringsarbejderen lader den gamle bevare styringen.

Der kan også være tale om, at desorienterede mennesker fokuserer på bestemte ting, som ser ud til at være betydningsfulde. Sådanne ting kan, ifølge Naomi Feil, symbolisere noget i fortiden, som kan bringe fortiden til live.  Husk, at der er tale om symboler, ikke konkrete forhold. Naomi Feil betoner to grundregler:

”LAD VÆRE MED AT ARGUMENTERE, for så bliver situationen til en kamp. Og det hjælper ikke”.

”LAD VÆRE MED AT LYVE! Dybt nede ved vedkommende, at du lyver”. Naomi Feil refererer til Maslow og Rogers: ”Mennesker har mange forskellige lag af bevidsthed. Folk glemmer ikke dybt nede – men problemet er, at den medicinske tankegang har ligestillet kognitiv viden med følelsesmæssig viden. Men mennesker glemmer altså ikke deres tidlige følelser”.

”Det er ikke nødvendigt at lyve” – Naomi Feil demonstrerer med et rollespil, hvorledes man kan reagere i forhold til en kvinde, som siger:

”Du stjal min vielsesring!” (til et personale, som lige er kommet på dagvagt).

Hun kan svare i samme oprevede stemmeleje og tempo:

”Siger du, at jeg stjal din vielsesring?”

”Ja!”

”Så du mig da?”

”Ja, om natten!”

”Er det den hvide ring, som du altid bærer?”

”Ja!”

Hvis man kender personen, kan man måske give nogle stikord, der bringer følelser eller minder frem.

”Hvor gammel var du, da du fik ringen?”

”17 år”

”Så ung?”

”Hvor gammel var manden?”

”Hvornår døde han?” osv.

Naomi Feil sluttede med gennemgang af Erik Eriksons udviklingskriser som en hjælp til forståelse af nogle, som har demenslignende udfald, der måske stammer fra ikke- gennemlevede kriser.

Naomi Feil betonede også personalets behov for at læsse af, for at tale med kolleger - for at have et team at fortælle til. Man har i krævende arbejde behov for at tale med andre om pudsige hændelser og også gerne om gode hændelser: ”Tal for eksempel om tre gode hændelser hver dag! – og nedbring dermed risikoen for stress”.

Et forslag kunne også være, at der i plejeplanen - for beboere i sidste stadie - kunne stå, at kl. 8 skal der ydes fem minutters validerende berøring og igen kl. 10, og mens bleen skiftes, skal der væe 5 minutter afsat til f.eks. en sang..

Naomi Feil  sluttede med at fremføre, at man kan få et meget levende plejehjem, hvor mennesker, der ikke kan tale, kan se på hinanden, kan bevæge sig sammen og til slut dø med værdighed.

Til toppen