ÆLDRE GENINDLÆGGES OFTE

Hver femte udskrivning af ældre medicinske patienter ender med en akut genindlæggelse inden for en måned. Og langt de fleste genindlægges allerede inden for de første tre dage efter udskrivningen.

Det fremgår af en ny rapport – ‘Genindlæggelser af ældre i Danmark 2008’ – der er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen på baggrund af tal fra Landspatientregisteret, Sygesikringsregisteret, Dødsårsagsregisteret og Cancerregisteret. Rapporten er led i et dokumentationsprojekt på ældreområdet i Indenrigs- og Socialministeriets, KL’s og Danmarks Statistiks regi.

Genindlæggelsesfrekvensen identificerer ’høj-risko’udskrivninger, hedder det i rapporten.

”Almindeligvis betragtes en genindlæggelse som udtryk for et uhensigtsmæssigt forløb og kan skyldes kvalitetsproblemer ved den ydede behandling og pleje under og/eller efter indlæggelse. Patientens underliggende sygdom spiller dog en meget væsentlig rolle for risikoen for genindlæggelse. Risikoen varier ligeledes med patientens alder, forekomsten af andre sygdomme, sociale situation, ernæringstilstand, rygning og alkohol”.

11 sygdomsgrupper
Genindlæggelse defineres som akut indlæggelse, der finder sted mellem fire timer og 30 dage efter udskrivelse fra sygehus. Sundhedsstyrelsen har gennemgået genindlæggelserne for 11 udvalgte sygdomsgrupper blandt patienter over 66 år. Disse sygdomme, der udgør godt 20 pct. af samtlige genindlæggelser på landsplan, er hyppigt forekommende i den ældre befolkning og fører hyppigt til genindlæggelser. Af undersøgelsen fremgår det, at langt hovedparten genindlægges på samme sygehus.

Generelt vender Region Hovedstaden og Region Sjælland den tunge ende nedad med et højere antal genindlæggelser end i de øvrige regioner, hvorimod Region Nordjylland i 2008 havde den laveste genindlæggelsesfrekvens på 8 ud af 11 sygdomme.

KOL
KOL (kronisk obstruktiv lungelidelse) er den sygdom, hvor flest på landsplan genindlægges inden for en måned. Det drejer sig om 28,5 pct., mens der i Ishøj Kommune genindlægges hele 51 pct. af kol-patienterne. Generelt er genindlæggelserne højere i kommuner med større byer. I alt havde 15 kommuner en klart lavere genindlæggelsesfrekvens end landsgennemsnittet, mens seks kommuner lå signifikant højere.

Dehydrering
For hele landet gælder det, at godt 24 pct. af de ældre  genindlægges med dehydrering (væskemangel). Her ligger ni kommuner under og syv kommuner over landsgennemsnittet, men variationen går fra 0 til 70 pct.

Lungebetændelse
Her ligger landsgennemsnittet på godt 23 pct., mens syv kommuner ligger væsentligt under og to kommuner væsentligt over.

Forstoppelse
Landsgennemsnittet ligger på 23,3 pct., hvor ni kommuner ligger væsentligt under og to kommuner væsentligt over.

Blærebetændelse
På landsplan er genindlæggelsesfrekvensen knap 21 pct., mens 13 kommuner ligger under og fire kommuner væsentligt over.

Blodmangel
Ernæringsbetinget anæmi (blodmangel) tegner sig på landsplan for 20,4 pct., hvor Region Syddanmark ligger lavest med 14,6 pct. 18 kommuner ligger markant lavere end landsgennemsnittet, mens en kommune ligger væsentligt over.

Mavetarmkatar
Genindlæggelser for gastroenteritis (mavetarmkatar) ligger  for hele landet på godt 19 pct., mens syv kommuner ligger væsentligt lavere og tre kommuner har en væsentlig højere genindlæggelsesfrekvens.

Hjertesvigt
Mens landsgennemsnittet ligger på godt 18 pct., og Region Syddanmark atter ligger lavest med knap 16 pct., har 12 kommuner en væsentlig lavere genindlæggelsesfrekvens, mens tre kommuner har en væsentlig højere frekvens – heriblandt Holstebro med ca. 26 pct.

Hjerneblødning
Her ligger landsgennemsnittet på godt 13 pct., og syv kommuner ligger væsentligt lavere, mens to kommuner, Lyngby-Taarbæk og Hillerød, ligger på henholdsvis 26 og 25 pct.

Brud
Genindlæggelser for brud på skulder, arm, hånd, ryg, hofte, ben og ankel udgør på landsplan 11,4 pct. Igen ligger Region Syddanmark lavest, mens 10 kommuner ligger under landsgennemsnittet, og en kommune ligger væsentligt over.

Gigt
For hele landet gælder det, at genindlæggelsesfrekvensen er 9,6 pct., men fem kommuner ligger signifikant lavere og fire kommuner signifikant højere.

Se hele rapporten ‘Genindlæggelser af ældre i Danmark 2008’ på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.


Til toppen

 
ÆLDRE PATIENTER

Læs også artiklen 'Ældre patienter svigtes''
AKUTTE INDLÆGGELSER

Læs også artiklen om unødige akutte indlæggelser

Sidst opdateret 25/09/09