Videnscentret – VpÆ
| Demens og aktiviteter i et livshistorisk perspektiv Anmeldelse, skrevet af Annette Johannesen, ergoterapeut, MSc Ergoterapeut Mette Søndergaard skriver i forordet til bogen 'Demens og aktiviteter i et livshistorisk perspektiv', at hun ofte er stødt ind i, at personalet stiller sig spørgsmålet: "hvad skal vi dog finde på?" om aktiviteter og demens. Alle ved, at aktivitet kan være godt, men personalet er ofte er i tvivl om, hvad de skal lave og hvordan. Mette Søndergaards referenceramme er foruden ergoterapi, Tom Kitwoods socialpsykologiske indfaldsvinkel til demens, kombineret med erfaringer fra praktisk gerontopsykiatrisk arbejde og mange års undervisning og vejledning af personale og pårørende. Bogen beskæftiger sig blandt andet kritisk med aktivitetsbegrebet. Det slås fast, at aktivitet er langt mere komplekst end for eksempel at vaske op og dække bord, og at aktiviteter nøje skal tilpasses det enkelte menneske. Det er aktivitet blot at lytte, at se, at tænke, at følge med i andres synlige aktiviteter. Duften af læderfedt fra seletøj der indsmøres, kan for eksempel sætte minder i gang hos en tidligere landmand, stikord om kran-typer kan få ingeniøren i gang med at fortælle, at holde skumring og sidde stille er aktivitet lige såvel, som det er aktivitet at rette på en dug, der (med vilje) er lagt skævt på. Der sættes fokus på personalets handlemuligheder og på mulighederne i de fysiske omgivelser. Personalets rolle ved aktiviteter kan være at invitere til aktivitet - den føromtalte dug fik hænderne i gang på en gammel husmor, man kan invitere den indre hjælper frem i mennesket med demens ved at arbejde ‘bevidst hjælpeløst’, man kan også sørge, for at aktiviteter foregår synligt, og man kan strukturere planlagte aktiviteter ved at udnytte, at de indeholder en række delgøremål. Mette Søndergaard opfordrer personalet til at lave research i forhold til livshistorien – og nøjes ikke med data om antal børn, boligforhold, arbejde og lignende. Personalet opfordres til at læse bøger og samle fagudtryk fra vedkommende beboers arbejde eller samtid, alt sammen med henblik på at finde 'stikord', der kan bruges til at få lukket op for en kontakt og en dialog. Et eksempel: “Mads Jensen bor på et plejecenter. En dag har han vældig travlt. Han har sat en mindre stol op i en anden og meget tung stol og skubber begge møbler foran sig ned ad gangarealet. Da han når væggen, skubber han gentagne gange af alle kræfter møblerne ind i denne. Personalet kender Jensens livshistorie. De ved, han har været sjakformand for et hold murerarbejdsmænd – og denne viden bruger de til at bekræfte ham. De siger: ‘Du har travlt, Jensen’. Han nikker tilfreds, og arbejder videre. Personalet går nu hen ved siden af Jensen og lader sin hånd glide op og ned ad væggen. Han holder inde med sit virke, personalet griber stilheden og siger: “Mon der er mursten lige under her?” Hun spørger ind til ‘den indre ekspert’ som Jensen bærer inden i sig. Han må også hen og mærke med håndfladen – jo, han mener nok der er mursten, men formentligt er pudset oven på. Hvis personalet har indsamlet ’stikord’ fra Jensens livshistorie kan hun nu indlede en snak om, hvorvidt der er tale om 'munkesten' eller 'Flensborgsten'. Jensen optages nu af sit liv, han øser af sin viden og erfaring og mærker, at det her er mig, murer Mads Jensen.” Bogen er delt i fire dele:
Sygdommen demens og hjernens funktion beskrives kort i sidste del af bogen - for en god ordens skyld kunne man sige – for til gengæld er det prioriteret højt at bibringe læserne billeder af, hvorledes et menneske med demens bliver handicappet i forhold til at agere i dagligdagen og sammen med andre mennesker. Og hvordan omgivelser, personale og aktiviteter ved eftertanke og kreativitet kan gøre tilværelsen bedre for ældre mennesker med demens. Læseren inviteres, via talrige nøje udvalgte og malende eksempler, til indføling med mennesket bag sygdommen, og det gør bogen meget levende at læse. |
||
Sidst opdateret