»Det er jo det, jeg ikke gør!«

'Bogen om E' er en stærk og smuk fortælling om en stor kærlighed og en uendelig smerte over at miste sin elskede

Af Anne Brockenhuus-Schack

»Jeg synes du er hård ved mig!«
»Fordi jeg bruser dig ren?«
Han svarede ikke.
»Men E, du kan nok forstå...«
Da så han mig lige ind i øjnene:
»Det er jo det jeg ikke gør!«

Ovenstående er en af de mange gribende situationer i Ulla Isakssons 'Bogen om E' og her magter E - hendes mand, litteraturforskeren, forfatteren og kritikeren Erik Hjalmar Linder - stadig delvist at kunne udtrykke sig i sin tiltagende demens. Isaksson beskriver tidsrummet 1989-1992 dels i tilbageblik, dels i kronologiske forløb sygdommens hærgen, hvordan deres samliv forandres, hendes egen Vrede (med stort begyndelsesbogstav), magtesløshed, smerte og forsøg på at trænge i gennem til sin elskede, og sluttelig frisættelse af sig selv og ægtefællen. For også hun skal forstå, men erkender med Søren Kierkegaard, at det gør vi først bagefter.

Igen og igen stiller hun sig spørgsmålet, hvorfor hendes kærlighed ikke magtede eller kunne rumme hans sygdom, hans afvisning og tavshed samt den ulighed i deres forhold, der er følgen af hans syge hjerne. Hun gentager for sig selv alt det, der var, men har svært ved at acceptere det, som er. Og må leve med, overleve, at han 'er' i en anden virkelighed end hun. Som da han ser bækken. Men der er ingen bæk:

»Hvorfor kunne han ikke have fået lov til at beholde sin forestilling om en glitrende bæk? Det var frygt, det ved jeg nu. Jeg ville ikke have, at han skulle se vand, hvor der intet vand var, jeg ville have ham i min virkelighed! Om og om igen begik jeg den samme dumme fejl, og der stod vi som to stædige børn og skændtes om bække, klokkeslæt, verdenshjørner... Kan du tilgive mig? Sagde jeg pludselig lige ud i luften der på broen.«

Hun må erkende, at de nu er i en anden tid, og at hvor det før var de to, der altid har set hinandens glæde og sorg, er det nu kun hende der ser. »Og jeg vil ikke se det jeg ser!«.

På den sidste ferietur til Kreta er E ved at drukne. Hun kæmper som en gal, for at redde ham. Det lykkes. Men bagefter må hun spørge sig selv, hvorfor hun kæmpede sådan. »Vi vil jo dø!«


Erkendelsen
Erkendelsesprocessen er lang og smertefuld og længe skjuler hun sandheden om mandens sygdom både for sig selv og omverden. Ved ikke at tale om det. For før ordene kan hun fortrænge det hele. Indtil hun en dag over for en tilfældig mand i telefonen siger, at »Es univers er vist ved at bryde sammen«. Men stadig taler de ikke sammen om det. Han vil have, at alt er som det plejer og kæmper voldsomt for det. Hvilket på én og samme tid er storslået og vanvittig udmarvende. Skammen er følgesvend, til hun beslutter at ryste den af sig og lade ham være gammel og sær i fred. Som da han går i stå i en offentlig tale - disse 'bevidstheds fald' har han flere af årene inden uden at parret tillægger dem nogen vægt - eller når han ikke kan svare hende:

»Han står der og venter på ordene skal komme. Uudholdeligt længe står han dér, stadig forbavset over at de udebliver«.

Gennem sygdommen må hun også være vidne til hans intellektuelle sammenfald: 'Artikler' han stadig 'skriver' og poster, men kun er tynde, ulæselige bogstaver uden mening, kruseduller i helt nye bøger og afviklingen fra at den daglige læsning var fire aviser, til at han kun følger børneprogrammerne i fjernsynet.


Afvisningen
Forholdet mellem dem har altid været fyldt af kærlighed og erotik, men hun må også opleve smerten ved hans fysiske afvisning af hende som erotisk væsen - »naturligt og leende tog jeg fat i tæppet - da stemte han imod indefra, hårdt og bestemt«. Men afvisningen er også af hende som person. Fra at være hans Ulla tiltaler han fra et tidspunkt i forløbet hende kun ved fuldt for- og efternavn - hans Verfremdungstaktik, som hun kalder det. Der er sket en rolleombytning. Hustruen Ulla er nu hans mor, og det vægrer han sig imod. Hun tolker og tolker og når frem til, at det er hans måde at gøre hende fri på. Men også, at hvis han skal føle, at han duer til hende, sådan som han er nu, må hun selv synes det. I et nyt niveau af fordringsløshed. Heri ligger også frisættelsen af manden. Samtidig med at hun græder blod og oplever stunder med fornyet ømhed - og atter perioder med aggressivitet hos ham såvel som hos hende selv. I en enkelt situation bliver hendes vrede rettet udad, væk fra ham. Det går ud over droslens rede ved soveværelsesvinduet. Hun slår og slår, to æg triller ud, hun hader dem for deres skønhed:

»Ingenting måtte være smukt på jorden mere!! Der var ungt, sejt, stærkt liv i den lille rede, jeg lo næsten, men gav mig ikke. Jeg stødte og stødte med stokken. Mos og strå fór gennem luften og til sidst lå alle æggene på jorden«. Destruktionen er forfærdelig - »en stærk, mørk sødme allerinderst i den hvirvlende rædsel...« Og med den melder 'den indbildte syge' sig, når hun får ondt i hjertet og det stråler ud i armen. Hvor frygten sidder i hende, for at hun skal dø før ham.

»Og som altid når vi har nået en ny bund, søger vi hinanden på en ny måde. Vores stakkels bagbundne kærlighed giver ikke op! Nu behøves der ikke længere forklaringer og 'opgør' - noget i os rækker hånden stumt ud efter den anden. Hvorfor skulle man ikke kalde det for kærlighed?«

Ulla Isaksson opgiver dog ikke hermed. Hun vil have at E som en anden Lazarus skal genopstå for hende, blive den han var og holde op med at dø for hende. »Det er det Vreden handler om! Det er derfor jeg skriger, græder og bliver så fortvivlet«, skriver hun. Men det er også fysisk hårdt arbejde at have en dement ægtefælle. E. står op 10-12 gange pr. nat, kontrollerer urene, kommer trissende for ingenting, men magter ikke at fortælle, når han rigtig har brug for hjælp. Den indledende dialog er afslutningen på to badescener, der følger inden for ganske kort tid. Han har i sidst omfang taget sine pæneste bukser på uden at have vasket sig efter det foregående 'uheld'. Ulla får i perioder ikke sovet, er træt ind til marven og må til slut give op og lade manden indlægge.


Den bitre sorg
Undervejs argumenterer hun med sig selv, hvorvidt hun ikke har bestået Prøven, men når frem til at livet ikke er en fodboldkamp. »Disse afmægtige bagkloge spørgsmål!«, som hun kalder dem. Ikke desto mindre er der en bitter sorg over ikke at have holdt ud hele vejen. »Men E følte - tror jeg - at jeg ikke evnede det. Deraf hans store, store bestemthed over for sygehusbeslutningen. Den vokser for mig her i ensomheden: den store bestemthed var hans sidste store omsorg for mig. Han gjorde alt hvad han kunne!« Atter og atter disse glimt af kærligheden.

Også tomheden melder sig med »et flortyndt svøb omkring« Men igen er det ikke den samme tomhed. »Det er en smuk tanke, men sandheden er at vi lever i hver sit tomrum«. Dog langsomt, meget langsomt tager Ulla fat på sit nye, andet liv. Et liv uden ham. Hun får tømt deres arbejdslejlighed, givet de sammenbragte børn diverse møbler, indretter sit soveværelse påny - et værelse at være alene i - smider hans tøj ud (bortset fra et par af hans yndlingsjakker) - lægger hans pyjamas til vask for så at fortryde og gemme den under sin hovedpude.

»Da E blev indlagt havde jeg ikke kræfter til at høre uret slå længere, jeg standsede det. Det må have stået tavst i mere end tre år nu. Så jeg talte lidt til det, før jeg satte det i gang.

»Nu bliver du nok bange«, sagde jeg. »Men du har den der mekanisme i dig, forstår du. Du er beregnet til det«.

Det var mig selv, der blev bange selvfølgelig! I flere uger blev jeg ved med at standse det og sætte det i gang. Selv om jeg vidste, at jeg til sidst ville vænne mig til det. Jeg har jo den der mekanisme i mig, jeg er beregnet til det...«

'Bogen om E' er en stærk og smuk fortælling om en stor kærlighed og en uendelig smerte over at miste sin elskede.

Ulla Isaksson: Bogen om E.
Bogen, der første gang udkom herhjemme i 1995, er genudgivet på Hans Reitzels Forlag, er på 240 sider og koster kr. 98. Bille August har lavet filmen 'En sang for Martin' over denne bog.
Til toppen