Interview med Arne Rolighed

"Ensomhed og dødsangst udløser mange indlæggelser på sygehus"


Det er den akutte og gamle patient, som er helt afhængig af, at det offentlige sundheds- og sygehusvæsen kan tilbyde behandling af høj kvalitet, siger fhv. sundhedsminister Arne Rolighed.

Af Anne Brockenhuus-Schack

Artiklen har tidligere været bragt i Alderens Nye Sider nr. 3, 2001.

»Sundhedsfremme og generel forebyggelse kørte med meget løs hånd op gennem 80'erne. Det kom først på den politiske dagsorden for 10-15 år siden, og den nuværende regering lancerede i 1999 et egentligt folkesundhedsprogram, der som et af de 17 delmål har folkesundheden hos ældre. Samtidig behandles der i dag flere ældre på sygehusene og mere effektivt end tidligere. Det er hele tiden ny forskning, der fører til nye behandlingsmuligheder - ikke moral, etik eller holdninger, men viden. Videnskaber driver os af sted i sundhedssektoren og giver hele tiden nye landvindinger«.

Vi har sat sundhedsminister Arne Rolighed stævne for at tale om sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme specielt for ældre samt om indsatsen rettet mod den ældre patient. Som mangeårig direktør for Århus Amts sygehusvæsen og efterfølgende direktør for Kræftens Bekæmpelse vil ministeren dog hellere tale om sygehusbehandling af den ældre aldersgruppe end om forebyggelse. Citatet, der er angivet ovenfor, er et svar på spørgsmålet om der eksisterer en slags ‘aldersnihilisme’ om at ‘det nok ikke nytter noget’, ‘det er jo bare alderdom’ eller ‘Herre Gud, de skal jo dø af noget, de gamle’, der gør, at vi ikke ser de store forebyggelseskampagner specielt henvendt til ældregruppen.

‘Aldersnihilsmen’ afvises af Arne Rolighed med et »det har jeg ikke selv oplevet, tværtimod«, hvorefter han henviser til sin tid som sygehusdirektør, da han indgik »stribevis af aftaler« mellem sygehusene og kommuner om bedre sundhedsforhold og samarbejde med det formål at holde de ældre sunde og raske i deres eget hjem. »Vi var de første med opsøgende hjemmebesøg hos ældre«. Det virker alligevel som om Sundhedsministeriet - og amterne med for den sags skyld - stort set kun interesserer sig for de ældre, når de bliver patienter. For en række af de tiltag, der bl.a. er behandlet i folkesundhedsprogrammet - lige bortset fra idræt og motion, faldforebyggelse samt forebyggende helbredsundersøgelser, som der ikke findes i så mange amter og kommuner - vedrører andre ministerier. Hvad skyldes det?

»Der er to faktorer, der er afgørende. Den ene er livsstil. Oplysning om bedre kost, mere motion, mindre tobak og alkohol henvender sig til alle aldersgrupper. De seneste undersøgelser viser jo bl.a., at det aldrig er for sent at kvitte smøgerne - heller ikke som 60- eller 65-årig. Men sundhedsfremme og behandlingsstrategier skal baseres på viden, så vi ikke farer ud i den blå luft. Konstaterer vi en sammenhæng mellem tobak og sundhed eller mellem ensomhed og sygdom skal vi ud og rådgive på baggrund heraf«.

Den onde spiral
»Den anden faktor er, at ved en sygehusindlæggelse af ældre patienter eller ved udskrivningen bevæger du dig over i socialsektoren. Det er spørgsmålet om at få brudt den onde spiral med ensomhed og dødsangst, ældre mennesker kan udvikle, når de sidder alene i en lejlighed, når deres pårørende og bekendtskabskreds forsvinder lidt efter lidt, og når de måske har ringe kontakt med verden udenfor. I denne ensomhed udvikler de nogle symptomer, som de går til lægen med. I dialogen med lægen bekræftes de måske i, at der er noget galt, de får nogle piller, og er lidt mere syge næste gang, hvor de så indlægges. Ensomhed blandt ældre udløser flere sygehusbesøg end fysiske lidelser. Der er ikke megen videnskab i dette, men er et sæt af iagttagelser, vi har haft i branchen gennem de seneste 15 år. Dette samspil i patientrollen mellem det biologiske, psykiske og sociale skal nu undersøges nærmere af forskningsleder, dr. med. Per Fink fra Forskningsenheden for funktionelle lidelser ved Århus Universitets Hospital, og det forventer jeg meget af«.

Som initiativer til at bryde de ældres ensomhed ser ministeren på det kommunale område de systematiske hjemmebesøg hos ældre over 75 år samt social-og sundhedsforvaltningernes aktiveringsarbejde for denne aldersgruppe med tilbud om kultur- og debatarrangementer, rejser mv. Men også i at understøtte det frivillige, sociale arbejde i Ældremobiliseringen og Ældre Sagen, der giver kontakt og støtte via besøgsvenner. »Det er ikke peddigrør, men meningsfulde aktiviteter der tilsammen vil betyde mere livskvalitet hos de ældre og forebygge at de bliver syge«.

På spørgsmålet om, hvad ministeriet eksempelvis gør for diabetes af type 2, forebyggelse af kroniske lidelser, almindelig nedslidning og aldersbetingede sygdomme vil Arne Rolighed ikke medgive, at de gamle er blevet glemt. Og i denne forbindelse understreger han betydningen af det arbejde, Forum for Motion, der i forsommeren blev nedsat under ministeriet, vil yde i form af information om, at vi alle skal holde os i gang. »Jo ældre vi bliver, jo mere sætter der sig ofte på sidebenene. Vi har for meget stillesiddende arbejde, og vi ved at der er en sammenhæng mellem fedme og for høj dødelighed. Vi ved også, at det bedste middel mod forhøjet blodtryk er en halv times motion om dagen. Så forummet skal appellere til befolkningen om at holde sig i gang og motionere mere. Det skulle gerne ske med glæde og velvære i et socialt samvær med andre. At gå en tur og få en god snak er da langt sundere end at sidde her over en kop kaffe. Og i øvrigt er det vel også et godt signal, at vi har en gerontolog, lægen Henning Kirk, som formand for forummet!«

De kroniske sygdomme
Et andet, forebyggende initiativ kan ventes om kort tid på demensområdet, hvor Arne Rolighed spiller ud sammen med socialminister Henrik Dam Kristensen. Som en del af regeringens aftale med amterne skal der afsættes 150 mio. kr. direkte til de ældre, medicinske patienter. Heraf går en del til palliativ behandling og hospices, mens en anden går til bl.a. at opfange dem, der er ved at blive demente. »Det drejer sig såvel om medicinsk behandling som forberedelse af især de pårørende til den kommende situation«. Et andet eksempel, han nævner, er indsatsen mod kronisk lungesygdom, hvor man ved at genoptræne og forebygge videreudvikling af sygdommen kan øge livskvaliteten. »Mere end 50 sygehuse er gået sammen i et netværk, hvor hovedtemaet er rehabilitering, genoptræning og vedligeholdelsestræning. Her taler vi ikke om helbredelse, idet sigtet er at bringe kvalitet til livet. Tager vi diabetes type 2, er motionens gavnlige indflydelse også påvist her. En halv times spadseretur reducerer mere end 50-60 pct. af sygdomstilfældene«.

»Også for gigten lysner det. Vi har været gennem flere års lægefaglig kamp mellem lægespecialerne om, hvorvidt det var fysiurgerne eller rheumatologerne, der skulle stå for behandlingen. Man blev først enige i 80'erne - det var rheumatologerne der vandt - men det betød, at vi er kommet bagefter med uddannelse og forskningsprogrammer på dette felt. Og vi er endnu ikke ved vejs ende. Vi har dog fået stor hjælp fra de nye lægemidler, der både er mere effektive og skånsomme end de gamle præparater«.

- Middellevetiden er på fem år steget for danskerne. Det skyldes især forbedringer for de yngre aldersgrupper. Kan den tilsvarende positive effekt spores hos de 65-85-årige?


»Ja, alle aldersgruppers dødelighed falder, men den er mest markant for aldersgruppen under 50 år - det største fald er for dem under 30 år og de 30-50-årige. Og forklaringen skal nok søges bredt. Vi skal se på effekten af socialpolitikken, arbejdsmarkedspolitikken osv. Vi har den laveste arbejdsløshed i 25 år, og det giver et signal om, at der er brug for alle - også de ældre. Vi har fokus på arbejdsmiljøet og samler op på nedslidningssygdommene og ser på om det skyldes ulykker, kemiske påvirkninger eller organisering af arbejdet«.

- Nu er det jo de færreste af de 65-85-årige, der er i arbejde, og de seneste tal viser, at 12 pct. af danskerne ikke kan forvente at leve til de bliver 60 år. Ifølge FNs Human Development Report 2001 ligger Danmark nede på 15. pladsen for velfærd, hvori også er indregnet middellevetiden. Er det ikke beskæmmende?

»Vi arbejder konsekvent med forandringer, ikke bare i sundhedspolitikken, men også i de øvrige politikker. Men det er i høj grad middellevetiden, der er skyld i vor dårlige placering - og den retter vi jo op på nu i en grad, som ikke er set siden 50’erne. En anden af FNs organisationer, Verdenssundhedsorganisationen WHO, har tidligere bragt debatten på glatis, da den hævdede, at Danmark lå på en 34. plads inden for sundhedsvæsnet. Gik man ned i tallene viste det sig, at sygehusvæsnet - altså behandlingen – lå på en fjerde plads. Men på grund af vor usunde levevis røg vi ned på en 20. plads. Vi fik derefter yderligere 14 strafpoint, fordi vi med vor høje uddannelsesniveau skulle vide bedre! Den undersøgelse er så tynd i metodikken! Og den er blevet gennemheglet af eksperter både her og i udlandet, hvilket har ført til, at WHO nu har indbudt landene til en diskussion af, hvordan det fremtidigt skal gøres...«

En tredjedel går til ældre
Ministeren anslår, at af de samlede sundhedsudgifter på 65-70 mia. kr. årligt, hvilket svarer til 6,7 pct. af bruttonationalproduktet, går ca. en tredjedel til ældre, selv om aldersgruppen over 66 år kun udgør knap 15 pct. af befolkningen. »Det er de ældre, der sidder hos de praktiserende læger og udløser konsultationshonorar og får medicin. De ældre besøger de praktiserende læger og indlægges 15-20 gange oftere end aldersgruppen 20-40 år. Derfor er en meget stor del af vort sundhedsvæsen rettet mod de ældre, hvilket er rimeligt nok, da det først er, når folk kommer op i årene, at skavankerne som forkalkning, slidgigt m.v. melder sig«.

- I Sundhedsministeriets rapport ‘Den ældre medicinske patient’ er der en del opgørelser. Tallene er fra 1999. Er der noget, der tyder på, at der er sket væsentlige ændringer siden?

»Der er sket en væsentlig ændring i håndteringen af den ældre patient og dennes patientforløb. Over det ganske land er der udbygget kvalificerede modtagelser med medicinske visitationsafsnit. Det betyder, at patienten indlægges et døgn, hvor lægerne forsøger at finde ud af, hvad vedkommende fejler. Mere end 30 pct. kan udskrives næste dag, måske med råd og medicinjustering. For de resterende knap 70 pct. udarbejdes der en egentlig behandlingsplan, hvilket forkorter liggetiden. Ikke blot betyder det et kvalitativt løft i diagnosticering og behandling, der er hermed også indbygget en buffer i systemet, som imødegår presset. Når det er sagt vil jeg medgive, at belægningsprocenterne stadig er for høje, er så varierende fra sygehus til sygehus, at det sammen med den høje akutte indlæggelsesprocent gør, at det er svært at driftsstyre det«.

Ifølge førnævnte ministerielle rapport svarer den ‘tunge’ gruppe på sygehusene til 10-25.000 ældre, og Arne Rolighed medgiver, at den skæve aldersstruktur samt også i absolutte tal de flere ældre i fremtiden er en af sundhedsvæsnets helt store udfordringer. Ikke blot har den ældre aldersgruppe som nævnt det højeste sygehusforbrug, men allerede nu slår vanskelighederne igennem med at få tilstrækkelig stor rekruttering af personale til sygehusene.

Fra kniv til piller
»Derfor er det nødvendigt at tænke i nye baner ved tilrettelæggelsen af arbejdet. Vi må bryde fagskel ned, der skal arbejdes i teams og inddrages andre personalegrupper end læger og sygeplejersker, ligesom organiseringen af arbejdet skal være bedre. Heldigvis støtter den teknologiske udvikling os, idet flere behandlinger kan gøres for færre penge. Behandlingerne går fra kniven til lægemidler. Tag f.eks. visse hjertebehandlinger, hvor patienterne tidligere var indlagt op til uger, men hvor den samme behandling nu klares på en medicinsk afdeling i løbet af en formiddag. Ikke blot er det en mere effektiv, men også en mere skånsom behandling. En anden stor udfordring i fremtiden vil være at have mere fokus på medicinhåndteringen. Her ligger der noget positivt i ændringen af apotekerloven, hvor apotekerne skal lave dosispakker«.

- Fra forskellige undersøgelser ved vi, at de ældre ofte sjusker og eksperimenterer med medicinen med bivirkninger, forgiftninger og indlæggelser til følge... »Ja, men vi skal også se på kvaliteten af lægemidlerne. Virker de hver for sig og sammen? De skulle jo nødig gøre syge, men gerne raske. Her kan man forvente et initiativ fra min side«.

- 0,6 pct. af alle var indlagt 10 eller flere gange. Hvor stor en andel heraf tegner de ældre sig for, og hvad skyldes det, at de ældre indlægges 10 pct. hyppigere nu end i 1991?

»Den store aldersgruppe fra 0-69 år tegner sig for 80 pct. af flergangsindlæggelserne, mens de 70-79-årige udgør 15 pct. og de 80+-årige de resterende 5 pct. Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelser er den store patientgruppe både hvad angår sengedage og antallet af udskrivninger ældre i 70-75 års alderen. Det skyldes at der er færre af de allerældste. Men disse helt gamle er til gengæld ‘dyre’, idet de koster mest i det allersidste år af deres levetid. Med hensyn til øget indlæggelseshyppighed skyldes det, at indlæggelserne bliver stadig kortere«.

Akutstuer
»Ikke alle behøver dog at blive indlagt. Der er spændende projekter i gang - bl.a. i Sønderjyllands og Århus Amter - med sygesenge på plejehjemmene og akutsygestuer. Så når de ældre henvender sig til sygehuset, går læge og sygeplejersker med patienten hjem og dér aftales det videre forløb. Eksempelvis i Århus Amt gives der op til syv gange vedligeholdelsestræning i hjemmet«.

- I Århus Amt har man ud fra befolkningsprognosen beregnet, at med det stigende antal ældre vil amtet komme til at mangle 370 medicinske senge. Det kan amtet ikke bygge sig ud af, hævdes det. Hvad kan Århus Amt og de øvrige amter sætte i stedet?

»Århus Amt bliver nødt til at fortsætte udbygningen af kapaciteten. I 1997-98 var jeg med til at yderligere 100 senge blev udbygget. Men som nævnt er der en tendens til i stigende grad at flytte behandling og pleje ud til den ældre. En anden løsning er yderligere at effektivisere behandlingen. Der er stor variation fra egn til egn. H:S området vil f.eks. få brug for færre senge, fordi antallet af ældre falder«.

- Alligevel er der planer om venteafdelinger som i 70-erne...

»Venteafdelinger er ikke måden. Fra 1. juli har man skullet sikre, at nogen tog ordentligt fat i stafetten. Også i forbindelse med den ældre, medicinske patient, så de ikke skal ligge og vente på hospitalet eller sendes hjem en fredag eftermiddag til et tomt køleskab og uden hjælp«.

- Omvendt fremhæves det ofte i debatten, at de ældre sendes for tidligt hjem. Eksempelvis den ældre, konfuse kvinde, der har problemer med balancen og falder i hjemmet. Tre gange på samme dag køres hun til skadestuen for lige så hurtigt at blive sendt hjem igen. Skal man blot vente på, at hun falder og får et hoftebrud med langvarig hospitalisering til følge?

»Det er en lægefaglig afgørelse. I en tid, hvor behandlingspresset er stort, er det da forståeligt, at svingdøren kører lidt hurtigere. De ældre har det også bedst i vante omgivelser. Men selvfølgelig skal det være forsvarligt, så man ikke udskrives med slanger og drop, lige som genoptræningen skal sikres«.

- Når vi taler om genoptræning, hvordan er samarbejdet muligt mellem primær- og sekundærsektoren, når de to sektorer ikke taler samme sprog - idet amterne taler i ICIDH-2/SKS-termer og kommunerne bruger ‘Fælles sprog’?

»Det har været udfordringen i 10-15 år. Faktisk er der etableret masser af eksempler, der viser, at man godt kan nå hinanden. I Århus Amt og Århus Kommune er der et fælles funktionsfelt, dels med senge for genoptræning, dels med at man går fælles ud til genoptræningen i hjemmet uden at slås om hvem, der gør hvad. I de seneste fem-syv år har amter og kommuner over hele landet skullet udarbejde sundhedsplaner, hvor de praktiserende læger, hospitalerne og kommunerne lokalt aftaler samarbejdet: Skal der tages en blodprøve sendes en laborant ud i hjemmet, frem for at de ældre skal ud på landevejene, det sikres at hjemmehjælpen kan tage over ved udskrivning osv. Det er med til at forrykke billedet af kassetænkning og sprogforvirring. Men jeg medgiver, at der fortsat eksisterer problemer. Kommunerne klager over lange ventelister, og amterne kræver de færdigbehandlede patienter hjemtaget af kommunerne«.

Og en kæphest
Vi er ved vejs ende. Dog vil ministeren afslutningsvis gerne røre en af sine kæpheste:

»Ikke blot vil det øgede antal ældre betyde et utroligt pres på vor kapacitet, men det vil være en generation, som vil kræve mere end tidligere. Den situation imødegår vi i en etisk sags tjeneste ved at hjælpe ældre, der har slidt et helt liv. Og brugerne af sundhedsvæsnet er blevet gladere - over 90 pct. af dem er tilfredse. Tilliden er således i vækst og vi kan sikre tryghed i alderdommen. Også når de ældre bliver syge. For hovedparten af de ældre har ikke det smarte, frie sygehusvalg og kan ikke vælge modellen med pengene-følger-patienten, som Venstres Anders Fogh Rasmussen taler så meget om. Det er ikke dem, der skal på privathospital og have hjemmebar på sygestuen. Det er ikke dem, forsikringsselskaberne vil forsikre - den forsikring stopper ved de 60-65 år.

Alligevel er der kommuner, der vil tegne forsikringer for borgerne. Men det er for de ressourcestærke, for de erhvervsaktive og for dem, der er meget lidt syge. De patienter, vi her har talt om, er den ældre dame med brækket lårben, lungepatienten, kræftpatienten, den ældre med en blodprop eller som skal have justeret sin medicin eller høreapparat. Det er den akutte og gamle patient, der er helt afhængig af, at det offentlige sundheds- og sygehusvæsen kan tilbyde behandling af høj kvalitet«, slutter ministeren.

Faktaboksene med statistik om levetid og sygehusbrug kan desværre ikke ses her. Vi henviser til det trykte nummer af Alderens nye sider 2001, nr. 3

Til toppen