1. Knud Erik Jensens overheads fra konferencen
2. Jan Jaap Rothuizens overheads fra konferencen

Inga Skjærris, Dorte Høeg og Knud Erik Jensen

Dette er ikke bare en tendens, men en bevægelse. Og der er brug for flere konferencer - både for nye deltagere og som opfølgning for at fastholde indhøstede erfaringer hos de mere garvede. Og politikerne burde lytte med. Det var konklusionen, efter at ikke færre end 265 personer den 8. juni havde fundet vej til Scandic Hotel i København og deltaget i netværkskonferencen om ‘Leve- og bomiljøer - naboskaber i plejeboliger’, som Videnscenter på Ældreområdet var medarrangør af. Gennem dagen vekslede oplæg med workshops, og diskussionslysten var stor blandt deltagerne. Eller som en afslutningsvis sagde: »Det er enormt bekræftende at høre, at vi ikke er helt vanvittige med det, vi gør«.

Lad det være sagt med det samme: Umiddelbart efter konferencen blev det besluttet at gentage den allerede til november i Jylland. For som dagens ordstyrer og videnscenterets leder, Dorte Høeg, udtrykte det, var det netop en netværkskonference, »fordi vi håber, at det ikke holder op i dag. Det er en overvejelse og en proces at lave leve- og bomiljøer«.

Da det ikke er muligt indgående at dække alt, hvad der skete i de 13 workshops, vil det følgende være pluk fra debatten. I lettere anonymiseret form. For det afgørende var ikke, hvem der sagde det, men hvad der blev sagt.

Selvbetemmelsesretten
Efter en kort gennemgang af de syv medvirkende kommuner tog  konsulent Knud Erik Jensen, Konsulent- og formidlingsenheden Udvikling og Dokumentation, fat på erfaringerne og resultaterne af det forudgående projekt. Disse erfaringer har han også formidlet i bogen af samme titel som konferencen. Eksempelvis sagde han, at leve- og bomiljøer fordrer, at man bygger folks historie ind i miljøet. »Det skulle vel ikke være så svært - og alligevel. Det er ikke så enkelt, vel?«. Det viser sig bl.a. i indretningen. Det er beboerens smag og ikke personalets, stedet skal afspejle. Eller som en sagde: »Alle beboere skulle med mellemrum det første trekvarte år vise, at nu havde de fået et soveværelse«. Men selv om de fysiske rammer er vigtige, så er det afgørende dog holdningerne. »Vi besøger dem i eget hjem for at få et indtryk af, hvad det er for en person, så vi kan bygge videre på det«. Med lidt andre ord sagde en oplægsholder i en af workshoppene om forberedelsesarbejdet: »Da vi startede, vidste jeg ikke, at der var noget, der hed selvbestemmelsesret for gamle«. En anden sagde: »Tidligere var det os, der fortalte, hvordan tingene skulle være, os der satte dagsordenen. Det var vores rum. Vi havde magten«.

Et udsnit af de 265 deltagere i netværkskonferencen

På mange punkter spiller maden ind og indtager en vigtig rolle i de ældres liv  - omend maden ikke må fylde det hele. Også som udtryk for ændringerne: »Det hele begyndte med, at vi ville flytte den varme mad fra midt på dagen til om aftenen. Det tog et halvt år«, som en leder udtrykte det. Et sådant skridt stødte på modstand - selv om generationen, som var vant til det varme måltid midt på dagen, er ved at dø ud. Ændringen medfører også, at sengelægningen bliver trukket til efter kl. 21 og helt til efter midnat, og der er flere aktiviteter om aftenen som bad og gåture. Mens nogle beboere liver op og kan deltage i madlavningen, har andre ‘skrællet kartofler nok i deres liv’. Men det er også udtryk for at der skal råde den fornødne fleksibilitet. Mange steder syntes man i begyndelsen, at det var fint, at de ældre kunne få lov til at stå senere op - indtil flere beboerne krævede at kunne stå tidligt op. Så måtte vagtplanerne endnu en gang ændres. »Og hvis solen skinner, er det logisk at gå en tur fremfor at vaske tøj eller gøre rent«.

For megen franskbrød
»Man taler så meget om, at de ældre er underernærede. Ikke her. De er højest fejlernærede, fordi de glemmer, at de har spist og spiser endnu et lille mellemmåltid. En beboer tager typisk fire kg på i løbet af de første måneder - de får for meget franskbrød!«

I og med vi er ved maden, så kunne der siges meget for og imod, hvorvidt naboskaberne skal have en køkkenassistent. Nogle får (grov)maden fra centralkøkkener, andre laver dem selv - et enkelt sted endog med dispensation fra Levnedsmiddelstyrelsen, da der både mangler vask nr. 2, opvaskemaskine og fliser - hvilket viser, at det er vigtigt at rådføre sig med de rette myndigheder. Men også at der nu er krav om at bære forklæde og at alle skal på ‘pølsekursus’.

 »Før i tiden skulle vi helst være færdige med at spise alle sammen på samme tidspunkt, fordi opvasken skulle klares og køkkenassistenten skulle hjem. I dag tager vi det lidt lettere med spisetiderne. For det er os selv, der vasker op. Og de ældre, der hjælper til, mener godt, at vi kan spare lidt på de tunge gryder«. Andre steder ses det som en fordel med en ekstra ressource i køkkenet, så der altid er nogen, når det øvrige personale har travlt. Men »så skal de også tage en sosu-uddannelse«. Der var også dem, der fandt det i orden at tage Karen Wolffs småkager i køkkenskabet, hvis man ikke havde nået at bage eller en færdigret fra fryseren - »det gør vi jo også derhjemme«.

Fra en workshop om faglige kompetencer

Brandtilsynet
Og så var der lige det med brandtilsynet. I forsøg på at skabe ’hjemlig hygge’ står der på gange og i nicher mange tunge, polstrede møbler, og de får tilsyneladende lov at stå. Indretningsmæssigt er der også lavet nogle fejl. I et leve- og bomiljø var det hele malet lyserødt - inklusive et lyserødt felt i gulvet, som de demente var bange for. Lidt efter lidt får man nu malet om. »Det var en kæmpe fejl og udtryk for kampen med arkitekterne«. Ikke alle steder er tingene således optimale: »Vi har nogen store tunge døre, der ikke kan åbnes af beboerne. Men ved embedslægens sidste besøg, faldt han over det... så nu får vi automatiske døråbnere«.

Til personalet stilles der også nye krav. Om at kunne noget forskelligt eksempelvis, så de ansattte kan supplere hinanden. »Tidligere skulle nye medarbejdere ligne os til punkt og prikke - så var vi heldige. I dag er det vigtigt at få lavet ‘en god sammenkogt ret’, hvor der er mange forskellige ingredienser i - for så bliver det rigtig godt«. Men de ansatte skal også kunne selv, som mange af de unge ikke kan. Flere steder er der ikke noget, der hedder ‘min beboer’, man kan bytte, hvis man løber sur i det med en enkelt af de gamle beboere.

I forhold til den gamle plejehjemskultur er det nye, at magten, trygheden, rutinerne og forudsigeligheden er pist væk. Det er især let at falde tilbage til gamle rutiner. »Det kan vi godt gøre i perioder, uden at der sker noget ved det, men lederen må hele tiden være tovholder, og den der siger ‘Hov, har I ikke opdaget, at der er sket en bedring hist, eller vær lige opmærksom på de nye beboere pist. En til at holde fokus, løfte op og bevare overblikket«. Det gennemgående træk var dog, at sygefraværet var enten uændret eller var faldet påfaldende. »Det er hårdt at arbejde i et leve-bomiljø, men jeg kunne ikke drømme om at arbejde på et traditionelt plejehjem igen - og jeg tror ikke jeg kunne få personalet til at vende tilbage til institutionsmiljøet«. Og man må ikke gå i stå. Det hele er udvikling, udvikling, og atter udvikling.


Foto fra workshop

Konflikter og pårørende
Konfliktpunkterne blandt beboerne er igen maden, hvor højt fjernsynet skal være eller hvilke programmer, der skal ses, samt om nogen spiser grimt. Omvendt kan der også spores en større overbærenhed, når de ældre har boet sammen i længere tid. Hvad med de pårørende? Hvornår er man ikke længere en ‘familie’, men bliver ‘pårørende’? Det gør man, når den man tidligere var i familie med, bliver plejekrævende. Og personalet har måske en tendens til at glemme, at de pårørende har ydet en stor indsats i tiden op til plejeboligflytningen, og at de simpelthen er trætte. Ikke alle steder fungerer bruger- og pårørenderåd. »Jeg husker et møde, hvor der ikke dukkede nogen pårørende op, og jeg sad med én beboer, der var næsten helt døv, og én der var dybt dement. Men folk vil gerne komme og få en kop kaffe og drøfte nogle ting - så nu prøver vi med en månedlig café-eftermiddag«.

Aflastningsstuer for ældre udefra kan ikke anbefales. Det skaber for megen uro med nye beboere hele tiden. Det er også en generel erfaring, at det er dyrere at bygge om end at bygge nyt, men nemmere at ændre de fysiske rammer og »svært at lave det om i hovedet«. Et sted havde man i opstarten haft temadage og en intern konsulent tilknyttet. Det kom på tryk - »og det var godt nok deprimerende læsning«.

Det pædagogiske blev ikke glemt på konferencen. Lektor Jan Jaap Rothuizen, Jydsk Pædagog-Seminarium, talte bl.a. om udviklingen fra ‘husmoderlogik’ til målet for det gode liv, hvor det ikke er regler, men opmærksomhed, etik, indføling, klogskab og dømmekraft, der tæller. Et interessefælleskab, der hvilker på anerkendelse, relation, brobygning og sikring af rettigheder. »Et pædagogisk forhold er ‘ubestemt’ og forudsætter tillid. Ikke viden«, sagde han.

I øvrigt henvises til de to seneste numre af vort blad, ‘Alderens nye sider’ nr. 1 og 2, 2004, hvor der er bragt interviews om leve- og bo-miljøer samt om pårørendearbejdet.

Programmet fra konferencen kan ses her.

Publikationen 'Leve- og bomiljøer : Metoder, principper og erfaringer fra hverdagen' udkom på konferencedagen. Læs mere om bogen.

Til toppen