Befolket af gode viljer
Gifte enker og gråhårede børn
Den megen kontrol
Død, sygdom og forfald
Den fjerde faktor
3 publikationer

Befolket med gode viljer
“Plejehjemsområdet er befolket af gode viljer, men alligevel går det igen og igen galt og kan endog ende i retssager. Det er et problem, at det danske system ikke er indrettet på de pårørende. Deres rolle er meget usikker”, sagde lederen af Videnscenter på Ældreområdet, cand.psych. Dorte Høeg, i sin historiske gennemgang på videnscentrets konference ‘Samarbejde mellem plejehjemsbeboere, pårørende og personale – en treklang med mislyde?’ 14. april i Eigtveds Pakhus i København.

Det følgende er pluk fra nogle af oplæggene. I øvrigt henvises til trilogien med samme titel som konferencen. Den kan fås ved henvendelse på tlf. 3940 1010 eller mail@aeldreviden.dk

Dorte Høeg så en begyndende familiecentreret omsorg og stillede i den forbindelse spørgsmålet, om en del af ansvaret hermed skubbes over på familien? Det vil stille større krav til de pårørende, der måske ikke tidligere har haft tilsvarende opgaver for deres nærmeste.

Cand.psych. Eva Bonde Nielsen, ligeledes fra videnscentret, har gennemført et litteraturstudie, der omfatter 136 undersøgelser fra 1980 til 2004. Ingen litteratur omhandler alle tre elementer samtidig, og de færreste vedrører beboerne på plejehjem. Det fremgik af studiet, at 60 pct. af beboerne ikke selv har taget beslutningen om at flytte ind på plejehjem. 46 pct. af beboerne på 19 danske plejehjem fik besøg af familie og venner mere end en gang ugentligt, mens 85 pct. fik det mindst en gang hver 14. dag. Men med demens og øget svækkelse falder besøgshyppigheden, lige som denne er meget forskellig fra plejehjem til plejehjem. Og når det handler om trekants-samarbejdet er det ikke noget, der sker fra toppen, men ofte foregår på femte eller sjette niveau i plejehjemshierakiet.


Gifte enker og gråhårede børn
De såkaldte ‘gifte enker’ er kvinder, der pendler mellem to liv – et hjemme og et på mandens plejehjem. De er i et sorgforløb, der hverken begynder eller slutter, idet tabet fortsat er tilstede i form af en måske dement ægtemand. Plejehjemmet er ikke ens eget hjem, hvilket skaber ulighed og giver overvejelser om, hvordan man skal begå sig. Det fremhævede Marie Lilja Nielsen, der er ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen.

For de ‘gråhårede børn’ gælder, at de bliver forældre for deres forældre, og selv om det kan give megen glæde, betyder det også øget ansvar og risikoen for at blive ‘sandwich’ mellem egne børn og forældrene, hvor parterne har hver sine behov.  Alligevel følte ifølge organisationens undersøgelse knap 50 pct. på intet tidspunkt det som en personlig belastning at tage sig af en nærtstående svag ældre.

De pårørende forventer mere hjemlig hygge, en altfavnende forstanderinde, slut med de ældres ensomhed og mere fokus på deres – de pårørendes – situation. Når det kommer til deres ønsker, går det på mere engagement, mere tid til både snak og pleje, mere fokus på den pårørende, mere viden om sygdom og hjælp til at finde rundt i systemet. Undersøgelsen viser, at de pårørende er glade for de enkelte medarbejdere, men mener der er for stor travlhed, for mange vikarer, for usynlig ledelse, at plejen ikke altid er i top, at det er svært at få personalet i tale. Når tingene ikke fungerer opstår der vrede mod ledelse og politikere.

På sin side føler personalet, at der er gråzoneopgaver mellem de ansatte og de pårørende, og de oplever nok de pårørende som en ressource, men vel at mærke en krævende ressource.

Hvordan bliver det så bedre, spurgte Marie Lilja Jensen. Og hun gav selv svaret: Ved bedre vejledning af pårørende, bedre dialog mellem pårørende og personale, der kan forebygge konflikter. Og hvis målet er det samme, er der tale om et reelt samarbejde, hvor man kan finde ressourcerne frem i de pårørende. Samarbejde er begges ansvar, men personalet skal starte. Og samarbejde er nødvendigt, fordi de mange nedskæringer og serviceforringelser kan betyde større krav til de pårørendes indsats, hvilket kan være svært foreneligt med kravene om, at vi alle skal  blive længere på arbejdsmarkedet. Men altså: “Pas godt på de pårørende. De gør allerede meget”, som hun sagde.




Christine E. Swane fortalte om de hundredåriges liv


Den megen kontrol
Mens kun 7 pct. af de 80+-årige bor på plejehjem, er det over et helt liv en fjerdedel, der bliver plejehjemsbeboer, sagde specialkonsulent, kultursociolog, ph.d. Christine Swane, Syddansk Universitet. Hun talte om plejehjemmet som en afgrænsning og en udfordring for de helt gamle. På sin side spurgte centerleder Hanne Knudsen, Plejecenter Sølund, om de stærke pårørende og de ‘gråhårede børn’ skal ind og bestemme så meget? Men mest hæftede hun sig til de mange krav, der er til standarder og visitationer – hvor fokus er flyttet fra dialogen til at undgå bemærkninger ved tilsyn. Det fik tidl. vicedirektør i Københavns Kommune og medlem  af videnscentrets bestyrelse, Jesper Maarbjerg, til i sin afsluttende opsamling at udtrykke håbet om, at der i forbindelse med kommunalreformen ville ske en sammenlægning af tilsynsopgaverne.


Hanne Knudsen

Død, sygdom og forfald
På plejehjemmene er der en ophobning af død, sygdom og forfald  - noget vi nødigt taler om. Men det er vævet ind i dagligdagen, og derfor kan vi ikke vende ryggen til det, for gør vi det, mister vi kontakten til virkeligheden, vor egen virkelighed, og det giver igen grobund for konflikter og mislyde. Det er kun pavens endeligt, der eksponeres i den bedste sendetid. Mange gamle plejehjemsbeboere er bange for at sove ind om natten af frygt for aldrig mere at vågne, de har alvorlige og smertefulde samt kroniske sygdomme og alverdens misstemninger præger deres sidste år, sagde cand.psych. Henrik Brogaard, Plejecenter Sølund.

Han fandt det helt absurd, at der var så få ansatte til de svækkede ældre og efterlyste den efteruddannelse, der kunne vise respekt over for medarbejdernes arbejde. “Vi lever i et samfund, hvor det største problem er resultaterne af et vellevned, hvor man  bruger 8-10 mia. kr. til at fejre jul, og hvor ‘alle har ret til et fedt køkken’ ”, hvorfor han mente, at der måtte være råd til at gøre noget ved plejesituationen.


Den fjerde faktor
Måske er der en fjerde faktor og ikke kun de tre nævnte i treklangen, sagde bestillerchef Lars Bo Bülow, Københavns Kommune. Og den fjerde er vore politikere med ansvar for økonomien og for den dagsorden, der er sat. Bureaukratiet skal synliggøre ansvaret, for herved får politikerne nogle håndtag til at skrue på, som han sagde.






Læs mere om de tre publikationer, der udkom i forbindelse med konferencen.

Se programmet fra konferencen.


Til toppen