”LÆNGST MULIGT I EGET LIV”

På Videnscenter på Ældreområdets debatmøde ’Kvalitetsreformen – vi har været der før, hvad sker der nu?’ spurgte socialordfører Marianne Jelved (RV) bl.a. polemisk, hvorfor vi har en offentlig sektor. Andre emner, der optog panelet, var akkreditering, civilsamfundets rolle og markedsgørelse af sektoren.

Af Anne Brockenhuus-Schack

Spring til overskrifterne:
Et revisionssamfund
Skru op for købermagten
Jydsk Tæpperens

”Velfærd er at give alle lige adgang til det gode liv. Skal man sikre, at de ældre bliver længst muligt i eget liv, handler det ikke blot om flere hænder. Tid er en væsentlig faktor, og det kræver tid at levere kvalitet”, sagde forbundsformand Dennis Kristensen, FOA, på Videnscenter på Ældreområdets debatmøde ’Kvalitetsreformen – vi har været der før, hvad sker der nu?’, hvor der var samlet et bredt og meget kvalificeret panel. Mødet blev holdt i København 27. september.

Første mand i panelet var direktør Henrik Hjortdal, Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Han pointerede, at man kan få for meget selv af det gode. Hermed mente han den kontraktstyring  - ”vores lille barn, der har udviklet sig til en problematisk teenager” - og den new public management, som han bl.a. var med til at indføre i sin tid som statslig embedsmand. Som han så det, er der to tendenser i regeringens kvalitetsudspil, som der bestandig skiftes imellem:

1. Styring, måling og dokumentation
2. Værdier og kompetencer.

Han advarede mod det nye mantra akkreditering. ”Hvilke erfaringer har vi fra bl.a. Australien? Vi må se på, hvad det skal indebære – og jeg er skeptisk, da jeg er bange for alle former for patentmedicin. Det er farligt at sætte sin lid til, og man skal passe på snuptagsløsninger. Jeg ville foretrække intelligente kontrakter”. Han advarede også mod et ”uhyre” som Fælles sprog.

Folketingsmedlem og netop den dag nyudnævnt socialordfører Marianne Jelved (RV) var i SR-regeringen med til at indføre diverse styringsmodeller, men nu fandt hun dem slidt op og for komplicerede for borgerne. ”Styring, dokumentation og kontrol er accelereret ud over alle grænser. Da der var problemer i København, var der flertal uden om regeringen for et ekstra tilsyn. Nu har plejehjemmene syv uafhængige, årlige tilsyn. Det er totalt tåbeligt! Der er en ånd af mistillid. Vi vil en tillidsreform. Kvalitetsreformen er ikke svaret på alt. Der bør være en klar arbejdsdeling mellem staten, der udstikker de økonomiske rammer, kommunerne, der udfører de givne servicemål og institutionerne, der ved, hvordan opgaverne løses. Mødet mellem borgerne kan ikke fastlægges på Christiansborg”.

Et revisionssamfund

Dagens mest kritiske toner kom fra ph.d., magister og lektor Karen Lisa Salamon, Danmarks Designskole. Hun har skrevet bogen ’Selvmål’ om den omsiggribende managementkultur: ”Det vi måler på, er det vi ser. Det er som et scenelys. Mål er jo en lyskaster og betinger, hvad der tiltrækker den politiske opmærksomhed og er blevet et politisk instrument. Mål er ikke uskyldige, for det subjektive er usynligt. Danmark er blevet et revisionssamfund. For regnskabets sprog taler aldrig forkert. Og omsorg og pleje er allerfjernest fra revisionsverdenen. De bløde værdier har oftest ikke fået noget mål. Regeringen lægger vægt på borgernes ansvarlighed og oplevelse af god service. Det gør billedet grumset. Vi skal begynde at stille spørgsmål til de målestokke, vi bruger. Er det de rigtige ting, vi måler. Og hvis ikke – hvis er ansvaret så?”.

Næste mand i panelet var folketingsmedlem og socialordfører Hans Andersen (V). Han talte bl.a. for et servicebevis, hvor den enkelte hjemmehjælpsmodtager kunne købe hjælp, mad og boligindretning. Men han vendte sig også mod påstanden om ”kontrakthelvedet”, idet han så mål- og kontraktstyring som et kommunikationsværktøj for arbejdsgange og processer. ”Det handler om at arbejde smartere”, sagde han.

Folketingsmedlem og socialordfører Lise von Seelen (S) forudså vanskeligheder i kommunerne om budgetterne. Følgerne kunne blive ældre, der skal en time tidligere i seng og rengøring kun hver tredje uge. ”Det bliver en diskussion, der kører isoleret fra virkeligheden”. For hende var det forkert, når regeringen og Dansk Folkeparti parkerer diskussionen ved de manglende hænder. For man kunne lade de deltidsansatte i plejesektoren få fuld tid, reducere sygefraværet samt på den lidt længere bane sikre rekruttering og fastholdelse.

”Et dagligt bad er en rettighed - ikke en tvang. Men også retten til at komme ud i frisk luft og at få en ugentlig rengøring. Det er uhygiejnisk kun at få sit toilet gjort rent hver tredje uge. Vi har også peget på genoptræning en uge efter udskrivelse fra sygehuset og hurtig tildeling af almindelige hjælpemidler. Det er klare mål. Hvordan de udmøntes, vil vi gerne overlade til kommunerne”.

Sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (K) beklagede budgetaftalen, hvor der skæres ned på ældreområdet. Han afviste også, at Christiansborg-politikerne skal blande sig i, hvordan man arbejder ude i institutionerne. ”Det er behovet dén dag, der træder en hjemmehjælper ind til fru Jensen, det sker”. Men han talte også om civilsamfundet, dvs. de pårørendes ansvar, der ikke blot ligger i at kræve (flere) rettigheder.

Skru op for købermagten

”De ansatte forstår sig bedre på at drive plejehjem end alle os inde på rådhuset. Lad os skrue ned for ejermagten og skrue op for købermagten. Jeg kunne godt tænke mig at alle vore institutioner blev selvejende, så engagementet blev lagt ud. Alternativ til bureaukrati er marked eller markedslignende kræfter, fordi det er selvregulerende. Så bliver man bevidst om, hvad tingene koster. Konkurrence er sund kappestrid”.

Dennis Kristensen vendte sig mod markedsgørelsen: ”Den offentlige sektor er udbudsstyret og ikke tilbudsstyret”. Han beklagede, at den offentlige sektor er under konstant forandring, uden at man ser på, at de ansatte har gjort det bedre.

Så var det tid til de kortere replikker. Henrik Hjortdal kunne oplyse, at mens tidligere 50 pct. af det offentlige var regelstyret, var procenten nu 75. Marianne Jelved fandt, at markedsgørelse var en afmagtshandling – ”når man ikke magter at styre, må det styre sig selv. At lege marked er illusionsmageri, idet det fjerner fokus fra de mennesker, der skal skabe tilværelsen bedst muligt for de ældre”. Og hun fortsatte:

”Nu skal alle uddannelsesinstitutioner akkrediteres. Hvor bliver den sunde fornuft af? Der er behov for et folkeligt oprør om at få magten tilbage til os selv. Jeg stiller mig gerne i spidsen”.

Karen Lisa Salamon mente, at vi alle har taget managementtanken til os. Men det er fetichisme. ”Den politiske kamp står om, hvad der er overflødigt – for der kan altid skæres. Og hvad mener Lønborg med markedslignende vilkår. Man kan ikke være halvt gravid. Der er behov for en klassisk ideologisk diskussion - hvad er min ret og hvad er min pligt”.

Hans Andersen forsvarede akkreditering ikke som en løsning men som et modtræk mod de syv tilsyn. Men også, at den enkelte ældre skulle have valgfrihed – ”uanset byrådets politiske farve”.

Lise von Seelen frygtede markedet, der forudsætter kunder og ikke borgere. Civilsamfundets rolle har ifølge hende ændret sig, idet den biologiske familie ofte ikke bor lige om hjørnet. ”Akkreditering spiser ressourcer. I drømmer ikke om, hvad det har kostet og hvad der er kommet ud af det”.

Akkreditering kan ifølge Mogens Lønborg aldrig komme som et krav, da det er direkte i strid med kommunernes selvbestemmelse. Vedr. civilsamfundet så er plejehjemmet for mange ældre hele deres liv, og de er helt afhængige af den hjælp, de får. ”Lykken er ikke at få støttestrømper på, selv om det er nødvendigt, men det sociale samvær – glæden ved at være sammen med andre. Vi bliver nødt til at genåbne civilsamfundet”.

”Og i øvrigt er jeg uenig i, at markedet ikke kan være mere eller mindre reguleret. Vi kan åbne lidt op og se lidt uden for den offentlige sektor. Det handler ikke om udlicitering eller Morten Kochske tilstande, men blot at kigge ud over hækken efter inspiration. Det kunne være en berigelse og vi skal kunne tage diskussionen mere nuanceret".

Jydsk Tæpperens

Dennis Kristensen var betænkelig ved servicebeviser, hvor de ældre får en pose penge til at købe service eksempelvis af deres børn. Et bud kunne jo være ’Jydsk Tæpperens’ – og hvilken kvalitet kommer der mon ud af det, spurgte han. Og frit valg er alene et valg af leverandør – eller rettere et fravalg af det offentlige. ”Hvorfor kan man ikke aktivt vælge det offentlige – eksempelvis fra en anden kommune – til?”, spurgte han og fortsatte:

”Med civilsamfundet frygter jeg ikke, at de ansatte bliver arbejdsløse. Men hvad med god gammeldags solidaritet om at tage et ansvar hjemme i opgangen. Vi har en af verdens højeste erhvervsfrekvenser. Råber vi på at få endnu flere ud, så kan vi ikke forudsætte, at civilsamfundet kan tage sig af endnu mere”. Dette supplerede Karen Lisa Salamon med: ”Styrer vi efter markedet, kan vi ikke bede folk blåøjede om at arbejde gratis”.

Og så Marianne Jelved: ”Jeg savner en diskussion af, hvorfor vi har en offentlig sektor. Kerneopgaven er, at mennesker er afhængige af professionelle medarbejdere. Vi har valgt at forlænge familiens arm ud i det offentlige. Det lader man ikke markedet ordne. ’Mennesket i centrum’ er et værdiudtryk – men hvordan kommer det til udtryk i hverdagen. Det kan akkreditering ikke løse en snus af. Og når Hans (Andersen, red.) siger, at det ikke skal være afhængigt af, hvorvidt byrådet har et rødt eller blåt flertal, så er jeg stået af. For så har vi afskaffet politikken”

Hvortil Hans Andersen replicerede: ”Den valgfrihed, vi i Venstre lægger så stor vægt på, kan ikke være afhængig af den enkelte kommune. Vi er interesserede i, hvilke opgaver, der varetages af hvem, og mindre af den konkrete opgaveløsning. Opgaven er måske ikke, at kommunen er den største hjemmehjælpsudbyder, men om de ældre får den bedste service”.

Med eksemplet fra kravet om optælling af håndvaske på hospitalerne – et krav som institutionerne modsatte sig – pegede Dennis Kristensen på, at regelstyringen får knopskydninger, hvor man fem år efter ikke ved, hvorfor man gør det og hvad det skal bruges til. ”Dertil kommer, at det statistiske grundlag – hvad vi bruger af penge og til hvad – er noget utroligt rod!”.

Til toppen