Videnscenter på Ældreområdet. Kommentar til kronik om dansk ældreomsorg som forbillede i Japan

KOMMENTAR TIL KRONIK
om dansk ældreomsorg som forbillede i Japan

Foto: Annette Johannesen

Lektor Nobu Ishiguro fra Osaka Universitet i Japan skrev i Information den 22. juli 2009 et advarende indlæg om dansk ældreomsorg. Ishiguro, som taler og læser dansk, erindrer om, at Danmark igennem årtier har været forbillede for japansk ældre- og handicapomsorg.

Ishiguro har også fulgt med i de seneste års udvikling, hvor tildeling af hjælp er organiseret efter den såkaldte ”bestiller-udfører model” (BUM), hvor visitatorer afgør, hvilke ydelser, den enkelte er berettiget til. Hun er bekymret for, om den menneskelige, fleksible og følelsesmæssige kontakt mellem hjemmehjælper og modtager går tabt i det nye, stive system, der politisk er skabt for at bane vej for privatisering af omsorg. Netop det system kender Ishiguro fra sit eget land Japan, hvor et mylder af virksomheder sælger omsorg med efterfølgende refusion fra det offentlige. Det er et system, som er præget af gigantiske krav om administration, dokumentation og evig kontrol for at sikre mod snyd og bedrag. Og det er meget dyrere end det, vi kender til i den danske model.

Men er det nu rigtigt, som Ishiguro mener, at den danske, tidligere så enestående velfærdsmodel er ved at blive undermineret i privatiseringens navn? Noget af det, som har været kendetegnende for det danske system, er det offentliges forpligtelse til at sikre borgere – gamle som unge – et norm
alt, værdigt liv på trods af handicap. Et system, hvor mennesker med handikap og behov for støtte, uanset indkomst og familiebagland skal ligestilles med andre i samfundet.

Gennem socialpolitikken er store institutioner omdannet til selvstændige boliger eller andre boformer. Handicappede ydes støtte til personlig pleje, socialpædagogisk bistand, ledsagelse, behandling, hjælpemidler m.v., så de kan deltage i det almindelige liv på arbejdsmarkedet gennem ordinær eller beskyttet beskæftigelse. Endvidere tilbydes deltagelse i fritidstilbud, samt samværs- og aktivitetstilbud. Principperne har været forvaltet gennem mange års opdragelse i at hjælpe på en samarbejdende måde og med respekt for den enkeltes ret til at bestemme, hvordan han/hun vil leve sit liv.

I dag er det ikke længere de lokale hjemmehjælpsgrupper og deres ledere, som vurderer, hvorledes man bedst får sikret hjælp til områdets borgere. Nu er det visitatorer, som har overtaget afgørelsen af, hvilke ydelser borgeren har ret til at modtage og hvor meget tid, hver enkelt hjemmehjælper må bruge på opgaverne. Risikoen ved det formelle system er, at frontpersonalet, som skal udføre omsorgen i hjemmet, mister incitamentet til selv at være fagligt opmærksom på de aktuelle og konkrete behov hos den enkelte.

Man kan sagtens dele Nobu Ishiguros frygt for, at en stram ydelsesorienteret fokus medfører, at medarbejderne blot udfører det, der står på arbejdspapiret uden engagement og arbejdsglæde. Mange social- og sundhedsmedarbejdere (sosu’er) beklager sig over de nye metoder, og det er vel det, Ishiguro har mødt ved sine seneste besøg her.

Nordiske undersøgelser [1] af ældreplejens personale og arbejdsvilkår viser, at det danske korps af hjemmehjælpere er veluddannede modne kvinder - (kun 3% har ingen uddannelse) - med mange års erfaring bag sig. De finder deres arbejdsopgaver både interessante og meningsfulde, og de er blevet aflastet for de tungere opgaver og har god adgang til hjælpemidler. Alligevel angiver personalet, at der efter deres opfattelse er en meget stor helbreds- og sikkerhedsmæssig risiko forbundet med arbejdet. Et betydeligt antal hjemmehjælpere angiver, at de har ringe eller næsten ingen indflydelse på den daglige tilrettelæggelse af deres arbejde, og så mange som 94% anfører, at det oftest er bestemt i forvejen, hvilke arbejdsopgaver, der skal udføres hos den enkelte. De føler sig pressede og har dårlige muligheder for kollegial dialog.

Så det er nok korrekt observeret, at vi er på vej ned fra toppen, selv om vi stadig ligger et godt stykke over de fleste andre landes tilbud om støtte til selvstændige liv uanset handicap. Alligevel må man kraftigt advare om, at vi gennem stram regelsætning risikerer at miste væsentlige dele af det danske særpræg, som igennem hele det forrige århundrede er blevet bygget op til at bestå af ansvarlig stillingtagen til og udførelse af ens arbejdsopgaver – modsat den passive lydighed, der i stigende grad efterspørges nu.

Vi kan ikke uden store tab blive ved med at fratage hjemmehjælperne deres faglige udfordringer. Danske socialarbejderes kvalitet har altid været kendetegnet ved, at man gerne tager selvstændig stilling, vil tage ansvar og ønsker at kunne føle arbejdsglæde og stolthed over sin indsats.

Kvalitet i ældreplejen skabes direkte i mødet mellem plejemedarbejderen og den ældre, selv om høj kvalitet er mere end den enkeltes tilfredshed med sin hjemmehjælper. I den sammenhæng kan man sagtens bakke op om Gunnar Gjelstrups opfordring [2] til at etablere nogle nye frikommuneforsøg, hvor medarbejdere og ældre får mulighed for at tage magten over styringsinstrumenterne og skabe deres egen særlige styring nedefra.

Videnscenter på Ældreområdet og Gerontologisk Institut har mange internationale kontakter, og vi kan forsikre om, at dansk ældreomsorg stadig har meget at byde på for besøgende og studierejsende. Adskillige kommuner har kunnet udtænke fleksible løsninger og har taget medarbejderne i ed på, at de til stadighed skal bevare deres faglighed. De skal ikke blot komme ind og udføre opgaven uden at skele til, hvorledes det står til hos vedkommende. De skal råbe vagt i gevær, hvis der er behov for andre ydelser eller egentlig re-visitation. De må også bruge ekstra tid et sted, hvis der er brug for det og efterfølgende indberette og forklare behovet.

Gæsterne kommer ikke alene fra Asien, men også fra EU-lande som f. eks. Sydeuropa. Senest så vi det ved et besøg fra Schweiz, hvor gæsterne var meget overraskede over, at danske familier ikke skal betale for deres gamle mors eller fars pleje eller eventuelle ophold på plejehjem. Og at man kan vælge, om man vil blive i eget hjem til det sidste og endda få gratis pleje og tilsyn døgnet rundt. En overraskelse for dem var det også, at de fleste som arbejder med ældre er fagligt uddannede og lønnede – og altså ikke frivillige.

Danmark har, også set i forhold til vores nordiske broderlande, stadig et højt niveau i tilbuddet om hjemmehjælp, men alligevel er det fakta, at mange hjemmehjælpere dagligt føler sig stressede, og at der er mange sygemeldinger. Så hvad kan det skyldes?

Er det kulturskiftet fra de tider, hvor personalet mere selvstændigt i lokale hjælpergrupper kunne organisere sig og passe områdets gamle mennesker, som man skønnede mest rigtigt – og så til nu hvor man skal køre rent opgave-orienteret og efter en af andre fastsat køreplan?

Det er da paradoksalt, at man aldrig har haft så godt uddannet et hjælperkorps, hvorefter man har frataget dem muligheden for at bruge deres faglige kunnen. Eller det tilsyneladende paradoks i, at aldrig har det fysiske arbejdsmiljø været så sikkert som nu, hvor man har nem adgang til hjælpemidler som hospitalssenge og opsætning af loftslifte i de fleste hjem og aldrig skal løfte alene. Men alligevel florerer sygemeldinger og nedslidning. Det ser ud som om, sosu-personalets ofte fremhævede følelse af lavstatus forstærkes af familiernes kontraktlige ret til at få så og så meget hjælp, og af at hjemmehjælpen hænges ud som dårligt fungerende. Desværre kan man ikke undgå at tænke på et udtryk som ’tyendegørelse’ her.

Mange undersøgelser har vist, at ældre i Danmark ønsker at fortsætte deres sædvanlige liv med gøremål og sociale kontakter så længe som muligt og at kunne bestemme selv. De krydser fingre for, at de kan forblive uafhængige af hjælp fra det offentlige og de vil nødigt ligge børnene til byrde. Og det lykkes i høj grad. Størsteparten af gamle mennesker i Danmark er faktisk raske og rørige og bor i egne boliger. De, som lever med kronisk sygdom og svækkelse, udtænker mestringsstrategier og angiver ofte, at de selv styrer deres eget liv [3].

indførtes for mere end tyve år siden og har vist sig holdbare. De har præget organiseringen af ældrepolitikken med slogans som ”længst muligt i eget hjem” og ”hjælp til selvhjælp”. Og det er netop denne normalisering af livet som handikappet, der klinger sympatisk og inspirerende i ørerne på fagfolk fra andre lande. Ingen andre steder er det lykkedes i så høj grad at støtte den enkelte i at kunne bestemme over eget liv – selv hvis personen bliver handicappet og behøver hjælp.

Derfor skal min opfordring til udlandet – også til Japan lyde: Send roligt delegationer hertil for at opleve den danske ældremodel og vilkårene for gamle mennesker. Vi har stadig meget at byde på. Videnscenter på Ældreområdet kan formidle kontakter til velfungerende kommuner og institutioner. Det er vældigt udviklende og tankevækkende for danske institutioner at få besøg og få en dialog i gang om, hvorfor man gør, som man gør. Måske kan besøg fra udlandet være med til at bringe lidt af den gamle stolthed tilbage hos de fagfolk, som hver dag yder omsorg for gamle mennesker i de danske kommuner.

Annette Johannesen er gerontolog og faglig medarbejder i Videnscenter på Ældreområdet.

Videnscenter på Ældreområdet har med en antologi og konferencerne ’Styring og kontrol = kvalitet i ældreomsorgen?’ og ’Ældreomsorg - management eller menneskelighed?’ sat fokus på dette dilemma.

Videnscenter på Ældreområdet indsamler, bearbejder og formidler viden om forskning og udvikling på ældreområdet via konferencer og debatdage, elektroniske nyhedsbreve, bøger, telefon-hotline og omfattende hjemmeside.