OMSORG PÅ PLEJEHJEM

Christine E. Swane, Gerontologisk Institut, tlf. 39 40 10 10

Omsorg er et ord der beskriver bestemte former for samvær mellem mennesker. Vi bruger det ofte når der er tale om relationer mellem mennesker hvoraf den ene har brug for den andens hjælp og støtte. Omsorg er derfor en relation hvor ligeværdigheden af og til sættes på spil.

Det er ikke altid vi i rapporter om omsorg og ældre får præsenteret begreber til bedre at analysere og forstå hvad der foregår ved professionelles omsorg for gamle mennesker. Det får vi i en ny rapport om "Boligforhold, pleje og omsorg i ti københavnske plejehjem". Projektet er støttet af Det tværministerielle udvalg for anvendt ældreforskning, forsøg og udvikling under Forskningsministeriet samt "Kvalitetspuljen" i Københavns Kommunes Sundhedsdirektorat.

De afsnit der handler om omsorg giver ikke bare en nyttig introduktion til begrebet, men også kon-krete, lærerige eksempler på professionelles omsorg for beboere på plejehjem. Omsorgshandlinger kan opdeles i en operationel side (den konkrete udførelse) og en ekspressiv side (holdninger og følelser knyttet af handlingerne). Hjælp fra plejehjemspersonale til beboere kan desuden inddeles i tre kategorier der bygger på tre menneskelige eksistensområder:
Kropslig eksistens – følelsesmæssigt, socialt samliv – erkendende, skabende aktivitet.

Der er lagt vægt på at vise at skønt det kun er den ene person, nemlig plejehjemsbeboeren, som har brug for hjælp og støtte, er det alfa og omega at der skabes følelsesmæssigt engagement og gensidighed i relationen. Det er først da at hjælpen opleves positivt, at den 'virker' med andre ord.

Det er grundlæggende i omsorgshandlinger at der etableres en relation der får beboeren til at føle sig værdsat. Det gælder også de praktisk orienterede opgaver med udgangspunkt i vedligeholdelse af kroppen som en stor del af samværet mellem personale og beboere på plejehjem drejer sig om. Vurderingen af om omsorgshandlingen lykkes bygger på beboerens ansigtsudtryk og reaktioner.

Rapportens eksempler er skrevet på baggrund af observationer på plejehjemmene, og de viser hvordan de ældre bliver mere levende og engagerede når de får en sådan støtte, mens de bliver triste hvis de bliver overladt til sig selv eller ikke bliver forstået.

Det lærerige i uddragene af samtaler mellem plejehjemsbeboere og deres hjælpere er fremhævelsen af hvordan det mellemmenneskelige (sociale) og det følelsesmæssige er afgørende, også for oplevelsen af den praktiske hjælp. Ved at lytte nøje til beboeren (også selv om hun eller han lider af demens) og inddrage hende/ham i omsorgshandlingerne, kan selv personlig pleje glide forholdsvist let og give begge parter oplevelser af succes og menneskelig varme.


Læsestof:
Bent Foerlev m.fl.: Boligforhold, pleje og omsorg i ti københavnske plejehjem. København : Statens Byggeforskningsinstitut, 1997.

Til toppen

Sidst opdateret 23/11/09