Videnscentret – VpÆ
| ØGET KRAV TIL ÆLDRE OM FLEKSIBILITET Nye vinkler blev lagt på ældreomsorgen, da Videnscenter på Ældreområdet gennemførte sin anden konference om 'Ældreomsorg - management eller menneskelighed?' , der fandt sted i Kolding 1. oktober. En del af oplægsholderne var gengangere fra forårskonferencen i København, så derfor skal i det følgende kun en enkelt ny oplægsholder præsenteres. Af Anne Brockenhuus-Schack Der stilles krav til de ældre om at være fleksible og kunne ændre roller alt efter hvilken lovgivning eller hvilke regler, der tages i brug. Og denne fleksibilitet og dette krav om rolleskift har ikke været en del af den offentlige udviklingsdebat på ældreområdet, fastslog cand.scient.pol og ph.d.-studerende Holger Højlund, Institut for Ledelse, Politik & Filosofi ved Handelshøjskolen i København.. Indledningsvis sagde han, at eksperterne ikke er enige i, hvad ældreomsorg er. »På den ene side forventer vi, at den skal være ens for alle (eller i hvert fald gives på ens præmisser overalt i Danmark). På den anden side vil vi også gerne have, at den er specielt tilpasset til hver enkelt af os. Den skal altså både være ens og forskellig - fælles og individualiseret«. Tre reformer I sit oplæg om nye værdier og nye ældreroller tog han udgangspunkt i tre reformer på ældreområdet. Det er henholdsvis Fælles sprog, loven om aftaleskemaer, der indførtes med Serviceloven i 1995 og endelig de forebyggende hjemmebesøg, som indførtes fra 1996. Dette forudsætter tre forskellige værdier, nemlig standardisering af sproget, formalisering af beslutningerne og åbenhed i dialogen. Hvilket igen fører til tre forskellige ældreroller. Den ene er rollen som passivt modtagende, idet hjælpen er minutiøst fastlagt på forhånd, »og det skaber ikke motivation for aktiv deltagelse hos de ældre, men lægger tværtimod op til ældre som passive forbrugere af et serviceprodukt - og ikke som aktive medskabere af deres egen dagligdag«. I visitationen forventer man, at de gamle indtager rollen som aktivt forhandlende. »Her skal de være strategiske og tænke i forhandlingstaktikker«. Aktive forventes de ligeledes at være ved de forebyggende hjemmebesøg, men her er rollen »bygget op omkring åbenhed og deltagelse og ikke strategisk tænkning«. Holger Højlund så i alle tre reformer to fælles tendenser: Dels at de flytter autoritet fra hverdagens omsorg og til situationer uden for dagligdagen, dels at de skaber et skjult krav om fleksibilitet til de ældre. Mht. til det første er de daglige omsorgssituationer tappet for autoritet, idet beslutningerne er taget, og hjælpen fastlagt på forhånd. Det skjulte krav om fleksibilitet giver sig som nævnt forskelligt udtryk: Afventende over for hjemmehjælperen, i teten og stå på deres ret over for visitator og »være åben og agere næsten som var det en ven, de stod overfor«, når det er hjemmebesøgeren. Dette kommer også til udtryk ved den fleksible hjemmehjælp, idet fleksibiliteten kommer til at hænge på den enkelte hjemmehjælper og den enkelte ældre. »Så hvis formålet med lovforslaget er at genoprette fleksibiliteten i hjemmehjælpssektoren, så må man sige, at meget ansvar lægges på deres skuldre«. Og netop heri ligner loven de andre reformer. For som i reformerne ligger der i loven et skjult krav til de ældre og hjemmehjælperne om at være fleksible (om at kunne skifte roller og tage ansvar for disse rolle-skift) så for begge parter »forventes de på det uformelle (skjulte) plan at kunne opføre sig fleksibelt og tage ansvar, selvom de på det formelle plan får mindre råderum i dagligdagen«. Foregangsområde? Heri så Holger Højlund ikke skjulte bagtanker. Tværtimod var han sikker på, at reformerne er indført løbende og med de bedste intentioner, men når de virker side om side, kommer de til at skabe en lang række uforudsete bivirkninger. Men - »ægte kvalitetsudvikling er netop at lade bivirkningerne få betydning for udviklingen. Dette sker alt for få steder. Måske ældreområdet skal være et foregangsområde i denne slags kvalitetsudvikling. Alt for mange steder bliver kvalitetsudvikling noget man bare gør - man kvalitetsudvikler sig - eller kvalitetsmærker sig - eller skaber kvalitetsstandarder. Alt sammen for at man kan vise politikerne (og borgerne), at man er med på noderne, at man forandrer sig i takt med nutidens krav om forandring«. Holger Højlund advarede afslutningsvis mod, at kvalitetsudvikling præges af modeluner og selvfølgeligheder. Selvfølgeligheder gør, at der ikke bliver stillet nok spørgsmål til kvalitetsudviklingen. »Og det er måske ellers det vigtigste formål med kvalitetsudvikling - at blive bedre til at stille spørgsmål til sig selv«. Til toppen Ny oplægsholder var docent ved Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, Eigil Boll Hansen, der talte om den undersøgelse, han har været med til, om 'Kvalitet i ældreplejen - udvikling af et nyt kvalitetsværktøj'. Men da videnscenteret tidligere har omtalt denne undersøgelse, vil den ikke blive nærmere omtalt her. Byg, byg, byg! Formanden for Folketingets socialudvalg, Villy Søvndal, SF, åbnede konferencen med et »Byg, byg, byg!« samt påpegede nødvendigheden af at diskutere ressourcer. »På det sociale område har vi i årevis diskuteret, at såfremt der var ånd og spirituelle fagter samt vilje nok kunne man klare endog meget store resultater. Hvis det drejede sig om at anlægge en vej mellem Odense og Svendborg og en person henviste til, at den kunne skabes ved ånd alene, ville vi anse ham for en tvivlsom person. Jeg vil derfor advare mod denne forfladigelse af debatten. Vi er nødt til også at diskutere ressourcer og navngive kvaliteten. Og der er ingen nemme svar«. Villy Søvndal så to grøfter i ældredebatten: Drømmen om fortiden og om at det er ærgerligt, at folk ikke forstår alt det gode, der er lavet. »Drømmen om, at hvis vi blot kunne skrue tiden 30 år tilbage, ville vi alle være lykkelige, skyldes dårlig hukommelse. Ser vi på de ældres pleje, økonomi, sundhed og boligforhold, er der på ingen af områderne grund til at ønske sig en generation tilbage«. Også i nutiden fandt han ganske betydelige problemer. Bl.a. i at den offentlige debat i sig selv er blevet problematisk, da den ikke er velegnet til nuancer. Af afgørende ældrepolitiske temaer i fremtiden så han bl.a. omfanget af ældreboligbyggeriet. »Vi har svigtet ved at drosle ned på byggeriet, så vi kun visiterer senildemente, der ikke kan orientere sig i tid, sted og rum, eller personer, der er så fysisk svækkede, at de er bundet til en seng eller stol. Hvordan kan man skabe netværk mellem disse mennesker?«, spurgte han. Nøgleordene eller -svarene ligger i at bygge i et omfang, hvor ældre, der stadig har kræfterne og dem uden, kan mødes. »Vi bliver nødt til at diskutere omfanget af byggeriet, hvis vi ikke vil erstatte enhver form for ensomhed med hjemmehjælp - som jeg ikke mener er den flotteste vision«. Tre modeord Andre ældrepolitisk temaer så han i rekrutteringsproblemerne og i det frivillige sociale arbejde, der får en styrke i mødet med det offentlige system. Men han mente også at kvalitetsbegrebet har behov for et serviceeftersyn uden »kroniske diskussioner om genveje til paradis« i form af modeord som effektivisering - »det er prøvet til bristepunktet, og ældreområdet er den største leverandør til sygedagpenge og førtidspension - i sig selv tankevækkende, at det netop er det sociale system, der leverer til passiv forsørgelse« - eller omstrukturering, »hvor de kolossale gevinster udeblev, og det rodede undervejs«. Endelig er der modeordet udlicitering. »Vi har trosfrihed i Danmark, men jeg vil dog advare mod det. Når selv simple licitationer som rengøring giver problemer, er det farligt at tro, at komplekse problemer løses meget enkelt. Igen - jeg vil advare mod de nemme svar; dette er hårdt arbejde!« Under den livlige paneldiskussion efterlyste freelance filosof og debattør Keld Brikner bl.a. en afklaring af, hvad vi ikke vil have i ældreomsorgen. »Jeg vil ikke have et system, der hvidvasker ringe kvalitet i ældreplejen«, sagde han og advarede mod opsplitninger a la 'rigtig etik' eller 'det rigtige menneskesyn', når det afgørende må være, hvad der er anstændigt over for de ældre medborgere. I øvrigt var flere såvel i panel som i salen inde på, at det var på tide, at Forbundet af Offentligt Ansatte kæmper for en bedre løn for deres medlemmer. |
||
Sidst opdateret