Af Olli Kangas, forskningsprofessor ved Socialforskningsinstituttet

Selvom James Bond  måske lever to gange og vælger at dø en anden dag, så dør alle mennesker kun én gang. For én person vil det ske i dag, for en anden vil det ske en anden dag længere ude i fremtiden. Men der er væsentlig forskel på hvor længe, vi får lov at leve – forskelle mellem lande og forskelle mellem grupper af mennesker. 

Men for at vende tilbage til mere prosaiske tanker om døden kan vi citere et gammelt finsk ordsprog, som siger det ligeud: "Intet er mere sikkert end de fattiges død" - og dette ordsprog er vist så sandt som noget kan være. Gamle, klassiske litterære tekster om fattigdom handlede om sult, lidelse og for tidlig død. Nu til dags er den samme historie stadig yderst genkendelig, hvis vi ser på den globale situation og forholdet mellem velstand og sundhed. I de rige lande er den gennemsnitlige forventede levetid over 80 år, mens folk i fattige tredjeverdenslande kan ønske sig selv tillykke, hvis de når at fylde 40 år.

År for penge?
I 1900 var de nordiske lande fattige i forhold til det internationale niveau. I 1900 var det gennemsnitlige BNP pr. indbygger for de europæiske lande på 3.077$. Kun Danmark - som det rigeste nordiske land - lå tæt på dette tal, mens Sverige(2.561$), Norge (1.937$) og Finland (1.668$) lå langt under gennemsnittet; og så var der Storbritannien, som med sine 4.492$ pr. indbygger var verdens rigeste land. Gradvist begyndte de nordiske lande at opleve bedre økonomiske resultater, og ved årtusindskiftet lå de alle over det europæiske gennemsnit (19.806$ i 2000). På det tidspunkt lå BNP på 23.010$ for Danmark, 20.235$ for Finland, 24.364$ for Norge og 20.321$ for Sverige; samtidig lå Storbritannien på kun 19.817$. Således har de nordiske lande foretaget et stort spring rent økonomisk i de sidste hundrede år. Spørgsmålet er, hvad dette spring har betydet for den forventede levetid.

Relativt set er det nok ikke ret meget. Som nævnt havde de tre fattige skandinaviske lande for hundrede år siden den længste forventede levetid. Selvom den økonomiske udvikling i de nordiske lande er gået meget hurtigere end i andre grupper af lande, har stigningen i forventet levetid i disse lande - med undtagelse af Finland - allerhøjest været moderat. Hvis vi tjekker udgangspunkterne med hensyn til levetid, finder vi ud af, at Norge og Finland har opnået, hvad de skulle i forhold til deres økonomiske vækst. Sverige har fået lidt flere år for pengene! Sammen med USA klarer Danmark med sin høje velstand og lave forventede levetid sig bestemt under niveau, mens Japan klarer sig over niveau.

For at gøre en lang historie kort kan vi konkludere, at de store stigninger i levetid, som de vestlige lande har oplevet i det sidste århundrede, nok ikke ville have været mulige uden økonomisk vækst. På langt sigt går velstand og sundhed hånd i hånd. Det er vigtigt at holde sig for øje, at BNP ikke kun handler om penge - det repræsenterer også mange andre faktorer, som er knyttet til begrebet "udvikling". Men der er nationale forskelle, som ikke kan forklares alene ved at se på forskelle i velstand. Økonomisk vækst er nødvendig, men ikke nok til alene at kunne forklare forbedret levetid .

År for velfærd?
Når man ser på udvidelsen af velfærdsstaten har det, relativt set, givet dårlige resultater, når det gælder levetid i Danmark og også til en vis grad i Finland. Finland har klaret sig særdeles godt i absolutte tal, men når man tager den hurtige økonomiske vækst og udvidelsen af velfærdsstaten i betragtning, har Finland klaret sig middelmådigt. USA har opnået de samme sløje resultater, men har investeret mindre i social sikkerhed. Svenskerne og schweizerne har tilsyneladende fået mange leveår ud af deres velfærdsstater. Igen er Japan lidt af et mysterium. På trods af landets meget lave investeringer i velfærdsstaten (eller måske på grund af dem) lever befolkningen længere og længere.

På grundlag af disse forskelle mellem landene er det ret tydeligt, at velfærdsstaten i sig selv ikke er et tilstrækkeligt fintfølende værktøj til at forklare forskelle i udviklingen i forventet levetid. Det er også tydeligt, at store velfærdsstater  har en tendens til at føre til mindre indkomstulighed. Men med hensyn til sundhedsresultaterne er situationen mere kompleks, og den samlede konklusion bliver, at den positive sammenhæng mellem velfærdsstatens størrelse og forventet levetid dominerede billedet indtil 1950'erne, men har vist sig at være uden betydning siden hen. Man har opnået høj forventet levetid i lande med mindre velfærdsstater, som fx Japan, og i store velfærdsstater som Sverige. Samtidig ser man relativt lave forventede levetider i store velfærdsstater som Danmark og i små velfærdsstater som USA. Så vi kan se, at der er mange andre faktorer på spil, hovedsageligt adfærdsmæssige faktorer som fx drikke- og spisevaner. 

Forventet levetid varierer meget mellem forskellige lande og forskellige tidsperioder. I Bibelen står der, at Metusalem blev hele 969 år gammel, og at han, da han følte han havde fået nok ud af livet, lagde sig i sengen og blev ført til sine forfædre. Opinionsmålinger viser, at blandt de rige velfærdsstater er danskerne mest tilfredse med deres liv, dvs. at når det gælder livsglæde er danskerne nærmest Metusalem, men når det gælder levetid har Danmark længst til Metusalems rekord, og for at slå rekorden må danskerne til at spise meget mere grønt og ryge og drikke langt mindre grønt!

Artiklen er bragt i Social Forskning, Nyt fra Socialforskningsinstituttet, 2006:4.

Gå til pdf-udgave af nyhedsbladet.