Ældrebyrden: Et overkommeligt problem

Af Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Velfærdskommissionen havde de store overskrifter fremme i sit debatoplæg, der blev præsenteret i mandags. Spørgsmålet er dog, hvor meget grundlag, der er for det, og om man ikke risikerer at løse de forkerte problemer.

I hovedskønnet har kommissionen regnet sig frem til, at der skal findes 60 mia. - godt 4 pct. af BNP, eller - "pædagogisk" udtrykt - 8.5 ekstra skatteprocenter på bundskatten frem til 2020. Det kan lyde voldsomt. Man kunne dog også have illustreret det med, at de offentlige udgifter risikerer at komme tilbage på 1996-niveau.

Det er lidt af et worst case scenarie, men afviger dog ikke så voldsomt fra tidligere beregninger, der så sent som i september 2002 fik regeringen til at konkludere i den nationale strategirapport til EU om pensioner: "Hvis målet om nedbringelse af den offentlige gæld realiseres, skønnes ... indretningen af pensionssystemet at være robust ift. aldringen af befolkningen."

Nedbringelsen af den offentlige gæld er ikke fremskyndet af, at regeringen har udskiftet princippet om at finansiere skattelettelser "krone til krone" med finansiering via det økonomiske "råderum". Statens gæld koster på 2004-budgettet 48 mia. i renteudgifter - næsten svarende til "Ældrebyrden". At få gælden og rentebyrden ned, kræver imidlertid ikke velfærdsreformer. Det kræver budgetdisciplin.

Velfærdskommissionens beregninger bygger hovedsagelig på den økonomiske model DREAM. De er som sagt i den pessimistiske ende. Man har skiftet befolkningsprognosens tal for middellevetiden ud med egne beregninger, der giver mere "pessimistiske" resultater. En følsomhedsberegning viser, at det forklarer 2.8 af de 8.5 skatteprocenter. Videre har man forudsat, at en 75-årig har samme behandlings- og plejebehov, uanset om middellevetiden er 79 eller 85 år. Hvis behovet i stedet beregnes i forhold til restlevetiden, forsvinder 2.9 af de 8.5 skatteprocenter.

Det mest problematiske er dog, at man har antaget, at overførselsindkomster følger lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det ville forudsætte en ændring af satsreguleringen. Den giver nemlig ikke fuld kompensation: Dels går der årligt 0.3 pct. fra til satsreguleringspuljen, dels gives der ikke dækning for den del af lønstigningen, der skyldes, at arbejdsstyrken forskydes fra arbejdere til funktionærer. Det giver et årligt efterslæb på ca. O.5 pct. (desuden kompenseres der heller ikke for pensionsforbedringer og nedsat arbejdstid). Den halve procent er en tikkende pensionsbombe-demontering. Det bliver til meget over 40 år. Denne forudsætning har man ikke regnet på. Men forudsætter man, (1) at plejebehov følger restlevetid frem for alder, og (2) at satsreguleringen fortsætter uændret, så er "problemet" næsten elimineret - på Velfærdskommissionens egne præmisser.

Velfærdskommissionen kalder beregningsforudsætningerne optimistiske. Det er næppe rimeligt. Selv om man accepterer Velfærdskommissionens forudsætninger, er der imidlertid et misforhold mellem analyse og konklusion. Og der skal faktisk ikke justeres meget på forudsætningerne, før "problemet" forsvinder. Hvilket svarer til det gængse internationale billede af Danmark som et land, der næsten har løst sit ældre"problem". Til gengæld kunne det være interessant at lave DREAM-beregninger på andre europæiske velfærdsstater - de ville ofte være alarmerende!

Velfærdskommissionen skal dog roses for et grundigt regnearbejde, for en bedre befolkningsprognose, for en klar fremlæggelse af usikkerhedsmomenterne, og - ikke mindst - for punktering af en række myter: F.eks. hjælper det ikke at øge fertiliteten, og det hjælper - under realistiske forudsætninger - ikke at øge indvandringen. Flere i arbejde er heller ikke nok, og økonomisk vækst gør ganske vist folk rigere, men løser ikke forsørgerbyrden. På nogle af disse punkter er beregningerne nok for pessimistiske, men tendensen er rigtig.

Det ændrer dog ikke ved, at usikkerheden er enorm. Jokeren er levealderen - men der er også andre. Stiger levealderen ikke, er der slet ikke noget problem, lyder konklusionen. Stiger den endnu mere end antaget, bliver problemet større. Det peger på et behov for en sikkerhedsventil, og der er i princippet en simpel løsning herpå - som i grundtræk svarer til den svenske. Svenskerne vil fremover justere pensionernes størrelse efter levealderen. I Danmark ville den tilsvarende løsning, som Velfærdskommissionen også selv foreslår, være at justere aldersgrænserne i pensions- og efterlønssystemet med udviklingen i levealderen.

Mere overraskende for mange viser beregningerne, at problemet med forsørgerbyrden halveres, hvis renten stiger med én procent!

Rapporten forklarer hvorfor, men glemmer at nævne, at det skyldes de omfattende velfærdsreformer, der allerede er gennemført. Velfærdsstaten omtales gennemgående i rapporten, som om den var stort set uforandret. F.eks. passer diskussionen om pensioner og generationskontrakter på den danske velfærdsstat af i går - og på den tyske af i dag - men ikke på den danske velfærdsstat af i morgen. Danmark har gennemført en af de mest vidtgående pensionsreformer i EU, der fører til et af EU’s mest privatiserede - og mest opsparingsbaserede - pensionssystemer. Det Økonomiske Råd skønnede i 1998, at 70 pct. af pensionisternes indkomst i 2045 ville være baseret på opsparing.

Derfor er det i dansk sammenhæng også vildledende at omtale alle pensionister som forsørgede. Det er rimeligt i Tyskland, Frankrig osv. Men en betydelig del af fremtidens danske pensionister vil være forsørgere livet igennem: Staten tjener penge på dem, år efter år.

Sådan er det ikke i andre lande, og det er en illustration af en stor mangel ved rapporten: Den er stærk på regnearbejdet, men mangler en forståelse af den danske velfærdsstats karakter, set i en historisk og international sammenhæng.

Ofte omtales generelle velfærdsproblemer, som var det noget specielt dansk. Omvendt forbigår oplægget det, der er helt specielt for Danmark, herunder også, at man har fået kvinderne fuldt integreret på arbejdsmarkedet - og har tilpasset velfærdsstaten fuldstændigt hertil. Den kolossale udbygning med fuld børnepasning, barselsorlov, ældrepleje etc. fremstår som glidende serviceforbedringer, ikke som en éngangs-revolution. Det forbigås tilsvarende, at en afgørende del af forklaringen på det stigende antal personer på overførselsindkomst siden 1960 er en effekt af, at kvinderne nu også er på arbejdsmarkedet - og dermed også bliver ledige, er sygemeldte, går på førtidspension og efterløn etc. - tilmed i højere grad end mænd. Det efterlader et forkert indtryk af presset på systemet.

Det påvirker ikke selve beregningerne, men er fatalt for rapportens anbefalinger, som - hvis man skal sætte det på spidsen - mest bruger ældrebyrden som afsæt for generelle velfærdspolitiske anbefalinger eller overvejelser. F.eks. ville man næppe have flirtet med anbefalinger om forsikringsordninger, hvis man havde set på, hvor meget man i mange andre EU-lande ville ønske, man kunne komme væk fra sådanne ordninger, over mod en generel skattefinansieret model.

Der er ingen grund til at efterligne andres fejl, og derfor savner man internationale sammenligninger. Man savner også analyser af, hvorfor den danske velfærdsstat har klaret sig så godt indtil nu. Risikoen er her, at man hælder barnet ud med badevandet. Endelig er hele den styringsmæssige side forbigået : Det klassiske eksempel er de store forskelle i OECD-landenes sundhedsudgifter, der synes stort set uden forbindelse til kvaliteten. Eller 1970'ernes udgiftseksplosion i Danmark pga. svag styring. Hvis man ser på den historiske udvikling i Danmark, er det svært at finde nogen forbindelse mellem demografi og udgifter overhovedet - derimod har styringen enorm betydning. Faren her er, at man glemmer de store problemer, mens man prøver at løse de små.

Til toppen