Fra debat til stilhed – noget om arbejdsmarkedspensioner

Jesper Due og Jørgen Steen Madsen ’Fra magtkamp til konsensus. Arbejdsmarkedsspensionerne og den danske model’, 447 s., kr. 495, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2003

I begyndelsen af maj ’rasede’ en kortvarig diskussion om arbejdsmarkedspensionerne (AMP). Og så blev der stille igen. Direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening var fremme med et synspunkt om, at pensionsbidraget på LO/DA-området kan komme til at ligge på et for højt niveau. Et par af mine kolleger på Handelshøjskolen i Århus kom i vælten med synspunkter om det rimelige i, at fagbevægelsen er med til at tvinge medlemmerne til at betale et pensionsbidrag på godt 10 pct. Samtidig kunne man i SF høre  bekymring om de socialpolitiske skel, der efterhånden vil opstå i pensionistgrupperne mellem de velaflagte borgere med en lang og givende arbejdsmarkedskarriere bag sig og andre mere svagt placerede medlemmer af arbejdsstyrken.

Jesper Due deltog også i debatten og blev i Politiken den 5. maj citeret for, at nu har lønmodtagerne »indrettet sig på, at de skal påtage sig et ansvar for deres egen alderdom i forhold til opsparing – at de skulle sikre en lønudvikling, der sikrer beskæftigelse og konkurrenceevne. Og det er lykkedes«.

Det er også Jesper Due som sammen med sin mangeårige faglige kollega Jørgen Steen Madsen har udgivet ’Fra magtkamp til konsensus, der handler om arbejdsmarkedspensionerne og historien/historierne bag dem. Det er en tyk sag på ca. 400 sider.

Arbejdsmarkedspensioner er et omfattende emne, og den socialpolitiske debat herom har været knap, beskeden og "tilbagetrukket". Jesper Due og Jørgen Steen Madsens bog er derfor et kærkomment bidrag til belysning af AMP og deres indpasning i og til de økonomisk-politiske og socialpolitiske systemer. Bogen kan give en del af grundlaget for en sådan diskussion. Den leverer en meget omfattende beskrivelse af AMP's gradvise fødsel – hvis fødsler ellers kan foregå gradvist. Bogen er i virkeligheden et politologisk case-studie med fokus på interessenterne og aktørerne samt beslutningsprocesserne i spillet om AMP. Her har bogen sin styrke.

Spillet om AMP forsøger forfatterne også at sætte i perspektiv på baggrund af den økonomiske og politiske situation de seneste 30-40 år. Her har bogen efter min opfattelse sine svagheder. F.eks. kommer den meget let omkring det socialpolitiske kernespørgsmål om, hvorvidt AMP kan hænge sammen med den såkaldte universelle skandinaviske – eller rettere danske – velfærdsstatsmodel. Og eksempelvis behandler den de finans- og skattepolitiske spørgsmål knyttet til AMP-systemet på overfladisk vis.

Det danske pensionssystem bliver tit beskrevet som et  billede af tre søjler. Den første – de sociale pensioner. Den anden – arbejdsmarkedspensionerne. Den tredje – de individuelle/private pensioner (f.eks. kapitalpensioner). Om ATP m.v. skal indlejres i den første eller anden søjle kan man skændes om. En fjerde søjle bør klistres på – efterlønnen. Fundamentet i denne søjlebygning? Det er et godt spørgsmål – det er vel noget med finansieringssystemerne og deres robusthed. Hvad står der på overliggeren i dette pensionstempel? Det er vanskeligt at se. Solidaritet? Lighed? Selvforsørgelse?

Op igennem 1970'erne fik vi en hidsig – sådan da – diskussion om forskellige ØD-konstruktioner. Med økonomisk demokrati tænkte man på lønmodtagernes ’medejendomsret’ til kapitaltilvæksten i produktionsapparatet. Nogle så dette som den rene og skinbarlige sovjetsocialisme eller i hvert fald noget i den retning. Andre så mere afslappet på det som et grundlag for større nettoinvesteringer i produktionsapparatet. Vi levede fortsat under økonomisk vækst med de nationaløkonomiske målkonflikter, det gav. Da Danmark og den vestlige verden senere i 1970'erne skred i olien et par gange, blev de samfundsøkonomiske problemstillinger nogle andre. Selv tidligere ØD-tilhængere begyndte at få lidt kolde fødder.

Man undersøgte forskellige ØD- eller udbyttedelingskonstruktioner. Bl.a. i et udvalgsarbejde om Lønmodtagernes Medejendomsret (med Bent Rold Andersen som formand). LM-rapporten går Due og Madsen udenom. Det må vel næsten være en forglemmelse, når man betænker, hvor meget de i bogens første del gør ud af ØD-diskussionerne. Den magtkamp, som de taler om i bogens undertitel refererer netop til ØD-slagsmålet – med LO m.fl. på den ene side og DA m.fl. på den anden. En hage ved bogen er, at den ikke sætter ØD- og pensionsdebatterne dengang ind i en tydeligere økonomisk og vækststrategisk sammenhæng.

Da ØD-debatterne begynder at klinge af i ’fattigfirserne’, efterlades der et slags tomrum for organisationerne – som jeg ser det. Og vel egentligt også for partierne. Vi levede i stagflationstider, som det er blevet kaldt. Den værste af alle verdener for politikere og økonomer m.fl., nemlig en kombination af stagnation, inflation, arbejdsløshed og betalingsbalanceuligevægt. Firserne var et akavet årti – et langt vakuum. Man fægtede sig frem mellem de halvtomme økonomiske krybber i en uskøn blanding af politisk konsensus og fodnotepolemik. Det forekommer mig, at det er i dette vakuum, at AMP bliver sat på dagsordenen. Det er her bogen har sin tyngde – i kapitlerne 5 og 6 på tilsammen næsten 250 sider. Her tager den karakter af et historisk kildeskrift.

I dag sidder vi til bords med et AMP-system i vækst eller under opbygning. I formen et kollektivt aftalt system, i realiteten et delelement i det socialpolitiske system af kontantydelser. Nogle betragter AMP som en velskabt og veltrimmet yngling i konfirmationsalderen, andre som en skifting. At systemet kan komme til verden uden nogen egentlig politisk debat, ser nogen som et smukt resultat af den danske konsensussøgende aftalemodel, der hersker på arbejdsmarkedet. Andre ser den som et skyggebillede af bagsiden af denne aftalemodel. På denne bagside kan der stå noget om det problematiske i at acceptere, at arbejdsmarkedsorganisationerne (inkl. de offentlige arbejdsgivere) tager og får den’lovgivende’ initiativret i et centralt spørgsmål som pensionssystemets samlede indretning.

I foråret var der som omtalt en opblussende og derefter hendøende debat om pensionssystemets indretning. DA-direktørens udtalelser kunne tages som udtryk for en nationaløkonomisk bekymring om det automatiske og ufleksible beskatningsinstrument, der ligger i pensionsbidraget. Det er at betragte som en lønskat, som lovgivningsmagten på forhånd har fraskrevet sig retten til at pille ved, og som er lagt ind i beskatningssystemet som en indirekte lønomkostning af en væsentlig størrelse. Mine kolleger på Handelshøjskolen i Århus fokuserer på "tvangselementet" i systemet. Deres bekymring kan eventuelt tages som udtryk for, at vi ikke har haft nogen åben politisk diskussion om de socialpolitiske prioriteringsspørgsmål i forbindelse med den obligatoriske AMP. SF'erens bekymring peger mod de skel, der gradvist opstår mellem folk, der har fået, hvad de kunne tilkomme i de aktive år og vil modtage efter ’fortjeneste’ i de passive – denne diskussion har været og er fortsat stort set fraværende.

Citatet af Jesper Due (ovenfor) viser ham som AMP-tilhænger og fremtrædende fortaler for den danske aftalemodel. Hans og Jørgen Steen Madsens hovedlinie i bogen er den, at vi har bevæget os fra ØD-magtkamp i 60'erne og 70'erne til AMP-konsensus i 80'erne og 90'erne – og at aftalemodellen nok engang har vist sin styrke og peget på sin eksistensberettigelse. Deres sidste sætninger i bogen lyder ganske enkelt: »Set fra arbejdsmarkedsparternes synsvinkel kunne konklusionen passende være: "Når enden er god, er alting godt"«.

En efterskrift: I tide og utide hører vi om den ubærlige ældrebyrde og om selvbærende pensionssystemer. For et lille års tid siden nedsatte regeringen den såkaldte velfærdskommission med tidligere overvismand Torben M. Andersen som formand. De første udmeldinger fra denne økonomtunge kommission er ved at tikke ind. Mange tør spå om, at den hejser demografiske og byrdetunge faresignaler. For nylig  tog bl.a. Socialpolitisk Forening initiativ til at sammensætte en alternativ velfærdskommission med en anden tidligere overvismand som formand. Nemlig Bent Rold Andersen, der har gjort sig gældende i den offentlige debat med bl.a. kritiske synspunkter på den fremherskende pensionsdiskussion – både i form af bøger, artikler og debatter. Så forhåbentligt får vi inden længe en hårdt tiltrængt pensionsdebat – om end noget post festum.

Til toppen