|
|
|
Midtvejskonferencen Ældre og IT
27. januar 2001 - Eigtveds Pakhus
I 1998 afsatte regeringen 33 mio. kr. til at intensivere ældres brug af informationsteknologi, og de mange penge blev delt ud til forskellige forsknings- og udviklingsprojekter over hele landet.
Forskningsdelen havde til formål at belyse, hvordan ældres arbejdsressourcer kan fastholdes i form af fleksible IT-baserede arbejdspladsløsninger, herunder hjemmearbejdsløsninger, som tager hensyn til ældres behov.
Udviklings- og forsøgsprojekterne fokuserede på følgende spørgsmål:
Hvordan opbygges IT-kyndighed blandt ældre (særlige pædagogiske metoder)
Hvordan lettes overgang fra selvhjulpethed til behov for hjælpeforanstaltninger
IT-funktionalitet for ældre med funktionsnedsættelser
Kortlægning af eksisterende erfaringer med ældres IT-brug
Særlige forhold for ældres brug af homeshopping og andre servicetilbud på nettet
Ældrenetværk som strategi for opbygning af øget tryghed og social kontakt
11 projekter fik midler
Der blev uddelt midler til 11 forskellige projekter, som skal køre over et fem-årigt forløb. Den 27.2. 2001 blev der afholdt en midtvejskonference for disse projekter, så man kunne danne sig et overblik over, hvor langt man er nået med hele indsatsområdet. Konferencen blev afholdt i Eigtveds Pakhus, var arrangeret af én af projektholderne, nemlig Roskilde Universitet, og forløb med fuld tilslutning og stor, engageret debat. Dagen var tilrettelagt, så en række af projekterne kunne fremlægge deres mål, metoder og hidtidige resultater, og i et tilstødende lokale var der udstilling, hvor alle projekter kunne demonstrere deres foreløbige forløb.
Ældre brugere er som andre brugere
Selve fremlæggelserne viste over én kam, at der er stor interesse blandt mange ældre til at lære sig IT. Der er succes med kurser og læringsprocesser over hele landet, dog er det svært at danne sig et indtryk af, hvem der ikke melder sig til og ikke interesserer sig for emnet. Det viser sig, at ældre reagerer som alle andre mht. IT-teknologi: Autoritetsskrækken blomstrer så længe, man ikke rigtig kender det, men så snart man er kommet lidt ind i det, bliver man begejstret. Der blev meldt tilbage om, at flere af de ældre kursister er blevet superbrugere eller er fortsat som lærere på nye IT-hold for ældre.
E-handel ikke så udbygget
Det kommercielle marked halter lidt bagud, forstået på den måde, at e-handelsområdet endnu ikke er fuldt udbygget og derfor ikke anvendes af ret mange brugere, heller ikke ældre. Fra Næstved fortalte man om en Seniorportal, der er udviklet specielt som mødested for ældre. Denne seniorportal er oprettet med forbillede i en seniorportal i Sverige (www.seniornet.se), og en svensk repræsentant herfra fortalte desuden om deres erfaringer. Den danske Seniorportal har adressen: www.SeniorPortalen.dk. I Næstved havde man andre erfaringer med IT-samlingssted, hvor man anbefalede at mødes på BYnet.dk, hvilket samtidig var en opfordring til landets kommuner om at udbygge og udvide service og muligheder på disse Bynet.dk, der har en fremtid foran sig som lokale IT-mødesteder.
Birthe Weiss' ideer om ældre og IT
Forsknings- og IT-minister Birthe Weiss byggede sådan set videre på denne ide, da hun sidst på eftermiddagen præsenterede sine overvejelser omkring ældre og IT. Hun mente bl.a., at kommuner og amter i fremtiden vil lægge en stor del af deres service til borgerne ud på nettet, fordi det vil være ressourcebesparende, og derved vil en del borgere blive hægtet af, hvis de ikke har adgang til eller forståelse for brug af IT. Derfor har regeringen sørget for, at der er oprettet et service-telefonnummer: 1881, hvor man kan ringe og få alle oplysninger, der kan søges på nettet, hvis man ikke selv har adgang til dette. Formålet med en sådan service er, at borgere uden net- og IT-adgang ikke skal miste deres basale rettigheder og muligheder i fremtiden.
Birthe Weiss kom med en meget vigtig og klog bemærkning angående ældre og IT. Hun advarede mod, at der lægges et gruppepres på ældre, om at det er uacceptabelt ikke at kunne bruge IT. "Det må ikke blive mindreværdigt eller flovt at sige nej til IT." Et godt eksempel på, hvordan alle skal huske at bevare respekten for hinanden, og også af denne grund er oplysningstjenesten 1881 et godt nummer.
Fremtiden - stærke og svage brugere
Der blev rejst flere spørgsmål på denne konference, end man kan besvare, blandt andet blev det diskuteret, hvordan velfærdssamfundet kan fungere, når IT bliver en integreret del af alle menneskers liv. Hvorvidt syge ældres behov kan blive dækket af den nye teknologi, eller om tidens IT-tendens peger i retning af kommercielle interesser, og altså derfor en målretning mod stærke brugere, der kan selv, frem for de borgere, der har brug for hjælp. Og hjemmearbejdspladserne; er det en fornuftig og realistisk måde at forberede fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet?
Gå tilbage til ÆLDRE og IT
Til toppen
|
|
|
|
|
|
|