Sproget, sproget, sproget!

Hvad stiller man op i en kommune med etniske befolkningsgrupper, der taler 59 forskellige sprog, hvoraf der tiil flere af sprogene ikke findes uddannede tolke? Der er mange steder projekter verdr. ældre med anden etnisk baggrund, men der er mangel på permanente tiltag for dem, det hele drejer sig om, viste et fællesmøde for Dansk Flygtningehjælp og Ældre Sagen.

Af Anne Brockenhuus-Schack

En frivillig fra en social organisation henvender sig telefonisk til kommunens projektmedarbejder og tilbyder sig som besøgsven for en ældre indvandrer. "Hvordan vil du tale med ham?", spørger projektmedarbejderen. Der opstår en pause i telefonen. Så må kommunens repræsentant oplyse, at den gamle tyrker, der er familiesammenført og i øvrigt bor alene, kun kan tale tyrkisk. Ny pause. Aftalen bliver, at kommunen vil stille tolkebistand til rådighed for et besøg.

Dette er blot ét af mange eksempler på, at sprogkundskaber er en forudsætning. Og at sprogproblemer især går ud over de ældste indvandrere og deres sociale aktiviteter. Dette aspekt må derfor tænkes med ind i eksempelvis de frivillige organisationers tilbud til denne gruppe.

»Det etniske ældre har nøjagtig de samme problemer, som andre ældre. Men oveni har de sprogproblemerne. Kommunikation er for alle ældre et problem, men det er endnu større for de etniske ældre«, siger sekretariatsleder Peter Lindblad, POEM, der er en paraply-organisation for etniske minoriteter. Han tilføjer, at der findes metervis af rapporter om de etniske ældre - en del allerede fra begyndelsen af 90'erne - og et tilsvarende antal rapporter over kortvarige projekter. »Problemet er, at der ikke sker noget permanent. Og i det hele taget bruges der ikke så mange penge på dem, det hele drejer sig om«.

Diskussionen opstod på et møde arrangeret i december af Dansk Flygtningehjælp og Ældre Sagen. Mødets titel var 'Alderdom i eksil - ældre etniske minoriteter', hvor de to parter redegjorde for deres tre-årige fællesprojekt med det formål bl.a. at uddanne frivillige til at igangsætte aktiviteter ude i lokalområderne og samarbejde på tværs til gavn for de gamle indvandrere og flygtninge. Projektet, hvis leder er Lis Vidkjær Hjorth, støttes af Integrationsministeriet. Tidligere har emnet været tabubelagt i organisationens komiteer, hvorfor Ældre Sagen har været meget tavs på dette område. Men det er nu ændret.

Erfaringer fra Vejle
Et flygtninge- og integrationsprojekt fra Vejle Kommune viser, at sprogproblemer sammen med dårlig økonomi ofte medfører, at personer med anden etnisk baggrund er fejlbehandlede. En indvandrer, som var diabetespatient, delte således sin medicin med en anden. Disse ældre lider af mange fysiske og psykiske sygdomme, hvor sukkersyge, hjertesygdomme og gigt dominerer. Medicinen er dyr, de ved oftest ikke, hvordan de skal få fat i en ambulance eller læge - og de praktiserende læger i Vejle Amt har oplyst, at de ikke har tid og ressourcer til at søge efter en ledig tolk, når en ældre med etnisk baggrund skal behandles, det må de ældre selv sørge for. Disse ældre kan ikke forstå henvendelserne fra kommunen, kender ikke til de offentlige tilbud og opgiver, hvis de gør, at gøre brug af dem, fordi de ofte skal henvende sig fire-fem forskellige steder. De manglende sprogfærdigheder gør også, at de ingen kontakt har med danskere, de er isolerede og deltager ikke i forskellige aktiviteter. Det oplyste flygtninge- og byudvalgskoordinator Lisa Fischel .
Denne gruppe er også præget af lukkethed og mistillid til systemet - de er tidligere mange gange blev spurgt om deres ønsker og behov, uden at der siden er sket mere. Generationskonflikter er et andet problem, idet de ældre nydanskere har andre forventninger til livet i Danmark sammen med deres børn, selvom de ikke kan opretholde de samme rollemodeller som i den gamle kultur. De er bange for at komme på plejehjem, der ikke kan imødekomme deres kultur, religion, madvaner og sprog. Og alle efterlyser aktivitetssteder og lokaler for folk med anden etnisk baggrund. Men her er manglende økonomi ofte en hæmsko.

Ligeledes i Vejle Kommune er man som led i et to-årigt projekt begyndt at sende kommunal information på de pågældende fremmedsprog ud til de over 60 årige. Men en af de tidlige indhøstede erfaringer i projektet er, at det burde inkludere gruppen over 50 eller 55 år, idet den har næsten de samme problemstillinger som dem over 60 år. Projektet har bl.a. betydet, at en indvandrer, der har boet her i landet i syv år, for første gang kunne læse en offentlig skrivelse, sagde projektmedarbejder Nihat Garcevic. Med tolkebistand har man startet pilotprojektet 'Bar' spørg', på seks sprog, hvor ældre flygtninge og indvandrere kan henvende sig to gange månedligt. Her får de hjælp med alt muligt lige fra tidsbestilling hos lægen til at undersøge muligheder for pension. De får også tilbud om udflugter.
Med til billedet hører dog, at der alene i Vejle Kommune er 59 sproggrupper - og mange af disse sprog kan man slet ikke skaffe tolke til. En mulig løsning på sprogbarrieren er aktiviteter for ældre, hvor de 'tolkes' af yngre landsmænd, der har gennemført dansk-undervisningen. Hovedparten af de etniske ældre i kommunen er over 70 år, hvilket gør det urealistisk, at de skulle lære dansk. Og i øvrigt sigter hovedparten af dansk-undervisningen på de erhvervsaktive etniske minoriteter.
Når det drejer sig om rekruttering af to-sproget personale til ældresektoren, oplever man i kommunen, at det er en upopulær branche blandt flygtninge og indvandrere. Man overvejer fra kommunal side at forsøge kontakte de unge i de familier, der også rummer gamle familiemedlemmer, og prøve at overtale dem til at tage uddannelsen. En deltager i mødet kunne dog oplyse, at på hendes sosu-hold med 24 elever var de 11 to-sprogede.
Bortset fra vanskelighederne med sproget, har mange etniske minoriteter også økonomiske problemer. De, der må leve af 'brøkpensioner', fordi de har opholdt sig her i landet kortere end de 40 år, der sikrer fuld folkepension, har ringe økonomi. De familiesammenførte forældre over 60 år er slet ikke berettiget til pension. Adgangen til at familiesammenføre gamle forældre er ophævet fra 2002. Antallet udgjorde i de tre forudgående år 200-300 personer.
Mens ældre flygtninge modtager fuld pension uanset længden af deres ophold her i landet, får ældre, der får opholdstilladelse efter særlige bestemmelser eller af humanitære grunde derimod en særlig introduktionsydelse i de første tre år. Den svarer til det beløb, der ydes gifte folkepensionister uden andre indtægter end pensionen. Det er denne gruppe ældre sammen med de familiesammenførte gamle forældre, som har den dårligste økonomi.

Læs mere om Vejle-projektet 'Øjebliksbilleder' på webadressen: http://www.vejle.dk , men gå også ind på KLs hjemmeside: http://www.kl.dk ,ligesom der er en erfaringsdatabase på Integrationsministeriets hjemmeside: http://www.inm.dk

Ældrehaven
Nogle ældre med anden etnisk baggrund har som led i Vejle-projektet foreslået, at de etniske ældre dyrker grøntsager og frugt i en fælles have. Afgrøderne herfra skulle gå til de steder, Frelsens Hær har med gratis bespisning for mennesker i nød. Haven er tænkt som disse ældres tak for den hjælp, de selv modtog, da de kom til Danmark. Samtidig kunne haven tjene som et sted for fysisk aktivitet og dermed have en forebyggende effekt. De ældre efterlyser kurser i havedyrkning, idet nogle af dem allerede har kolonihaver. For at projektet kunne blive en realitet, skulle kommunen sørge for grunde, haveredskaber og betale øvrige driftsomkostninger.


Til toppen

Sidst opdateret 23/11/09