Christoffersen, Henrik; Husted, Leif; Rasmussen, Lars Even.
ÆLDRE PÅ BOLIGMARKEDET - EN ANALYSE AF ÆLDRES BOFORHOLD OG FLYTNINGER.
AKF-rapport. København; AKF-forlaget, oktober 1994.
With an English summary
ISBN 87-7509-385-3

Uddraget er bearbejdet af Susanne Palsig Jensen
Der henvises til selve rapporten for en udtømmende beskrivelse.

Hovedtræk
Analysen beskriver ud fra foreliggende registerdata, hvordan ældre bor og har benyttet boligmarkedet i årene fra 1986 til 1990. Centralt i analyserne står ældres flytninger, idet det ifølge rapporten er ældres flyttemønster og ændringer heri, som er en væsentlig kilde til usikkerhed ved en vurdering af, hvordan ældre vil komme til at bo i de kommende år.

Datagrundlag
Grundlaget er et forskningsregister, oprettet af AKF og Danmarks Statistik, med udvalgte registeroplysninger om et tilfældigt udsnit på 10 pct. af den danske befolkning. Heri er udtaget en tilfældigt udvalgt stikprøve på 1 pct. af befolkningen 65+, opdelt i relevante aldersklasser.

Nogle resultater
· Generationseffekten indebærer i disse år, at stadig flere ældre 65+ kommer til at bo i ejerbolig - især i parcelhus, da denne boligform er stærkt udbredt blandt de nytilkomne i aldersgruppen.

· Derimod er der stadig færre ældre 65+, som kommer til at bo i lejelejlighed. Denne boligform er stærkt udbredt blandt de ældste årgange, som nu dør ud.

· Det er de private lejelejligheder, som spiller en klart mindre rolle, Til gengæld har den almennyttige boligejerform fra 1986 til 1990 fået stigende betydning.

· I andelsboligformen er andelen af ældre 65+ fra 1986 til 1990 gået op fra 2 til 5 pct.
· Blandt samlevende ældre er parcelhuset den mest udbredte boligform, mens enlige ældre for størstedelens vedkommende bor i lejlighed i etagebolig.
Se rapportens tabel 2.4B om ældre 65+ og deres placering i boligmassen i 1990, efter alder, husstandsforhold og art af boligen.

· Analysen viser, at når ældre flytter, indretter de sig i bemærkelsesværdig grad efter de muligheder, som findes på det lokale boligmarked. Ifølge rapporten er det derfor ikke tilvejebringelsen af én bestemt type af bolig, som er afgørende for, om ældre kan finde en anden bolig i alderdommen.

· Ældre 65+ i lejeboliger flytter (relativt set) oftere end ældre i ejerboliger. Det skyldes primært, at enlige alt andet lige flytter mindre end par, og at der bor flere samlevende ældre i ejerboligmassen og flere enlige ældre i lejeboligmassen. Selve boligejerformen skønnes derimod at have mindre betydning for flyttehyppigheden.

· Langt de fleste ældre 65+ flytter inden for kommunegrænsen. Kun knapt 20 pct. af flytningerne går til en anden kommune.

· Ældre 65+ har en høj flyttehyppighed i de situationer i tilværelsen, hvor livsvilkårene ændrer sig grundlæggende, f.eks. ved tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og ægtefællens bortgang. Omkring 30.000 ældre 65+ blev hvert år enlige efter at have levet som par, heraf 20.000 kvinder.

· Flytning i disse situationer forekommer særligt hyppigt hos ældre, som bor i ejerbolig, og gennemgående ret hurtigt efter, at begivenhederne er blevet en realitet. Rapporten stiller spørgsmålstegn ved, om en hurtig og ofte uforberedt flytning giver de pågældende den bolig, som de kan opfatte som deres ideelle bolig for ældretilværelsen.

· Rapporten rejser spørgsmålet, om en mere systematisk ældreboligpolitik, som befordrer en mere glidende tilpasning på boligmarkedet for de ældre, ikke både kunne løse disse velfærdsproblemer og virke dæmpende på de hastigt voksende boligydelsesudgifter.
Til toppen

Sidst opdateret 23/11/09