DANSK ÆLDREBOLIGPOLITIK

I de sidste 15 år har boligpolitikken for ældre gennemgået en udvikling fra konceptet "længst muligt i eget hjem" over "flere plejeboliger" til "flyt i tide - mens du selv bestemmer". I den følgende kronik gives en oversigt over den politiske udvikling i det sidste årti, set med boligministerens og socialministerens øjne:

Kronik i Jyllandsposten 8.1.1998
Gamle 68'ere - nye boliger
Af Karen Jespersen, socialminister (S) og Ole Løvig Simonsen, boligminister (S)

Med ældreboliglovens vedtagelse den 10. juni 1987 blev det for alvor synliggjort, at ældrepolitikken var under forandring. Der var tale om starten på et afgørende brud med den hidtidige ældrepolitik og for et nyt syn på de ældre.

Ældrekommissionen havde med sit arbejde i begyndelsen af 1980'erne bidraget til nyformuleringen af ældrepolitikken. Ældrekommissionen understregede, at ældrepolitikken bør udformes på en sådan måde, at alderdommen kan opleves som en fortsættelse af den tidligere tilværelse, at de ældre skal have mulighed for selv at tilrettelægge dagligdagen og træffe valg mellem forskellige foranstaltninger, samt at der i videst muligt omfang skal gøres brug af de ældres egne ressourcer.

Til toppen

Disse synspunkter var en reaktion på en situation med meget begrænsede valgmuligheder for de ældre: f.eks. på boligområdet, hvor plejehjemmet var eneste mulighed for de plejekrævende. Optagelse i plejehjem indebar samtidig, at pensionen blev inddraget samt andre ændringer, der kunne virke umyndiggørende, og som var et voldsomt brud med den hidtidige tilværelse. Samtidig var disse plejehjemsboliger ofte små og af dårlig standard.

En grundtanke for den nye ældrepolitik var, at det ikke skal være boligformen, der skal være bestemmende for tilbud om pleje til den enkelte ældre. Det skal derimod være den enkeltes behov. Plejen skal altså følge den ældre og ikke boligen.

Med ældreboligloven fra 1987 og de gennemførte ændringer af bistandsloven var sigtet at tilvejebringe et større og mere fleksibelt udbud af boliger til ældre, således at boligerne kunne imødekomme de ældres meget forskellige behov. Tidligere tiders opfattelse af de ældre som en homogen persongruppe, som kunne tilbydes ensartede standardløsninger, blev der dermed gjort op med. Samtidig var målet at tilvejebringe boliger af god kvalitet, som kan leve op til nutidens krav.

Som konsekvens af disse ændringer er alle boliger til svage og plejekrævende ældre siden 1988 blevet opført som plejeboliger (dvs. ældreboliger med pleje- og omsorgsfaciliteter og tilknyttet personale), også kaldet moderne plejehjem.

I et moderne plejehjem er beboeren lejer, og boligen er på typisk to værelser med eget køkken og toilet. Boligen i et traditionelt plejehjem er derimod en institutionsplads og omfatter ofte blot et lille værelse uden eget køkken eller toilet. Plejen og omsorgen er imidlertid den samme, uanset om der er tale om et moderne plejehjem eller et traditionelt plejehjem. Det er altså de fysiske rammer, der er bedre i et moderne plejehjem.

I anledning af "10-års jubilæummet" er der god anledning til at se på,
hvordan det så er gået. Lad os slå fast med det samme, at ældreboligloven har medført et stort kvalitetsløft af boliger til ældre og et mere fleksibeit boligudbud. Det er vanskeligt at bestride. Vi kan også konstatere, at der trods nedlæggelser af gamle utidssvarende plejehjem i dag er lige så mange særlige boliger til de plejekrævende ældre i traditionelle plejehjem, moderne plejehjem mv. som i 1988.

Samtidig er der i perioden sket en udbygning af døgnplejen, således at stort set alle kommuner i dag kan tilbyde ældre døgnpleje i eget hjem.

Kommunerne etablerede i de første år efter ældreboligreformen ikke så mange boliger til de meget plejekrævende ældre, som det var ønskeligt. Regeringen har derfor siden 1993 haft det som et af sine vigtigste mål på ældreområdet at få etableret flere boliger til de svageste ældre. Med plejeboligreformen, der trådte i kraft 1. januar 1996, blev dette udmøntet i praksis. Dermed fik vi sat en god proces i gang, og resultatet ser vi i disse år med en betydelig vækst i antallet af boliger til de svage og plejekrævende ældre.

Da det traditionelle plejehjemsbyggeri ophørte 1. januar 1988, var der i alt 48.011 plejehjemspladser/boliger. Den 1. januar 1997 var der 49.047. I løbet af 1997 skønnes der yderiigere etableret 3.500 ældreboliger, hvoraf formentlig omkring 3/4 er boliger med omsorgs- og servicefunktioner og tilknyttet personale (moderne plejehjem).

Til toppen

Det er også værd at bemærke, at udover de forbedringer der er
sket vedrørende boliger til de svageste ældre (de plejehjemslignende boliger), er det samlede udbud af ældreegnede boliger til de ældre generelt blevet større og mere fleksibelt. Dette giver bedre muligheder
for, at den ældre kan få en bolig, der bedst muligt dækker den pågældendes behov. Det kan i den forbindelse nævnes, at der siden ældreboliglovens vedtagelse er givet tilsagn til opførelse af ialt godt 29.000 ældreboliger.

Det kan indvendes, at det ikke er rimeligt at sammenligne forholdene i dag med 1988, da antallet af ældre er vokset. Her skal man imidlertid også tage i betragtning, at der er sket en væsentlig udbygning af tilbudene i eget hjem. Næsten alle kommuner kan således i dag tilbyde døgnpleje. Men det er da rigtigt, at det er vanskeligt direkte at sammenligne forholdene i dag med tidligere. Men det skyldes også, at tilbudene til de ældre har ændret karakter og i dag er meget mere mangfoldige.

Venter mange ældre forgæves på plads i plejehjem? En omfattende undersøgelse fra 1995 af de 80-100-åriges levevilkår konkluderer, at det højst er 3 pct., som både har vanskeligt ved at klare sig i deres egen bolig og som helst vil have en anden bolig. De registrerede ventetider til plejehjem og ældre-/plejebolig m.v. er endvidere faldet kraftigt de seneste år, så de nu er nede på 3 måneder, og kommunernes planlagte udbygning med ældre-/plejeboliger vil medføre et yderligere fald. Antallet af ældre, der venter på en anden bolig, og ventetidens længde er altså faldende.

Vi er faktisk nået langt på ældreområdet, også sammenlignet med andre skandinaviske lande. Dette er senest fremgået af en skandinavisk undersøgelse af ældreomsorgen i Skandinavien 1960-95. Danmark fremstår meget positivt i undersøgelsen, hvilket af forskerne tilskrives, at Danmark har fastholdt en høj ressourceindsats på ældreområdet og en klart formuleret ældrepolitik, der er blevet fastholdt over en årrække, og som har indebåret en stærk vilje til ændring og modernisering (fra institutionsløsninger over til hjælp i eget hjem, med den tilhørende udbygning med ældreboliger og tilbud i eget hjem).

Nu har vi ikke skrevet dette blot for at sige, at alt er såre godt. Der er fortsat et aktuelt behov for en betydelig indsats på ældreområdet. En del kan utvivlsomt ske ved en forbedret styring af og udnyttelse af de eksisterende ressourcer, f. eks. vedrørende den praktiske hjælp og personlige pleje uanset om det er i plejehjem eller eget hjem. Det er også eksempelvis nødvendigt at øge befolkningens viden om alderdommens muligheder og risici og om boligens betydning, f. eks. i forbindelse med flyt-i-tide problematikken. Ældreboligrådet og Ældre Forum er vigtige medspillere også i denne sammenhæng. Der er også fortsat områder hvor standarden klart er utilfredsstillende.

En undersøgelse i 1995 viste således, at knap 1/5 af værelserne i plejehjem havde hverken bad eller toilet, at hvert fjerde værelse er under 15 m2, og at kørestolsbrugere ikke kunne komme til 1/10 af værelser ved egen hjælp. Det var en af grundene til, at regeringen fik gennemført plejeboligreformen fra 1. januar 1996, der tilskynder kommunerne til at etablere flere plejeboliger og til at ombygge utidssvarende plejehjem til moderne ældre-/plejeboliger til fordel for især de svage ældre. Der sker hermed også et væsentligt løft i de ældres boligstandard, da det er de dårligste og mest utidssvarende plejehjem, der ombygges.

Vores mål er, at der efter år 2005 ikke længere bør kunne findes
utidssvarende plejehjemsboliger.

En helt afgørende forskel mellem de traditionelle plejehjem og ældreboliger, herunder moderne plejehjem, er, at i ældreboligen er beboeren lejer på samme vilkår som andre lejere i udlejningsbyggeri, og de er omfattet af lejelovens regler. Det er altså beboerens lejlighed, og plejepersonalet er "gæster" hos beboeren. Der er ingen tvivl om, at dette har betydning for den ældres selvrespekt og værdighed, og det er dermed et vigtigt led i ligestilling og normalisering af de ældres forhold med andre grupper, som er et centralt mål for ældrepolitikken.
Til toppen

Ældreboligloven er siden fulgt op med en række andre initiativer med henblik på at ligestille og normalisere de ældres forhold. Særligt kan nævnes indførelse af pensionsudbetaling på plejehjem, der blev obligatorisk fra 1. januar 1995. Beboeren har derved fået valgmuligheder, og betaler for bolig m.v. efter regler, der tilnærmes reglerne for ældreboliger. Plejehjem i dag er således noget helt andet end i 1988, og adskiller sig ikke reelt fra forholdene i eget hjem.

Det bør også fastholdes, at det ikke er boligen, der er styrende for tilbuddet om service til den enkelte, men derimod den enkeltes behov uanset boligform.

På noget længere sigt er et af de store spørgsmål, i hvilket omfang de kommende ældregenerationer vil stille andre krav og have andre boligbehov end de ældre i dag. De kommende ældre vil typisk være bedre økonomisk funderet i kraft af supplerende pensionsordninger m.v., og de vil ikke mindst ofte være vant til meget plads. Parcelhusgenerationen og 68-generationen er nogle af betegnelserne for disse kommende ældre. Med 68-generationen tænkes normalt på dem, der er født i l940'erne, der omfatter de største fødselsårgange i Danmark nogensinde.

Der er derfor et stort behov for nu at tænke i nye baner i forbindelse med boligbyggeri, byfornyelse og renovering, hvis boligbehov og boligønsker hos disse kommende ældregenerationer skal imødekommes. Boligministeriet har derfor udskrevet en konkurrence over emnet "Gamle 68'ere - nye boformer", for at få skabt en bred debat om dette emne, og for at inspirere bygherrer, beboere og !okale myndigheder til at gå nye veje i ældrepolitikken. Fristen for besvarelserne er sat til den 15. februar 1998. Vi forventer os meget af disse besvarelser og den efterfølgende debat, som kan blive et vigtigt bidrag til regeringens ældrepolitik. .
Til toppen

Sidst opdateret 23/11/09