Kort om velfærdsaftalen

Yngre danskere kan med velfærdsreformen meget vel opleve, at hele den forventede stigning i restlevetiden skal tilbringes på arbejdsmarkedet. Det skyldes dels, at forligspartierne bag velfærdsreformen har besluttet, at et otium på efterløn og pension efter afgang fra arbejdsmarkedet i gennemsnit kun må være på 19,5 år – hvilket er to år mindre end nu – dels at efterløns- og pensionsalderen ‘indekseres’, så den stiger med forbedringen i middellevetiden.

Alene på efterlønsområdet tegner det ifølge professor Jørgen Goul Andersen, Center for Komparative Velfærdsstudier ved Aalborg Universitet, til, at den reelle efterlønsalder i 2030 vil være på 66 år. I den seneste halve snes år er middellevealderen for 60-årige steget med ca. to år, og ifølge Goul Andersen vil efterlønsalderen derfor “med stor sandsynlighed stige til 63 år i 2025”, og vil “med meget stor sandsynlighed” være 64 år i 2030. Og fordi de to år til pensionen modregnes, vil den reelle efterlønsalder derfor blive 66 år i 2030. Men ifølge professorens udtalelser til B.T. er efterlønsalderen reelt afskaffet, og pensionsalderen kan stige til 70 år eller mere. “Der er faktisk ingen øvre grænse. Regeringen har solgt velfærdsaftalen som en blid reform, men i virkeligheden er det faktisk meget skarp kost”, siger han.

Allerede nu viser en fremskrivning fra Danmarks Statistik foretaget for dagbladet Børsen, at den nye efterlønsalder på 62 år er utilstrækkelig, idet en 60-årig i 2025 vil kunne se frem til en levealder på 85 år.

Men sådan er reformen ikke blevet solgt af politikerne, selv om det står lysende klart i aftaletekstens side 20: “Fra 2025 forøges aldersgrænserne i tilbagetrækningssystemet på linie med restlevetiden for 60-årige. Indekseringsmekanismen indebærer, at den forventede periode med efterløn og pension på længere sigt fastholdes på omkring 19 1/2 år, svarende til niveauet i 1995 (...) Hvis levetiden stiger yderligere, så vil efterlønsalderen igen kunne stige i 2025 – og maksimalt med 1 år. Folkepensionsalderen ændres med samme regulering som efterlønsalderen og med ikrafttræden 5 år senere (dvs. første gang i 2030), således at efterlønsperioden bliver 5 år for alle årgange”. Videre hedder det i teksten, at ændringen indfases med et varsel på 10 år, og at “der træffes beslutning om ændring i aldersgrænserne hvert 5. år, første gang i 2015. Aldersgrænserne reguleres med maksimalt 1 år af gangen”.

Regeringen, S og RV står ved teksten – mens Dansk Folkeparti mener, at indekseringen står til forhandling og at partiet har vetoret. Det afviser finansminister Thor Pedersen. Der forlyder intet om, hvad fagbevægelsen mener om denne del af aftalen, men generelt har den – bortset fra FOA – i forbindelse med reformen talt om “julegaver midt på sommeren”. Statsministeren solgte reformen som en “historisk velfærdsaftale”, der både var langsigtet og visionær og i et internationalt perspektiv en “enestående og bemærkelsesværdig” reform, der vil styrke Danmarks position som rollemodel. Det sidste er det dog lidt så som så med ifølge  udtalelser fra det tidligere medlem af Velfærdskommissionen, Jørn Henrik Pedersen. Han gør rede for, at tyskerne og amerikanerne allerede har sat deres pensionsalder op, og at svenskerne i 1990’erne byggede samme automatik ind i deres pensionssystem med regulering efter forventet levealder.

De fem partiet bag forliget tegner sig for 158 mandater i Folketinget. Med forliget vil den forventede erhvervsaktive alder stige fra 37 3/4 år til 41,5 år. Om 34 år vil reformen være helt gennemført og flytte rundt på halvanden pct. af BNP. Velfærdskommissionens formand Torben B. Andersen mener kun, at reformen løser halvdelen eller to tredjedele af de økonomiske problemer med den øgede ældrebefolkning. Og med reformen er der ikke skabt plads til velfærdsforbedringer, siger han. Andre økonomer peger bl.a. på, at perspektivet er meget langsigtet, og at der ikke er noget på kort sigt til afhjælpning af manglen på arbejdskraft. Og skatten såvel på arbejde som ejerboliger røres der ikke ved. Både erhvervsliv og økonomer mener, at det derfor er en ‘om’er’ om kun få år. Ikke mindst fordi folk med gode opsparinger/friværdi til enhver tid kan trække sig ud af arbejdsmarkedet. Avisernes ledere er stort set alle enige om, at reformen er uambitiøs. Dertil kommer røster om, at den nye efterlønsordning rammer socialt skævt. Den er “asocial” og med “kraftig social slagside”, hævder seniorforsker Henrik Brønnum-Hansen fra Statens Institut for Folkesundhed. For der er ikke taget hensyn til ny forskning, der viser store forskelle i restlevetiden for forskellige uddannelsesgrupper. Restlevetiden for en 60-årig ufaglært er i dag 17,6 år, mens den for en højtuddannet er 20,4 år.

Og hvad blev forligspartierne - SF og Enhedslisten står uden for forliget - så enige om? Efterlønnen stiger gradvist med et halvt år pr. år fra 2019 til 2022, hvor den vil være 62 år. Forslaget træder i kraft 1. juli 2009. Folkepensionsalderen hæves gradvist med ligeledes et halvt år pr. år fra 2024 til og med 2027, hvor den vil være 67 år. Forslaget træder i kraft 1. juli 2009. Det gælder for begge tilbagetrædelsesordninger at de kun omfatter personer, der ved dette års udgang endnu ikke er fyldt 48.

Efterlønsperioden er derfor fortsat fem år. Der skal fremover indbetales efterlønsbidrag i 30 mod nu 25 år, man skal være medlem af en a-kasse, og indbetalingerne skal påbegyndes senest ved det 30. år. Der indføres dog en fortrydelsesret indtil 15 år før efterlønsalderen til nedsat ydelse og nedsat skattefri præmie. Forslaget om fortrydelsesretten træder i kraft 1. januar 2007. Mulighederne for at supplere efterlønnen med arbejdsindkomst forbedres  - grænsen sættes ved 30.000 kr. Dette forslag træder i kraft 1. januar 2007. En række aldersgrænser i bl.a. social-, arbejdsmarkeds- og skattelovgivningen ændres, lige som reformen vil få indvirkning på tjenestemandspensioner mv. Aldersgrænsen i forskelsbehandlingsloven ændres fra 65 til 70 år og pligtig afgangsalder for visse tjenestemænd søges hævet. I aftaleteksten hedder det, at der generelt ikke bør være pligtige aldersgrænser for tilbagetrækning, hverken i lovgivning eller i overenskomster.

Den forlængede dagpengeperiode for de 55-59-årige bortfalder 1. januar 2007, men gælder ikke for personer, der ved årets udgang er 54 år eller ældre. De ældre ligestilles med reglerne for andre grupper mht. aktivering  - allerede efter ni måneders ledighed – og denne intensiveres også for ældre efter to et halvt års ledighed. Dagpengeperioden forlænges for de over 60-årige fra to et halvt år til fire år. A-kasserne skal have den første kontakt med alle forsikrede ledige. Der indføres en særlig løntilskudsordning for ledige over 55 år i op til seks måneder, hvis de har været på dagpenge eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder. Dette forslag træder i kraft 1. januar 2008. For samme aldersgruppe indføres muligheden for at blive ansat i et seniorjob til overenskomstmæssig løn i kommunerne, hvis de ledige har opbrugt deres dagpengeret. Det forventes, at der vil blive oprettet i alt ca. 1.500 af denne slags job i fire år. Tilgangen til ordningen kan ske fra 1. januar 2008. Endvidere skal seniorpolitikken styrkes i den offentlige sektor og med virkning fra 2007 oprettes en forebyggelsesfond på 3 mia. kr. til at forebygge og forhindre fysisk og psykisk nedslidning.

Samlet skønnes reformen – der ikke alene omfatter tilbagetrækningsalder mv. for de ældre - at styrke beskæftigelsen med 110.000 i 2025 og med 125.000 i 2040 – hvor den senere tilbagetrækning tegner sig for de henholdsvis 85.000 og 100.000 - samt at medføre en stigning i BNP på 5 pct. frem til 2040.

Det nye forlig om efterlønsalderen deler danskerne i to lejre. En lille majoritet på 56 pct. står bag forligspartiernes resultat, mens 41 pct. er imod. Det skal ses i lyset af, at flertallet i Folketinget bag reformen er på hele 88 pct.

Kilder: DR TV Avisen 20., 21. og 26.6., Information 21. 6., Politiken 21., 22., 23. og 24.6., Berlingske Tidende 21. og 22.5., Morgenavisen Jyllands-Posten 21., 22., 24. og 25.6., Børsen 22.6., Weekendavisen 23.6. og B.T. 27.6.2006.

Læs mere om velfærdsaftalen på Finansministeriets hjemmeside.

Hele velfærdsaftalen kan ses på Finansministeriets hjemmeside som pdf-fil.

Læs Jørgen Goul Andersens artikel om velfærdsreformen fra Politiken 1. juli 2006.



Til toppen