ÆLDRE PÅ ARBEJDSMARKEDET

"Er det ikke betænkeligt at sætte fokus på ældre. Gør man dem ikke en bjørnetjeneste ved at fremhæve alder som noget særligt?"

I en tid hvor der som aldrig før er fokus på ældre kunne spørgsmålet fortjene en principiel stillingtagen. Befolkningen gråner og arbejdsstyrken gråner, men mens den grånende del af befolkningen vokser, svinder arbejdsstyrken til en stedse mindre andel. Det giver anledning til bekymring blandt såvel økonomisk kyndige som politisk ansvarlige. Man taler om "pensionsbomben" under den danske og flere andre landes økonomi. Derfor udfoldes i hele Europa bestræbelser på at forlænge tiden på arbejdsmarkedet og forkorte tiden på overførselsindkomst, dvs pension. Signalerne om ældres retræte fra arbejdsmarkedet er afløst af seniorernes indtogsmarch.

Hvorfor kan særbehandling være nødvendig?
Diskussionerne om indførelse af seniorpolitik i såvel offentlige institutioner som private virksomheder omfatter næsten uundgåeligt spørgsmålet om det betimelige i at sætte fokus på alderen. Det høres ofte formuleret som noget i retning af: "Hvorfor skal vi have en særlig politik for seniorer? Skal vi så også have en særlig politik for juniorer og særpolitikker for andre grupper, fx etniske eller religiøse? Det burde da være tilstrækkeligt med en personalepolitik som gælder for alle ansatte". Modspørgsmålet er imidlertid: "Er det (reelt) tilstrækkeligt, eller lader vi os nøje med at det (formelt) burde være sådan?"

Ud fra en lighedsbetragtning bør særbehandling undgås. Grundlæggende sker det ved at der er ens regler og lige muligheder for alle, men dette gælder kun på det formelle plan. I det omfang ældre reelt ikke stilles lige med andre på arbejdsmarkedet, kan man argumentere for nødvendigheden af en særbehandling: en seniorpolitik. Lovene om ligebehandling i forhold til køn, Ligestillingsrådet og Nævnet til Etnisk Ligestilling er eksempler på særlige tiltag som er fundet nødvendige for at rette op på skævheder i den faktiske ligebehandling - ikke den formelle. Gennem formuleringen understreges at hensigten er ligebehandling, ikke særbehandling. Men vedtagelsen af lovene og etableringen af institutionerne forudsætter at der har fundet forskelsbehandling sted. Uden det ville indgrebene være grundløse. Hvorfor understrege nødvendigheden af en ligebehandling som reelt der reelt finder sted?

Behovet for særbehandling kan altså udspringe af behovet for ligebehandling, og hvad angår ældre på arbejdsmarkedet står nu tilbage at sandsynliggøre dels at der finder forskelsbehandling sted, dels at vejen til ligebehandling går gennem særbehandling.

Til toppen

Er der behov for en særlig politik for seniorer?
Ligestilling mellem ældre og yngre på arbejdsmarkedet kræver for det første at der formelt finder ligebehandling sted, hvilket vil sige at ældre ikke udsættes for negativ særbehandling. Hvis der fx findes bestemmelser om eller fast praksis for at mennesker over en vis alder ikke har samme rettigheder som yngre, er der ikke tale om ligestilling, men om aldersdiskrimination. Eksistensen af aldersgrænser for adgang til visse uddannelser, faste pensioneringsaldre, rutinemæssig frasortering af stillingsansøgere over en vis alder etc. er eksempler på at ældre og yngre formelt ikke stilles lige.


Dernæst må det kræves at der reelt finder ligebehandling sted. Dette vil give sig udslag i at alderen ikke spiller nogen rolle for mulighederne på arbejdsmarkedet, fx for efteruddannelse. Reel ligebehandling i forhold til alder ville kunne aflæses ved at ingen behøvede angive sin alder ved ansættelsen. Ligebehandlingen forudsætter nemlig at den pågældende faktor ingen rolle spiller for udfaldet af beslutningen. Fra daglig praksis vides det at der fx ved afskedigelser ikke finder reel ligebehandling sted. Ældre har større risiko end yngre.
Spørgsmålet er imidlertid om formel og reel ligebehandling ville føre til ligestilling mellem yngre og ældre. Selv om ældre blev behandlet på lige fod med yngre, kunne det jo godt tænkes at de alligevel var stillet forskelligt. Fra andre sammenhænge - fx uddannnelsesmæssige - ved vi at man må behandle mennesker forskelligt, hvis de skal stilles lige. En konsekvent ligebehandling vil kræve at ældre og yngre stilles lige med hensyn til resultatet af deres indsats, dvs at man ved fastlæggelsen af jobbeskrivelser, kvalifikationskrav, præstationsmål og uddannelsesresultater sørger for at alle gives de samme muligheder for at præstere godt. Effektivitet bør altså ud fra en tankegang om konsekvent ligebehandling ikke defineres alene ved fx tempo og mængde, men også kvalitet og præstationsmuligheder på langt sigt. Tilsvarene må der ved fastlæggelsen af jobkrav tages hensyn til at ældre kan noget andet end yngre. Hvis ikke jobbene indrettes på ældres præmisser, får de ingen mulighed for at vise deres stærke sider. Og hvad angår uddannelse må ældre stilles lige med yngre ved at de har samme muligheder for at nå et tilfredsstillende resultat - også selv om det koster ekstra resurser. Ligestilling kunne på den baggrund godt se ud til at kræve positiv særbehandling af seniorerne.

Artiklen har været bragt i Nyt fra Arbejdsministeriet, april 1999.


se også: Rapport fra Udvalget vedr. Længere tid på arbejdsmarkedet - Finansministeriet, juni 2003
http://www.fm.dk/1024/visPublikationesForside.asp?artikelID=5682



Til toppen

Sidst opdateret 27/12/04