En dramatisk forringelse af de sociale rettigheder

Af Jørgen Goul Andersen, bragt i Politiken den 1. juli 2006

Velfærdsreformens automatiske link mellem stigende levealder og højere efterløns- og pensionsditto vil ramme de svageste. Til gengæld er det usikkert, hvor meget længere den vil få folk til at blive på arbejdsmarkedet.

Velfærdsreformen blev solgt som en beskeden forlængelse af efterlønsalderen til 62 år på langt sigt, men reformen er faktisk skrappere, end en simpel afskaffelse af efterlønnen ville have været. For alle danskere under 40 år er efterlønsalderen nemlig 64 år fremover. Pga. reglerne for samordning med privat pension er de facto efterlønsalderen endda snarere 66 år end 64 år for en meget stor gruppe danskere.

Den eneste årsag til, at man ikke blot har afskaffet efterlønnen for danskere under 40 år er, at man samtidig hæver folkepensionsalderen. Den bliver 69 år for danskere under 40 år.

Det skyldes, at velfærdsreformen indeholder den skrappeste aldersindexering, verden endnu har set. Hele forbedringen i middellevetiden - med tilbagevirkende kraft til perioden 1979-1995 - bliver lagt oven i aldersgrænserne i tilbagetrækningssystemet.

Det er godt gemt i aftalen. Man skal helt frem til et særligt tillæg, “appendix 2.1”, før det fulde omfang af reformen står klart.

Det sker i tre tempi. I 2022 hæves efterlønsalderen til 62 år og folkepensionsalderen til 67 år. I 2025 bliver det hhv. 63 år og 68 år. Og i 2030 stiger efterlønsalderen så til 64 og pensionsalderen til 69.

Formelt afhænger det af udviklingen i levealderen. Men der er ikke så meget “hvis”: I 2015 skal man se på, hvad restlevetiden er for 60-årige i 2013-14. Hvis den er 21,7 år eller mere, hæves efterlønsalderen til 63 år i 2025. Det er en stigning på kun 0,3 år i forhold til 2004-05. I betragtning af, at restlevetiden i den foregående 9 års periode steg med 1,8 år, kan denne forhøjelse betragtes som helt sikker.

Hvis restlevetiden for 60-årige er 22.7 år i 2018-19, hæves efterlønsalderen til 64 år og pensionsalderen til 69. Også denne forhøjelse er næsten 100 pct. sikker. Det kræver blot en stigning i restlevetiden for 60-årige på 1,3 år i løbet af 14 år. Det er langt  mindre, end vi har set i de senere år, både i ind- og udland.

Sandsynligvis får grænserne for dem, der i dag er under 35 år, en tand til, så efterlønsalderen er 65 og pensionsalderen 70. Det forudsætter, at restlevetiden for 60-årige skal være 23,7 år i 2023-24. Men det er ikke mere, end man allerede har nået i Frankrig, Sverige og flere andre lande.

Hvert femte år reguleres aldersgrænserne med den fulde stigning i restlevetiden.

Overført til franske forhold ville det svare til et krav om, at franskmændene skulle arbejde ca. seks år længere, end de gør i dag, plus de to-tre år, den franske levealder stiger med fra 2005 til 2025.

Et sådant forslag ville næppe få franskmændene ud på gaderne, for det ville ikke blive taget seriøst. Men det er ikke desto mindre, hvad man forventer af danskerne. Franskmændene, som ud fra levealderen  “burde” arbejde 5 år længere, end danskerne gør i dag, stopper tidligt. Kun 45 pct. af de franske mænd mellem 55-64 år er i beskæftigelse. I Danmark er det knap 70 pct.

Som sagt bliver den reelle efterlønsalder dog snarere 66-67 år. Allerede i dag oplever mange nemlig, at de ikke har råd til at gå på efterløn, før de bliver 62. Det skyldes dels, at der for de  60-61 årige sker der en modregning for privattegnet pension (f.eks. kapital- eller ratepension), dels at satsen er lavere. Fra  62 år er det kun arbejdsmarkeds- og lignende pensioner, der modregnes - og kun hvis de bliver udbetalt. Så vidt man kan læse ud af forligsteksten, opretholdes disse regler uændret. Men den andel, der vil blive ramt af dem, vil være stigende.

Samtidig vil efterlønnen blive mindre og mindre lukrativ. Dels udhules den af satsreguleringen, dels sker der en modregning for de stigende arbejdsmarkedspensioner. Kun de mest velstillede kan unddrage sig denne modregning og dermed få udbetalt den fulde efterløn. De kan nemlig få opsat udbetalingen af deres arbejdsmarkedspension og så leve af kapital- og ratepension mv., evt. suppleret med et lille lån i huset, plus altså den fulde efterløn frem til den formelle pensionsalder. Denne misbrugsmulighed er ikke blevet lukket.

Alt i alt betyder velfærdsreformen en dramatisk forringelse af de sociale rettigheder. Om den  fører til besparelser, er mere usikkert. At aldersgrænserne hæves 4 år frem til år 2030 betyder ikke, at danskerne så vil arbejde 4 år længere. Det betyder populært sagt, at de så må finde andre veje ud af arbejdsmarkedet.

Formentlig vil danskerne også arbejde længere i 2030, alene i kraft af højere uddannelse og   bedre helbred. Men det skyldes ikke velfærdsreformen. Velfærdsreformen kan dog få en symbolsk effekt - den kan måske føre til ændrede normer for, hvornår det er tid at gå. Blandt dem, der har et valg.

Der vil også være nogle, der tvinges til at arbejde længere pga. de ændrede aldersgrænser. Men effekten er ikke nødvendigvis stor. Folk med stor pensionsopsparing og  formue - og de er mange -  bestemmer alligevel selv, hvornår de vil gå. De grupper, der er fysisk eller psykisk udslidte, kan alligevel ikke holde, til de er 64 eller 66 år. De vil søge førtidspension - og nogle af dem, der i dag kæmper sig frem til 60 års grænsen for at trække sig frivilligt tilbage, vil give op tidligere end i dag. De, der er dødtrætte af at arbejde, men ikke syge nok til førtidspension, vil forlade arbejdsmarkedet via dagpenge- eller sygedagpengesystemet. Dårligt motiverede medarbejdere er der nemlig ingen, der kan bruge i dag.

Danske og udenlandske erfaringer er, at det ikke er helt umuligt at få folk til at udsætte tilbagetrækningen. Men erfaringen er også, at det er med tilbagetrækning som med vand, der strømmer ned fra et bjerg: Lukker man ét sted, flyder det andre steder hen. I betragtning af, at danskerne i forvejen er blandt de folk, der bliver længst på arbejdsmarkedet, selv om de er bagud på leveår, skal man ikke vente mirakler.

Det er især et spørgsmål, om man kan få kvinderne til at arbejde længere. Oprindelig var det store flertal af efterlønsmodtagerne mænd, men i dag nærmer kvindernes andel sig de 60 pct. Navnlig er det kvinder, der går på efterløn som 60-61-årige. Nogle fordi de følger en lidt ældre ægtefælle ud af arbejdsmarkedet for at få nogle gode år sammen. Men kvindernes faldende andel af førtidspensionisterne peger på, at det også mest er kvinder, der bruger efterløn som alternativ til førtidspension. Et gæt vil være, at køen af kvindelige førtidspensions-ansøgere bliver meget lang, når vi kommer 15-20 år frem.

Signaleffekten af velfærdsreformen kan være god for de mennesker, der ikke bliver berørt af den. Men aldersindexeringen er uretfærdig og uigennemtænkt. I realiteten udfaser man efterlønnen for dem, der har mest brug for den som en fleksibel og værdig retræte fra arbejdsmarkedet. For den bedst stillede halvdel udfaser efterlønnen alligevel delvist sig selv i kraft af stigende pensionsopsparing, så her er reformen overflødig. Og de allerbedst stillede vil fortsat kunne få efterløn - dog noget senere - via reglerne om opsat pension, så her løser reformen ingen problemer.

Ovenstående aldersindexering er, hvad der er aftalt. Dansk Folkeparti mener, at modellen kan fraviges. Men det har de øvrige forligspartnere betegnet som forligsbrud.


Jørgen Goul Andersen er professor, cand.scient.pol. ved Aalborg Universitet og medlem af videnscentrets fagpanel.

Til toppen