TABENE ER ÅBENBARE - HVORDAN BRUGES GEVINSTERNE

Hvorvidt ældre i arbejdsmarkedssammenhæng repræsenterer resurser eller belastninger er et spørgsmål om synsvinkel. Fraskriver man ældre egenskaber, får man alene øje på tabene. Under en tilskrivningssynvinkel synliggøres derimod de stærke sider.

Jesper Wégens, Gerontologisk Institut, (tlf. 39 40 58 52) var en af oplægsholderne på regeringens seniorpolitiske konference d. 28. november 1996 .

Ældres resurser synes at være svære at drage nytte af i arbejdslivet. Efter min mening kan det skyldes to forhold: Enten er de ikke erkendte eller også er de ikke anvendelige. Hvis det første er tilfældet er det jo godt at Danmark nu har fået et videnscenter på ældreområdet, som ikke alene er i stand til, men som også har forpligtet sig til, at udbrede kendskabet til aldringsprocesser, ældrebefolkning og ældres placering i samfundet. Er det derimod sådan at ældres resurser ikke er anvendelige i arbejdslivet, finder man måske her en forklaring på at så mange forlader det, så snart de har mulighed derfor.
Til toppen

I almindelighed fraskrives man med alderen en række egenskaber, fx: styrke, hurtighed, dristighed og sikkerhed. Derimod er det mere ualmindeligt at man selv erkender eller af omverdenen tilskrives egenskaber som: erfaring, nøjagtighed, tålmodighed og overblik. Begge dele er imidlertid tilfældet. Livsløbet fører både tab og gevinster med sig. Men i den almindelige forståelse synes alderen udelukkende at bringe tab af egenskaber erhvervet tidligt i livet - og ikke gevinster. Måske lige bortset fra erfaring hvilket kan vise sig at være en tvivlsom gevinst, da den let får prædikat af forstening . Dermed fraskrives endog gevinster værdi!

Videnskabeligt holder tabs-modellen imidlertid ikke. Til forståelse af den menneskelige aldring må mindst to komponenter inddrages: på den ene side tab som i al væsentlighed er fysiologiske (fx styrke og hurtighed) og på den anden side gevinster som i al væsentlighed er psykologiske (fx erfaring, nøjagtighed). Hertil kommer den samlede indvirkning af disse aldersforandringer på det hele menneske. Ser vi et øjeblik bort fra følgerne af sygdom, ulykke og nedslidning kan det samlede resultat af tab på nogle områder og gevinst på andre vel bedst beskrives som et forandret menneske. Et menneske som er forskellig fra - men ikke ringere end - hvad det tidligere var.

Anerkendelsen af en mere udviklingspræget aldringsmodel betyder at hidtidige forestillinger om ældres plads og funktion på arbejdsmarkedet må revideres.
Når et ældre menneske ikke er en forringet udgave af sig selv som ung, skal seniorjobbet heller ikke være en forringet udgave af det hidtidige. Det må forandres. Jobindholdet må omlægges, så det passer til de forandrede kvalifikationer. Arbejdsmiljøet må tilpasses, så det ikke yderligere forringer ældres svage sider, men tværtimod fremmer og understøtter brugen af de stærke.

Hvis jobindholdet ændres til at betone præcision, kompleksitet, samordning, problemløsning og instruktion, mens tempo, gentagelse og ensformighed samtidig nedtones, imødekommes ældres kvalifikationssammensætning. Hvis jobbets udførelse endvidere kræver mange års erfaring, intimt kendskab til virksomhedens måde at fungere på, menneskelig indfølingsevne og en sammenhængende livsopfattelse, kan man tale om et seniorjob i egentlig forstand. Det trækker bredt på kvalifikationer som (kun) ældre har, uden samtidig at kræve yngres fysik for at blive udført.

Livsløbet bringer forandringer, tab og gevinster. Aldringsprocesserne bygger op og river ned, styrker og svækker. Det ældre menneske er forandret i forhold til sig selv som ung: det svækkede ydre dækker over indre resurser, som åbenbart er svære at få øje på - eller også er de ikke anvendelige i arbejdslivet.

Artiklen er bragt i Arbejdsministeriets Nyhedsbrev, januar 1997.

Til toppen

Sidst opdateret 23/11/09