Tænk hvis vi ikke døde
« Interview med Vagn Christensen, pensioneret embedslæge, som er og føler sig 80 år gammel.«
Af Ina Kjøgx Pedersen

Vagn Christensen

Foto: Kissen Møller Hansen

Pensioneret embedslæge Vagn Christensen: »De fleste af os gamle har det glimrende. De sundhedsmæssige problemer vedrører 15-20 procent. Fem procent har brug for plejehjem, 10-15 procent for hjemmehjælp. Men det er ikke salgbart i øjeblikket at sige, at vi har et godt samfund.«

»Mange synes det er en forfærdelig høj alder. De vil ikke tænke på det eller tale om det; det er en sorgens dag for dem. Der er så megen surhed over alderen og de gamle. Men undersøgelser viser, at fire femtedele af os oplever tilværelsen meget tilfredsstillende. Jeg opfatter det som en utrolig lykke her i livet at blive så gammel, når man har det rimelig godt.«

Vagn Christensen tænder piben, rejser sig og går en lille tur rundt om lænestolen. Han tager sin tid. Tænksomme skridt i sorte hjemmesko, mens væguret ivrigt tæller sekunderne. Det er nu ti år siden, han gik på pension efter 30 år som embedslæge i Ringkjøbing Amt.

»Lige siden har jeg fastholdt som princip at jeg har god tid. Andre gamle siger, at de har så travlt, men der er dage, hvor man slet ikke skal lave noget. God tid er en stor rigdom. I disse år er det bare fint at være optaget. Når man på sit arbejde kunne tage sin lommebog frem og vise, at ugerne var overtegnede, så var der jo rift om én.

For mange er det skrækkeligt, at de ikke kan gøre nytte hele livet. Min kone har en smule af det. Men at blive gammel er forbundet med nogle rolleforandringer. Man har ikke den samme indflydelse som tidligere og er heller ikke nær så efterspurgt. Desuden har man ikke de samme kræfter.

Til toppen

Det gælder om at gøre op med sig selv, at det er en anden rolle, man nu træder ind i, og i stedet se de nye muligheder, man får. Sove længe, gå tur, læse avis, tale med sin kone - når man har lyst. Det er en læreproces, som forudsætter, at man arbejder på at håndtere sine følelser og skifte sine værdier ud,« siger Vagn Christensen hen over brillerne.

Vi har det godt
Han fortsætter: »Jeg holder stadig foredrag af og til ude i forsamlingshusene. Jeg taler i tre kvarter og så er der kaffe. I pausen går jeg ud i gangen med min pibe, og der står så to udslidte hjemmehjælpere og en fra fiskeindustrien, og de ser lettet på mig og siger: 'Hvor er det dejligt at se en doktor, der ryger. Vi har prøvet at holde op, men det gik ikke'. Så svarer jeg: Jomen, min holdning er, at når nu man alligevel ryger, så kan man lige så godt være glad for det. Det samme med mad; du kan jo se på mig, at jeg får god mad - og det trives jeg dejligt med.«


»Spørgsmålet er, hvor farligt det er, at samfundet går og ødelægger folks selvrespekt gennem de pegefingerløftende kampagner. Man siger jo, at den bedste indikator for folks helbred er, hvordan de selv synes, de har det. Altså jo bedre, man mener man har det, jo sundere vil man rent faktisk være i virkeligheden. Jeg mener, at vejen til en god alderdom er et liv, hvor man har brugt sine evner til at leve livet.

De fleste af os gamle har det glimrende. De sundhedsmæssige problemervedrører 15-20 procent. Fem procent har brug for plejehjem, 10-15 procent for hjemmehjælp. Men det er ikke salgbart i øjeblikket at sige, at vi har et godt samfund. Ældresagen lever af at gøre folk utilfredse. Hjemmeplejen er det største sundhedsmæssige fremskridt, vi har haft de seneste 20 år, og det er synd og skam at hænge medarbejderne ud, for de har et hårdt arbejde, og de gør det godt. Kvaliteten er høj, uddannelsen i top hos sygeplejersker, ergoterapeuter osv., og nu også hos hjemmehjælperne, der har fået social- og sundhedsuddannelsen. Samfundet bringer mad ud til folk, gør rent, bygger huset om, hvis det er upraktisk og kører én til fornøjelser....

I min tid som embedslæge holdt jeg kontakt med hjemmeplejen og blev tilkaldt, når der var problemer. Jeg kender dem som utrolig samvittighedsfulde og dygtige folk. Jeg så min rolle som en slags rådgivende konsulent for politikerne, og det samme kunne man gøre inden for ældreforsorgen. Men nu skal embedslægen, på grund af den sag med plejehjemmet, hvor de vendte bleerne og brugte dem to gange, føre tilsyn en gang i kvartalet. Bestemmelsen er resultatet af en oppisket stemning, skabt af politikere og presse i forening.

Jeg synes, det er uværdigt. Når så mange mennesker arbejder med noget, vil nogle af og til begå fejl. I særdeleshed i en kultur, hvor man mere og mere satser på effektivisering af arbejdet. Kontrol er ikke den rette vej frem. Den kan man bruge til at lave biler, der er så fejlfrie som muligt. Men at kontrollere, hvor indfølende du har været over for en klient - det er svært.«

Beskidte og dumme
»Det er lykkedes at opretholde myten om de stakkels gamle. Men se i stedet på første halvdel af sidste århundrede, den tidlige industrialisme. Dengang var det ikke godt. Man var, særlig i byområderne, uproduktiv og tjente ingen penge længere. Helbredet var dårligt, og alderdommen omgærdet af diskriminerende tillægsord. De gamle var beskidte, dumme og stædige, og i sundhedsvæsnet anså man alderdommen for at være en sygdom. Så kom Socialdemokratiets velfærdsstat og lagde den betydning til, at 'nu er du gammel, du har slidt - og nu vil vi passe på dig på alderdomshjem og plejehjem'. Når folk holdt op med at arbejde, gik de derfor direkte hen på kommunen og blev skrevet på venteliste.

Det hed at man 'trak sig tilbage'. Til afskedsreceptioner var offeret rædselsslagent, og vi andre medlidende. Det var frygtelig invaliderende, for man får jo bare et andet indhold i sit liv. Man holder jo ikke op med at leve.

Til toppen

Der skete lidt af en revolution i 1960erne. Det var nogle praktiserende læger, som jeg arbejdede sammen med, der havde fundet frem til, at de gamle havde det forbavsende godt. Det gav så anledning til bevidstheden om Den tredje Alder, som vi skrev en pjece om. Der drog vi den konsekvens, at man, når man nu levede 10-15 år efter arbejdets ophør, også kunne lave noget i den tid. Der blev stiftet klubber, pensionistgymnastik, udlandsrejser osv. Så var vi en halv snes stykker, der tog rundt og holdt foredrag i lokale klubber. Jeg er altid gået meget ind for selvhjælpsgrupper, hvor folk kunne mødes og tale
sammen; det kan forebygge meget. Men nogle gange vil folk bare have lov til at være i fred. Det vil jeg ofte gerne selv. Der var meget, man kunne gå til, men det behov har jeg ikke.

Det er en god tid. Når jeg siden spurgte folk, der havde været ulykkelige ved pensioneringen, hvordan det gik, sagde de fleste, sådan lidt genert: Siden de gik i skole, havde de aldrig haft det så godt.

Jeg har principielt aldrig villet give opsange. Når man taler med folk eller rådgiver myndigheder, skal det være en samtale. Men i en pensionistforening i Roskilde holdt jeg for 5-10 år siden et foredrag, hvor jeg talte om hjemmeplejens udvikling og den tredje alder. At der bliver passet utrolig godt på os. De var meget uenige. Deres udgangspunkt var, at gamle fik alt for få penge - selv om de selv efter tøjet at dømme klarede sig udmærket.

Det er ikke populært at sige sådan, for man skal jo varetage sin gruppes interesser. Så jeg bliver ikke inviteret så meget mere. Men som rådgiver for samfundet gennem 30 år ved jeg jo, at man prioriterer. Hvis man bruger penge på de gamle, så er der ingen til børnene. Min holdning er, at man skal bruge pengene på børnene. Når man ser undersøgelser af, hvordan børn og
sundhedsplejersker har det i belastede miljøer, så er der grund til at tænke sig om. Der er børnehaver, hvor over 50 procent af børnene har symptomer på angst og aggressivitet, og dem sætter de så sammen med andre, så de virkelig kan slås - med meget få voksne til at passe på sig. Det er en skandale!«

Koens pels
Vagn Christensen har nærmet sig sin hjertesag: Hvordan får mennesker, især børn, et ordentligt liv?

»Jeg begyndte min lægetid som børnelæge, men inden da arbejdede jeg med landbrug et par år. Det faldt naturligt, for jeg er født på Fyn som efternøler i en lille gårdmandsfamilie. Efter nogle år som læge blev jeg klar over, at det var som fodermester, jeg havde fået mit blik for skabningers trivsel. Vi holdt øje med dyrene. Et dyr, der trivedes, havde blank pels, fik god mad, havde en rimelig stald og mødte venlig omgang. Mit billede af trivsel var den dag, vi satte køerne på græs: De store tunge dyr hoppede løssluppent rundt og slog op med bagbenene.«

Vagn Christensen blev en af landets første socialmedicinere. Sammen med bl.a. Svend Heinild satte han det tilbage i 1950erne på den socialpolitiske dagsorden, at sygdom er udtryk for det liv, vi lever.

Som børnelæge i København undrede Christensen sig over, hvor mange af de indlagte børn, der boede usselt. Fra Vesterbros slum kom otte gange så mange på hospitalet som fra fire-værelsers lejligheder i Emdrup. Fire gange så mange døde. Vesterbro-børnene blev indlagt med bronkitis og lungebetændelse den ene gang efter den anden. På hospitalet fik de penicillin; de fleste kom sig, blev sendt hjem - og dukkede atter op næste vinter. Forskellen lå navnlig i boligerne: Vesterbros utætte og fugtige lejligheder førte til hyppig sygdom og epidemier i de børnerige familier. De sammenlignende undersøgelser blev til en hyppigt citeret disputats, men samfundsmæssigt lod forandringerne vente på sig, til Christensens inderlige ærgrelse:

»Jeg tabte troen på nytten af hospitaler. Sygehuset gav en illusion om, at man løste problemet, så man ikke behøvede sanere boligerne. Det blev til en personlig konflikt for mig, og i 1960 forlod jeg hospitalssystemet.«

Vaner dur ikke
Historien tjener til at belyse et livslangt samfundsengagement, som hjemmet på Kongshøjvej i Ringkøbing fortsat bærer præg af.

Den tidligere embedslæge taler hellere om andres trivsel end om sig selv, og han henviser utrætteligt til artikler eller bøger, som han netop har læst eller er i færd med. I den store vinkelstue, som med velbrugt møblement, malerier, familiefotos og en letrøget statuette også er sig sin alder bekendt, er bordene fyldt med avisdynger, bogstabler, notesblok, askebægre og en halvfuld kaffekop.

Til toppen

Vagn Christensen er ved at revidere et kapitel i sin Grundbog i Socialmedicin. Den første udgave kom for 25 år siden. For ti år siden var den forældet, og han skrev den om. Nu har udviklingen atter overhalet stoffet og en ny revision er på vej med fokus på stress-afledte sygdomme. »Det er ikke blevet lettere at skrive socialmedicin. I 1950erne var fattigdom, sult og uvidenhed de store sygdomsårsager. Nu er det samfundsforandringerne. De er stadig hurtigere, og de får levekårene til at ændres, hvilket giver nye sygdomstyper. Hjerte- og kræftsygdomme, smertesygdomme, overfølsomhedssygdomme, udbrændthed osv. osv - alt sammen kommer, når organismen er oppe på mærkerne, for stress giver nedsat modstandskraft.

Udviklingstempoet illustreres af, hvad der er sket i min tid: Det tunge arbejde er forsvundet og computeren trådt i stedet. Kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet og børnene skal afsættes til andre. Vi har fået miljøproblemer, verdensomspændende forretningskæder og ubegrænsede kommunikationsmuligheder. Traditionerne er brudt sammen.

I dagliglivet lever vi på vaner og indarbejdede reflekser. Men når alt forandrer sig, dur vaner ikke, og så skal vi til bevidst at tage stilling. I den proces overstimuleres vi af sanseindtryk fra omgivelserne - medier, strømninger, markedsmekanismer - og alt det presser mennesker og overbelaster organismen. Det ved man godt fra dyreforsøg og katastrofesituationer. Man bliver bange, træt, irritabel, får raserianfald, bliver depressiv. Når vi præges af negative følelser reagerer vores krop som menneskeheden altid har gjort: Kæmper eller flygter. Så slår hjertet hurtigt, blodtrykket stiger, musklerne spændes, man får hovedpine, fordøjelsen går i stå, der opstår menstruationsforstyrrelser.«

Morgenbrølet
»Den anden side af sagen er så kræfterne til at modstå sygdom. For samtidig med at levekårene har ændret sig, har vi også fået mere viden om menneskets evne til at leve livet. Det er evnen til tillid, det være sig til verden, til andre, til Gud osv.; evnen til at føle, at man har kontrol over tingene; evnen til engagement i livet - og evnen til at se en mening med livet. Kan man disse ting, så bliver man ikke så bange, vred og trist. Og så fungerer centrene oppe i hjernen, hvorved organismen også fungerer fint.

Jeg er meget optaget af den nye forskning i følelsernes intelligens og det ubevidstes intelligens. Det lyder mystisk, men er ganske ligetil. Intelligensen går ud på, at man har indsigt i og kan arbejde bevidst med sine følelser. Da man lærte at cykle, trænede man nogle nervebaner. På samme måde kan man gennem viden om egne reaktioner træne nogle andre nervebaner.
Forudsætningen for at lære at leve i det foranderlige samfund er selvindsigt. Erkende, hvordan man har det, hvornår man er glad, hvornår man er vred osv.

Da jeg var i din alder jævnede jeg med et par brøl kone og fire børn med jorden, inden jeg gik på arbejde om morgenen...«
Hustruen Sigge indskyder:
»...og når du kom hjem om aftenen...«
»...ja, og det gik jo ikke. Men jeg fandt ud af at dyrke bevidst afslapning. Få kroppen til at spænde af, være opmærksom på vejrtrækningen - vi binder mange følelser i mellemgulvet. Man kan søge tilbage til noget trygt fra barndommen som beroligelse. Selv hører jeg meget klassisk musik. Jeg holder stadig øje med mine stress-symptomer. Ofte har jeg lyst til at blande mig i debatten med en artikel, men det er for belastende. Dels skal jeg tænke over det et par uger, dels tærer det, fordi jeg bliver for engageret. Som regel dyr jeg mig.

Med hensyn til forebyggelse er det et problem, hvad man skal prioritere. I 30 år har vi vidst, at der var fire store veje til et bedre liv: Mindre rygning, mindre fedt, bevæge sig mere - og leve i fred med os selv og vore næste. Selv synes jeg, at det vigtigste er det sidste, som man også kan kalde stresshåndtering. Andre vil mene, at det er motionen eller kosten. Det er en trossag. Vægten mellem de fire, altså hvilken der er vigtigst, er umulig at afgøre. Derfor er jeg så ked af anti-tobakskampagnen. Det er fordummende at tage dette ene område ud og isolere det.«

Ægteskabet afgørende
Sigge Christensen bemærker: »Jeg tror virkelig, at det er sundt for Vagn at ryge. Det bekommer ham så vel, og så er det godt for ham. Engang var han syg og kunne ikke ryge, og jeg tænkte hele tiden - bare han dog snart bliver rask, så han kan ryge
igen.«

Til toppen

Vagn Christensen: »Det betyder så meget for min sindsro og mit velbefindende. Tobak stimulerer, men det beroliger også. Hvorfor tror du der er så mange raserianfald om bord på fly i disse tider? Man har jo forbudt rygning deroppe...«

Vi griner lidt rundt om sofabordet, men så spørger Sigge Christensen, om vi ikke snart skal slappe af, for »Vagn ser lidt slidt ud«. Selv peger han på sin let blanke pande og giver en kort medicinsk redegørelse for hudens overproduktion af talg i stress-situationer. Han fortæller:

»Jeg blev opereret for tarmkræft for seks år siden. Jeg havde svært ved at tro, at jeg skulle fejle noget, så der gik måneder, inden jeg fik taget mig sammen til at gøre noget ved det. Jeg ville ikke bryde mig om langvarig sygdom, hvor man har det skidt og er til besvær for sine omgivelser. Men sygdommen gav mig en god grund til at sige: Nu skal du sørge for at have det rart, Vagn. Det er jeg ellers ikke opdraget til.

Det rare liv er at have det godt med familien. Jeg gider ikke rejse mere. Det er ikke umagen værd. Jeg er ikke sulten efter træt. Jeg sidder her i min egen fred og har medfølelse med sundhedsvæsnets situation. Holder mig orienteret gennem ny forskning, holder lidt foredrag, følger med i samfundslivet. Cykler, går, hører musik, det hænder også at jeg fælder et lille træ.«

Fra køkkenet bærer Sigge Christensen karbonader, nye kartofler, sovs og grøntsager ind - ledsaget af et glas Riesling fra en kasse på loftet. Vagn Christensen rejser sig og ser hen mod middagsbordet.

»Min kone og jeg holdt guldbryllup for et halvt år siden. Det er mærkeligt. Man har bare været gift og gift, og pludselig er det 50 år! Man bliver mere og mere glad for hinanden, og omsorgen og ømheden bliver dybere.

Selvfølgelig tænker jeg på døden. Da jeg blev opereret fik jeg en blodforgiftning og var faktisk ret dårlig. Men man glemmer, hvor godt det er, at vi skal dø. Det er en forudsætning for menneskeheden. Tænk, hvis vi ikke døde! Jeg hørte en i fjernsynet sige: Bare det bliver sent og hurtigt.

Men det er ikke rart at tænke på, at min kone kunne dø før mig. Det er helt afgørende at vi har hinanden.«

Interviewet blev bragt i Weekendavisen 24.8. 2001

Til toppen

Sidst opdateret 23/11/09