GERONTOLOGI (Fra græsk geron: olding og - logi)


Gerontologi - læren om aldringen - blev navngivet som genstandsfelt i 1903 af den fransk-russiske biolog Elie Metchnikoff. Geriatri fulgte hurtigt efter som betegnelse for læren om sygdomme i alderdommen, indført af den amerikanske læge Ignatz Nascher i 1909.

Gerontologien er opstået på et naturvidenskabeligt, hovedsageligt medicinsk grundlag, hvilket har præget dens udvikling. Mange mennesker, der hører ordet gerontologi, opfatter det som geriatri. Og med god grund, hvis man ser på fokuseringen på ældres svækkelse og sygdom. Historisk er der i den kulturelle billeddannelse en nær kobling mellem forestillinger om alderdom og sygdom.

Gerontologi er et forskningsfelt, hvori biologi, medicin, psykologi og sociologi træder frem som overordnede faglige områder. Humaniora er så småt på vej ind som et femte område.



Ordet aldring er i 1990' erne ikke bare et lille opslag, men en længere artikel i Den Store Danske Encyklopædi. For nogle år siden begyndte man inden for store dele af gerontologien at indse, at der eksisterede et definitionsproblem, nemlig: Hvornår bliver man gammel?

I sammenhæng med denne erkendelse, rettedes opmærksomheden mod problemer ved at betragte den sidste del af livet som en fast afgrænset fase, isoleret fra resten af livsløbet. Begrebet aldring beskriver gerontologiens emne som en processuel udvikling frem for den mere fastlåsende kategori: Alderdom.


Litteraturlister
Litteratur om aldring og gerontologi

Til toppen


Sidst opdateret 23/11/09