HVORFOR ÆLDES VI FORSKELLIGT
Af Kaare Christensen

Anmeldelse af Anne Brockenhuus-Schack
Kommunikationsmedarbejder, Videnscenter på Ældreområdet

Hvori ligner mennesker og biler hinanden? Eller bananfluer, hvepse, orme og gær? På den måde aldringen sker på, lyder det korrekte svar. Og i at denne aldring fordobles med en konstant hastighed. Denne oplysning kan man finde i forskningsprofessor i aldringsforskning ved Syddansk Universitet i Odense, dr.med. Kaare Christensens underholdende og let læste bog 'Hvorfor ældes vi forskelligt?'

Aldring er en meget kompliceret proces, eller rettere en lang række meget komplicerede processer, der foregår på både molekylær-, celle-, organ-, individ- og befolkningsniveau. Disse niveauer er ikke uafhængige af hinanden, men påvirker og modificerer hinanden. Men lad os gå tilbage til hastigheden af aldringen. Opdagelsen blev gjort af den britiske aktuar Benjamin Gompertz i 1825, hvorfor den er blevet kaldt Gompertz' lov. Ifølge ham vokser dødeligheden ikke med en konstant hastighed med alderen, men hastigheden fordobles hvert ottende år. Det betyder, at det er dobbelt så 'farligt' at være 50-årig som at være 42-årig osv.

Længe-leverne
Indtil for få år siden mente man, at Gompertz' lov også gjaldt for personer over 80 år - dog uden at have undersøgt det særligt nøje. I 1990 begyndte en international forskergruppe ved Odense Universitet at indsamle troværdige data for dødeligheden blandt de allerældste fra mere end 30 industrialiserede lande. Resultatet viste, at dødeligheden for de allerældste bøjede af til et niveau, der var lavere end forventet, og der var også en tendens til at dødeligheden begynder at falde ved ekstremt høj alder - 110 år og derover. Noget tilsvarende har kunnet påvises inden for visse insekter, orme og gær, omend der selvsagt er tale om kortere tidsforløb. For alle gælder det, at kurven bøjede af ved de 'ekstremt' længe-levere. Det viser sig også, at forskellige bilmærker følger Gompertz' lov i 'alderen' - fra 0 til 10 år - for derefter at bøje af ved ekstreme aldre - 15 år og derover.

Ifølge Kaare Christensen er en fremherskende aldringsteori, at reparationsevnen, som aftager med alderen, er en helt central mekanisme i aldringsprocessen. Men også at en vis form for stress tidligt i livet kan have betydning for et længere liv. I øvrigt er der mere end 300 teorier om, hvorfor vi ældes.

Sidst opdateret 23/11/09