VIDENSCENTER PÅ ÆLDREOMRÅDET
Elektronisk nyhedsbrev
AKTUELLE NOTER NR. 4
23. MARTS 2009

 

INDHOLD:
Gå-hjem-møde om svært overvægtige ældre
Debatmøde-succes gentages
Året der gik
Løkke-Danmark
21 kr. alt i beregnet
Pensionisternes skat
Døendes livshistorie
Demente skal blive i eget hjem
Ulovlig tyvstart af skattereform
Sygehusventelister rekordlange
Ældreplejen reddet af finanskrisen
Oppositionen: Fradrag for sundhedsforsikringer skal væk
Senere på pension pga. krisen
Efterlønnere overser job-gevinst
Danskerne skriver testamente
Indvandrere får råd til plejebolig
Kloge lever længere
Robotter på plejehjemmet
93-årig kok på internettet

 

Gå-hjem-møde om svært overvægtige ældre

Videnscenter på Ældreområdet og EGV arrangerer gå-hjem-møde om 'Svært overvægtige ældre' 11. maj 2009 kl. 15-17 i Nationalmuseets biografsal, Frederiksholms Kanal 12 i København.

Seniorforsker Merete Platz har for Videnscenter på Ældreområdet og EGV Fonden netop gennemført en analyse af levekårene for svært overvægtige ældre. Man kunne frygte, at der blandt gamle mennesker med betydelig overvægt var flere, som har problemer med mobilitet og førlighed, hvilket let kan lede til inaktivitet og begrænse deres udfoldelsesmuligheder og livskvalitet og marginalisere dem i forhold til et indholdsrigt socialt liv. Der har hidtil manglet viden herom, så derfor har Videnscenter på Ældreområdet og EGV Fonden ønsket denne analyse. Analyserne er baseret på nyeste data fra en stor interviewundersøgelse - kaldet Ældredatabasen.

Som afslutning på og formidling af projektet arrangeres et gå-hjem-møde. Merete Platz fremlægger sine resultater, og derefter kommer forskellige andre indlæg med andre indfaldsvinkler/opponentkarakter: Overlæge Jette Ingerslev, Glostrup Hospital med et geriatrisk perspektiv, formand for socialcheferne Ole Pass med et kommunalt perspektiv og endelig professor Thorkild I. A. Sørensen, Institut for Sygdomsforebyggelse, med et fremtidsperspektiv.

I løbet af eftermiddagen vil der være mulighed for debat med panelet og en kortere kaffepause.

Der er gratis adgang til debatmødet, men tilmelding skal ske enten på
tlf. 3940 1010 eller mail@aeldreviden.dk.
Du hører kun fra os, hvis der ikke er flere pladser til debatmødet.

I forbindelse med debatmødet udgives en rapport med resultaterne af Merete Platz´analyse, som deltagerne vil få udleveret.

Selv en lille overvægt på få kilo kan forkorte og forringe livet, fastslår en britisk undersøgelse af en million mennesker. Moderat overvægtige med BMI-tal på 25-30 vil dø op til tre år tidligere, end hvis de var normalvægtige. Oversat til hjemlige forhold er 40 pct. af danske mænd og 25 pct. af kvinderne taget under et overvægtige ifølge Statens Institut for Folkesundhed.

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten 20.3.2009.

 

Debatmøde-succes gentages

Debatmødet om 'Ældre og vold' den 27. november i fjor var så stor en succes, at Videnscenter på Ældreområdet har besluttet at gentage det den 18. juni i Odense. Nærmere program følger, men indtil da så læs om det første møde her.

 

Året der gik

Videnscenter på Ældreområdets årsberetning ligger nu på hjemmesiden og kan ses her.

 

Løkke-Danmark

Hvis – og der er i skrivende stund stadig et stort hvis om statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver NATO’s nye generalsekretær – Lars Løkke Rasmussen bliver ny statsminister, vil han sætte den klassiske kernevelfærd som sundhed, ældrepleje og uddannelse øverst på den politiske dagsorden, viser en analyse Mandag Morgen har foretaget.

De store revolutioner skal ikke forventes fra dag ét, men alligevel forudser kilder, at både forandringstempoet og ambitionsniveauet i en kommende velfærdsoffensiv vil komme bag på mange. Allerede i sin debatbog fra 1997, ‘Hvis jeg bliver gammel’, fremsatte Løkke 10 kontroversielle bud inden for ældreområdet, der bl.a. gik på at afskaffe efterlønnen, indføre indtægtsgradueret brugerbetaling for den praktiske hjemmehjælp og at droppe folkepensionen, så danskerne i stedet skulle opbygge deres egne private og obligatoriske folkepensioner. Og han er positiv over for muligheden for øget brug af tilkøbsydelser.

Sundhed bliver et af de helt centrale velfærdsområder. Her skal bl.a. det frie sygehusvalg udvides, den forebyggende indsats skal styrkes og der skal skabes bedre behandlingstilbud til kronikere, lige som en kommission skal kulegrave brugerbetalingen i det danske sundhedsvæsen.

Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen vil satse på en mere fleksibel offentlig sektor, hvor et eksempel er belønningen for kommuner og amter ved produktionsforbedringer. For Løkke handler udlicitering og privatisering ikke om at afvikle den offentlig sektor – det er redskaber, der kan skabe incitamenter til at forandre den. Derfor forudses det også, at Løkke vil give kommunerne øget frihed til at løse deres velfærdsopgaver og dermed løsne op for nogle af de snærende begrænsninger, som Fogh-regeringen selv har indført for at styre de offentlige udgifter. Den større frihed og selvbestemmelse skal gælde også for ledere af børnehaver, plejehjem og skoler.

Formentlig først efter årsskiftet kan der forventes en større ministerrokade.

Kilde: Mandag Morgen 23.3.2009.

 

21 kr. alt i beregnet

Ud fra Skatteministeriets skatteberegninger er FOA nået frem til, at en social- og sundhedshjælper kan tjene hele 21 kr. som følge af skattereformen, hvis han eller hun går fra deltids- til fuldtidsarbejde, mens andre af fagforeningens medlemsgrupper ligefrem vil tabe på reformen, hvis de bor i egen bolig. De vil få mindre udbetalt, end de får i dag.

FOA's formand Dennis Kristensen konstaterer, "at regeringen og Dansk Folkeparti kun har sat peanuts til side til de offentligt ansatte", hvilket næppe er noget, der vil motivere nogen til at gøre en ekstra indsats. Og han fortsætter:  

"Drop de pæne ord om forår og pakker og kald i stedet en spade for en spade. Stå dog ved, at I har lavet en reform, der mest af alt ligner en omvendt Robin Hood, som tager fra de dårligst lønnede og giver til de højest lønnede".

Kilde: Politiken 17.3.2009.

 

Pensionisternes skat

Der kommer hele tiden nye skatteberegninger til. Nu har Ældre Sagen regnet på, hvordan rådighedsbeløbet bliver for forskellige pensionistfamilier. Enlig får mellem 2.000 og 2.700 kr. mere om året, par 3.000-5.000 kr. I beregningen er ud over skatteændringerne medtaget forhøjelse af pensionstillægget med 2.000 kr. (og den heraf følgende ændring i boligydelsen for lejere) og den 'grønne check' på 1.300 kr. pr. voksen.

Kilde: www.aeldresagen.dk

 

Døendes livshistorie

TrygFonden har bevilget 2,1 mio. kr., for at en metode, hvor døende skriver deres livshistorie, kan blive udbredt til hele landet i de kommende år. Målet er, at mellem 500 og 1.000 patienter årligt skal have tilbuddet. Metoden er udviklet i Canada og Australien og har til mål at flytte fokus fra de uhelbredeligt syges sygdom til patientens levede liv.

Den såkaldte værdighedsterapi blev første gang indført herhjemme som et treårigt forsøg på Forskningsenheden, Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital i København og på Sankt Lukas Hospice i Hellerup. 80 patienter gennemførte terapien, der blev godt modtaget af såvel plejepersonale, pårørende som de syge selv. Patienten stilles en række nøje formulerede spørgsmål gennem to-tre samtaler om bl.a. patientens livshistorie, særlige ønsker for de pårørende, håb, værdier, relationer, drømme og gode råd, man gerne vil give videre. Samtalerne optages på bånd og bliver omskrevet til et dokument på 10-15 sider. Det rettes til sammen med patienten og kan derefter gives videre til de pårørende.

Kilde: Kristeligt Dagblad 9.3.2009.

 

Demente skal blive i eget hjem

Ældre med lettere demens skal hjælpes, så de kan blive længere i eget hjem, uden at det går ud over deres sikkerhed og livskvalitet. Det er formålet med et større forskningsprojekt, som Aalborg Universitet står i spidsen for, og som Frederikshavn Kommune som den eneste danske kommune deltager i. Også ældre fra kommuner i Grækenland, Irland og Finland skal deltage.

Kilde: Ritzau 11.3.2009.

 

Ulovlig tyvstart af skattereform

I hundredvis af ældre mister formuer efter at have fået kontraordre fra en presset skatteminister i en sag om kapitalpensioner. Kristian Jensen er under hård kritik for at have iværksat dele af skattereformen uden accept fra Folketinget. Den skarpe kritik mod skatteministeren gælder både hans håndtering af reglerne om udskydelse af moms- og skattebetalinger og udsættelse af aldersgrænsen for ophævelse af kapitalpensioner fra 70 til 75 år.

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten 14.3.2009.

 

Sygehusventelister rekordlange

Det seneste år er den gennemsnitlige ventetid på de 17 mest udbredte operationer steget fra 130 til 169 dage, viser en opgørelse, som Sundhedsstyrelsen har lavet for Politiken. Selv om der blev afsat 100 mio. kr. ekstra på finansloven, har dette vist sig ikke at være nok.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, forklarer det med at flere og flere danskere behandles for mere og mere: "Hvor vi tidligere først opererede for grå stær, når patienten var ved at blive blind, gør vi det i dag, når patienten får sværere ved at læse" siger han.

Antallet af rygoperationer er på få år steget fra 5.000 til 10.000 om året, mens kikkertoperationer af skuldre er firedoblet i de seneste 10 år.

Fra flere sider kritiseres nu pakkeforløbene for nogle sygdomme, der gør det lettere for de ’finere’ sygdomme som kræft og hjerteproblemer med stærke patientorganisationer i ryggen at komme til. Taberne er de ældre, medicinske patienter. Lederen af Dansk Medicinsk Selskab, professor Henrik Hasenkam, taler om en “forvridning” og at “psykisk syge og langtidsmedicinske patienter ikke får den samme bevågenhed”.

Det samme høres fra Hanne Elkjær Andersen, der er formand for Dansk Geriatrisk Selskab:

“Selv om ældre medicinske patienter med uspecifikke diagnoser er svære at skrive pakkeforløb for, så er det stadig muligt at beskrive, hvem der skal på hospital, hvornår det skal ske, og hvilke ressourcer, der skal være allokeret til den ældre medicinske patient. Det vil dæmme op for det problem, at nogle diagnoser er finere end andre og dermed umiddelbart udløser flere ressourcer”.

Kilder: Dagens Medicin 13.3. og Politiken 14.3.2009.

 

Ældreplejen reddet af finanskrisen

Antallet af ansøgere til job i ældresektoren er eksploderet. Takket være finanskrisen får de ældre bedre service, mener kommunerne. Dermed tegner der sig et billede af, at rekrutteringsproblemerne i ældreplejen foreløbig er løst, hvilket glæder formanden for KL, Erik Fabrin:

"Men det skal ikke få os til at afblæse fremtidige initiativer. Demografien viser nemlig, at vi på længere sigt får brug for flere social- og sundhedshjælpere". Her synes der dog også at være hjælp på vej, idet flere sosu-skoler melder om øget tilgang.

Kommunerne forventer “i nogen grad” mangel på sosu-assistenter og folkeskolelærere i løbet af de næste tre-fem år. Disse tal (40 pct.) overgås kun af tallet for manglen på sygeplejersker på 43 pct. Det viser en rundspørge som KL og tidsskriftet Danske Kommuner har foretaget i fællesskab. Det store flertal af kommuner har kigget på den demografiske udvikling i kommunen, lidt over halvdelen har allerede lagt plan for, hvad der skal gøres ved problemet, mens 13 pct. af kommunerne ikke mener, de får specifikke rekrutteringsproblemer inden for den nærmeste årrække.

Kilder: Berlingske Tidende og DR P1 20.3. samt Danske Kommuner, nr. 10, 2009.

 

Oppositionen: Fradrag for sundhedsforsikringer skal væk

En samlet opposition vil afskaffe skattefradraget på sundhedsforsikringer, når/hvis der kommer en 'rødere' regering. Begrundelsen er, at sundhedsforsikringerne er med til at skabe A- og B-hold i sundhedsvæsnet, når folk uden forsikring skal være med til at finansiere private sundhedsforsikringer for den oftest bedre stillede del af befolkningen, og samtidig er det et målrettet forsøg på at nedbryde princippet om fri og lige adgang i det danske sundhedsvæsen, som SF's sundhedsordfører Jonas Dahl formulerer det. Han fortsætter:

"Regeringen lader hundreder af millioner gå statskassen forbi til fordel for en ordning, der får uligheden til at brede sig i sundhedsvæsnet. Det er helt uacceptabelt, at man lader pensionister og andre udenfor arbejdsmarkedet medfinansiere den rigeste tredjedels private sundhedstilbud".

På samme linje er hans kollega i Socialdemokratiet, Flemming Møller Mortensen: "Vi kan naturligvis ikke forbyde folk at have en privat sundhedsforsikring, men vi kan sørge for, at det ikke kan trækkes fra i skat. Det er et sygdomssignal, at op mod en million danskere i dag har en privat sundhedsforsikring", siger han.

Til gengæld er Dansk Folkeparti mere uklar i mælet. I november i fjor erkendte partiets sundhedsordfører, Liselotte Blixt, at sundhedsforsikringer skaber A- og B-hold - uden dog af den grund at ville fjerne fradraget.

Kilde: Information 13.3.2009.

 

Senere på pension pga. krisen

Færre går på efterløn, og flere fortsætter i jobbet, efter de fylder 65 år. Krisen og ringere efterløn får langt flere danskere til at udskyde tidspunktet for deres pension. Varer tendensen ved, vil det ifl. Danske Bank udvide arbejdsstyrken med ca. 25.000 personer. Nye tal fra Arbejdsmarkedsdirektoratet viser et fald i antallet af folk, som går på efterløn fra 149.000 i januar i fjor til 145.000 i januar i år.

Antallet af seniorer i arbejde er steget. Det viser tal fra Danmarks Statistik. I fjor var 60 pct. af de 55-64-årige i beskæftigelse. 10 år tidligere var det tilsvarende tal 50 pct. De 438.000 beskæftigede personer i alderen 55-64 år udgør 15 pct. af alle beskæftigede. I 1998 udgjorde de beskæftigede i samme aldersgruppe kun 10 pct.

Kilder: Berlingske Tidende 19.3. og Børsen 20.3.2008.

 

Efterlønnere overser job-gevinst

De færreste ved, at man kan arbejde videre, selv om man har fået godkendt sin efterløn i A-kassen. Eksempelvis arbejde tre dage om ugen og holde fri fire dage og få efterløn.

"Mange flere bør kende denne mulighed og benytte sig af de store muligheder, der ligger i at blive på arbejdsmarkedet på deltid og være på efterløn. Dertil kommer, at personer på efterløn udgør et ganske pænt ressource-tilskud for virksomhederne i tider med mangel på kvalificeret arbejdskraft", siger Henning Hansen, formand for DANA - De Selvstændiges A-kasse.

Kilde: www-idag.dk

 

Danskerne skriver testamente

Siden den nye arvelov trådte i kraft 1. januar 2008, har landets advokatkontorer oplevet mere end en fordobling i antallet af henvendelser fra borgere, som gerne vil have oprettet et testamente eller ændret i tidligere udfærdigede testamenter.

“Det er især ugifte samlevende, der er blevet opmærksomme på, at de skal gøre noget for at sikre hinanden i tide”, siger advokat Claus Witt, Advokatrådets talsmand på det arveretslige område.,

Kilde: Berlingske Tidende 21.3.2009.

 

Indvandrere får råd til plejebolig

En lovændring skal nu sikre en lige behandling af alle ældre, så også plejekrævende indvandrere uden pension kan få råd til en plejebolig. Ældre plejekrævende indvandrere uden ret til folkepension får ved en ændring af boligstøtteloven mulighed herfor.

Kilde: Ritzau 11.3.2009.

 

Kloge lever længere

En høj IQ fører ikke kun til, at man er bedre til at løse problemer, ræsonnere og tænke abstrakt. Danske forskere fra Syddansk Universitet har deltaget i en ny international undersøgelse, der viser, at intelligente lever væsentligt længere end mindre intelligente. Ifølge universitetet hænger den mindre risiko for at dø tidligt først og fremmest sammen med, at intelligente mennesker gennemsnitligt har en længere uddannelse, tjener flere penge og har en bedre sundhedsadfærd.

Men hovedet alene gør det ikke. Kroppen skal også med. For ikke blot tjener de ældre ved at motionere, samfundet sparer ifølge Velfærdsministeriet næsten 1.600 kr. om året pr. person, der dyrker ældreidræt. Udgifterne til ældreidræt ligger mellem 180 og 1.360 kr. pr. person, så der er altså en pæn gevinst at hente.

Kilder: MetroXpress og Vejle Amts Folkeblad 19.3.2009.

 

Robotter på plejehjemmet

Odense går foran med at indføre robotteknologien i ældreplejen og vil nu have del i en tre mia. kr. stor pulje til arbejdskraft-besparende teknologi.

"Før vi fik robotstøvsugere, havde vi et sygefravær på seks-syv pct. Nu ligger det på en-to pct.", siger leder af Plejecenter Rytterkasernen i Odense, Lone Høj.

Ud over støvsuger-robotten, har gps-teknologien været brugt siden 2003, så demente ældre ikke forsvinder og kommer til skade eller dør. Men de teknologiske muligheder rækker meget længere. Eksempelvis til et intelligent toiletsæde, som både skyller og lufttørrer bagdelen. Det intelligente toiletsæde kan gøre det lettere for den ældre at sætte sig på toilettet og rejse sig igen og kan spare personale.

Kilde: Fyens Stiftstidende 20.3.2009.

 

93-årig kok på internettet

Den 93-årige Clara Cannucciari er blevet en sensation på nettet som kok. Her deler hun sine opskrifter og erfaringer fra en fattig opvækst med en stigende fanskare af moderne amerikanere, der lige nu oplever den værste økonomiske krise siden 1930’erne.

I videoserien ‘Great Depression Cooking with Clara’ (Den store depression – madlavning med Clara) på den gratis internettjeneste YouTube viser Clara seerne, hvordan det er muligt at lave velsmagende, nærende måltider for gennemsnitlig 50 cent (ca. tre kr.) pr. person. Og nu planlægger den gamle kvinde at udgive en kogebog med sine opskrifter inden årets udgang.

Se hende på www.greatdepressioncooking.com

Kilde: Kristeligt Dagblad 19.3.2009.




OM AKTUELLE NOTER

Tilmeldning og frameldning kan ske her.

Videnscenter på Ældreområdet er en uafhængig, non-profit og selvejende institution, hvis primære formål er at indsamle, bearbejde og formidle viden om forskning, forsøg og udvikling på ældreområdet. Centret arbejder for ældres ligestilling, ligebehandling og ligeværd samt for at styrke ældres muligheder for aktivitet, deltagelse, synlighed og indflydelse i samfundet - og samtidig forebygge negative konsekvenser af sygdom, svækkelse og isolation.
 

AKTUELLE NOTER lægges efter udsendelsen på hjemmesiden – hvor man også kan søge på noter, der tidligere har været bragt.

AKTUELLE NOTER, der er Videnscenter på Ældreområdets elektroniske nyhedsbrev, udsendes ca. hver 14. dag. Udvalget sker hovedsageligt efter et sagligt kriterium for, hvad der vil være væsentlig viden for vore brugere. Med AKTUELLE NOTERs korte, journalistiske form er det hensigten at skabe et nemt overblik over, hvad der sker på feltet.

Vi modtager gerne relevant materiale til brug for AKTUELLE NOTER - også fra forskere.

Du er velkommen til frit at bruge og kopiere AKTUELLE NOTER. Husk dog at kreditere Videnscenter på Ældreområdet og primærkilderne, der vil være anført under den enkelte note.

Du må også gerne opfordre andre til at tilmelde sig note-servicen.

Husk også vores direkte telefonlinje 39 40 58 47

Ønske om køb af publikationer samt henvendelser vedrørende videnscentrets arrangementer og øvrige tjenester rettes ikke til denne mail-adresse, men til mail@aeldreviden.dk

Redaktion:
Journalist og kommunikationsmedarbejder Anne Brockenhuus-Schack,
Videnscenter på Ældreområdet
E-mail: abs@aeldreviden.dk


Videnscenter på Ældreområdet er en uafhængig og selvejende institution, hvis primære formål er at indsamle, bearbejde og formidle viden om forskning, forsøg og udvikling på ældreområdet. Centret arbejder for ældres ligestilling, ligebehandling og ligeværd samt for at styrke ældres muligheder for aktivitet, deltagelse, synlighed og indflydelse i samfundet - og samtidig forebygge negative konsekvenser af sygdom, svækkelse og isolation.


Til toppen af siden

 


Mere om nyhedsbrevet

Læs mere om Aktuelle Noter


Søg i arkivet over
Aktuelle Noter

Her kan man søge på alle emner i de udkomne numre
af nyhedsbrevet.



Se tidligere numre

Her kan du se alle nyhedsbrevene fra
2006 frem til nu.

Sidst opdateret 23/11/09