VIDENSCENTER PÅ ÆLDREOMRÅDET
Elektronisk nyhedsbrev
AKTUELLE NOTER NR. 2
21. JANUAR 2008

 

INDHOLD: 

En sag der gik – helt – galt
14 ekstra leveår
For få hjemmebesøg
“Når pensionister flytter hjemmefra”
Stop for indefrysning
Flere falder pga. medicin
Flere ældre lever alene
Mindre hjemmehjælp
Ældres selvmord
Kaos i sygetransport
Vil FOA forlade KTO?
Pensionskroner i kapitalfonde
70-årig omgår fyring
Gulerod for pensionister
Værdiløse forsikringer
Styrtdyk i ældres ledighed
Italiensk gammelmandsvælde
Japanske oldefængsler
 


En sag der gik – helt – galt

På det seneste har der desværre været en stribe af sager, hvor det er gået galt på ældreområdet. Der har været beretningerne fra Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor ældre måtte bo på små værelser på 10-12 kvadratmeter uden bad og toilet, men også fokus på Københavns Kommune efter påstande om ydmygende og voldelig adfærd over for ældre udviklingshæmmede. Senest er en sag fra Dragør Kommune, hvor en benamputeret kvinde har måttet vente næsten et år på diverse hjælpemidler – men har fået tilbudt fodterapi! - samt at kvindens søn i sommer modtog brev om at moderen var død – hvilket hun bestemt ikke var!

I Dragør-sagen begrundes brevet til sønnen som en menneskelig fejl. Tilbud om fodterapi skyldes ifl. kommunen, at kvinden selv havde pligt til at meddele, at hun var blevet benamputeret, og de manglende hjælpemidler – bl.a. en elscooter – skyldes, at kommunen har indgået et samarbejde med nabokommunen, Tårnby, om hjælpemidler. Dette samarbejde har dog ikke fungeret tilfredsstillende, hvorfor Dragør fra årsskiftet har hjemtaget hjælpemiddelområdet.

Socialdemokraterne har udbedt sig en redegørelse om kommunalreformen fra velfærdsminister Karen Jespersen, og professor Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet forventer en del problemer på netop de områder, som kræver specialindsats i kommunerne.

Kilde: Politiken 16. og 17.1.2008.

 

 

14 ekstra leveår

At få motion, spise godt med frugt og grønt, højest drikke 14 genstande om ugen og stoppe rygning giver flere leveår. Vi har hørt det før, men nu viser det sig, at den forøgede livslængde er på i gennemsnit 14 år ved at følge ‘kuren’. Forskere fra University of Cambridge og Medical Research Council i byen Norfolk har i årene 1993-2006 undersøgt 20.000 personer mellem 45 og 79 år. Det viste sig, at de, som ikke havde fulgt anvisningerne på nogen af de fire kriterier, havde en dødsrisiko, der var fire gange højere end dem, der havde fulgt anvisningerne.

De undersøgte personer var socialt blandede, men overvejende hvide, og ingen af dem var så vidt de vidste syge af cancer eller havde hjerteproblemer. De undersøgte, der fulgte alle anvisninger, havde ikke blot en lavere dødsrate, men som 60-årige havde de samme risiko for at dø som en 74-årig, der brød alle regler. Men hverken socialklasse eller fedme (BMI-mål) spillede nogen rolle. Det gjorde derimod reduktionen i hjerte-kar-sygdomme og cancer-dødsfald.

Kilde: BBC News 8.1.2008.

 

 

For få hjemmebesøg

Kun ganske få af landets 98 kommuner gennemfører de såkaldte forebyggende hjemmebesøg hos ældre over 75 år, viser en optælling foretaget af Ankestyrelsen. Den situation er yderst problematisk ifølge ÆldreForum, der er et uafhængigt råd under Velfærdsministeriet. ÆldreForums formand, Povl Riis, siger:

“50 pct. af danskere over 70 år lever alene. En del af denne gruppe har ensomhedsproblemer, og jeg så derfor hellere, at man udbyggede ordningen om de forebyggende hjemmebesøg frem for at indskrænke den”.

Kilde: Kristeligt Dagblad 9.1.2008.

 

 

“Når pensionister flytter hjemmefra”

Bogen med den ovenstående titel og tilføjelsen “Ressourcer og risici ved migration i det moderne ældreliv’ er netop udkommet i Gerontologisk Instituts skriftserie som nr. 13. Bogen, der er finansieret af EGV, er redigeret af Anne Leonora Blaakilde, og omhandler pensionister, der er flyttet til Costa del Sol, flytter permanent i sommerhus i Danmark og dem der bor mindst fire måneder om året på en dansk campingplads. Fik de opfyldt forventningerne til den moderne drømmealderdom? Eller blev der (for) langt til sundhedsvæsnets ydelser og gamle netværk med en ensomhed til følge? Har drømmen udviklet sig til et mareridt?

Bogen, der er på 196 sider med illustrationer, kan bestilles på geroinst@geroinst.dk eller tlf. 3940 1010.

Selv om mange danske pensionister vælger at bosætte sig i Spanien og Sydfrankrig, tyder meget på, at Tyrkiet bliver landet, hvor man fremover slår sig ned efter at være gået på pension. Reglerne for beskatning af pensionsordninger er nemlig ved at blive lavet om, så det fremover vil være langt mere økonomisk gunstigt at leve i Tyrkiet frem for de mere traditionelle lande.

Kilde: Politiken 11.1.2008.

 

 

Stop for indefrysning

Kommunerne kræver et stop for, at landets pensionister kan undlade at betale ejendomsskat i en årrække. Formanden for KL, Erik Fabrin, slår alarm, fordi landets pensionister i fjor indefrøs ejendomsskatter for 4,5 mia. kr. - eller dobbelt så meget som i 2003.

Det er især landets rigeste pensionister i Søllerød, Lyngby, Gentofte og tilsvarende steder, hvor boligpriserne og dermed grundskatterne er høje, der indefryser ejendomsskat i stort omfang. Men der er samtidig tale om boliger med store friværdier.

Erik Fabrin påpeger, at mange bruger ordningen som et billigt lån, som først skal betales tilbage, når boligen bliver solgt. Beløbet forrentes med kun to pct.

Kilde: Berlingske Tidende 19.1.2008.

 

 

Flere falder pga. medicin

Sovepiller og antidepressiv medicin giver de ældre en 1,4 gange øget risiko for at falde, mens antipsykotisk medicin øger risikoen med 1,9 gange. Størst er risikoen for at blive udsat for et fald hos ældre, der får sovemidler, som indeholder de beroligende midler benzodiazepiner. Her er risikoen øget med 2,9 gange.

Disse tal fremgår af en ny svensk undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Clinical Nursing. Det er forskere på Karolinska Institutet, der i en fireårig undersøgelse har set på 2.343 registrerede fald og brud på 21 svenske plejehjem. Alle de undersøgte havde enten fysisk sygdom eller var demente.

Kilde: Politiken 19.1.2008.

 

 

Flere ældre lever alene

Over de seneste otte år er der sket en markant stigning på ca. 50 pct. i antallet af skilsmisser blandt danskere over 65 år. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at der findes ca. 30.000 ældre danskere over 90 år, der bor alene, hvilket er 10.000 flere end for 10 år siden. Det bliver således mere almindeligt at leve i årevis som enke eller enkemand. Typisk er det kvinder, der overlever deres mænd. Ni ud af 10 kvinder over 90 år lever for sig selv.

Det er noget af baggrunden for, at Ældre Sagen om få år vil bygge et seniorhus i København med 200 lejligheder. Tanken er, at seniorerne kan flytte ind i boligen, når de fylder 50 år, og kan leve der resten af livet. Huset forsynes med fælles træningsrum og værksteder.

Ifølge en ny undersøgelse fra organisationen ønsker hver tredje ældre, som overvejer at flytte, at leve i et bofællesskab eller i et seniorhus. Det er især kvinderne, som ønsker at leve sammen med andre.

Kilder: Kristeligt Dagblad 5.1. samt Nyhedsavisen 5., 7. og 8.1.2008.

 

 

Mindre hjemmehjælp

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at rengøringshjælpen til borgere over 67 er blevet halveret siden år 2000.

Kilde: TV2 Nyheder 15.1.2008.

 

 

Ældres selvmord

Aktuelle Noter har tidligere bragt en opfordring til at besvare spørgeskema i forbindelse med et projekt til forebyggelse af ældre menneskers selvmordshandlinger. Nu bringer vi opfordringen igen:

Elene Fleischer, Center for Selvmordsforebyggelse i Aalborg og  Jan-Henrik Winsløv, Center for Gerontopsykologi ved Aarhus Universitet, har iværksat projektet, hvor de to centre har indledt et samarbejde med henblik på at undersøge kendskab og holdninger til ældres selvmord. Både blandt professionelle inden for ældresektoren og blandt lægfolk. Undersøgelsen skal dels belyse forhold, der har indflydelse på vore holdninger. Dels skal den vise, i hvilket omfang kurser har indflydelse på professionelles og frivilliges forhold til udsatte og selvmordstruede ældre.

For de fleste vil det kun tage en 10 minutter at besvare spørgeskemaet. Arbejder du med pleje eller behandling af ældre, skal du dog regne med at bruge lidt længere tid. Ved besvarelse af spørgeskemaet, deltager man samtidig i lodtrækningen om tre gavekort.

Du kan deltage i undersøgelsen ved at klikke her.

Du kan også få spørgeskemaer med svarkuverter tilsendt ved at kontakte Lone Rytter Larsen, tlf. 96 31 16 54 eller mail: mailto:lone.rytter.larsen@rn.dk.

 

 

Kaos i sygetransport

Kronisk syge danskere lider under umenneskelige transportforhold, når de skal køres til og fra hospitalet, skriver B.T. En afstand, der i taxa ville kunne klares på et kvarter, kan tage op til tre timer, fordi man skal fragtes rundt sammen med andre. Det er private selskaber, der står for transporten.

Kilde: B.T. 14.1.2008.

 

 

Vil FOA forlade KTO?

Forleden skrev Weekendavisen følgende: “Alle ved, at Dennis Kristensen overvejer at forlade KTO, hvis ikke han får den nødvendige særbehandling denne gang, og så ser det sort ud for det engang så stolte forhandlingsfællesskab. Før den seneste overenskomstfornyelse i 2005 forlod sygeplejerskerne fællesskabet og trak flere mindre organisationer med, fordi de ikke kunne få særbehandling. Det kostede 90.000 medlemmer af KTO, som i dag blot har 560.000 tilbage. Går Dennis Kristensen, kan man trække yderligere et par hundrede tusinde fra, og så vil det nok være slut med KTO-epoken. I forvejen lider forhandlingsfællesskabet under, at det ikke er en LO-mand, der sidder for bordenden efter Kristensens exit”.

Videre skriver avisen, at FOA i modsætning til de andre LO-forbund har en mindre medlemsfremgang. Det kan betyde, at den nyvalgte LO-formand, Harald Børsting, kan komme “i en dum klemme. Måske kan det statslige område indgå forlig, måske kan der også laves en skitse, som kan tjene til model for et regeringsindgreb på det kommunale område, men Børsting kan ikke bære den hjem, hvis Dennis Kristensen siger nej – han repræsenterer over halvdelen af LO ’s offentligt ansatte – og Kristensen kan ikke nikke ja, hvis medlemmerne til den tid er lige så sure, som de er i dag. Det er og bliver noget bøvl”.

Kilde: Weekendavisen 11.1.2008.

 

 

Pensionskroner i kapitalfonde

Alene i Danmark har pensionsselskaber ifølge en kortlægning foretaget af Ugebrevet A4 indskudt mia. af kr. i kapitalfondene, og flere penge er på vej. Eksempelvis bliver pensionsbidrag for tusindvis af ansatte i rengørings- og servicekoncernen ISS indbetalt til Pension-Danmark. Dette selskab har investeret i Goldman Sachs, der bestyrer adskillige kapitalfonde, hvoraf en er medejer af ISS. Sampension har anbragt penge i kapitalfonden Permira, som er med i konsortiet bag opkøbet af telekoncernen TDC. Permira er blevet skarpt kritiseret af fagbevægelsen i Storbritannien for massevis af fyringer og dårlig medarbejderpleje. Danica Pension har investeret i Apax, der er medejer af TDC, og Industriens Pension har penge i Triton, der ejer Danmarks største installationsvirksomhed inden for byggeriet, Bravida. PKA har investeret ca. 3 mia. kr. i kapitalfonde, og Industriens Pension i omegnen af 2 mia. kr.

Kilde: Information 14.1.2008.

 

 

70-årig omgår fyring

Efter i sommer at være blevet afskediget pga. alder fra Teknisk Skole i Ballerup, vil den 70-årige Villy Madsen fra 1. marts i år være i gang igen som lærer. For der starter han sin egen momsregistrerede en-mands-forretning og begynder at undervise på flyskolen i Dragør. Villy Madsen blev fyret pga. tjenestemandslovens pensionsbestemmelser. Derefter kunne han kun blive ansat i begrænset omfang til lavere løn og uden pension. Det omgår han nu ved at oprette sit eget selskab.

På baggrund af omtalen af afskedigelsen i sommer lovede daværende finansminister Thor Pedersen at ændre loven i løbet af efteråret. Et lovforslag skulle sendes til høring i september måned. Men det skete aldrig, men nu lover regeringen, at et lovforslag vil blive fremlagt i Folketinget i næste måned. Så vil reglen om at 70-årige skal afskediges, blive fjernet fra loven.

Kilde: Politiken 8.1.2008.

 

 

Gulerod for pensionister

En ny meningsmåling, som analyseinstituttet Zapera har udarbejdet for Dansk Erhverv, viser, at 78 pct. af de adspurgte ser positivt på, at folk, der er over 64 år, får en ekstra gulerod, hvis det medfører, at de forbliver erhvervsaktive i længere tid. Venstre udmeldte forleden, at partiet vil gøre det mere økonomisk attraktivt for pensionister at forblive erhvervsaktive i længere tid. I den forbindelse mener Ældre Sagen – som det tidligere har været fremme fra Dansk Industri – at man som ældre skal kunne tjene op til 100.000 kr. om  året, før man bliver trukket i pension.

Kilder: Ritzau 6.1. og Berlingske Tidende 9.1.2008.

 

 

Værdiløse forsikringer

Ca. 50.000 danskere bor i dag på plejehjem, men de færreste er opmærksomme på, at man i forbindelse med fraflytningen fra eget hjem til plejehjem, skal huske at få sine forsikringsforhold i orden. For det viser sig, at en normal indboforsikring ikke dækker tyveri af penge og værdigenstande fra plejehjemmet. Ved at beholde de gamle forsikringer, kommer de ældre beboere til at betale for meget.

Kilde: Berlingske Tidende 7.1.2008.

 

 

Styrtdyk i ældres ledighed

Der er i dag flere ledige på 36 år end på 56 år. Ledigheden er raslet ned for de ældre årgange på arbejdsmarkedet fra 2005 til 2007, viser nye tal fra DA. På to år er ledighedsprocenten for de 59-årige faldet fra 14 til 8,4 pct. De 58-åriges ledighedsprocent er styrtdykket fra 12,2 til 5,2 pct. og er nu lavere end ledigheden for de 28- og 29-årige. Virksomhedernes interesse for at ansætte ledige seniorer er vakt i takt med de gode konjunkturer og den faldende ledighed. Men virksomhederne har også opdaget, at de ældre fravælger efterlønnen, hvis de fortsat får interessante arbejdsopgaver.

Men samtidig er DA kilde til oplysninger om, at flere går på efterløn. Efterlønsreformen i slutningen af 1990’erne skulle få 10.000-15.000 færre til at benytte ordningen. I stedet er der i dag 10.000 flere på efterløn, end hvis adfærden havde været uændret fra 1999, skriver dagbladet Børsen.

Kilder: agenda, 17.1. og Ritzau 18.1.2008.

 

 

Italiensk gammelmandsvælde

Et af de hyppigst debatterede emner i Italien er gerontocrazia, dvs. gammelmandsvælde. Italien var det første land i verden med flere borgere over 65 år end under 15 år. Italienerne har sammen med japanerne og svenskerne verdens længste levealder, og italienske kvinder har en gennemsnitsalder på 84 år, mændene lidt mindre.

Ikke blot bliver de ældste ældre og ældre, men de er solidt plantet på alle samfundets magtpositioner. Italien har sammen med Japan verdens ældste politiske klasse. En undersøgelse foretaget af tænketanken Glocus viser, at procentdelen af magthavere over 60 år i det italienske samfund inden for en række områder – politik, finans, universiteter, erhvervsliv, fagforbund m.fl. - er steget fra 46 pct. i 1998 til 54 pct. i 2004. Samtidig er procentdelen af unge beslutningstagere faldet.

“Italiens gammelmandsvælde er et problem af dimensioner. Det står i vejen for det generationsskifte, der er så vigtigt for ethvert land”, siger Curzio Maltese, der er journalist på dagbladet la Repubblica.

Kilde: Weekendavisen 4.1.2008.

 

 

Japanske oldefængsler

En befolkningssammensætning, hvor der bliver flere og flere ældre, tvinger japanske myndigheder til at tænke alderdom ind i designet for tre nye fængsler: Et sæt tremmer, en elevator og en kørestolslift bliver de centrale elementer i de nye fængsler.

I de tre fængsler vil der være sunde måltider på menuen og muligvis også specialiserede sygeplejersker, siger en repræsentant fra Justitsministeriet. Antallet af indsatte over 60 år i de japanske fængsler er steget til 8.700 i 2007 fra 3.500 i 1997.

Kilder: Ritzau/Reuters 4.1.2008.

 



OM AKTUELLE NOTER

Adresseændring kan ske på:
www.aeldreviden.dk/e.nyheder/e-nyheder-adm.html

Framelding: noterlist-off@aeldreviden.dk
Tilmelding: noterlist-on@aeldreviden.dk

AKTUELLE NOTER lægges efter udsendelsen her på hjemmesiden – hvor man også kan søge på noter, der tidligere har været bragt.

AKTUELLE NOTER, der er Videnscenter på Ældreområdets elektroniske nyhedsbrev, udsendes ca. hver 14. dag. Udvalget sker hovedsageligt efter et sagligt kriterium for, hvad der vil være væsentlig viden for vore brugere. Med AKTUELLE NOTERs korte, journalistiske form er det hensigten at skabe et nemt overblik over, hvad der sker på feltet.

Vi modtager gerne relevant materiale til brug for AKTUELLE NOTER - også fra forskere.

Du er velkommen til frit at bruge og kopiere AKTUELLE NOTER. Husk dog at kreditere Videnscenter på Ældreområdet og primærkilderne, der vil være anført under den enkelte note.

Du må også gerne opfordre andre til at tilmelde sig note-servicen.

Husk også vor hjemmeside og vor direkte telefonlinje 39 40 58 47.

Redaktion:
Journalist og kommunikationsmedarbejder Anne Brockenhuus-Schack
Videnscenter på Ældreområdet
E-mail: abs@aeldreviden.dk


Videnscenter på Ældreområdet er en uafhængig og selvejende institution, hvis primære formål er at indsamle, bearbejde og formidle viden om forskning, forsøg og udvikling på ældreområdet. Centret arbejder for ældres ligestilling, ligebehandling og ligeværd samt for at styrke ældres muligheder for aktivitet, deltagelse, synlighed og indflydelse i samfundet - og samtidig forebygge negative konsekvenser af sygdom, svækkelse og isolation.


Til toppen af siden

 


Mere om nyhedsbrevet

Læs mere om Aktuelle Noter


Søg i arkivet over
Aktuelle Noter

Her kan man søge på alle emner i de udkomne numre
nyhedsbrevet.



Se tidligere numre

Her kan du se alle nyhedsbrevene fra
2006 og 2007

Sidst opdateret 23/11/09