|
VIDENSCENTER PÅ ÆLDREOMRÅDET
Elektronisk nyhedsbrev
AKTUELLE NOTER NR. 18
16. SEPTEMBER 2008
INDHOLD:
Nye bøger
Lønkommission på vej
S-toppen ignorerer kongresvedtagelse
Fagforbund mobiliserer mod nedskæringer
Kvaliteten dumper
For mange uuddannede i ældreplejen
Plaster mod blodpropper
Rør ikke efterlønnen
Naturmiddel mod sukkersyge
International menu på plejehjem
Ældre rejser ud som frivillige
B-vitamin kan forhindre hukommelsestab
Ældreklub for mænd truet af lukning
SF vil spare på folkepensionen
Nye bøger
Videnscenter på Ældreområdet har to publikationer på bedding. Den ene, der er udkommet, er 'God plejehjemsledelse - fem forskellige bud' af Dorte Høeg og Anne Brockenhuus-Schack, der har besøgt de fem finalister i den landsdækkende konkurrence om 'Danmarks bedste plejehjem'. Institutionerne er meget forskellige og ligger geografisk meget spredt, men mange af problemerne og løsningerne er temmelig ens på de respektive plejehjem. Bogen koster 130 kr. inkl. moms og forsendelse.
Bogen blev udgivet i forbindelse med en temaeftermiddag den 11. september i København. Her roste formanden for LederForum, Erik Lehm, initiativet, da der ifølge ham foreligger meget få undersøgelser på området. Han advarede mod den megen kontrol, der har udviklet sig i de senere år. "Er det vigtigere med dokumentation, og at regler overholdes, end at de gamle har det godt og trives, spurgte han retorisk. Det handler i stedet om mere om tillid, idet øget kontrol ikke giver et bedre plejehjemsmiljø. Men plejehjemslederne har også et ansvar selv. Ifølge Erik Lehm er der op til 1 mio. kr.’s forskel på resultaterne, ved at et plejehjem har en god eller en dårlig leder. Han pointerede også, at lederne i de seneste år er kommet stadig længere væk fra beboerne, hvilket han fandt problematisk.
Et andet problem så han i, at personalet i ældreomsorgen har den laveste uddannelse i den offentlige sektor, og at der er færre penge pr. ansat end i eksempelvis folkeskolen. Der er derfor behov for en opkvalificering af personalet.
En anden publikation, 'Fra to til en - livet efter den andens død' af seniorforskerne Eva Bonde Nielsen og Merete Platz, udkommer den 8. oktober i forbindelse med konferencen af samme navn.
Se programmet her.
Konferencen handler om tilværelsen som enke eller enkemand.
Bogen koster 165 kr. inkl. moms og forsendelse.
Begge bøger kan bestilles på tlf. 3940 1010 eller på mail@aeldreviden.dk
Lønkommission på vej
Regeringen lægger den endelige udformning af en lønkommission fast i den nærmeste fremtid, angiveligt i denne uge. Der bliver tale om en lønkommission - ikke en ligelønskommission. Planen er, at kommissionen skal have deltagelse af såvel regeringsmedlemmer som repræsentanter for fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne.
Kilde: Ritzau 12.9.2008.
S-toppen ignorerer kongresvedtagelse
"Socialdemokraterne mener, at satspuljeordningen er god. Vi har et forlig - det ønsker vi fortsat at være en del af", siger partiets finansordfører Morten Bødskov.
Hermed tager partitoppen afstand fra en flertalsmæssig kongresbeslutning forrige weekend om, at sociale projekter ikke længere skal finansieres af overførselsindkomsterne - med 0,3 pct. årligt - men skal afsættes direkte på finansloven. Men pengene optræder ikke i partiets finanslovsudspil. I stedet vil partiet indføre prisloft over mad til ældre, afskaffe 300 timers-reglen, kontanthjælpsloftet og starthjælpen.
Politisk ordfører for S i Københavns Borgerrepræsentation, Anne Vang, som stod bag forslaget på kongressen, nægter at tro på topledelsens melding: "Kongressen er den højeste myndighed hos Socialdemokraterne, og når kongressen træffer en beslutning, skal ledelsen følge den. Det vil jeg formode, de gør, ellers er det jo fuldstændig meningsløst med en kongres", siger hun, som ikke mener, at en kongresbeslutning giver plads for fortolkning. Hun mener endvidere, at projekterne, der får tidsbegrænset støtte fra satspuljen, har dårlige vilkår. Således kan det være svært at tiltrække den fornødne kompetente arbejdskraft til projekter, der kun er sikret for et år eller tre ad gangen, siger hun.
Eneste parti, der står uden for satspuljekredsen, er Enhedslisten. Oprindelig stod også Dansk Folkeparti uden for puljen, der blev etableret af SR-regeringen i 1999. Men DF fik forliget om satspuljen genåbnet, så de kunne blive medlem af kredsen. Nu beskylder formanden for Folketingets socialudvalg, Chr. H. Hansen, DF, Socialdemokraterne for at tale med to tunger og svigte de svageste. For ifølge DF er der en reel mulighed for at handle konstruktivt i et forlig sammen med S, da også SF og Enhedslisten vil ændre satspuljeordningen. Hermed er der flertal i Folketinget for en ændring. “Jo flere af forligspartierne, der vil gøre op med ordningen, desto tættere kommer man på at gøre det til en realitet”, siger Chr. H. Hansen.
I SF foreslår den socialpolitiske ordfører Özlem Cekic, at man finder de nødvendige midler ved at regulere energiafgifterne med 0,4 pct. For hun mener, at der fortsat er behov for en pulje til sociale udviklingsprojekter. “Men psykiatri og længerevarende projekter skal på finansloven”, siger hun.
Line Barfod fra Enhedslisten foreslår satspuljen suspenderet i et år, hvor partierne forhandler sig frem til en ny ordning, der både sikrer en ordentlig regulering af overførselsindkomsterne samt penge til de sociale projekter, der i dag finansieres af satspuljen. Pengene skal skaffes ved at suspendere skattelettelserne, fjerne fradraget fra pensionsopsparingerne eller blot ved at reducere overskuddet på statsbudgettet. Satspuljen er på 851 mio. kr. i år.
Chr. H. Hansen oplyser, at folke- og førtidspensionisterne siden 1999 har mistet omkring 3.000 kr. i årlig indtægt. Ifølge Ugebrevet A4 er overførselsindkomsterne steget 80.000 kr. mindre end lønindkomsterne.
Kilder: Information 15. og 16.9. samt Ugebrevet A4 15.9.2008.
Fagforbund mobiliserer mod nedskæringer
De tre store forbund på det kommunale arbejdsmarked, FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening, der tilsammen repræsenterer mere end 330.000 offentligt ansatte, forbereder sig på en landsdækkende protestbølge under navnet 'Nedskæringsstop nu - for velfærd og tryghed i hverdagen'. Det skyldes, at op mod halvdelen af kommunerne planlægger besparelser.
FOA har allerede reserveret Slotspladsen foran Christiansborg på Folketingets åbningsdag, så hvis protesterne tager til, kan der blive tale om en landsdækkende velfærdsdemonstration den 7. oktober.
Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard hilser initiativet velkomment: "Vi har at gøre med en regering, som har lovet forbedringer for folk, uden at de er villige til at indløse dem. Når vi så gør vrøvl, så kaldes vi uforskammede", siger hun, som påpeger, at kommunen har pengene, men ikke må bruge dem pga. regeringens anlægsloft.
Kommunerne er gået i forhandling om en fælles sparemanøvre, hvor kommunerne blev enige om at gøre deres til, at budgetaftalen med regeringen overholdes. Jokerne er København og Århus. Kommunerne mødes et par uger. I mellemtiden er kommunerne ved at opgøre, hvad de har sparet på forårets konflikt. I Rudersdal er resultatet en besparelse på knap 6 mio. I Egedal forventes en besparelse på 9,3 mio. kr., og i Frederikssund, der ikke havde pædagogstrejke, er besparelserne på ældre- og sundhedsområdet på 1,8 mio. kr., vurderer kommunen.
Kilder: Berlingske Tidende 4.9., Politiken 5.9. og Frederiksborg Amt Avis 9.9.2008.
Kvaliteten dumper
Det er gået tilbage med kvaliteten i danske skoler, sygehuse, daginstitutioner og ældrepleje de seneste fem år. Det mener de fleste danskere ifølge en meningsmåling fra Capacent Epinion i LO's ugebrev A4. 53 pct. skønner, at kvaliteten i det offentlige er svundet på fem år mod 47 pct. for et år siden. Kun 15 pct. af de 1.890 adspurgte personer, vurderer, at den offentlige kvalitet er bedre end for fem år siden. Helt i bund ligger ældreplejen, hvor næsten to ud af tre adspurgte - 61 pct. - finder kvaliteten værre end for fem år siden.
Og det er de ikke alene om. For flere af de håndplukkede medlemmer af regeringens såkaldte kvalitetsgruppe finder, at der mangler konkrete initiativer, og at resultaterne udebliver.
"Det er overordentligt vigtigt, at medarbejderne begynder at se resultater. Flere steder sker der nogle ret heftige besparelser. Det giver en enorm frustration - og det hele ville være nemmere at sluge, hvis man havde en oplevelse af, at nu begynder der at ske noget med nye sygehusbyggerier og nye investeringer", siger formanden for Lægeforeningen, Jens Winther Jensen.
BUPL-formanden, Henning Pedersen, taler om, at det siden sidste møde i kvalitetsgruppen for et år siden, "har det mildest talt været lidt luftigt, hvad der er sket". Og man venter stadig på opkvalificering og styrkelse af ledere og medarbejdere. Han efterlyser helt konkrete initiativer fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. Bente Sorgenfrey, som er formand for FTF, siger, at medarbejdere og borgere hele tiden har en oplevelse af nedskæringer og ikke udvikling. Også formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, finder situationen i dag "langt værre end for et år siden". Og han fortsætter:
"Vi har ikke set nogen af de effekter, der var et ønske om, at vi skulle se. For eksempel et bedre ledelsesgrundlag og en mere dynamisk og effektiv offentlig sektor. Her er billedet værre end det var". Han efterlyser ligeledes overenskomstaftaler, der er indrettet på den større dynamik og ledelse, som der er behov for.
Næstformand i KL, Anker Boye, mener, at der er meget langt mellem statsministerens udmeldinger og den enkelte borgers oplevelse: "Kvalitetsreformen var et valgtaktisk oplæg - men Anders Fogh Rasmussen skal vide, at boomerangen kommer igen".
Kilder: Ritzau 31.8.og Information 2.9.2008.
For mange uuddannede i ældreplejen
Ifølge FOA er der ansat 15.000 uuddannede i social- og sundhedsassistentstillinger. Og det er en gruppe, der vokser, mener Karen Stæhr, der er formand for Social- og sundhedssektoren i FOA.
"Det er en stærkt stigende tendens, og vi ser også mange jobannoncer, hvor man for eksempel søger folk, der kan lide at arbejde med ældre og altså ikke nødvendigvis nogle, som er social-. og sundhedsassistentuddannede. De er primært ansat på ældreområdet, men uden den fornødne uddannelse kan de ikke udføre jobbet ordentligt, mener hun.
Ifølge Inge Bryderup, der er forsker i socialpædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, er de mange uudannede noget særegent for den danske socialsektor, og sådan har det i øvrigt været i mange år. Hun har svært ved at sige, hvorfor det er sådan, men mener, at der kan være en sammenhæng mellem, hvor belastet og krævende målgruppen er, og hvor mange uudannede der er.
Kilde: Information 10.9.2008.
Plaster mod blodpropper
Forskere på Aalborg Universitet har arbejdet på at udvikle et hjerteplaster, der kan afsløre blodpropper, før de kommer. Hjertelyden hos en patient forstærkes og analyseres via avancerede beregninger, og ved at registrere ganske små mislyde i blodårerne vil man kunne opdage åreforkalkninger, før de fører til f.eks. livstruende blodpropper.
Kilde: Information 15.9.2008.
Rør ikke efterlønnen
75 pct. af danskerne siger nej til at røre efterlønnen. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten.
I år vælger godt 38.000 danskere at trække sig tidligt tilbage, skriver nyhedsbrevet Agenda, som udgives af Dansk Arbejdsgiverforening. En analyse baseret på tal fra Beskæftigelsesministeriets Dream database og Arbejdsdirektoratets opgørelser viser, at alene sundhedssektoren vil miste knap 900 sygeplejersker. 142.000 er på efterløn, og efterlønnen koster skatteborgerne godt 22 mia. kr. årligt.
Kilde: Ritzau 3. og 6.9. 2008.
Naturmiddel mod sukkersyge
Danske forskere fra diabeteslaboratoriet på Aarhus Universitet har fået tilladelse af Lægemiddelstyrelsen til at teste et nyt diabetesmiddel på mennesker. Midlet er baseret på et sødestof fra en brasiliansk urt, skriver informationsportalen Videnskab.dk. Forskerne har for nylig afsluttet en række undersøgelser, der viser, at midlet uden bivirkninger kan reducere blodsukkeret med 20 pct. og mindske blodtrykket med 12 pct. Midlet er baseret på et naturligt stof, steviosid, fra urten stevia rebaudiana bertoni, som brasilianske indianerstammer har brygget te på gennem de seneste 1.500 år.
Kilde: Politiken 7.9.2008.
International menu på plejehjem
På plejehjemmet Grønnehaven i Helsingør serveres der en gang om ugen eksotiske retter. Det begyndte med, at en af de ansatte, Cemile Kilic, forsøgte sig med sit hjemlands tyrkiske retter, der faldt i god jord. Der er masser af grønt og brød på bordet, og prisen kan holdes inden for et rimeligt niveau. Menuen står resten af ugens dage på traditionel og gammeldags mad som eksempelvis kartofler, sovs, bøf og flæskesteg, men indtil nu er der serveret både svensk, indisk, iransk, tyrkisk, serbisk og jugoslavisk mad på plejehjemmet.
Kilde: Helsingør Dagblad 29.8.2008.
Ældre rejser ud som frivillige
Flere hjælpeorganisationer har oprettet særlige programmer for modne frivillige. Det gælder bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, MS, og fredsorganisationen American Field Service, AFS, mens Care Danmark har et pensions-program for frivillige under udarbejdelse. For ASF drejer det sig eksempelvis om undervisning, sundhed og landbrug, og man har netop hævet aldersgrænsen for frivillige fra 30 til 75 år. Mellemfolkeligt Samvirke har et såkaldt voksenprogram, der indtil videre har sendt ca. 100 danskere af sted om året til bl.a. Indien, Kenya, Sydafrika og El Salvador. De fleste hjælpeorganisationer er glade for de ældres interesse, men erkender, at der skal faglighed og ekspertise til. Store hjerter og gode viljer er ikke nok.
Kilde: Kristeligt Dagblad 5.9.2008.
B-vitamin kan forhindre hukommelsestab
Ældre mennesker med et lavere niveau end normalt af vitamin B12 har en stor sandsynlighed for at komme til at lide af hjerneskrump, har forskere ved Oxford Universitet fundet ud af. I undersøgelsen, der er afrapporteret i tidsskriftet Neurology, indgik 107 tilsyneladende sunde personer i alderen 61-87 år, der blev fulgt gennem fem år.
Nogle forskningsresultater har vist, at to ud af fem personer har mangel på dette B-vitamin, der findes i kød, fisk og mælk. Problemet er mere almindeligt for ældre end yngre, og det har skabt bekymring, at der tilføres folinsyre til brød, da det kan skjule symptomer på B12-mangel blandt de ældre.
Kilde: BBC News 9.9.2008.
Ældreklub for mænd truet af lukning
"Det er en katastrofe, hvis man beslutter sig for at lukke mandeklubben i Gram. De mest sårbare ældre er dem", siger pædagogisk konsulent Anna Berndt, der står for initiativet. Heri bakkes hun op af seniorforsker Merete Platz, Videnscenter på Ældreområdet: "Mænd fungerer bedst, når de er i parforhold og har oftest sværest ved at blive alene". Ny forskning viser tydeligt, at gruppeaktiviteter effektivt medvirker til at afhjælpe ensomhed og social isolation hos ældre.
Kilde: Jydske Vestkysten 12.9.2008.
SF vil spare på folkepensionen
SF vil spare mere end 2,6 mia. kr. årligt på folkepension og børnecheck. De rigeste børnefamilier og pensionister må derfor vinke farvel til henholdsvis børnecheck og folkepension. Flere af forslagene skal indfases over en årrække, og partiet er endnu ikke klar med den præcise plan. SF-planen har spareforslag for i alt 13,6 mia. kr.
Årligt modtager tusinder af millionærer en ældrecheck, der er beregnet til at hjælpe de fattigste pensionister. Når ældrechecken i mange tilfælde rammer forbi det politiske sigte, skyldes det, at friværdi ikke bliver medregnet som formue i vurderingen af pensionisternes behov, oplyser chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul.
Partiets formand, Villy Søvndal, nåede også lige at give den afgåede, konservative partiformand, Bendt Bendtsen, et skud for boven. Søvndal påpegede, at det er udtryk for politisk dilettanteri og den "største brøler i dansk politik nogensinde", når Bendtsen som daværende økonomi- og erhvervsminister indgik en aftale om penge fra Nordsøen. Aftalen betød, at tre olieselskaber - A.P. Møller - Mærsk, Shell og Chevolie, fik et overskud på 27 mia. kr. efter skat og alle afholdte udgifter. Det fik Villy Søvndal til at omtale Bendtsen "som den danske minister, der har foræret flest af vores fælles værdier væk". Og han fortsatte:
"Med de penge, som Bendt Bendtsen har ladet sig snyde for, ville de ældre kunne få dyr, fransk gourmetmad hver eneste dag, og vores folkeskoler kunne få dørhåndtag af ægte guld".
SF står sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten uden for aftalen, som har en varighed på 40 år. Når indtægterne fra olien er blevet langt større end forventet, er det, fordi olieprisen er seksdoblet i forhold til det grundlag, man kendte i 2003, hvor aftalen blev indgået.
Kilder: Politiken 4.9. og Søndagsavisen 14.9.2008.
OM AKTUELLE NOTER
Adresseændring kan ske på:
www.aeldreviden.dk/e.nyheder/e-nyheder-adm.html
Framelding: noterlist-off@aeldreviden.dk
Tilmelding: noterlist-on@aeldreviden.dk
AKTUELLE NOTER lægges efter udsendelsen her på hjemmesiden hvor man også kan søge på noter, der tidligere har været bragt.
AKTUELLE NOTER, der er Videnscenter på Ældreområdets elektroniske nyhedsbrev, udsendes ca. hver 14. dag. Udvalget sker hovedsageligt efter et sagligt kriterium for, hvad der vil være væsentlig viden for vore brugere. Med AKTUELLE NOTERs korte, journalistiske form er det hensigten at skabe et nemt overblik over, hvad der sker på feltet.
Vi modtager gerne relevant materiale til brug for AKTUELLE NOTER - også fra forskere.
Du er velkommen til frit at bruge og kopiere AKTUELLE NOTER. Husk dog at kreditere Videnscenter på Ældreområdet og primærkilderne, der vil være anført under den enkelte note.
Du må også gerne opfordre andre til at tilmelde sig note-servicen.
Husk også vor hjemmeside og vor direkte telefonlinje 39 40 58 47.
Redaktion:
Journalist og kommunikationsmedarbejder Anne Brockenhuus-Schack
Videnscenter på Ældreområdet
E-mail: abs@aeldreviden.dk
Videnscenter på Ældreområdet er en uafhængig og selvejende institution, hvis primære formål er at indsamle, bearbejde og formidle viden om forskning, forsøg og udvikling på ældreområdet. Centret arbejder for ældres ligestilling, ligebehandling og ligeværd samt for at styrke ældres muligheder for aktivitet, deltagelse, synlighed og indflydelse i samfundet - og samtidig forebygge negative konsekvenser af sygdom, svækkelse og isolation.
Til toppen af siden
|
|