|
Videnscenter på Ældreområdet
DemensNyheder nr. 30
Elektronisk Nyhedsbrev
April 2009
INDHOLD:
Demens som musik og poesi
Læs, hvad demenslidende selv siger
Sikkerhed og livskvalitet i eget hjem
E-kurser på internettet
Socialt liv uden stress forebygger demens
Fællesskab i ældreboliger
"Sænk kravene eller slip papirerne”
Nyborg Kommune går nye veje
Gode ideer om mad på plejecentrene skal spredes
Afprøvning af nyt lægemiddel mod Alzheimers sygdom
Demens som musik og poesi
’Demens: Den Anden Frekvens’ er titlen på et meget inspirerende materiale der udkommer 22. april. Demensfagfolk, forfattere som Jørgen Leth og musikere som rapperen Per Vers har ydet bidrag til de fire bestanddele i værket: en fagbog med smuk, enkel og let forståelig gennemgang af synet på demens nu i vesten og i andre kulturer, en cd hvor demente menneskers ord bliver til musik, en dvd med eksempler på, hvad der sker, når pårørende og personale har lært sig ’kunstarten’ at stille ind på den andens frekvens. Der bringes desuden et dejligt interview med stifteren af Marte Meo metoden, og sluttelig møder vi nogle af de kunstnere, som står bag værket.
Sidste bog rummer digte og fortællinger. Se smagsprøver på bogsættet på hjemmesiden og på You Tube:
www.demensfrekvens.dk
www.youtube.com
Titlen rummer hovedbudskabet i værket: at vi, som ikke har demens, skal stille ind på den frekvens, som mennesker med demens befinder sig på. Det gælder om at høre, hvad de siger, at få øje på, hvor de har deres opmærksomhed, at følge, hvad de gør. Det i sig selv er ikke nyt for fagfolk, og det nævnes også i bogen. Men det er nyt at ville inspirere pårørende, og godt at det sker ved at møde demens så åbent og respektfuldt. Musikere, digtere og forfattere har forsøgt at finde ind i rytmen, i sproget og frekvensen ved demens gennem at lytte til timers videooptagelser af mennesker med demens. Dette værk er kunst, det er nyskabende og giver en positiv og meningsfuld indsigt, som alle kan lære noget af.
Det problematiseres, at pårørende og andre ofte jagter ’de klare øjeblikke’ og skuffes, når de ikke kommer. Denne følelse overføres til familiemedlemmet med demens, som oplever nederlag og lukker sig inde. Hvis vi derimod giver os tid og dvæler opmærksomt i nuet, bliver resultatet anderledes nærvær og meningsfuldt samvær.
I bogsættet følger også en cd, hvor en lang række musikere og digtere gør demenslidendes tale til musik og poesi. Vi bringes ind i den anden frekvens.
Cd’en uropføres i Louisianas koncertsal tirsdag den 19. maj. Alle er velkomne (koster blot entre til museet).
Hele sættet inkl. bøger, cd og dvd koster 368 kr. og er udgivet af Fænø Lighthouse Projects. Den udkommer 22. april.
Bestilling af ’Demens: Den Anden Frekvens’ direkte på www.demensfrekvens.dk under 'bestil'. Eller via den lokale boghandler fra den 22.4.09
Læs, hvad demenslidende selv siger
Bogværket ’Demens: Den Anden Frekvens er målrettet samvær med mennesker med demens i så svær grad, at kommunikationen er påvirket. I dag diagnosticeres mange tidligere i demensforløbet end før. Det øger muligheden for, at demenslidende selv fungerer som advokater for deres rettigheder. Demenslidende borgere har således oprettet websider, hvis formål det er at dele erfaringer om sygdommen og udbrede viden om den.
Se blandt andet: www.dasninternational.org og www.alzsh.net
I Danmark står Demenscafeen i Århus og Rådgivningscenter for demensramte og deres pårørende på Kallerupvej i Odense bag en række aktiviteter, hvor demenslidende selv tager ordet. Igennem digte og publikationer fortælles om, hvorledes en hverdag med demens opleves indefra. Rådgivningscentret i Odense arrangerer en årlig landsdækkende tænketank og redigerer en netavis produceret af demensramte. Se alzheimer-avisen.dk
Desuden driver firmaet Lundbeck hjemmesiden www.demensnet.dk, hvor man kan læse dagbøger, deltage i chat og i en brevkasse om demens.
Sikkerhed og livskvalitet i eget hjem
Ældre med lettere demens skal hjælpes, så de kan blive i længere tid i eget hjem, uden at det går ud over deres sikkerhed og livskvalitet. Det er formålet med et større forskningsprojekt, som Aalborg Universitet står i spidsen for, og som Frederikshavn Kommune som den eneste danske kommune deltager i. Projektet til 33 mio. kr. skal bl.a. tjekke, om der kan laves nye alarmer, som kan hjælpe de ældre, når de glemmer at spise eller glemmer kogepladen. I Frederikshavn skal 20 ældre, lettere demente deltage i projektet.
Læs mere om projektet på DRs hjemmeside.
Kilde: Ritzau og DR d. 11. marts 2009
E-kurser på internettet
Lægeforeningens hjemmeside rummer en række e-kurser, som er åbne for alle interesserede. Et af de nyeste er e-kurset: ’Forebyggelse af selvmord og selvmordsadfærd’, der er udviklet i samarbejde mellem Lægeforeningen og Psykiatrien i Region Nordjylland. I tre videocases gennemgås, hvordan tre praktiserende læger på helt forskellig vis gennemfører samtaler med en selvmordstruet person. Materialet indeholder også interview med en forsker og et værktøjsafsnit med vejledning i forebyggelse af selvmordsadfærd.
Af andre e-kurser kan nævnes:
- Den skrøbelige hjerne Demensudredning
- Den svære samtale
E-kurserne kræver en hurtig internetforbindelse og computer med højtaler.
Gå til Lægeforeningens hjemmeside.
Socialt liv uden stress forebygger demens
Nyt studie fra Karolinska Instituttet i Sverige viser, at afslappede mennesker med et velfungerende, men absolut ikke stressende socialt liv havde 50 procent mindre risiko for at udvikle demens end ældre generelt. Dr. Hui-Xin Wang, der har stået i spidsen for projektet, siger til den norske avis ’Vårt Land’, at den gode nyhed ved undersøgelsens konklusion er, at man via sin livsstil kan gøre en indsats for at hindre demens.
Kilde: Kristeligt Dagblad 21. februar 2009
Fællesskab i ældreboliger
Mennesker med demens og deres familier er særligt udsatte for tab af social kontakt. Det skyldes både vanskeligheder, der kan opstå i forhold til initiativ og kommunikation, men også den usikkerhed og uvidenhed om de handicaps, sygdommen medfører. Derfor vil alle former for fællesskab i boligområderne være en fordel for familier med demens.
Videnscenter på Ældreområdet har lavet en reportage fra et sted, hvor fællesskabet imellem ældreboligejere fungerer godt. Gode fællesskaber fremmes af vilje til samvær, af organisering af netværket i en eller anden form og af velegnede bygningsmæssige rammer.
Læs artiklen her.
"Sænk kravene eller slip papirerne”
Under denne overskrift omtaler Information en ny undersøgelse, der viser, at de offentligt ansatte oplever, at de konstant må gå på kompromis med kvaliteten. Men der kommer ikke flere penge til varme hænder, så sænk i stedet kravene til kvaliteten eller blæs på papirarbejdet lyder rådene til de stressede medarbejdere.
Undersøgelsen er udført af professor Kurt Klaudi Klausen ved Syddansk Universitet for FTF. Den viser, at 35 pct. af de ansatte i kommunerne og 26 pct. i regioner og stat føler, at de altid eller ofte må gå på kompromis med kvaliteten i deres arbejde. Det oplever kun 17 pct. af de ansatte i den private sektor.
Og det er problematisk at gå på kompromis siger Helle Hedegaard Hein, der er forsker i kaldsbaserede professioner ved Copenhagen Business School: “Det får man meget demotiverede medarbejdere ud af, som mister tilliden til deres ledelse, fordi de kommer til at tvivle på, om lederen har samme kald som de selv om de er der af samme årsag”. Hun mener, at et af de største problemer i det offentlige er, at det er folk uden indsigt i det faglige, der sætter målene.
Klaus Klaudi Klausen mener, at den eneste farbare vej er at “gøre det, medarbejderne faktisk gør, til det der forventes.” For “ved at have urealistisk høje forventninger til en omnipotent velfærdsstat, har man skabt en fiasko; i en lang årrække har politikerne på administrationens vegne simpelthen lovet, at det offentlige kan tage sig af borgerne fra vugge til grav, og det kan det offentlige naturligvis ikke”.
Klaudi Klausen giver heller ikke meget for Lars Løkke Rasmussens ønsker om at give borgerne mere valgfrihed, øge kommunernes frihed og slippe de offentlige ledere løs. “Det er jo ikke det, Lars Løkke har gjort i sin tid som indenrigsminister. Strukturreformen er i den grad præget af en forestilling om top down, og ikke at man kan bruge lokale prioriteringer til noget som helst”.
Kilde: Aktuelle Noter nr. 5, 6. april 2009 & Information 27.3.2009
Nyborg Kommune går nye veje
Alle Nyborg Kommunes plejecentre er på forsøgsbasis delt op i mindre, selvstyrende enheder, som selv styrer vagtplaner, beboernes madønsker og budget. Formålet er forebyggelse af nedslidning af personalet såvel fysisk som psykisk efter devisen mere ansvar, større arbejdsglæde og mindre sygefravær. Social- og sundhedsassistent Tina Krone udtaler: ”Jeg skal aldrig tilbage og arbejde i faste skemaer”. Hun er begejstret for kommunens tiltag, som betyder en stor grad af fleksibilitet og frihed i hverdagen både for beboere og personale. Der er afsat 1,5 mio. kr. til en sundhedsordning, der tilbyder medarbejdere i plejesektoren, at de gratis kan komme til fysioterapeut, kiropraktor eller få massage en gang om måneden eller hver 14 dag, hvis det er akut.
På plejecentret Egevang i Nyborg har man har kørt med en lignende ordning længere tid og har kunnet konstatere, at sygefraværet er faldet fra 5,9 pct. i januar 2008 til 3,4 pct. i januar 2009. Ændringen på Egevang startede efter en længerevarende periode med beboere, som var aggressive og et personale, som følte sig frustrerede og magtesløse. Plejehjemslederen satte ind og sendte personalet til psykolog for at få bearbejdet deres oplevelser, og derefter iværksattes længerevarende supervision ved en sygeplejerske med speciale i psykiatri og demenssygdomme og ved en af kommunens demenskoordinatorer. Personalet er så tilfredse med deres nye, forbedrede arbejdsforhold, at de har indstillet plejecentret til Arbejdsmiljøprisen 2009.
I Nyborg Kommune forsøger man sig også nu med tættere samarbejde med den frivillige verden og kirken. Præsterne i Nyborg indkaldte sidst i februar til et møde om aflastning til demensramte familier. Provst Hans Bredmose Simonsen udtaler: ”Det kommunale system råder ikke over ressourcer, der kan løfte alle behov i familier, der har demens. Vi medvirker gerne til at oprette en aflastningstjeneste, som Organisationen Samvirkende Menighedsplejere har andre steder i landet”.
Det er demenskoordinator Vibeke Tang Larsen, der foreslog hjælpetjenesten oprettet.
Kilde: Fyns Stiftstidende 24. februar & Fyns Amts Avis 2. marts 2009
Gode ideer om mad på plejecentrene skal spredes
Social & SundhedsSkolen i Herning er sammen med ældrecentrene Kastaniehaven i Give og Mellemtoft i Holstebro i fuld gang med et projekt, det hedder ’liv i køkkenet’. Projektet får støtte af Erhvervs- og Byggestyrelsens pulje til medarbejderdreven innovation.
I dag er mange plejehjem bygget om til mindre boenheder, der er placeret omkring et fælles køkken. Tanken bag de såkaldte leve- og bomiljøer var, at hverdagens gøremål skulle skabe liv, der hvor gamle mennesker bor, blandt andet ved at maden blev lavet i boenheden. Stordrift, centralisering og effektivisering har vist sig at være en udfordring for dette princip. Projekt ’liv i køkkenet’ indsamler og spreder medarbejdernes gode ideer til, hvordan madlavning i boenheden kan praktiseres, så kvaliteten af maden bliver i top, økonomien hænger sammen, og beboerne får størst mulig glæde af det liv, der udfoldes i køkkenet.
I april måned produceres en dokumentarfilm med eksempler fra leve-bo-miljøer i Hadsten, Lemvig, Holstebro, Bryrup, Give og Ebeltoft. Filmen indgår som en del af en formidlingsrunde i efteråret, hvor medarbejdere fra Kastaniehaven og Mellemtoft og projektlederen besøger plejecentre i regionen og giver inspiration til arbejdet med mad og måltider.
Yderligere oplysninger: Birgitte Højlund bh@sosuherning.dk
Afprøvning af nyt lægemiddel mod Alzheimers sygdom
Et nyt lægemiddel mod Alzheimers sygdom har under forsøg vist positiv virkning på en lille gruppe forsøgspersoner. Ifølge forskerne ved University College London får lægemidlet et protein, ’SAP’, til at forsvinde fra Alzheimerpatienters hjerner, efter de har taget stoffet i tre måneder. Der blev ikke påvist bivirkninger hos nogen af de fem forsøgspersoner.
Selvom de tre måneders forsøgsbehandling var for kort til at vise nogen klinisk forbedring, skete der ingen mærkbar forværring. Ifølge den britiske ’Alzheimer’s Research Trust’ som har sponsoreret en del af forskningen, er der grund til ”forsigtig optimisme”, og der planlægges nu klinisk afprøvning i større skala.
Kilde: Ugeskrift for læger 14. april 2009
OM DEMENSNYHEDER
Til- og framelding
Det er let og hurtigt at tilmelde og framelde sig nyhedsbrevet her.
Ved problemer kontakt Charlotte Svendsen svendsen@aeldreviden.dk
DemensNyheder lægges efter udsendelsen på vor hjemmeside
hvor man også kan søge på e-nyhedsbreve, der tidligere har været bragt.
DemensNyheder har fokus på nyheder omkring demens i forhold til ældre, og vi modtager gerne relevant materiale. Kommentarer og spørgsmål kan lægges ud til debat i 'DemensNyheder’ ved at sende mail til: johannesen@aeldreviden.dk
Du er velkommen til frit at bruge og citere DemensNyheder. Husk dog at kreditere Videnscenter på Ældreområdet og evt. primærkilde, der er anført under oplysningen.
Videnscenter på Ældreområdet udsender fire forskellige elektroniske nyhedsbreve.
Husk også vores direkte telefonlinje 3940 5847.
Redaktion:
Annette Johannesen, faglig medarbejder
Videnscenter på Ældreområdet
Tornebuskegade 7, 1. - 1131 København K
tlf. +45 3940 1010 fax +45 3940 4045
mail johannesen@aeldreviden.dk
VIDENSCENTER PÅ ÆLDREOMRÅDET
er en uafhængig og selvejende institution, hvis primære formål er at indsamle, bearbejde og formidle uvildig viden om forskning, forsøg og udvikling på ældreområdet. Centret arbejder for ældres ligestilling, ligebehandling og ligeværd samt for at styrke ældres muligheder for aktivitet, deltagelse, synlighed og indflydelse i samfundet - og samtidig forebygge negative konsekvenser af sygdom, svækkelse og isolation.
til toppen
|