Videnscenter på Ældreområdet
DemensNyheder nr. 26
Elektronisk Nyhedsbrev
Juni 2008


INDHOLD
Netavis af og for demensramte
Bred indsats og udredning vigtig ved demens
Årskursus for demenskoordinatorer

Bog om livet i leve-bomiljø af Mette Søndergaard
Film om Ældrecentret Kastaniehaven
Naomi Feil har besøgt Danmark
Demensdagene 2008
Teamarbejde kræver refleksion og vejledning
Daisy projektet afprøvet i Lyngby–Taarbæk Kommune
Gode råd til familie og personale på plejehjem



Netavis af og for demensramte

Nordens første netavis skrevet af og for demensramte er gået i luften i starten af juni måned. Redaktionen er tilknyttet Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende i Odense og består af fem demensramte frivillige og yderligere fire frivillige. Der er desuden etableret lokalredaktioner rundt i landet.

Til TV2 Fyn udtaler Kim Gommesen, som er 48 år og en af de demensramte redaktionsmedlemmer: “Jeg har et ønske om, at vi kan dele erfaringer om livet med demens. Jeg løber tit ind i barrierer og uvidenhed. Når omverdenen hører ordet Alzheimer, ser de ofte en gammel person, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv.”

Kim Gommesen vil gøre politikerne opmærksomme på, at man har ressourcer, selvom man har fået en demenssygdom: “Får vi den rette støtte, kan vi fungere meget længere selvstændigt, siger redaktionsmedlemmet.”

Se avisen her.

Yderligere oplysninger: Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende, tlf. 66 19 40 91, e-mail kallerupvej@post.tele.dk

Kilde: Tv2Fyn den 28. maj 2008




Bred indsats og udredning vigtig ved demens

Sundhedsstyrelsen har lavet en MTV–udredning om demens, hvori det fremgår, at en bred indsats er nødvendig for at hjælpe borgere med demens. Rapportens konklusioner, som dog ikke er udtryk for Sundhedsstyrelsens officielle anbefaling anslår, at kun hver tredje dansker i dag får stillet en egentlig diagnose. Hvis flere skal have rede på deres sygdom, vil det koste samfundet et betydeligt større beløb end i dag. Det anslås at ville koste 67 mio. ekstra om året, hvis alle med demens skal gennemgå et såkaldt udredningsforløb, der fører til en egentlig diagnose. Flere diagnosticerede vil også koste mere i udgifter til medicin, og her anslår rapporten en merudgift årligt på 248 mio. kr. Lægemidler mindsker symptomer og kan forsinke udviklingen af sygdommen. Men de fører ikke til helbredelse. Derfor er en bred indsats vigtig, hvor social støtte og omsorg og behandling med lægemidler skal supplere hinanden, hedder det i MTV-rapporten.

Rapporten kan downloades her.

Kilde: Politikens netavis fredag den 13. juni




Årskursus for demenskoordinatorer

For 15. år i træk indbyder DemensKoordinatorer i DanmarK til årskursus fra den 17.-19. september på Hotel Nyborg Strand. I år med overskriften: “Sundhed, forebyggelse og rehabilitering – også for mennesker med demenssygdomme”. Specialister, forskere og praktikere vil sætte fokus på en række begreber, metoder og erfaringer omkring forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering, der har relevans for professionelle inden for demensområdet. De tre dage er bygget op med både plenumfordrag, stande, markeder og seminarer.

Programmet kan downloades her på hjemmesiden.




Bog om livet i leve-bomiljø af Mette Søndergaard

I et indledende afsnit skriver Mette Søndergaard: ”Denne bog er skrevet for at styrke og støtte personalet i at fokusere på mulighederne for at personer, som bor i leve-bomiljøer, kan leve et liv, som giver mening for den enkelte... Et liv, hvor omsorgen udover plejen af kroppen også har fokus på det sociale og det aktive i et menneskes liv.”

Det benævnes ”livsformidling” når personalet muliggør og støtter beboerne i gøremål og oplevelser ud over dagligdagen, og Mette Søndergaard videregiver en række gode råd og eksempler på motivationsarbejde, hvor der skelnes mellem at have lyst eller finde lysten. Også problemer omkring prioritering af tid behandles i et afsnit om udvidelse af det faglige fokus.

I et kapitel om kommunikation introduceres begrebet ”livsrygsæk” som den enkeltes referenceramme. Hvad er det for mening, erfaring, forståelse, viden m.v.  personalet har med sig i livsrygsækken? Hvilke har beboeren? – og hvorledes foregår mødet mellem de to livsverdener? Kommer personalet, som er ansat til at hjælpe og som har uddannelse og mange års erfaring med faget, til at fylde meget i mødet med en måske lidt usikker beboer? Når beboerne bestemmer mere, bestemmer personalet mindre, beskrives det i et andet kapitel, hvor selvbestemmelse og medbestemmelse er temaet.

Bogen behandler måltiderne og deres betydning ud over bare at være mad. Hvorledes tages der for eksempel hensyn til forskelle i traditioner ved måltiderne? Nogle foretrækker at tale sammen under måltidet og andre ikke. Bør det overvejes at dele gruppen i to eller spise på to forskudte tidspunkter? I kapitlet gennemgås også de hygiejneregler, der findes, når man skal lave mad til op til tolv personer. Mette Søndergaard beskriver også fordele og aktivitetsmuligheder ved at lave maden på stedet.

At have frivillige med som samarbejdspartnere er et andet felt, der beskrives positivt med vendingen at ”verden bringes ind i leve-bomiljøet”. Frivillige kan kendetegnes ved at have mange kan-opgaver og færre skal-opgaver. Frivillige har behov for at mødes med personalet, for et bagland til at komme af med noget tungt og svært og for udveksling af erfaringer.

Livet i leve-bomiljø er fyldt med flotte modelfotos og med eksempler og gode råd, som flettes ind overalt mellem teoriafsnit. De, som har oplevet Mette Søndergaard vil genkende hendes levende fortælleform og vil kunne høre og se hende for sig under læsningen.

Livet i leve-bomiljø af Mette Søndergaard er på 144 sider og koster 200 kr. + forsendelse.
Den kan bestilles på forlaget OSI,  Organisationen af  Selvejende Institutioner eller gennem forfatteren på mailadressen mettesoendergaard@dbmail.dk




Film om Ældrecentret Kastaniehaven

Kastaniehaven er et ældrecenter, der er taget i brug i løbet af 2004. Stedet, der er bygget som 8 leve-boenheder samt et aktivitetscenter, erstatter fire tidligere plejehjem samt et åbent dagcenter i tidligere Give Kommune.

På Ældrecentrets hjemmeside kan man læse om aktivitetscentret, de otte leve-boenheder og om det sæt af værdier, man har formuleret om personalets arbejde. Det er også muligt at se en 18 minutters film, som viser rigtig mange eksempler på, hvordan hverdagslivet leves i centret. Man ser, hvorledes personalet både vægter det private og muligheden for fællesskab.

Filmen, der er blevet til i et tæt samspil med Kastaniehavens beboere, pårørende og personale, kan også fås som dvd ved henvendelse til centret:
Telefon 7573 6400 eller på e-mail lenli@vejle.dk




Naomi Feil har besøgt Danmark

Sygeplejerske MA Kirsten Amstrup har taget initiativ til et gensyn med den amerikanske socialarbejder Naomi Feil, som har udviklet de verbale og non-verbale kommunikationsmetoder, der betegnes som ”Validering”. Den 9. juni 2008 holdt hun en heldagsworkshop i Herlev med overskriften ”God kontakt og gensidig tillid i demens-omsorgen”.

Videnscentret deltog i arrangementet og har lavet et stikordsreferat fra dagen.

I referatet henvises også til filmklip, hvor Naomi Feil demonstrerer metoden.

Yderligere oplysninger: Kirsten Amstrup telefon 5599 1494 eller e-mail kirsten.amstrup@mail.dk




Demensdagene 2008

På trods af strejke blev demensdagene afviklet i maj måned med mange deltagere og udstillere på markedspladsen og i hallen.

Demensdagene har sin egen hjemmeside, hvor man kan hente en række af foredragene.




Teamarbejde kræver refleksion og vejledning

Forstander på det svenske ”Silviahjemmet” og chef for ”Demenscentrum”, Wilhelmina Hoffman talte om, at et godt teamarbejde kan forebygge, at man kommer ud i de svære situationer. Det gælder om at have et fælles værdigrundlag, kundskab om demens og respekt for hinanden. Det er vigtigt, at kontaktpersonen har ”egen tid” med sin borger, og at ledelsen stiller klare krav og realistiske forventninger.

I personalegruppen er det godt at anvende personalets personlige ressourcer: ”Arne, som er glad for sport, Daniel, som elsker at læse og Gudrun, som elsker orden..”.  Wilhelmina fortsatte med budskabet om, at ”vi skal være stolte af vores arbejde” og at ”det skal være forbudt at bringe surhed og bitterhed ind på arbejdspladsen”. Det gælder også om, at få familien til at føle sig vigtige og altid huske at inddrage dem. Wilhelmina Hoffman orienterer familien om, at hvis de har problemer, skal de gå til ledelsen, og har de ros, skal de gå til medarbejderne med den.

E-mail: wilhelmina.hoffman@silviahemmet.se

Kilde: DemensDagene 2008




Daisy projektet afprøvet i Lyngby–Taarbæk Kommune

Demensteamet i Lyngby-Taarbæk Kommune afprøver Daisy-projektets rådgivningsmodel og demensguide på centret Borrebakken, der er målrettet ældre mennesker med demens. 24 borgere, der alle har en demensdiagnose, skal deltage i projektet.

Mette Andersen, der er demenskontaktperson er særligt begejstret for rådgivningsmodellens værdiskema, som bringer fokus på folks ressourcer og derved fjerner mangelsynet. Det fremhæves også som en vigtig pointe, at der er et skema både til den demente selv og til den pårørende, som de udfylder hver for sig, da det giver en mere lige relation. Således udtaler en ældre mand, der har deltaget i projektet: ”Du er den første, der har lyttet til mig”.

Kilde: Servicestyrelsens Magasin ”Social Fokus” nr. 3 marts 2008




Gode råd til familie og personale på plejehjem

I nedenstående link kan man se 35 gode råd til familien og behandlere, som er lavet af psykolog Ebbe Krüger i forbindelse med et foredrag for personale på plejehjem. Ebbe Krüger har forsøgt at leve sig ind i, hvordan det må være at opfatte omverdenen som dement, og han ønsker at videregive sine tanker til inspiration for andre, som underviser i demens.

Link til Ebbe Krügers gode råd


OM DEMENSNYHEDER

Det giver færrest problemer, hvis du selv modtager nyhedsbrevet fra vores server i stedet for at få det videresendt fra andre.


Det er let og hurtigt at tilmelde sig nyhedsbrevet:
Send en tom mail til demenslist-on@aeldreviden.dk og du får nyhedsbrevet sendt direkte næste gang.
Ved problemer – kontakt svendsen@aeldreviden.dk

Framelding: demenslist-off@aeldreviden.dk

DemensNyheder lægges efter udsendelsen på vor hjemmeside – www.aeldreviden.dk – hvor man også kan søge på e-nyhedsbreve, der tidligere har været bragt

Videnscenter på Ældreområdet udsender fire forskellige elektroniske nyhedsbreve. DemensNyheder har fokus på nyheder omkring demens i forhold til ældre, og vi modtager gerne relevant materiale. Kommentarer og spørgsmål kan lægges ud til debat i 'DemensNyheder’ ved at sende mail til: johannesen@aeldreviden.dk

Du er velkommen til frit at bruge og citere DemensNyheder . Husk dog at kreditere Videnscenter på Ældreområdet og evt. primærkilde, der er anført under oplysningen.

Husk også vor hjemmeside www.aeldreviden.dk og vor direkte telefonlinje 3940 5847

Redaktion:
Annette Johannesen, Faglig medarbejder
Videnscenter på Ældreområdet
Tornebuskegade 7, 1., 1131 København K
tlf. +45 3940 1010 fax +45 3940 4045

johannesen@aeldreviden.dk

Videnscenter på Ældreområdet er en uafhængig og selvejende institution, hvis primære formål er at indsamle, bearbejde og formidle uvildig viden om forskning, forsøg og udvikling på ældreområdet. Centret arbejder for ældres ligestilling, ligebehandling og ligeværd samt for at styrke de ældres muligheder for aktivitet, deltagelse, synlighed og indflydelse i samfundet - og samtidig forebygge negative konsekvenser af sygdom, svækkelse og isolation.


til toppen

 

Mere om nyhedsbrevet

Læs mere om
DemensNyheder

Søg i arkivet over
DemensNyheder

Her kan man søge på alle emner i de udkomne numre af nyhedsbrevet.



Se tidligere numre

Her kan du se alle tidligere numre af DemensNyheder.

Sidst opdateret 23/11/09