NYE BØGER - ANMELDELSE

Tid til hjælp - hjælp til tiden
Af Marie Lilja Jensen
Ældre Sagen, oktober 2002

Svage ældre i eget hjem del 1

En undersøgelse af svage ældres egne oplevelser og erfaringer med at modtage hjælp fra deres formelle netværk – deres hjemmehjælpere - og fra deres uformelle netværk – deres familie og omgangskreds.

Ældre Sagen sætter med publikationen Tid til hjælp – hjælp til tiden fokus på, hvordan de svage hjemmeboende ældre selv oplever det at modtage hjælp, både fra hjemmehjælpen og fra familie og netværk. De ældre har generelt gode erfaringer med at modtage hjemmehjælp. De er meget glade for deres hjemmehjælpere, og de har stor forståelse for hjemmehjælpernes arbejdssituation. Imidlertid oplever de også, at hjemmehjælperne har meget travlt og af og til virker stressede. De er kede af, at der ikke altid er tid til en kop kaffe og en snak med hjemmehjælperen, og de oplever, at hjemmehjælperne ikke altid kan nå at udføre deres arbejde ordentligt. De møder mange forskellige ansigter og de oplever, at de nogle gange må vente på hjemmehjælpen.

Der er mange i undersøgelsen, der får hjælp fra familien til især de praktiske opgaver så som indkøb og rengøring. Det er individuelt, hvordan afhængigheden af andres hjælp håndteres. Hjemmehjælpen er en service, som mange ældre mener, de igennem tidligere og nutidig betaling af skat har "optjent" retten til at modtage. Familiens hjælp er mere ømtålelig, fordi de ældre ikke ønsker at være til besvær og ikke vil ligge deres familie til last.

Undersøgelsen giver et signal om, hvad svage ældre oplever som kvalitet i den pleje og omsorg, de modtager. For de ældre er det af stor betydning, at hjemmehjælpen er fleksibel og tilstrækkelig og at der er kontinuitet i plejen. Publikationen er et nuanceret bidrag til såvel den faglige som den politiske debat om hjemmehjælpens indsatsområder og omfang. Den henvender sig til alle med interesse i de svage ældres liv og dagligdag. Tid til hjælp – hjælp til tiden er baseret på 21 kvalitative interview med svage hjemmeboende ældre og er udarbejdet af analysemedarbejder cand. scient. i Antropologi Marie Lilja Jensen.


"Tid til hjælp – hjælp til tiden"
Af Marie Lilja Jensen
Rapporten er udgivet oktober 2002
Pris for medlemmer af Ældre Sagen: Kr. 75 + porto
Pris for ikke-medlemmer: Kr. 100 + porto
Forkortet udgave 30 kr.


Til toppen

Sidst opdateret 23/11/09