|
Kommentar:
ÆLDRE ER UDSAT FOR OVERGREB
Af Inga Skjærris, bestyrelsesformand for Videnscenter på Ældreområdet
Danmark er et uland, når det drejer sig om indsaten mod vold og overgreb mod ældre.
På trods af mange anbefalinger er Danmark nærmest et uland, når det drejer sig om indsatsen mod vold og overgreb mod ældre.
Mens vore nordiske nabolande har regler om indberetningspligt og registrering, er det ikke tilfældet herhjemme. Bortset fra servicelovens bestemmelser om magtanvendelse skorter det på tiltag og løsningsmuligheder.
Det er heller ikke muligt at få oplyst, hvad de danske myndigheder agter at gøre ved problemet.
Med overgreb menes trusler, fysisk og psykisk vold, vanrøgt og omsorgssvigt samt seksuel og økonomisk udnyttelse fra både pårørende og omsorgspersonale. Dertil kommer den vold og overgreb, som ældre - oftest demente - kan udøve mod eksempelvis deres familiemedlemmer, hjemmehjælp eller plejepersonale.
Det er ikke tal, vi mangler. Fhv. embedslæge i daværende Århus Amt, Kate Runge, undersøgte så tidligt som i 1983 hyppigheden af fastspænding af beboere på plejehjem, og i 1984 blev forbruget af beroligende medicin og sovemedicin kortlagt. I 1990 kom rapporten "Gamle dementes vilkår" fra embedslægeinstitutionerne i Århus, Roskilde og Storstrøms Amter. Det var en systematisk undersøgelse af indberetninger fra 60 hjemmeplejeordninger og 201 plejehjem.
Vanrøgt og plejesvigt
Resultaterne viste bl.a., at 1,4 pct. af de svage ældre var blevet udsat for overgreb - tal, der svarer til hyppigheden i de øvrige nordiske lande. De psykiske overgreb udgjorde 47 pct., de fysiske 42 pct., økonomisk udnyttelse 28 pct., forsømt beklædning 16 pct., utilstrækkelig ernæring 10 pct., forsømt bolig 8 pct. Plejepersonalet tegnede sig for de fleste overgreb, 36 pct.
I 1994 gennemførte Ældre Sagen en interviewundersøgelse i tre geografiske områder i Danmark. Blandt konklusionerne var:
- At mange af de interviewede i plejesektoren var stødt på såvel økonomisk udnyttelse som vanrøgt og plejesvigt.
- At udnyttelse og misrøgt specielt finder sted i familier med et indlært mønster for overgreb og misrøgt, som oftest i familier med medicin- og alkoholmisbrug. Overgreb blev også iagttaget i parforhold, der var forandret til plejeforhold.
- At mange af de interviewede erkendte, at de muligvis ikke var opmærksomme og måske fejldiagnosticerede fysiske overgreb som andet - f.eks. "fald i hjemmet".
- At der er behov for hjælpetiltag, der kan koordineres af en person, som har erfaring og er uddannet til det.
Den seneste undersøgelse er fra i år og er foretaget af overlæge Jette Ingerslev fra Glostrup Hospital.
Hun når frem til, at 36 pct., svarende til 94 af 261 geriatriske patienter, har været udsat for overgreb, dog ligger flertallet i kategorierne "let grad" og "moderat grad".
Ældre indvandrere
En gruppe, som ikke må glemmes, er de ældre indvandrere. Forebyggende medarbejder i Københavns Kommune Annette Skov Praëm kan berette om ikke-danske ældre, der er i klemme, fordi de ikke kan modtage dansk folkepension, skal forsørges af deres familiesammenbragte børn, ikke kan finde en egen bolig, er fattige eller frygter, at deres børn enten smider dem ud eller ligefrem vil sende dem tilbage til hjemlandet.
Men hvad så med de overgreb eller andre former for vold, som de ældre udøver mod andre? Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø udgav i 2007 en rapport baseret på en undersøgelse af vold og trusler mod personalet i ældreplejen. Her viste det sig, at 23 pct. af de adspurgte plejemedarbejdere i ældreplejen har været udsat for vold inden for det seneste år, og næsten 37 pct. havde været udsat for trusler.
Tal taler for sig selv
En undersøgelse foretaget af FOA viste, at 8 pct. af ofrene for vold på arbejdspladsen havde været sygemeldt som følge af volden, og 7 pct. havde forladt arbejdspladsen pga. vold.
En medlemsundersøgelse ligeledes foretaget af FOA inden for hjemmeplejen viser, at 28 pct. har været udsat for vold, truende adfærd eller trusler på arbejdspladsen inden for et år.
På plejehjem/plejecentre er tallet helt oppe på 52 pct.
Oftest er volden udøvet af de mennesker, der skal drages omsorg for. Kun i 7 pct. af tilfældene var det de pårørende, der var voldelige eller truende over for personalet.
Tallene taler for sig selv. Det er indlysende, at myndighederne må tage problemet alvorligt.
Videnscenter på Ældreområdet holder 27.11. et debatmøde om emnet.
Inga Skjærris er formand for Videnscenter på Ældreområdets bestyrelse og forhenværende borgmester (V) i Ramsø Kommune.
Artiklen har været bragt i JyllandsPosten den 22. november 2008.
|