Kommentar:

TILLID ER GODT...

Af Inga Skjærris, bestyrelsesformand for Videnscenter på Ældreområdet

Et af de mest bureaukratiske felter inden for den offentlige sektor er ældreområdet. Og det på trods af at alle undersøgelser viser, at selvsamme bureaukrati ikke giver den fornødne tid til omsorgen for ældre, uanset om de bor hjemme eller på institution. Alene fagforeningen FOA’s medlemsunder­søgelse fra november i år viser, at knap 70 pct. mener, at de bruger mere tid på dokumentation og måling i dag end for et par år siden, knap 80 pct. mener ikke, at det giver bedre service for borgerne, og to ud af tre ønsker mindre måling.

Det er hjemmehjælpen, der må slæbe rundt med minuttyranni, når det gælder enkeltydelser, kvalitetsstandarder og kommunale servicedeklarationer. Af mere besynderlige opfindelser kan nævnes ’Fælles Sprog’, der skal gøre det muligt for kommunerne internt og mellem sig at benævne ydelserne ens, og den såkaldte ’BUM-model’ der står for bestiller-udfører-modtager, hvor der sker en opsplitning mellem de tre agenter: visitator, hjemmehjælperen og den enkelte hjemmehjælps-mod-tager. Denne model vil jeg vende tilbage til.

Allerede i midten af 1980-erne undersøgte fhv. socialminister Bent Rold Andersen og Kirsten Meldgaard livskvalitet og livsudfoldelse på forskellige plejehjem for AKF. På de plejehjem, hvor en samværs- og omsorgskultur var fremherskende, dvs. hvor miljøet fremmede kontinuitet, selvbestemmelse og brug af egne ressourcer og rollebevarelse, lå beboernes aktiviteter væsentligt højere end de plejehjem, der var præget af en hjælpekultur, hvor fællesopgaven bestod i at hjælpe beboerne med de ting, de ikke kunne. Samtidig viste undersøgelsen, at selv om flere af de ældre på de samværsorienterede plejehjem var dårligere end på de hjælpeorienterede, blev de af personalet vurderet som mere selvhjulpne end beboerne på de hjælpeorienterede plejehjem. Det nytter altså ’at stille krav’ til de ældre og at tro på deres evner og ressourcer. Og tilsyneladende er det en bedre fremgangsmåde end styring ved regler og dokumentation.

Lad mig vende tilbage til hjemmehjælpen og ’BUM-modellen’. Denne model er et sindrigt æskesystem, hvor visitator (bestilleren) kommer i den ældres hjem, hvor hjemmehjælpsopgaven beskrives. Denne sendes til hjemmehjælperen eller hjemmesygeplejersken (udføreren). Såfremt den ældres behov ikke ændrer sig, ’fungerer’ systemet. Men ændringer har det med at ske. Fald, sygdom eller udskrivning efter hospitalsindlæggelse kan støde til, og behovene vil være nogle andre. Eksempelvis oftere rengøring, indkøb, sårbehandling og medicintildeling. Sådanne ændringer forudsætter, at hjemmehjælperen/hjemmesygeplejersken skal udarbejde en anmodning om yderligere hjælp, der går via gruppelederen til visitator, som atter må på besøg hos den ældre for at vurdere den nye situation. Finder visitator, at behovet er begrundet, går kommunikationen den anden vej.

Et tungt, tungt system. Det bliver ikke bedre af, at der ikke er plads i skemaet til pludselige ændringer, hvor der måske skal rekvireres læge eller ambulance. Så skrider tidsplanen, men samtidig forudsættes det, at hjemmehjælperen skriftligt skal gøre visitator opmærksom på forløbet, så det kan fratrækkes den tid, som hun skulle have brugt på andre arbejdsopgaver. Men ofte orker hjemmehjælperen ikke al det skriveri og papirarbejde, der jo også tager tid – med andre ord dokumentation og kontrol – for hun står i den situation igen og igen. Resultat: Hun og hendes kolleger må løbe stadig hurtigere. Blot for at udføre de visiterede ydelser. For de må ikke udføre andet end det, der står på listen. Mange gør det nu alligevel, og tak skal de have for det!

Det er et stift, bureaukratisk system, der ikke har tillid til de ansattes professionelle viden og kunnen og ikke giver dem plads og rum til at udføre et ordentligt stykke fagligt og socialt arbejde. For omsorgsarbejde kan ikke styres, reguleres og kontrolleres til mindste detalje eller minut. Forsøger man med det, går det ud over de ældre og medfører medarbejderflugt fra sektoren.

”Tillid er godt, kontrol er bedre” er et levn fra den sovjetiske planøkonomi men er tilsyneladende hele grundlaget for den danske ældreomsorg.

Videnscenteret har netop holdt konferencen ’Er styring og kontrol lig med kvalitet i ældreomsorgen?’.
Se nærmere omtale af konferencen her.

Inga Skjærris er formand for Videnscenter på Ældreområdets bestyrelse og forhenværende borgmester (V) i Ramsø Kommune.

Artiklen har været bragt i Jyllands-Posten den 29.11. 2007.

Til toppen